Lad os holde et europæisk folkemøde

Man må give EU-skeptikerne, at de har ret i én ting: Det europæiske demokrati fungerer dårligt. Fire uger før EU-valget i de 28 medlemslande står det klart, at store dele af vælgerne er dybt fremmedgjorte over for de europæiske beslutningsprocesser, som i sandhed også er komplicerede og ofte uhensigtsmæssige.

Efter alle meningsmålinger at dømme vil det medføre to ting: At valgdeltagelsen bliver alarmerende lav. Og at en meget stor del af dem, der ender med at stemme, vil sætte deres kryds ved EU-modstandere og -skeptikere. I Danmark står Dansk Folkeparti til en historisk stor tilslutning på en fjerdedel af stemmerne. Og med Folkebevægelsen mod EU og Liberal Alliance, der begge ønsker at rulle Unionen tilbage, står skeptikerne til mere end en tredjedel af stemmerne.

Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative er hårdt pressede af denne skepsis, der i høj grad har fået næring af de selvsamme partiers manglende europapolitiske lederskab.

De partitaktiske manøvrer i den danske europadebat har i de forløbne måneder sat nye rekorder med debatten om den såkaldte velfærdsturisme. Ingen af de tre traditionelt regeringsbærende partier har noget at lade de andre høre, når det handler om at føre europadebatten på vildspor. Men Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er tæt på at tage prisen med sine udtalelser om, at man efter nogle timer i en jordbærmark kan gøre krav på børnepenge fra den danske stat.

Det er ikke alene en hån mod de østeuropæere, som knokler for lave lønninger hos mange Venstre-landmænd. De sveder for at opfylde den europæiske drøm, som EU’s historiske udvidelse i 2004 stillede dem i udsigt efter årtier under kommunismens åg.

Det er også et monumentalt svigt i forhold til Venstres liberale grundholdninger om at støtte arbejdskraftens fri bevægelighed på linje med varernes, kapitalens og de borgerlige frihedsrettigheders ret til at cirkulere frit i Europa.

DET ER IKKE OVERRASKENDE, at det står rigtig skidt til med danskernes deltagelse og engagement i det europæiske demokrati. Men det er ikke meget bedre i de øvrige EU-lande. Overalt er regeringsbærende nationale politiske eliter fanget i en farlig klemme mellem befolkninger, der har svært ved at forholde sig til EU, og behovet for yderligere politisk integration i Europa.

At integrationen er nødvendig, er helt uden for diskussion.

Tag den grønne omstilling og kampen mod klimaforandringerne. Kun ved at styrke den europæiske dimension i energipolitikken kan man skabe et bæredygtigt energisystem, som sænker CO2-udledningerne markant, og som gør de europæiske lande energimæssigt uafhængige af autokratiske regimer som Putins Rusland. Ifølge vælgeranalyser er det i øvrigt også det område, hvor de danske vælgere har de største og mest positive forventninger til EU.

Eller tag eurozonen. Det unikke samarbejde mellem nu 18 europæiske lande om en fælles mønt blev skabt uden den politiske koordinering og det minimum af økonomisk solidaritet, som er nødvendig, hvis en møntunion skal overleve i det lange løb. Derfor skal eurozonen nu have en fast formand, et eget budget og formentlig et eget parlament for eurolandene.

Dette samarbejde kommer Danmark endnu tættere på efter 25. maj, når EU-flertallet i Folketinget formentlig meddeler, at man vil tilslutte sig det nye europæiske samarbejde, der går under det lidt svulstige navn Bankunionen.

Tættere EU-samarbejde er altså i høj grad løsningen på mange af de problemer, Europa står med lige nu. Omvendt skal man ikke gøre EU til mere, end det er. Så længe EU’s budget er på 1 pct. af EU-landenes BNP, bliver det ikke Europas Forenede Stater. I USA svinger det føderale budget sig op i omegnen af 20 pct. af BNP.

Men langt mindre vil også kunne gøre det. Bare en delvis solidarisk hæftelse for statsgælden i eurozonen, sådan som Tyskland nølende er på vej mod at acceptere, vil udjævne renteniveauet mellem eurolandene og dermed understøtte de spirende opsving i lande som Spanien, Irland og Portugal.

DE STORE BESLUTNINGER og integrationsskridt, der venter forude, kræver en langt dybere folkelig forankring af det europæiske projekt. Den udfordring er der ingen nemme løsninger på. Men som minimum er der brug for, at de politiske beslutningstagere, både herhjemme, i andre EU-lande og i EU-systemet, arbejder langt mere aktivt for at mobilisere befolkningens begejstring, eller i det mindste interesse, for det europæiske projekt.

En begyndelse kunne være, at Danmark og Sverige tog hinanden i hånden og arrangerede et europæisk folkemøde som dem, der med stor succes afholdes hvert år på Gotland og Bornholm. Det bornholmske folkemøde, der finder sted i uge 24, er allerede, efter blot tre år, blevet en massiv folkelig, demokratisk og økonomisk succes, på samme måde som den svenske Almedalsveckan i uge 27 har været det, siden Olof Palme søsatte første udgave i 1968.

Det ville være en smuk gave til resten af Europa, hvis Danmark og Sverige – meget gerne med København og Malmø som fælles værter – satte sig i spidsen for en europæisk udgave af folkemødet, hvor politisk debat går op i en højere enhed med folkelig hygge. Et sådant europæisk folkemøde ville give indbyggere i værtsbyerne og tilrejsende politik-turister en unik mulighed for at debattere Europas fremtid med politikere, europaparlamentarikere, EU-topembedsmænd, økonomiske eksperter, kunstnere, intellektuelle og alverdens andre repræsentanter for les forces vives – ’de levende kræfter’, som det hedder med et fransk udtryk, der er smukkere end vores ’civilsamfundet’.

Og man skal ikke tage fejl af lydhørheden i resten af EU, når de nordiske lande melder sig på banen. Over hele kontinentet – fra Italiens tidligere premierminister Mario Monti, til regeringskontorerne i London – findes der en udbredt respekt for Norden, når det gælder demokratisk kultur, transparent regeringsførelse, lav korruption, stærk ligestilling, effektiv miljøregulering, smidige arbejdsmarkeder og meget andet.

Der hersker næppe tvivl om, at mange gode kræfter i Europa vil bakke op om Det Europæiske Folkemøde, der i år 2, 3, 4 og 5 sagtens kunne finde sted i Prag, London, Rom eller Paris, hvis det var det, man ville.

Men de spørgsmål, vi i Danmark bliver nødt til at kunne besvare positivt, hvis projektet skal blive til noget, er: ”Vil vi overhovedet Europa?” og ”Har den europæiske samfundsmodel med demokrati, social retfærdighed og respekt for individet bud til Danmark, Europa og resten af verden i det 21. århundrede?”

Disse spørgsmål burde selv Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og sågar Folkebevægelsen mod EU kunne svare bekræftende på. Og de skal naturligvis være velkomne på mødet. Enhver debat – også den om Europa – forudsætter, at de uenige kan diskutere åbent og ærligt med hinanden.

Lige præcis på dét område lader tilstandene i den danske europadebat meget tilbage at ønske.

Forrige artikel Manglende erfaring er ingen hindring Næste artikel EU-tilhængere har selv banet vej for nederlaget