Danmark er ved at udvikle sig til et lavhastighedssamfund i forhold til de lande, vi ynder at sammenligne os med.

Det må være konklusionen, når man studerer de sidste ti års tal for den økonomiske vækst og produktiviteten. Danmark har siden 1995 ligget i den tunge end blandt OECD-landene, og den høje produktivitet og værditilvækst, som tidligere var Danmarks adelsmærke, er afløst af produktivitetskrise og forringet konkurrenceevne. Skriften stod malet på væggen forleden, da det blev oplyst, at dansk økonomi i 2009 skrumpede med 5,1 pct. – det største fald siden Anden Verdenskrig.

Som man kan læse i denne udgave af Mandag Morgen, er Danmark en af de udviklede vestlige økonomier, der aktuelt befinder sig i den dybeste vækstkrise. Symptomerne omfatter bl.a. et stigende antal konkurser og svage tal for detailhandlen. Og vores eksportvirksomheder kan ikke følge med resten i det opsving, der er undervejs i Asien og USA.

Internationalt er Danmark berømmet som en flexicurity-nation, der smidigt kan tilpasse og omstille sig til nye vilkår. Men det billede er ved at krakelere.

[quote align="left" author=""]De vækstrige hurtigløbernationer i Fjernøsten bør være et pejlemærke, som vi i alle vores danske samtaler bør holde os for øje[/quote]

Danmark har store ambitioner og fremtidsplaner om at nå op blandt de bedste i verden på en række nøgleindikatorer. Det er et helt urealistisk mål uden et radikalt opgør med den magelighed, selvtilstrækkelighed og langsommelighed, der på flere områder har bredt sig i det danske samfund.

Folkeskolen er et godt eksempel. Når danske skoleelever ikke kan måle sig med de bedste i OECDs PISA-målinger, står politikere og eksperter i kø med undskyldninger, forklaringer og argumenter om bløde værdier i stedet for at forholde sig til det faktum, at høje faglige præstationer er en forudsætning for at øge væksten og velstanden på lang sigt.

På dette og andre områder er det bemærkelsesværdigt, at vi har ladet stå til i så mange år uden at gøre noget effektivt for at vende udviklingen.

Nuvel, der har været store kommissionsarbejder, globaliseringsråd og vækstråd på nationalt og regionalt niveau. Faktisk har vi aldrig haft så mange råd og fora, hvor der snakkes om vækst. Det er udmærket at etablere rammerne for en god samtale og etablere en fælles forståelse. Men Danmark har ikke råd til, at det bliver ved snakken.

Der er meget pænt at sige om Danmarks forhandlingsøkonomiske konsensusmodel. Men den ser desværre også ud til at institutionalisere sig som en langsomhedskultur:

• Alle fremtrædende økonomer har i årevis anbefalet strukturreformer på arbejdsmarkedet, så den langsigtede finanspolitiske holdbarhed genoprettes. Alligevel har politikerne udskudt beslutningen.
• På arbejdsmarkedet ser det ud til, at de danske virksomheder har været langsommere til at lave fyringer og restruktureringer end virksomheder i mange andre lande.
• De unges uddannelsesniveau er ikke forbedret i de sidste ti år trods mange reformdiskussioner og øgede bevillinger, og vi har brug for langt højere ambitioner, bedre incitamentsstrukturer og ganske enkelt en anden kultur, der dyrker videbegærligheden, eliten og den høje faglighed frem for X-faktoren, amatørismen og hyggen.

Langsomheden præger også vores teknologiske infrastruktur. På papiret er vi en af verdens førende it-nationer, fordi så mange danskere har adgang til og bruger internettet, og fordi den offentlige sektor er langt fremme med digitaliseringen. I praksis har vi langsommere internetforbindelser end mange af de lande, vi sammenligner os med, og vores målsætninger for fremtiden kan slet ikke måle sig med de bedste.

[quote align="right" author=""]Danmark har store ambitioner og fremtidsplaner om at nå op blandt de bedste i verden på en række nøgleindikatorer. Det er et helt urealistisk mål uden et radikalt opgør med den magelighed, selvtilstrækkelighed og langsommelighed, der på flere områder har bredt sig i det danske samfund[/quote]

Da højhastighedskomiteen fremlagde sin rapport i januar, var scenen sat for en spændende diskussion om, hvordan vi kunne blive et af verdens førende lande. Men debatten døde hurtigt ud og var nærmest glemt, da regeringsrokaden en måned senere udskiftede den øverste ansvarlige for området. Danmark har ikke råd til at fejle på dette område, og man må håbe, at den nye videnskabsminister ikke lader de digitale visioner samle støv.

En hurtig opgradering af danskernes it-kompetencer og en udbygning af superhøjhastighedsbredbånd kan give et vigtigt bidrag til at sætte turbo på Danmarks hakkende vækstmotor. Mange lande har som Sverige sat en målsætning om at få det store flertal af borgere op på en internethastighed på 100 Mbit/sekund. I Sydkorea er målet ti gange højere.

I den globale økonomi øges kravene til hurtig kommunikation, videndeling og hurtig beslutningskraft. Konkurrencen er skærpet, og tiden er knap. Danmark bør investere de begrænsede ressourcer i en ny intelligent infrastruktur med højhastighedsnetværk, smarte og energibesparende energisystemer og transportnet.

Vi kunne også udvikle en digital vision for et dansk web 3.0-netværkssamfund , hvor beslutningskraften, vidensdelingen og innovationen styrkes – og væksten og værditilvæksten kan få mere fart på. Og forsknings- og innovationsinvesteringerne må sættes mærkbart op, også selvom det kræver, at der må flyttes penge fra de løbende offentlige serviceudgifter, og det kan fremkalde klager fra de berørte. Vi er pisket til at forholde os til de globale udfordringer. De vækstrige hurtigløbernationer i Fjernøsten bør være et pejlemærke, som vi i alle vores danske samtaler bør holde os for øje. Det er hastigheden, det er galt med i det danske samfund. Vi skal til at rykke meget hurtigere på det, vi kan se og ved. Danmark slås i dag med et voksende knowing-doing gap. Aldrig har vi haft mere viden om, hvad udfordringerne er, og hvad vi burde gøre. Men vi handler ikke på det og slet ikke i samme tempo som konkurrenterne.