De fem nordiske lande bør gå sammen med de tre baltiske republikker om at give Fifas magtfulde præsident Gianni Infantino et tilbud, han ikke kan afslå: At de – Danmark, Finland, Island, Norge, Sverige, Estland, Letland og Litauen – i 2030 vil være værter for den mest bæredygtige udgave af fodbold-VM, verden endnu har set. Det vil være en passende måde at fejre 100-året for verdens første VM i Uruguay i 1930.

Det nordisk-baltiske VM-værtskab bør arbejde for, at VM i 2030 bliver bæredygtigt i enhver henseende. Og man bør bruge organiseringen af The Nordic-Baltic Fifa World Cup 2030 til at udvikle en systematik for, hvordan grupper af værtslande i Afrika, Asien og Sydamerika i fremtiden kan bruge VM i fodbold til at sikre bæredygtig udvikling i deres lande gennem de milliardinvesteringer, som er nødvendige for, at et VM kan afholdes.

Det lyder måske som skør idé.

Kan de otte lande overhovedet løfte sådan en opgave? Og er det overhovedet sandsynligt at få et flertal af Fifas 211 medlemslande til at stemme for et nordisk-baltisk værtskab, når sagen kommer til afstemning ved organisationens kongres i Japan i 2024? Og hvad med finansieringen?

Der vil uden tvivl være mange forskellige svar på det spørgsmål – og jeg glæder mig til at høre dem.

Indtil da vil jeg bede dig om at læse mine argumenter for, hvorfor det er anstrengelsen værd, at vi i Norden og Baltikum tænker kollektivt over, om vi kan og bør påtage os opgaven at arrangere VM i 2030.  

Og hvorfor det er vigtigt, at vi ikke overlader det til Saudi-Arabiens hersker, kronprins Mohammed bin Salman, at arrangere VM i 2030 sammen med EU-landet Grækenland og det folkerige afrikanske land Egypten.

Selvom et nordisk-baltisk bud ikke i sidste ende løber med værtskabet, vil selve det at præsentere et seriøst bud på et bæredygtigt fodbold-VM være et klart fodbolddiplomatisk signal om, at status quo i Fifa ikke længere er et acceptabelt scenarie for fremtiden. Og så hører det i øvrigt med til historien, at der er en forståelse i Fifa-kredsen for, at det så at sige er Europas tur til at afholde VM i 2030.

Et nordisk-baltisk bud vil i øvrigt blive en konkurrent til det bud, Spanien og Portugal har lanceret – et bud, der har støtte fra Uefas præsident, slovenske Aleksander Čeferin, og hvor det er på tale at involvere Ukraine.

Uanset hvor man ender, vil det være nyttigt, at de europæiske lande finder en fælles holdning, og en ting er sikkert:

Det er vigtigt, at vi ikke overlader det til Saudi-Arabiens hersker, kronprins Mohammed bin Salman, at arrangere VM i 2030 sammen med EU-landet Grækenland og det folkerige afrikanske land Egypten. Det bud er ikke foreneligt med tidens tale om et geopolitisk stærkt EU, at medlemslandet Grækenland samarbejder med Saudi-Arabien om VM i 2030. Og det er netop det projekt, Grækenlands konservative premierminister Kyriakos Mitsotakis arbejder ihærdigt på, fordi han gerne vil have saudisk støtte i forhold til sit problematiske naboskab med Tyrkiet.

Mitsotakis havde i juli i år besøg af den saudiske leder, der lovede milliardinvesteringer og stabile forsyninger af olie. Besøget var Mohammad bin Salmans første i EU, siden saudiske embedsmænd med kronprinsens vidende dræbte systemkritikeren Jamal Khashoggi på det saudiske konsulat i Istanbul i 2018 – og altså en klar diplomatisk gevinst for Saudi-Arabien.

VM i 2030 bliver i øvrigt endnu større end det aktuelle, fordi VM fra 2026 udvides fra 32 til 48 lande. I 2026 skal Canada, Mexico og USA således være værter for et VM, hvor de i alt 80 kampe vil blive afviklet på 16 stadioner fordelt med 60 kampe i USA, 10 i Mexico og 10 i Canada.

Fifa er et spejl af FN

Verdens tilstand anno 2022 er præget af opbrud og fremvæksten af en ikke-vestligt domineret verdensorden.

Mens Europa, USA og vennerne i det værdipolitiske ’Vesten’ – med lande som Chile, Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand – råber op om menneskeret, demokrati og retsstat, markerer magthavere andre steder i verden, at de ønsker sig en anden fremtid bygget på andre værdier, som typisk er mere religiøse og mindre liberale end de vestlige.

VM i Qatar er det måske hidtil mest klare eksempel på, at Vesten er trængt i defensiven.

En stenrig autokratisk petrostat, der ikke abonnerer på menneskerettigheder, demokrati og retsstat, har købt sig retten til at afholde en af verdens største kollektive begivenheder for derigennem at kunne pleje sin nationale anseelse og sine globale økonomiske interesser.

Eventets indtægter – godt 54 milliarder kroner – går til en global sportsorganisation, der er ledet fra det ’neutrale’ Schweiz af en ’præsident’, Gianni Infantino, der er valgt af Fifas 211 medlemslande. Det er 18 flere end FN’s 193 medlemmer – blandt andet fordi lande som Færøerne, Skotland, Wales og Nordirland i fodboldmæssig forstand er selvstændige nationer.

Infantino er populær blandt nationale fodboldmagthavere verden over, fordi han deler rundhåndet ud af Fifas milliardindtægter fra billetter, tv-rettigheder og sponsorater til nationale fodboldforbund og spillernes klubber.

Gennem årtier har anklager om korruption og magtmisbrug føget omkring Fifas skiftende ledelser. Men det ændrer ikke ved, at den politiske virkelighed i 2022 er, at Gianni Infantino står til at blive genvalgt med et meget stort flertal ved kongressen i Rwanda i 2023.

Hvor står Fifas kritikere?

Danmark har under VM i Qatar koordineret sine ’protester’ med andre europæiske lande i det såkaldte One Love-partnerskab. Denne Fifa-kritiske gruppering er startet af Holland og har derudover Belgien, Storbritannien, Tyskland, Schweiz, Wales, Frankrig, Norge og Sverige som deltagere.

Gruppens lande opgav i Qatar at bære deres såkaldte ’One Love-armbind’, da Fifa truede med sportslige sanktioner. Ikke desto mindre har DBU fastholdt kritikken af Qatar og af Fifa. Det samme har både Tysklands og Belgiens regeringer og de tyske landsholdsspillere gjort.

Alle disse protester betyder også, at Norden og Baltikum ikke skal regne med, at det bliver let af få Infantinos støtte til et nordisk-baltisk værtskab. Han bruger nemlig den samme taktik som tidligere Fifa-præsidenter, der har skabt sig en magtbase i organisationen ved behændigt at spille organisationens mange medlemmer ud mod hinanden – og ved så at placere sig selv som de fattiges forsvarere over for de rige hyklere i Vesten.

Det gjorde Infantino også med sin opsigtsvækkende tale før åbningen af VM i Qatar. Den tale er blevet refereret vidt og bredt i danske og vestlige medier, men i det engelsksprogede saudisk-finansierede medie Saudi Gazette lød overskriften sådan her: ’FIFA-præsident forsvarer Qatar over for vestligt hykleri’.

Infantino sagde i talen blandt andet, at arbejdsvilkår i Qatar er bedre end dem, migranter i Europa arbejder under. Og at ”Europa bør stoppe kritikken og forbedre migranternes vilkår”.

Den slags Europa-bashing giver uden tvivl Infantino medvind i mange nationale forbund verden over, hvor man ikke nødvendigvis elsker den kampagne for LGBT+-rettigheder, som Danmark og andre europæiske lande har forsøgt at føre i Qatar.

Det mest opsigtsvækkende eksempel i den forbindelse er Helle Thorning Schmidts møde med Gianni Infantino tirsdag aften, hvor hun var iklædt en blå jakke med regnbuefarvede syninger ved albuerne.

Det var en klar diplomatisk markering over for Fifa-bossen og de qatarske værter, der godt turde fjerne regnbuefarvede bøllehatte fra almindelige fodboldfans, men som valgte ikke at gribe ind over for den tidligere danske statsminister, formentlig fordi det – i kraft af Thornings status som eks-statsminister – ville have ført til en diplomatisk episode med negativ mediedækning.

Hvis den globale fodbold skal forandres i en bæredygtig retning, kræver det, at nogen – også europæiske politikere – endegyldigt sender mantraet om, at politik og sport ikke skal blandes sammen, på historiens mødding. VM i Qatar er en storpolitisk begivenhed. Det samme vil det være, hvis Saudi-Arabien får værtskabet.

Hvis de nordiske og baltiske lande beslutter sig for at gå efter værtskabet i 2030, vil det være et klart politisk signal fra otte små, velfungerende europæiske lande. Det vil stille Gianni Infantino over et svært dilemma. Skal han fortsætte med at placere fodboldens globale fest hos udemokratiske oliestater og andre autokratiske magthavere? Eller skal han vælge et VM, der bidrager konstruktivt til global bæredygtighed og solidaritet?