Reykjavik var en spøgelsesby, da jeg sidst gang besøgte Island for seks år siden. Helene spillede forestilling, og jeg var med som påhæng for at passe den førstefødte, Storm, på et halvt år. Travede ensomt rundt med barnevognen i de stille gader med en lille knægt, som nægtede at sove i den lyse nat. Finansboblen var lige sprunget, og vi havde lejet en stor lejlighed i et trist betonbyggeri af en fyret bankmand i pengenød. Vi lejede også mandens guldfarvede Mercedes, hvis elektriske vinduer var holdt op med at virke.

Min hukommelse er sløret af søvnunderskud, men jeg mindes en by og et folk i fortvivlelse og fornægtelse. Som efterklangen af en overmodig gymnasiefest, hvor tømmermændene indfinder sig dagen derpå sammen med et par chokerede forældre, der dukkede uventet op før tid. Det var payback time. Fortidens overmod havde sat sig spor som nyanlagte og golde byggetomter langs Reykjaviks tilkørselsveje. Et sted tronede det største Bauhaus-byggemarked, jeg nogensinde har set, spritnyt, men aldrig åbnet. I havnen lå det halvopførte koncerthus som en strandet hval i vinden.

Og præ-krisens overmod var astronomisk. Under statsminister Oddsson indledte Island fra 2003 til 2008 en hæmningsløs liberalisering af sit banksystem, der straks kastede sig ud i storslåede opkøbseventyr finansieret af billige internationale lån. På få år lykkedes det de tre store islandske banker at blæse deres samlede udlån op til 10 gange landets samlede økonomi. Da boblen sprang, stod bankerne med en gæld på 85 milliarder dollars, svarende til knap 1,8 millioner kr. pr. islænder.

Turisme som ny vækstmotor

Nu, seks år senere, er jeg tilbage i Island. Den store familietur i anledning af min fars 70-års fødselsdag. Børnebørn, udflugter, småkuller i fælles hytte og klassisk turisteri. Meget er forandret, ikke mindst stemningen. Koncerthuset i havnen er blevet færdigt, vores bankmand fra sidste gang har fået job på et hipsterhotel, og under islændingenes kølige reservation anes lidt smil og optimisme.

Turismen har overtaget, hvor banksektoren slap, og er blevet den nye vækstmotor. Overalt bygges nye hoteller, og vejene summer af udlejningsjeeps og monstertrucks med kæmpehjul, der fragter de internationale turister rundt i lavalandskabet. Over 10 pct. af arbejdsstyrken er nu beskæftiget inden for turisme. Den islandske økonomi forventes i år at have indhentet niveauet fra før krisen. Ingen lille bedrift.

Her er tre betragtninger set med danske øjne og det nysoverståede folketingsvalg i baghovedet.

• ISLÆNDINGENE FIK STYR PÅ BANKERNE. Da krisen ramte, var den islandske stat hurtig til at overtage de tre store banker. Man splittede bankerne op, således at den normale indenlandske bankforretning blev bevaret, imens de spekulative internationale operationer blev sat til afvikling i en form for skraldespandsselskab.
  
  Jeg er ikke finansekspert, men så vidt jeg er orienteret, er der generel professionel anerkendelse af, at Island lod den internationale del af bankforretningen gå ned i stedet for at lade staten forsøge at holde hånden under de private aktionærer. Og de nye banker holdes i stramme tøjler, der sikrer mod nye finansbobler.
  
  De bombastiske islandske tiltag over for bankerne leder tankerne hen på den danske reaktion på finanskrisen, der herhjemme blev accelereret af den boligboble, som finansministrene Lars Løkke og Claus Hjorth blæste op. Vi har været hurtige til at glemme, at den danske finanssektor under højkonjunkturen var en af de mest overgearede i hele Europa, og at det kun var Nationalbankens hurtige indgriben, der sikrede de store danske bankers overlevelse. Men til forskel fra Island lod vi generelt ikke aktionærerne betale prisen for deres profitjagt, og vi har ikke lavet nævneværdige reformer siden, der kan forhindre en tilsvarende udvikling. Der mangler bl.a. stadigvæk politisk mod til at følge de økonomiske eksperters anbefalinger af at gennemføre en reform af beskatningen, så nye boligbobler bedre kan imødegås. Senest har den nye regering luftet reformtanker, som blot vil puste boligpriserne yderligere op bl.a. via en liberalisering af priserne for andelsboliger.
   
• POLITISKE KONSEKVENSER. Islændingene var forholdsvis hurtige til at drage konsekvenser over for de folkevalgte, som havde styret landet i armod. Den tidligere stats- og udenrigsminister David Oddsson, der som direktør for den islandske nationalbank havde sovet gevaldigt under optakten til krisen, blev afsat (han genopstod dog senere som chefredaktør for en stor borgerlig avis, ukrudt forgår ikke så let), og de etablerede partier fik nogle øretæver ved de efterfølgende valg.
  [quote align="left" author=""]Og det er næsten tragikomisk, at Anders Fogh Rasmussen, som sad for bordenden, da det hele gik galt, i dag ernærer sig som lobbyist og konsulent for storbanken Goldman Sachs.[/quote] Jeg er særligt vild med udviklingen i hovedstaden, Reykjavik, hvor det satiriske protestparti Det Bedste Parti (Besti Flokkurinn på islandsk) fik 34,4 pct. af stemmerne ved valget i 2010. Komikeren Jón Gnarr blev borgmester og svor, at han ville nægte at gå i kollation med nogen, som ikke havde set den socialdokumentariske tv-serie The Wire (der tilfældigvis også er min yndlingsserie). Til stor folkelig skuffelse valgte Gnarr ikke at genopstille i 2014, livet som politiker var for kedeligt. Flere meningsmålinger har vist, at Jón Gnarr ville få et massivt folkeligt flertal bag sig, hvis han en dag skulle ønske at stille op som Islands præsident.   
  
  Til sammenligning har de politiske konsekvenser af finanskrisen været marginale herhjemme. Lars Løkke Rasmussen måtte overdrage nøglerne til Statsministeriet til Helle Thorning for en enkelt periode, men ellers har der ikke været skyggen af reelle folkelige protester over for de politikere, som kørte dansk økonomi ned i den største recession siden depressionen i 1920’erne. Og det er næsten tragikomisk, at Anders Fogh Rasmussen, som sad for bordenden, da det hele gik galt, i dag ernærer sig som lobbyist og konsulent for storbanken Goldman Sachs, der var en af hovedskurkene bag finanskrisens fødsel i USA. Med Alternativets succes som glædelig undtagelse er det pauvert, hvor følgagtigt det danske vælgerkorps har reageret.
   
• ØKONOMI ER SOM GEJSERE, DER ER ALTID EN NY BOBLE PÅ VEJ. I Island tales der nu om en truende turismeboble. Mere vil ha’ mere, og de islandske investeringer i særligt nye hoteller er ved at løbe løbsk. Man fremskriver optimistisk de seneste års turismeboom og glemmer, at succesen til stor del skyldes en lav islandsk krone, der nu truer med at stige i kurs. Mangelfuld lovgivning og dårligt tilsyn med nybyggeri truer også med at skabe miljøproblemer og ødelægge de unikke naturoplevelser, som er turismens motor.
  
  I Danmark valgte Finansministeriet og regeringerne Lars Løkke og Helle Thorning at se bort fra klassisk keynesiansk fagkundskab, da man satte en sparekurs under den danske recession. Resultatet har som forventet været, at dansk økonomi har stået i stampe, og at vi har mistet titusinder af arbejdspladser, særligt i industrien. Nærmest ingen andre europæiske lande har håndteret krisen så dårligt som Danmark, og vi ligger milevidt fra Islands turn around. Under valgkampen forsøgte begge sider at tage ansvaret for det påståede opsving, men set i europæisk sammenhæng har vi stadigvæk udsigt til ydmyg vækst. Paradoksalt risikerer vi dog alligevel at blive ramt af en boble – optændt af rekordlave renter er boligmarkedet på vej mod en ny febertur, og reguleringen er stadigvæk utilstrækkelig.

Det er noget møg at blive ramt af en historisk krise, som kaster tusinder af familier ud i armod. Men det er endnu mere træls, at vi danskere åbenbart ikke formår at lære af vores fejltagelser og tage de nødvendige konsekvenser. Jeg kan anbefale en studietur til Island.         

Læs flere indlæg af Ask Agger her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.