Selv om der endnu er ni måneder til, at danskerne skal til stemmeurnerne for at vælge deres lokale politikere, er valgkampen for længst skudt i gang.

Politiske ”hvis-jeg-kommer-til-magten-markeringer” fylder dagligt de lokale medier, og de interne magtkampe og positioneringer buldrer rundt om i Danmark. Desværre ligner de fleste kandidater til forveksling de medlemmer, der i dag fylder kommunalbestyrelser og regionsråd.

For det er velkendt, at lokalpolitik er et reservat befolket af midaldrende mænd. Kvinderne og de privatansatte dropper lokalpolitikken. Faktisk udgør kvinderne blot omkring 27 pct. af de lokale mandater. De unge gider tilsyneladende heller ikke lokalpolitik, og de socialt marginaliserede har ikke bare opgivet at stille op, men fravælger i stigende grad også helt at stemme.

Den skæve repræsentation er et alvorligt demokratisk problem.

Politikere eller administratorer?

Det er en af grundene til, at Margrethe Vestager har udpeget den tidligere departementschef Marianne Thyrring til at rejse riget rundt for at tage temperaturen på det lokale demokrati. Hun ved sikkert allerede, at en række prominente kvindelige lokalpolitikere de seneste år har fravalgt tilværelsen som politiker. Det gælder SF’s rådmand og store stemmesluger i Odense, Stine Willumsen, der ikke genopstiller, og den tidligere Aarhus-borgmester, Louise Gade, der forlod sin rådmandspost i utide til fordel for et job uden for politik.

Det er der helt sikkert mange årsager til, men livet som kommunalpolitiker kan uden tvivl være både hårdt, utaknemmeligt og svært at kombinere med et almindeligt (familie)liv. Balancen bliver ikke nødvendigvis nemmere at finde for dem, der kun er lokalpolitikere på deltid, og som skal passe et civilt arbejde eller en uddannelse ved siden af. Derfor er der behov for at nytænke de måder, man i dag kan være lokalpolitiker på.

Politikere bliver valgt for at have holdninger og for at varetage lokalsamfundets mangeartede interesser, men der er en stor risiko for, at de i stedet ender som administratorer af det eksisterende system. Det kan hverken politikerne eller samfundet være tjent med.

I det tidlige efterår prægede historien om, at mange byrådsmedlemmer ikke ved, hvad de stemmer om, mediebilledet. Embedsværket fik skylden og blev flere steder sendt på kursus for at lære at skrive kortere og klarere. Det skader næppe, men adresserer omvendt ikke problemets kerne.

I dag har mange – både politikere og embedsmænd – en oplevelse af, at det politiske arbejde i kommunerne alt for tit bliver reduceret til en slags ”Facebook-beslutninger”. Her er politikernes opgave i udvalgene blot at vende tommelfingeren op eller ned til forvaltningens færdige oplæg i store og komplekse sager. Det er utilfredsstillende for både embedsmænd og politikere, og skidt for hele det danske samfund.

Et af problemerne er selve udvalgsstrukturen, der har rødder helt tilbage til sognerådene. Den er på mange måder stærkt forældet.

Lokalpolitisk fængsel

Jeg var for nylig vært for et netværksmøde, hvor en fremtrædende konsulent og rådgiver i det kommunale Danmark fremførte, at et 4-årigt sæde i et kommunalpolitisk udvalg er at sammenligne med et fængsel. Ikke ret mange andre steder bliver man i dag låst fast i en given position så længe, og det tiltaler – ifølge konsulenten – hverken de få unge eller de kvinder, der faktisk vælger at engagere sig lokalpolitisk. Det kan være en medvirkende faktor til, at mange hurtigt forlader politik igen.

Situationen er ellers den, at vi får brug for både dygtige og engagerede lokalpolitikere, hvis de kommende års nødvendige og omfattende forandringer af vores velfærdssamfund skal blive en succes. En række af de forandringer, vi står over for, kan meget vel være så omfattende, at en bred repræsentation af samfundets forskellige grupper og interesser er helt afgørende for at sikre et stærkt velfærdssamfund med bred opbakning. Derfor skal vi have lokalpolitikken løftet ud af reservatet.

En helt grundlæggende udfordring er, hvordan vi sikrer, at det er såvel attraktivt som praktisk muligt for alle samfundsgrupper at deltage i det lokalpolitiske arbejde. Hvordan kan lokalpolitik f.eks. forenes med et aktivt og krævende arbejds- og familieliv?

Fra bureaukrat til visionær

For kommunalpolitik er tidskrævende. Om end også udfordrende, vigtigt og spændende. Odenses borgmester, Anker Boye, fortalte for nylig til Mandag Morgen:

”Det er jo faktisk en mere spændende situation at være folkevalgt politiker og leder i, end det var før. Der er jo netop brug for politisk lederskab nu. Det er let nok at lægge mere flødeskum på flødeskumskagerne. Det kan alle finde ud af, havde jeg nær sagt. Det, vi skal nu, kræver lederskab og ledervilje, og det kræver evne at få det omgivende samfund med, så vi kan få det bedst mulige ud af situationen.”

I Hedensted Kommune arbejder borgmester, byråd og den øverste administrative ledelse med et dogme om, at jo mere radikale forandringer, forvaltningen lægger op til, af kommunens organisering og arbejde, desto tættere skal politikerne være involveret. Ikke bare til at bedømme forvaltningens forslag, men til at opstille visioner og løsninger for kommunen. Det virker både logisk og demokratisk rigtigt. Men det er desværre ikke et billede, som man ser i ret mange kommuner.

I fredags lancerede Mandag Morgen bogen "Veje til Ressourcedanmark", som udspringer af projektet Ressourcedanmark. Bogen tegner en vision for, hvordan vi kan skabe et mere socialt og økonomisk bæredygtigt velfærdssamfund, hvis vi formår at identificere og mobilisere de skjulte ressourcer i samfundet. Vi taler om borgere, frivillige, offentlige medarbejdere, private virksomheder, bygninger, teknologi og meget mere.

En nærliggende tanke er, at også vores nuværende og kommende lokalpolitikere har langt flere ressourcer, end vi i dag formår at udnytte – og at vi som samfund har en pligt til at hjælpe dem med bedre rammer for deres virke.

Spørgsmålet er, hvordan vi kan udvikle de lokale politikerroller og organisationsmodeller, så de understøtter det igangværende paradigmeskifte i velfærden. Og ikke mindst så politikerne får langt bedre muligheder for faktisk at være politikere. Det vil måske også føre til en mere mangfoldig sammensætning i det lokalpolitiske reservat.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.