Hun er født ind i en middelklassefamilie og opvokset i den lokale matriarkalske tradition i den sydindiske delstat Kerala, hvor hun er økonomisk toprådgiver for det regerende kommunistparti. Fra 1. januar 2019 bliver hun den første kvindelige cheføkonom i Den Internationale Valutafond, IMF.

Selv om 46-årige Gita Gopinath har en eksotisk baggrund, er der ikke udsigt til en feministisk tredjeverdensrevolution i IMF, der er en af hjørnestenene i det globale finansielle system. Som indehaver af et livstidsprofessorat i økonomi på Harvard University tilhører Gopinath den absolutte akademiske elite i USA, og Wall Street Journal roser hende for at have bidraget til nye videnskabelige landvindinger inden for studierne af valutakurser, statsgæld og kapitalbevægelser.

Hjemme i Kerala i det sydvestlige Indien beskylder kritikere Gita Gopinath for at være repræsentant for den neoliberale kapitalistiske verdensorden, og den kommunistiske delstatsregering i staten er kommet under hård kritik for at have hyret den lokale stolthed som økonomisk toprådgiver.

Gopinath, hvis forældre fortsat bor i Kerala, siger selv udglattende, at Kerala, der har 33 mio. indbyggere, er kommet langt, målt i en indisk sammenhæng, på at satse på velfærd, uddannelse og relativ økonomisk lighed. Men hun påpeger samtidig, at det økonomiske system er rigidt og ineffektivt i forhold til jobskabelse og for lukket over for udenlandske investeringer. På det personlige plan er Gopinath sig bevidst, at hun tjener som rollemodel for mange piger og unge kvinder.

”Det betyder meget at blive født som pige i Indien, og det gør hele forskellen at blive født i et matriarkalsk samfund i Kerala. Det gav mig en følelse af selvværd,” har hun tidligere udtalt.

Og selvværdet har måske også haft positiv indflydelse på Gopinaths akademiske produktion En af hendes seneste store artikler bærer således titlen ’Rethinking International Macroeconomic Policy’. Heri advarer hun mod de aktuelle protektionistiske tendenser i verdenshandlen.

”Skuffelsen i den udviklede verden over globaliseringen har fremkaldt en appetit for protektionisme, som man ikke har set siden verdenskrigene. Der er endnu ikke sket en reel tilbagerulning af globaliseringen, men truslen er høj,” skriver Gupinath, som i øvrigt forsvarer Kerala i den intraindiske debat, hvor delstatens relativt høje velfærdsniveau beskyldes for at begrænse udenlandske investeringer i regionen.

Kvinder på 5 ud af 6 topposter

Med udnævnelsen af Gita Gopinath har ikke alene IMF men også Verdensbanken og det Paris-baserede OECD fået en kvindelig cheføkonom i 2018. Hertil kan man lægge, at både IMF og Verdensbanken allerede har kvindelige topchefer. Summa summarum er, at fem ud af seks økonomiske topjob i de tre centrale politiske økonomiske institutioner i verden fra årsskiftet vil være besiddet af kvinder.

I IMF får Gopinath den 62-årige franske Christine Lagarde som chef. Lagarde overtog stillingen i 2011, efter at hendes forgænger, landsmanden Dominique Strauss-Kahn, blev fyret i vanære efter anklager og retligt forlig i en sag om seksuelle overgreb.

I den anden vigtige globale økonomiske organisation i Washington D.C., Verdensbanken, er det den 65-årige bulgarske statsborger, Kristalina Georgieva, der er topchef. Georgieva, der bl.a. har en fortid som højt respekteret EU-kommissær, får per 1. november også en kvindelig cheføkonom i den 55-årige græskfødte og tysk-amerikanskuddannede Pinelopi Goldberg. 

Goldberg kommer fra Yale University og har gjort sig bemærket som den første kvindelige chefredaktør for det prestigiøse tidsskrift American Economic Review. Goldberg har bl.a. beskæftiget sig indgående med sammenhængen mellem outsourcing af produktion til Kina og Asien på den ene side og den voksende økonomiske ulighed i de områder, hvorfra produktionen flyttes, på den anden.

Franske Laurence Boone, der i sommer tiltrådte som cheføkonom i OECD, er heller ikke på nogen måde eksponent for noget radikalt skifte i den politisk-økonomiske tænkning. Boone er tæt knyttet til kredsen omkring Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og forgængeren, Francois Hollande.

Hun er på den ene side fortaler for den historiske oprydning i de franske statsministerier, som Macron har iværksat, og på den anden side har hun også fokus på, hvordan man afbøder den større ulighed, som globaliseringen har skabt.

Derfor skal man efter hendes opfattelse opprioritere politikker, der styrker individet til at kunne håndtere de udfordringer, globaliseringen skaber, ligesom man bør indføre mere global regulering af den nye digitale økonomi.

”De seneste årtiers globale, åbne model har haft succes med at løfte store dele af verden ud af fattigdom, og den har øget globale levestandarder. Men den har fejlet på to områder: Den har resulteret i mindre inklusion og mere fragmentering i den udviklede del af verden, ligesom den endnu ikke er lykkedes i nogle af de fattigste lande i verden, særligt i Afrika,” skrev Laurence Boone sidste år i en tekst med titlen ’Er ulighed kompatibel med velstand?’.

I den tekst understreger Boone i øvrigt, at global regulering på skatteområdet, hvilket man arbejder med i OECD, har høj prioritet, fordi nationale budgetter ikke i længden kan holde til, at multinationale virksomheder flytter deres skattebetalinger til lavskattelande som Irland, Cypern, Malta eller til skattely i Caribien eller Asien.

Lagarde, Merkel og sparekursen

Selv om der nu er kvindelige topchefer og kvindelige cheføkonomer i spidsen for IMF og Verdensbanken, er der ikke på nogen måde lagt op til revolutioner i forhold til den hidtidige linje.

Den Internationale Valutafond og Verdensbanken udgør sammen med det amerikanske finansministerium den institutionelle treenighed bag den såkaldte Washington-konsensus, der siden 1990 har udstukket de politiske hovedlinjer for, hvilke politiske krav man stiller for at hjælpe nødlidte stater som f.eks. Argentina og Grækenland med milliardlån.

Disse krav handler om balance i offentlige indtægter og udgifter, frihandel og privatisering. Kritikere mener, at Washington-konsensussen er udtryk for en neoliberal økonomisk tænkning dikteret af USA og den vestlige finanssektor, men ikke desto mindre råder både IMF og Verdensbanken over betydelige økonomiske og politiske virkemidler, der kan gøre stor forskel for millioner af mennesker verden over. 

Christine Lagarde er erklæret liberal, og hun har i årevis stået last og brast med Tysklands konservative kansler, Angela Merkel, i forhold til den hårde kurs over for det kriseramte Grækenland, der ville være gået statsbankerot, hvis ikke IMF og eurolandene i fællesskab havde ydet landet milliardstore kriselån. Senere har Lagarde plæderet for gældslempelse for grækerne, i takt med at Syriza-regeringen er begyndt at levere på de strukturelle reformer, der er nødvendige for, at Grækenland igen kan få en bæredygtig finanspolitik.

På samme måde står det klart, at heller ikke Georgieva og Goldberg i Verdensbanken bliver lettere at bide skeer med for finansministre med rod i økonomien, end deres mandlige forgængere har været.  

Forskel på mænd og kvinder

Mens de mange kvinder på de globale økonomiske topposter er resultatet af bevidste politikker i både Europa og USA, er det i sagens natur ikke til at sige, om det kommer til at gøre den store forskel i politisk forstand.

 Et lille fingerpeg kan man dog få i et studie lavet af to kvindelige økonomer, Ann Mari May og Mary G. McGarvey, fra Nebraska, og en mandlig økonom, David Kucera, fra ILO i Genève.

I studiet bad forskerne mandlige og kvindelige økonomer ved 18 førende universiteter i Europa om at komme med deres syn på en lang række økonomiske temaer.

Konklusionerne er bl.a. refereret i IMF-publikationen ’Finance and Development’ fra juni 2018. Den mest signifikante forskel lyder, at de kvindelige økonomer er mere tilbøjelige til at foretrække politiske løsninger, der indeholder elementer af statslig intervention, end deres mandlige kolleger, der overordnet set er mere markedsorienterede.

Den næststørste forskel handler om miljøbeskyttelse, hvor de kvindelige økonomer i større udstrækning gennemsnitligt set går ind for et højere lovbestemt beskyttelsesniveau, end de mandlige økonomer gør. Desuden er der forskel mellem kønnene, når det gælder spørgsmål om videnskabelig metode inden for den økonomiske forskning, hvor der blandt de kvindelige økonomer er flere tilhængere af forskning på tværs af discipliner.

Men et er teori og spørgeskemaundersøgelser, noget andet er økonomi i praksis. Og her kommer vi til at vente nogle år, før vi får svar på, om de kvindelige topøkonomer for alvor har brudt glasloftet i IMF, Verdensbanken og OECD.