Det er godt for det politiske samarbejde i EU, at Frankrig nu får den 39-årige Emmanuel Macron som præsident. Macron vil Europa og EU. Han tror på samarbejde, på mere integration, på frihandel og på den åbne demokratiske retsstat.

I de europæiske institutioner i Bruxelles og i regeringskontorerne i Berlin og i København vil der derfor være lettelse over, at Macron har vundet en komfortabel sejr med ca. 65 pct. af stemmerne mod ca. 35 pct. til den højrenationale Marine Le Pen.

Macron er sig fuldt ud bevidst, at Frankrig har brug for reformer af både sit arbejdsmarked og sin bureaukratiske og ineffektive offentlige sektor. Det er denne meget udtalte reformvilje, som gør, at man kan forudse et tæt samarbejde mellem Macron og den privilegerede partner Tyskland samt de europæiske institutioner i Bruxelles.

Men det er hjemme i Frankrig, at de helt store udfordringer venter den nye franske præsident. Et ting er, at han på imponerende vis har kunnet skabe så stor opbakning omkring sin person uden et partiapparat – hvilket i øvrigt siger en hel del om hans modstanderes organisatoriske svagheder. Noget andet er at overvinde den store modstand, han kommer til at møde i Frankrig.

Her bliver kampene med landets medlemsmæssigt svage og derfor ofte politisk radikale fagforeninger klart den største udfordring. Ganske vist har et meget stort antal franske kvinder og mænd stemt på den højrenationale Marine Le Pen, og selvom utilfredsheden i denne vælgergruppe er stor – og vel retfærdiggjort i kraft af den fortsat høje arbejdsløshed – er der tale om en gruppe vælgere, som kun i ringe grad vil kunne stille sig i vejen for Macrons kommende reformer. Det kan til gengæld de rabiate fagforeninger, hvor støtten til venstrepopulisten Jean-Luc Mélenchon har været stor. På arbejdsgiversiden har Macron derimod stor opbakning.

Opgør med nepotisme

Emmanuel Macron har imidlertid tænkt sig at begynde et helt andet sted: I det politiske liv og i statsadministrationen. Således har han meddelt, at han vil tage sig god tid til at udpege en ny premierminister og en ny regering, fordi alle skal screenes i henhold til nye, skrappe etiske retningslinjer. Macron vil, som han formulerer det, gøre op med nepotismen i fransk politik.

Det betyder konkret, at intet medlem af nationalforsamlingen må have familiemedlemmer ansat som parlamentariske assistenter. Det har over 100 af de aktuelle 577 medlemmer i Nationalforsamlingen. I øvrigt skal antallet af medlemmer i det franske parlament ifølge Macron reduceres med en tredjedel. Et andet opsigtsvækkende projekt er, at Macron forbeholder sig retten til at vurdere, om de 250 topembedsmænd, der er udnævnt af regeringen, skal have lov til at fortsætte i deres job.

Hvad angår den fremtidige regering og dens parlamentariske manøvrerum, ligger Macrons politiske bevægelse En Marche! (Fremad!) ganske overraskende til at kunne få mellem 246 og 286 pladser ved valget til Nationalforsamlingen, som finder sted over to runder 11. og 18. juni. Macron har gjort det klart, at mindst halvdelen af ministrene i hans kommende regering skal komme udefra i den forstand, at de ikke tidligere har været ministre. Han fremhæver, at han lægger mindst lige så stor vægt, at de fremtidige ministre kender deres ressort, som at de har politisk erfaring. Sådan er det jo også ham selv, der aldrig tidligere har været valgt til en politisk post. Macron lægger i øvrigt vægt på, at den nye premierminister skal have stor politisk og parlamentarisk erfaring samt stærke lederevner. Dette indsnævrer kredsen af mulige kandidater kraftigt, og det vil ikke være overraskende, hvis enten midterpolitikeren Francois Bayrou eller Lyons tidligere socialistiske borgmester Gérard Collomb løber med posten, selvom Macron har udtalt, at han gerne vil have en kvindelig regeringschef.

Macron har under valgkampen talt om, at han finder hele konceptet med at dømme en præsident på vedkommendes første 100 dage tåbeligt. Ikke desto mindre har han en række konkrete projekter på tegnebrættet. Allerede fra skolestarten i september vil skoler i Frankrigs hårdest belastede områder således kunne lave klasser med kun 12 elever. Macron er af den overbevisning, at der skal sættes tidligt og kraftigt ind i de områder, hvor flest børn har svært ved at gennemføre en skolegang, der kan bringe dem videre i livet.

På det europapolitiske område vil Macron som det første tage et møde med Tysklands kansler Angela Merkel for at ’sætte gang i en nyorientering af det fransk-tyske partnerskab’. Det skal konkret handle om stærke koordinering af den økonomiske politik, den fælles forsvarspolitik og det, Macron kalder en europæisk suverænitetspolitik. Det handler om sikring af de ydre grænser og øget efterretnings- og politisamarbejde.

Herefter vil Macron henover sommeren rejse til et ikke nærmere defineret antal europæiske hovedstæder, hvor han vil fremlægge sine forslag til en femårig handlingsplan for EU. Herunder skabelsen af et selvstændigt budget i Eurozonen og styrket samarbejde inden for miljø, industripolitik og migration. I øvrigt understreger Macron flere gange i sin bogen Revolution, der er udkommet på Informations Forlag, at han arbejder med en tidshorisont på 10 år. Underforstået at han agter at blive genvalgt ved næste valg i 2022.

Læs også Mandag Morgens politiske portræt af Emmanuel Macron.