Indtil nu har Dansk Folkepartis imponerende fremgang ved valget skygget for det ellers så ubehagelige faktum, at Dansk Folkeparti ikke har samme nøglerolle som i VK-regeringens tid fra 2001 til 2011.

I de ti år kunne Dansk Folkeparti alene sikre Venstre og Det Konservative Folkeparti det nødvendige flertal på 90 mandater. Finanslov på finanslov satte Dansk Folkeparti under Pia Kjærsgaards ledelse sine mærker på dansk politik med højt profilerede sager som f.eks. ældrecheck og grænsekontrol.

Sådan er det langtfra i dag.

Lars Løkke Rasmussen må tælle ikke bare Thulesen Dahls 37 mandater, men også Anders Samuelsens 13 mandater og Søren Papes 6 mandater med, før han lige akkurat råder over det nødvendige flertal på 90 mandater.

Derfor kan Dansk Folkeparti ikke længere alene svinge taktstokken over udlændingepolitikken som under de glade VKO-dage.

”På nogle punkter er det selvfølgelig en særlig udfordring. For det giver ikke sig selv, hvilket flertal der kan bære et forslag igennem. Det er helt fascinerende at være med til at finde de 90 mandater til de forskellige ting,” siger DF’s formand, Kristian Thulesen Dahl.

Selv om Dansk Folkeparti f.eks. støttede udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs forslag for nylig om at genbehandle mere end 2.500 borgeres ansøgning om at få dansk statsborgerskab på dispensation, sagde Liberal Alliances Leif Mikkelsen nej.

Og så forsvandt Støjbergs flertal.

Partiformand Anders Samuelsen bruger historien om statsborgerskabet som eksempel på, at Liberal Alliances 13 mandater betyder noget. Og det vil regeringen få at mærke senest til foråret, hvor Løkke Rasmussen skal have flertal for jobreform og skattenedsættelser.

”Finansloven er en trædesten på vejen til forårets reform af skatterne. Og her vil vi måles på, om topskatten bliver nedsat,” siger Anders Samuelsen.

Og så smider han trumfen på bordet:

”Vi er det eneste borgerlige parti, der er klar til at vælte regeringen.”

Pointen er helt tydelig: Venstre må handle sin politik af med ikke bare Dansk Folkeparti, men også med Liberal Alliance.

Hvor Anders Samuelsen flere gange har flashet sin trumf, forholder det sig helt anderledes med de konservative. I kampen om vælgernes opmærksomhed har de konservative nærmest reduceret sig selv til et én-sags-parti: Partiet kæmper indædt for en nedsættelse af grundskylden, der er særlig høj i de 14 kommuner med en konservativ borgmester. Omvendt er netop grundskylden ikke det helt store problem i f.eks. Tønder Kommune.

Men grundskylden er og bliver en konservativ mærkesag. Og efter partiets nej til en kommuneaftale, der hverken nedsatte stigningstakt eller grundskyld, har de konservative og deres seks mandater tydeliggjort, hvad de skal have for at stemme ja til en finanslov.

Men her kommer de konservatives store problem. Vælgerne siver stadig fra partiet, og det er bl.a. derfor mere end svært at forestille sig Søren Pape vælte en Venstre-regering.

Her kunne det være, at de konservative for en gangs skyld skulle lytte til Enhedslisten. Efter fire år som støtteparti til en socialdemokratisk ledet regering har partiet netop diskuteret, om de fik nok ud af deres støtte. På det netop overståede landsmøde mente et mindretal, at Enhedslisten skulle have væltet regeringen i Dong-sagen.

Afvejningen er vanskelig og kan få betydning for de konservatives fremtidige eksistens.

Også Dansk Folkeparti diskuterer, hvor grænsen for opbakningen til regeringen går. Næstformand Søren Espersen har f.eks. gjort det klart, at partiet vælter regeringen, hvis Lars Løkke Rasmussen indgår en udlændingeaftale med Socialdemokraterne – uden om Dansk Folkeparti.

Som så ofte før er Kristian Thulesen Dahl dog langt mere diplomatisk og tager luften ud af truslen.

”Søren svarer på et helt hypotetisk spørgsmål. Jeg mener, det er utopi at forestille sig, at der bliver lavet et stort forlig om udlændingepolitikken uden om Dansk Folkeparti. Jeg er slet ikke inde på det spor,” siger partiformanden.