Det er kun en ægte socialdemokratisk politik, der kan gennemføre de nødvendige reformer i Frankrig og dermed igen gøre landet til Tysklands privilegerede partner i et ambitiøst og reformeret EU. Og hvis ikke det franske socialistparti, PS, kan reformere sig selv, får socialdemokratismen aldrig en chance for at reformere Frankrig.

Det var dette ræsonnement, der i august 2016 fik Emmanuel Macron til at forlade Frankrigs socialistiske regering. Og det er på denne politiske platform, Emmanuel Macron nu er storfavorit til at blive Frankrigs præsident, når afgørelsen falder i en duel med den nationalkonservative Marine Le Pen søndag 7. maj.

Emmanuel Macron er med andre ord en overbevist socialdemokrat, der er blevet træt af, at det Parti Socialiste, som han selv var medlem af 2006-2009, og som er medlem af den socialdemokratiske bevægelse i Europa, aldrig for alvor er blevet et socialdemokratisk parti. Han forklarede det således i et interview med den schweiziske avis Tribune de Genève i januar i år:

”Min bevægelse er en bred forsamling af socialdemokrater, liberale, folk på midten, miljøforkæmpere og ikke mindst borgere, der aldrig tidligere har været engageret i politik. I Frankrig har man aldrig haft en Bad Godesberg, derfor er socialdemokraterne strukturelt set et mindretal i et parti, hvor overjeget er forblevet marxistisk,” forklarede Macron.

Bad Godesberg er navnet på den by, hvor de tyske socialdemokrater i 1959 sagde endegyldigt farvel til klassekampen og planøkonomien og i stedet bekendte sig til den sociale markedsøkonomi og de liberale retsstatsprincipper.

Det franske Socialistparti, PS, har aldrig på samme måde som partikammeraterne i Nordeuropa taget dette opgør med det yderste venstre, og det var derfor, partiets græsrødder ved partiets primærvalg i januar endte med at vælge den venstreorienterede Benoît Hamon. Han ville i en dansk sammenhæng høre hjemme et sted mellem Enhedslisten og Alternativet. De franske vælgere ville ikke vide af ham. Han fik 6,35 pct. af stemmerne ved valget i søndags mod Macrons 23,75 pct.

De socialdemokratiske fædre

Macron bekender sig i bogen “Revolution”, der netop er udkommet på dansk på Informations Forlag, til to politiske faderskikkelser: Pierre Mendès France og Michel Rocard, begge tidligere premierministre i korte perioder og de mest socialdemokratiske toppolitikere, Frankrig har haft, sammen med EU-Kommissionens tidligere formand Jacques Delors.

Mendès France var i 1950’erne hovedkraften i afviklingen af Frankrigs kolonistyre i Indokina, Tunesien og Marokko, og han var modstander af den nye ’stærkmandsforfatning’, som Charles de Gaulle skabte til sig selv i 1958. Rocard var premierminister i perioden 1988-1991, mens socialisten François Mitterrand, der aldrig blev en ægte socialdemokrat, var præsident.

Rocard var højresocialdemokrat, klimabekymret miljøforkæmper, og så vakte han opsigt i Frankrig i 1989 med en udtalelse om, at “Frankrig ikke kan tage imod alverdens ulykkelige”, hvilket skabte furore på den franske venstrefløj. Rocard sagde for 28 år siden reelt det samme, som de danske socialdemokrater siger i dag: at der er grænser for, hvor mange flygtninge landet kan integrere. Dog iklædte Macrons mentor ikke sit forsvar for en stram udlændingepolitik de samme angreb på ’utopiske humanister’, som Socialdemokratiets stærke mand Henrik Sass Larsen gør det i Danmark anno 2017.

Mens Macron går ind for en restriktiv udlændingepolitik, konsekvent tilbagesendelse af afviste asylansøgere og en meget håndfast fælleseuropæisk lukning af EU’s ydre grænser, er han langt mindre nationalt orienteret i værdipolitikken end eksempelvis sine danske meningsfæller.

Macron opererer således med et åbent nationalitetsbegreb, hvor enhver med lovligt ophold i landet uanset religion eller hudfarve kan blive fransk, hvis vedkommende tilegner sig sproget og Frankrigs universelle værdier om frihed, lighed og broderskab.

Og Macron skriver lige ud, at et proeuropæisk engagement efter hans opfattelse er en forudsætning for, at man kan kalde sig en fransk patriot. Dette betyder dog ikke, at Macron køber alt, hvad der kommer fra Bruxelles. Eksempelvis er han ligesom den tidligere Venstre-regering herhjemme meget opmærksom på, at man ikke i Frankrig ’overimplementerer’ lovgivning, der kommer fra EU.

Formelt set er Emmanuel Macron naturligvis endnu ikke valgt, men meningsmålinger offentliggjort efter 1. runde giver ham mellem 64 og 62 pct. af stemmerne mod mellem 36 og 38 pct. til Marine Le Pen i runde to.

Meningsmålingerne viser, at vælgerne i stor udstrækning vil følge de to slagne kandidater François Fillon og Benoît Hamon, som har opfordret til at stemme på Macron for at forhindre Marine Le Pen i at komme til magten. Den tredje væsentlige kandidat, den stærkt venstreorienterede Jean-Luc Mélenchon, har ikke villet pege på Macron.

Populistisk teknokrat

Den 39-årige Emmanuel Macron er en hård kritiker af de aktuelle tilstande i fransk politik. I “Revolution” fremfører han en endog meget hård kritik af det partipolitiske system.

”Vores politiske partier er døde, fordi de ikke er gået i clinch med virkeligheden, men de vil bevare magten over præsidentvalget for således at sikre deres egen opretholdelse. Det er denne demokratiske træthed, der er årsagen til dets svækkelse og til ekstremismernes ubønhørlige vækst,” skriver Macron, der i bogen retter en hård kritik mod sin tidligere chef, afgående præsident François Hollande, i anledning af, at han har udtalt, at Macron skulle stå i gæld til ham.

”Jeg kan ikke acceptere det politiske liv som et hjemsted for lakajaftaler,” skriver Macron, som også kritiserer, at politik i Frankrig følger ’en gemen mafialogik’, hvor folk ’underkaster sig i håb om efterfølgende personlig gevinst’. Det minder dermed en hel del om Donald Trumps drain-the-swamp-retorik.

Mens Macrons ventede sejr 7. maj vil være et stort nederlag for det partipolitiske system i Frankrig, er han i flere andre henseender en meget fransk politiker med stærke populistiske og teknokratiske træk, mens han på den indholdsmæssige side deler mange mærkesager med nordiske socialdemokrater og midterpolitikere som dem, man finder i både Venstre, Det Radikale Venstre og Alternativet.

Macron er en mand med et stort oratorisk talent og en kolossal kulturel bagage. Hans valgkamp har været præget af store offentlige møder, hvor han har elektrificeret sine tilhængere på en måde, så det er blevet sammenlignet med nyreligiøse vækkelsesmøder.

Han har således lært af tidens mange fremgangsrige populistiske politikere, at man skal tale til folks følelser, hvilket han i høj grad gør. Også hans kampagne på de sociale medier og hans politiske program er præget af fremgangsmåder og formulering, der tangerer det populistiske.

Stor reformiver

Macron er efter eget udsagn præget af sine erfaringer fra både den franske statsadministration og fra det private erhvervsliv i investeringsbanken Rothschild. Det fornemmer man tydeligt i partiprogrammet, der synes lavet af professionelle marketingsfolk med sans for grafisk formgivning a la den, store supermarkedskæder eller rejsebureauer betjener sig af.

I bogen “Revolution” er det til gengæld ofte teknokraten og den tidligere økonomi- og industriminister Macron, der fører ordet. Han fremsætter konkrete – og politisk sprængfarlige – forslag om reformer på arbejdsmarkedet, i skole-, uddannelses- og innovationspolitikken, i den regionale vækstpolitik, reformer og styrkelse af EU, styrkelse af integration og den offentlige sikkerhed og meget andet. De gennemgående filosofier i forslagene er frihed, lighed og bæredygtighed i energi- og miljømæssig forstand.

Set fra et dansk perspektiv er det iøjnefaldende, at Macron er meget stærkt optaget af at skabe et stærkere arbejdsmarked, hvor parterne i højere grad er i stand til at regulere løn- og arbejdsforhold uden politiske indblanding. Men Macron lægger også op til arbejdsmarkedsreformer, der kommer til at skabe ballade, fordi unge og løstansatte skal tilgodeses på bekostning af de stærkeste lønmodtagergrupper og deres velerhvervede rettigheder.

Således raser Macron over, at man angiveligt kan få 7.000 euro – godt 52.000 kr. – i dagpenge om måneden i visse erhverv, mens unge nyuddannede må arbejde på løse kontrakter og ekstremt lav løn i flere år i begyndelsen af deres arbejdsliv.

Nedbringelsen af den meget høje ungdomsarbejdsløshed og massive investeringer i uddannelsessystemet er Macrons hovedprioriteter ud fra en filosofi om, at Frankrig kun på den måde kan opretholde sit nationale velstandsniveau i den skærpede globale konkurrence.

Virksomhedernes grammatik

Macron beskyldes af mange venstreorienterede franskmænd og europæere for at være en ultraliberal rigmand, bl.a. på grund af hans fortid hos Rothschild. Han selv formulerer det sådan, at han ville ’lære virksomhedernes grammatik’ at kende.

Hans konklusion i den ophedede debat mellem finanssektoren og dens kritikere er, at verden ikke kan fungere uden en velfungerende finanssektor, men at denne sektor også bør reguleres internationalt i langt højere grad, end det sker i dag. På samme måde konstaterer han, at et moderne innovativt erhvervsliv ikke kan fungere uden stærke konkurrencemyndigheder.

Både i henseende til finanssektoren og den frie konkurrence roser Macron de fremskridt, som EU har gjort i samarbejde med OECD om international beskatning. Macron er sågar fortaler for en bund under selskabsskatten i EU og for en finansiel transaktionsskat.

Men han har understreget, at beslutninger på begge områder er stærkt relateret til det fremtidige forhold mellem EU og Storbritannien. Hvad angår Brexit-forhandlingerne, vil Macron være en hardliner på det økonomiske og handelspolitiske område, mens han på det forsvarspolitiske område går ind for et fortsat tæt samarbejde med briterne.

Hvad angår Frankrigs store offentlige underskud, er Macron sig på den ene side meget bevidst, at gælden, der er på omkring 97 pct. af BNP, skal nedbringes radikalt, fordi den hæmmer Frankrigs vækst. Omvendt gør han også klart over for EU-partnerne og EU-Kommissionen i Bruxelles, at Frankrig bliver nødt til at investere både i infrastruktur, energi, uddannelse og forskning, hvis man skal have seriøs vækst igen.

Hverken i Bruxelles eller Berlin lader man sig skræmme over udsigten til en ny fransk præsident, der kræver flere offentlige investeringer – både på nationalt og europæisk niveau. Sådan har det altid været. Derimod er det forhåbningen om, at Emmanuel Macron rent faktisk mener det alvorligt, når han siger, at han vil reformere og liberalisere både den offentlige og den private sektor i Frankrig, der gør ham så populær i EU-kredse.

Og når han så samtidig står over for en modkandidat, der går ind for protektionisme og afvikling af EU og i øvrigt er bonkammerater med Vladimir Putin, er der ikke så meget at sige til, at Emmanuel Macron lige nu er hele EU’s yndling.