Egentlig skulle den nye injurielovgivning give politikere bedre beskyttelse mod udokumenterede beskyldninger fremsat i massemedierne. Men mens lovændringen godt nok stiller nogle politikere og andre i offentlige hverv bedre end før, så har ændringen samtidig begrænset de fleste almindelige borgeres mulighed for at få politiets hjælp.

Da injurielovgivningen blev revideret per 1. januar, blev der nemlig også ændret i lovgivningens påtaleregler. De afgør, hvem der kan anmode om politiets hjælp til at efterforske anonyme injurier fremsat mod dem på de sociale medier.

Normalt føres injuriesager i Danmark som det, der kaldes privat påtale. Det forudsætter, at den forurettede selv anlægger sag. Dog har der i nogle tilfælde været en mulighed for at anmode om offentlig påtale og dermed politiets efterforskning.

Med lovændringen er påtalereglerne nu stærkt indskrænket, så kun de, der står til at miste et offentligt hverv eller er udsat for injurier af særlig strafbar karakter, kan få politiets hjælp.

På den måde er folketingspolitikere fra 1. januar bedre beskyttet – mens de fleste andre mennesker er blevet dårligere stillet end før, hvis de bliver udsat for injurier eller fabrikerede historier, der bliver spredt om dem anonymt på de sociale medier.

Det vurderer to af landets førende juridiske eksperter.

"Personer i offentlige stillinger og hverv – blandt andre ministre og folketingsmedlemmer – kan fortsat anmode om offentlig påtale ved anonyme injurier, mens muligheden er blevet stærkt begrænset for alle andre. Det er paradoksalt," siger Oluf Jørgensen, jurist og forskningschef emeritus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Den måde, vi i dag bruger sociale medier på, for eksempel når arbejdsgivere undersøger en kandidat før ansættelse, eller når forbrugere undersøger virksomheders pålidelighed på nettet, gør lovændringen særligt problematisk, mener flere eksperter.

For uden politiets hjælp kan det være svært at gøre noget ved falske påstande om ens person på nettet.

"Folketinget har gjort det sværere for almindelige mennesker at få politiets hjælp til efterforskning. Den almene borger kan ikke bare kontakte Facebook og bede om hjælp til at finde kilden til de anonyme injurier, der bliver spredt om ham eller hende. Her kræver tech-giganten en dommerkendelse, og så har man brug for politiets hjælp, men den mulighed er nu ikke længere tilgængelig for mange, siger Søren Sandfeld Jakobsen, professor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet.

For dyrt at lade politiet hjælpe alle

Risikoen for at blive udsat for skadelige injurier fra falske profiler på sociale medier er ikke blevet mindre. Tværtimod. Samtidig er den potentielle skadevirkning kun blevet mere alvorlig. Meget tyder da paradoksalt nok også på, at det netop er risikoen for mange ressourcekrævende sager, der gør, at man nu har lukket ned for muligheden for at få hjælp fra politiet.

I en betænkning til lovforslaget, som blev fremlagt i 2017 forud for vedtagelsen i december 2018, anbefaler Straffelovrådet at begrænse muligheden for offentlig påtale ved anonyme beskyldninger på sociale medier med netop den begrundelse, at politi og anklagemyndighed ikke skal anvende ressourcer på at efterforske og føre det, der i betænkningen bliver kaldt for "mindre betydningsfulde sager".

Søren Sandfeld Jakobsen mener, at lovændringen formentlig er et udtryk for en bevidst, men problematisk prioritering fra Folketingets side.

"Det er gået op for politikerne, hvilken tid vi lever i. Der foregår mange ting på de sociale medier, og derfor vil man formentlig heller ikke belemre politiet med alverdens sager om anonyme injurier, der opstår via de her platforme. Så ville politiet blive lagt ned af sager, og derfor har de ændret påtalereglerne for anonyme injurier," siger han.

Direktør i privat virksomhed dårligere stillet end før

Oluf Jørgensen giver dette eksempel på en mand, der før lovændringen kunne få hjælp af politiet – og efter lovændringen vil få ualmindeligt svært ved at få renset sig selv for falske beskyldninger på nettet.

Forestil dig for eksempel, at du er direktør i en privat virksomhed i fødevarebranchen. Jeres produkter er populære, I omsætter årligt for et flercifret beløb, og du har et godt omdømme som direktør hos både samarbejdspartnere og blandt dine ansatte. Men en dag dukker en historie op.

Din virksomhed har angiveligt fået en stribe påtaler, da hygiejnekrav til produktionen er overtrådt. Historien eksploderer med lynets hast på Facebook, hvor den bliver delt af en række anonyme profiler, der kun har interesse i at skade dit omdømme som direktør. Det eneste problem er blot, at historien ikke er sand. I virkeligheden er der givet en enkelt påtale, og det var for fem år siden, før du blev ansat som leder i virksomheden.

Alligevel bliver historien fortsat delt, og usandhederne dukker nu også op, når andre søger på dig eller virksomheden på Facebook. Facebook-profilerne, der deler historien, er anonyme, og derfor kan du ikke finde frem til, hvem der står bag. Facebook er heller ikke til nogen hjælp, for de udleverer ikke personoplysninger på andre personer. Og med ændringen i påtalereglerne i den nye udgave af injurielovgivningen er det fra 1. januar i år heller ikke længere muligt at anmode politiet om hjælp til at efterforske, hvem der står bag de fabrikerede, injurierende historier om dig.

"Det internet, der skulle give os mere demokrati og en åben og offentlig debat, har dermed fået den modsatte effekt," siger juraprofessoren fra Aalborg Søren Sandfeld Jakobsen.

Dyrt, tidskrævende og besværligt uden politiets hjælp

Logikken bag den private påtaleregel i injuriesager er ifølge Søren Sandfeld Jakobsen, at vi som mennesker har forskellige smertetærskler for, hvornår vi føler os krænkede. For nogle skal der meget til, for andre lidt. Derfor har der i lovgivningen som udgangspunkt været en regel om privat påtale i injuriesager, så politiet og dermed staten ikke bliver belemret med for mange sager.

Det er dog ofte både dyrt, tidskrævende og besværligt at føre en privat injuriesag, og når der er tale om injurier fremsat anonymt på nettet, kan det tilmed være stort set umuligt for privatpersoner at finde frem til kilden bag uden politiets hjælp.

Derfor er der i lovgivningen også mulighed for at anmode om det, der juridisk hedder offentlig påtale. Ved offentlig påtale er det muligt at anmode om, at straffesagen efterforskes og føres af politiet og anklagemyndigheden, så det er politiet, der efterforsker, hvem der for eksempel står bag anonyme injurier spredt på de sociale medier.

Men med lovændringen 1. januar er der altså også sket en ændring i påtalereglerne, der nu er stærkt begrænsede til kun at gælde personer, der står til at miste et offentligt hverv, eller sager, der hører under særligt strafbare forhold. Direktøren i den private virksomhed fra eksemplet ovenfor havde altså før lovændringen mulighed for at anmode om offentlig påtale. Den mulighed er nu fjernet.

Selv om direktørens og dermed virksomhedens omdømme kan blive stærkt svækket gennem anonyme injurier, der bliver spredt på de sociale medier, er der ifølge Oluf Jørgensen ikke juridisk tale om en sag, der er "alvorlig strafbar", ligesom direktøren i en privat virksomhed ikke står til at miste et offentligt hverv på grund af de anonyme injurier. Derfor kan han efter lovændringen 1. januar ikke længere bede om politiets hjælp til at efterforske, hvem der står bag de anonyme Facebook-profiler.

"Det sætter mange borgere i en særligt ringe situation. Vi lever i en tid, hvor de sociale medier bliver brugt i stor grad til mange ting. For eksempel bliver oplysninger om personer ofte tjekket på de sociale medier af arbejdsgivere før ansættelser," siger Oluf Jørgensen.

Politikernes særlige beskyttelse

Da udvidelsen af injurielovgivningen trådte i kraft 1. januar, skete der altså både en skærpelse og en svækkelse af den strafferetlige beskyttelse mod injurier.

Tankerne om at udvide injuriereglerne opstod i forbindelse med Se & Hør-sagen i 2015. Sagen handlede om misbrug af data hos kendisser og politikere. Ideen om at give udvidet beskyttelse i injurielovgivningen til folk i offentlige hverv opstod, før der faldt dom i sagen. Anklagemyndigheden brugte med held to andre bestemmelser i straffeloven – en bestemmelse om hacking og en bestemmelse om bestikkelse. Men tanken om at beskytte særlige personer i offentlige stillinger eller hverv hang ved.

Det resulterede i lovændringen per 1. januar, der blandt andet betyder, at journalister og redaktører i dag får en mærkbar hårdere straf, hvis de formidler injurierende indhold, der ikke er dokumentation for.

Modsat uredigerede medier som for eksempel Facebook og Twitter er massemedierne dog også underlagt Medieansvarsloven, og der vil altså altid være en redaktør, der i sidste ende er ansvarlig for det indhold, der bliver bragt. På de sociale medier kan det derimod være langt sværere at finde frem til kilden bag indhold, der er frembragt anonymt. Det vurderer Johan Farkas, ph.d. og forsker i politik og manipulation i digitale medier ved Malmø Universitet.

Facebook lystrer kun politiet

På Facebook er det muligt at anmelde en profil eller en side, der chikanerer. Men det er op til det sociale medie selv at vurdere, om profilen eller siden skal fjernes.

Og der er ifølge Johan Farkas meget lidt transparens om, hvorvidt dette bliver vurderet af en computer eller et menneske. Han og andre forskere har da også set flere eksempler på, at profiler får lov at blive på det sociale medie, selv om de er blevet anmeldt.

Samtidigt er det let at oprette en ny Facebook-side eller en Twitter-profil i et andet navn.

"De forskellige sociale medie-platforme er interesserede i at få så mange brugere som muligt, så det tager ikke lang tid at oprette en ny profil – heller ikke selv om den er falsk. Hvis man er dedikeret nok til at bruge profilen til at chikanere andre, kan man komme langt med det på de sociale medier. Facebook kan fjerne profilen, men det er let at oprette en ny, og Facebook kan derfor kun stoppe symptomerne, men ikke chikanen. Der har man brug for politiets hjælp," siger Johan Farkas.

Facebook udleverer nemlig ikke oplysninger om deres brugere til privatpersoner, kun til politiet.

Hvis lovændringen gør det sværere for mange at få politiet til at efterforske, hvem der står bag spredningen af anonyme injurier på nettet, så er det derfor problematisk, mener Johan Farkas. 

Der vil mangle sager til at skabe præcedens

Både Johan Farkas og Oluf Jørgensen nævner tidligere sager om mobning eller deling af krænkende indhold via de sociale medier, som i den senere tid har dannet præcedens for, hvad man må og ikke må på de uredigerede medier. Oluf Jørgensen mener derfor også, at muligheden for at rejse offentlige sager om falske injurier fremsat anonymt på nettet ville kunne have en præventiv effekt.

Men den mulighed er altså nu stærkt begrænset.

Det har ikke været muligt at få indsigt i, hvor mange borgere der tidligere har fået politiets hjælp til at efterforske anonyme injurier på nettet. Rigspolitiet fører nemlig ikke statistik over de anonyme injuriesager, som derfor ligger spredt som nåle i høstakken under samme gerningskode, som alle andre injuriesager.

Tal trukket hos Domstolsstyrelsen viser en stigning i det samlede antal private injuriesager de seneste år. I 2010 modtog de danske domstole 63 private injuriesager, altså hvor den forurettede selv vælger at hyre en advokat og selv fører sagen, mens det i 2018 var steget til 85 sager. Men hvor mange af dem, der var anonyme, vides ikke.

Mandag Morgen har forgæves bedt Justitsministeriet om en kommentar til kritikken af den ændrede lovgivning.