To ministre luftede i forbindelse med fredagens anden runde af trepartsforhandlingerne en garanti om praktikpladser til de unge, der går i gang med en erhvervsuddannelse.

Ender det med, at de tre parter – ud over regeringen er det repræsentanter for lønmodtagere og arbejdsgivere – giver hinanden håndslag på en garanti og ikke mindst finansieringen af den, kan det betyde markant lysere udsigter for unge, der er i gang med en erhvervsuddannelse.

”Hvis unge skal have lyst til at søge ind på erhvervsuddannelserne, skal der være mulighed for at få en praktikplads i en virksomhed. Vi vil gerne sende et klart signal til de unge om, at hvis de vælger en uddannelse inden for en branche med behov for arbejdskraft, kan de også være sikre på at få en praktikplads i en virksomhed,” sagde undervisningsminister Ellen Trane Nørby i fredags.

Sammen med beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen repræsenterer hun regeringen i trepartsforhandlingerne.

Problemet med de manglende praktikpladser er en mangeårig traver og har været diskuteret igen og igen uden en varig løsning. I dag supplerer praktik på handelsskoler og tekniske skoler praktikken ude hos virksomhederne. Omkring hver tiende af de unge er i gang med den såkaldte skolepraktik. Og selv om ordningen har været udskældt som få, så dokumenterer de økonomiske vismænd, at unge efter bestået skolepraktik klarer sig lige så godt som unge i virksomhedspraktik.

Trods skolepraktikken mangler der stadig praktikpladser. Alligevel afviser DA en egentlig garanti.

”For os er det ret centralt, at vi ikke får en snæver diskussion om praktikpladsgaranti, for det er ikke noget, vi kommer til at levere,” sagde Jacob Holbraad, direktør i DA, på et pressemøde efter det første sættemøde i anden runde af trepartsforhandlingerne.

Manglende praktik – mangel på faglærte

Der er ellers virkelig brug for at skaffe flere unge i praktik.

Lige nu forlader kernemedarbejdere for eksempel industrivirksomhederne i stort tal. Hver gang ti industriteknikere går på pension, træder kun fire nyuddannede til. Sådan har billedet været gennem hele sidste år. Og den udvikling kan meget vel fortsætte, fordi virksomhederne opretter stadig færre praktikpladser.

Nye tal, som Undervisningsministeriet har trukket fra sine databaser til Mandag Morgen, viser, at der ikke bare er et problem med uddannelsen af industriteknikere, der tidligere hed maskinarbejdere. Også det samlede antal praktikpladser er faldet hvert eneste år, siden det ekstra krisetilskud til oprettelse af praktikpladser udløb tilbage i 2013. Se figur 1.

Der er med andre ord brug for trepartsforhandlingernes eftersyn af erhvervsuddannelserne og lærlingenes muligheder for at få og gennemføre en uddannelse.

”Vi skal have løst det her problem, og vi skal gøre det ved at oprette flere praktikpladser hvert eneste år i de næste mange år. Der er ingen snuptagsløsninger her,” siger Claus Jensen, formand for Dansk Metal, der bl.a. har industriteknikere som medlemmer.

Friske beregninger fra AE – Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – viser, at der vil mangle ca. 30.000 faglærte alene inden for jern og metal om ti år, dvs. i 2025. Se figur 2.

Hvis det lykkes at uddanne den efterspurgte arbejdskraft ved bl.a. at øge antallet af praktikpladsaftaler, vil det øge BNP med 26 milliarder kr., hvoraf en del vil tilfalde statskassen. Mislykkes missionen derimod, må samfundet vinke farvel til den selvsamme vækst.

Det er derfor ikke nok ’bare’ at øge udbuddet af arbejdskraft, det skal også være sådan, at arbejdskraften har de kompetencer, der efterspørges.

”Lykkes vi ikke med det her, vil arbejdskraften mangle, og politikerne vil komme til at mangle milliarder af kroner til bl.a. velfærd,” siger Claus Jensen.

Der er derfor rigeligt at tage fat på i den ny runde trepartsforhandlinger, der gik i gang fredag.

”Jeg håber, at trepartsforhandlingerne denne gang kan flytte fokus, så virksomhederne opretter flere praktikpladser. Hvis ikke vi får uddannet flere faglærte, flytter industrien bare arbejdspladser til udlandet, hvor de kan få den arbejdskraft, de har behov for,” siger Metalformanden.

Truslen mod alternativet til gymnasierne

Selv om unge med en faglært uddannelse inden for jern og metal som f.eks. industritekniker nærmest kan vælge og vrage mellem jobbene, og selv om industriteknikere har gode arbejdsforhold og tjener en løn, der ifølge Claus Jensen kan komme helt op på 35.000-40.000 kr. om måneden, så tiltrækker uddannelserne ikke det nødvendige antal unge.

Også overvismanden, professor i økonomi ved Aarhus Universitet og ekspert i arbejdsmarkedsforhold, Michael Svarer, er bekymret over situationen.

”Erhvervsuddannelserne skal være et attraktivt alternativ til at gå i gymnasiet, så også nogle af de unge, der ellers ville vælge gymnasiet, vælger en faglært uddannelse. Manglen på praktikpladser kan være en stopklods for mange unge, og den er dermed med til at gøre erhvervsuddannelserne mindre attraktive,” siger han.

Samtidig med at trepartsforhandlingerne skal søge en løsning på problemet med det faldende antal praktikpladser, forhandler undervisningsminister Ellen Trane Nørby om en reform af gymnasierne. Et stort flertal i Folketinget ønsker helt som ministeren at øge de faglige krav på gymnasieuddannelserne. Derudover vil ministeren og et flertal af de blå partier kræve, at folkeskoleelever fremover mindst skal have karakteren 4 i både dansk og matematik for at blive optaget.

I dag ville et sådant karakterkrav ramme ca. hver tiende elev eller omkring 5.800 unge i en årgang. En del af dem vil sandsynligvis gøre en ekstra indsats i folkeskolen for at opnå det forjættede 4-tal, mens andre må finde et alternativ til de gymnasiale ungdomsuddannelser.

”Det er vigtigt, at Danmark har nogle velfungerende erhvervsuddannelser, så unge, der ikke kommer i gymnasiet, vælger en erhvervsuddannelse og ikke ender med at droppe helt ud af uddannelsessystemet. Det er ikke særligt attraktivt for samfundet,” siger Michael Svarer.

De dyre lærlinge

Det gode spørgsmål er så, hvad der skal til, for at virksomhederne opretter flere praktikpladser og indgår flere aftaler med de unge på erhvervsuddannelserne.

Både Claus Jensen og Michael Svarer har på hver deres måde fokus på økonomien for de virksomheder, der tager en lærling i praktik. Det skal være mere attraktivt – også for virksomhederne.

Metalformanden vil forhøje arbejdsgivernes indbetalinger til AUB, Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag. Det er en fond, der betaler lærlingenes løn, når de er på skole undervejs i praktikforløbene, og den finansieres af indbetalinger fra alle arbejdsgivere, uanset om de har lærlinge eller ej.

”Vi kunne sætte bidragene betragteligt i vejret, så der bliver flere penge til de virksomheder, der tager et ansvar,” siger Claus Jensen.

Han forestiller sig, at bidrag fra AUB også kan betale en del af lærlingenes løn, mens de er i praktik ude i virksomhederne, og altså ikke som nu, hvor AUB kun betaler for lærlingene i de perioder, hvor de er tilbage på skolen.

Også Michael Svarer ser på virksomhedernes omkostninger som en del af løsningen, men på en lidt anden måde end Claus Jensen.

”Vi kunne se, at der kom flere unge i praktik, mens virksomhederne under krisen kunne få et ekstraordinært tilskud til lærepladserne. Nu er ordningen udfaset, og så kunne løsningen være at få omkostningerne ved at have en lærling sat ned, så lærlingene f.eks. kun får SU, mens de går på skole, helt på linje med de fleste andre unge under uddannelse,” siger han.

Der er ret stor forskel på SU og en lærlingeløn. SU for unge på en videregående uddannelse udgør 5.941 kr. om måneden, mens lærlingelønnen på industriens område starter ved godt 10.600 kr. og ender ved ca. 18.200 kr. om måneden.

Alligevel er Claus Jensen skeptisk over for forslaget om at flytte lærlinge fra løn til SU. Han siger, at lærlingenes løn aftales ved overenskomstforhandlingerne, og at virksomhederne dermed selv har indflydelse på niveauet. Derudover tror han, at færre unge vil vælge en erhvervsuddannelse, hvis lønnen under uddannelsen ryger ned på SU-niveau.

”Det er selvfølgelig en afvejning. I dag er der for få praktikpladser, og hvis omkostningerne sænkes, og virksomhederne derfor opretter flere praktikpladser, så kan flere unge få en plads,” siger Michael Svarer.

Succeshistorien fra byggeriet

Nedgangen i antallet af praktikaftaler sker, samtidig med at det offentlige er i gang med en række omfattende byggerier. Der bygges nye supersygehuse over hele landet, og metrobyggeriet i København bliver løbende udvidet med nye stationer. Ser man alene på de mange investerede milliarder i de store, offentlige anlægsprojekter, burde der for længst være oprettet mange nye lærepladser.

Men det er så langtfra tilfældet.

I København har Metroselskabet som bygherre ansvaret for hele byggeriet. Og lige efter de første kontrakter blev indgået tilbage i 2011, var der stort set ingen lærepladser, hvilket førte til en voldsom kritik af selskabet i offentligheden. I dag, fem år senere, er den udvikling vendt, og Metroselskabet og dets entreprenører skaber flere praktikpladser end branchen i gennemsnit. På Metrobyggeriet udgør lærlingene 5 pct. af de beskæftigede, mens branchegennemsnittet ligger på 3,7 pct.

”Vi bruger utroligt mange kræfter på at skabe praktikpladserne sammen med vores entreprenører. Vi har nu 64 personer i lære, og vi har været inde over hver eneste aftale. Det er en meget håndholdt proces,” siger Louise Høst, plan- og arbejdsmarkedsdirektør i Metroselskabet.

Målt i kroner og ører er byggeriet af Metroen det største byggeri i Danmark lige nu, og lige som ved de andre store byggerier står udenlandske entreprenører for store dele af arbejdet. Og det er her, problemerne begynder for Louise Høst, for de udenlandske entreprenører har ikke altid erfaringer med de danske erhvervsuddannelser, hvor unge er i praktik.

”Vi hjælper de udenlandske entreprenører med at blive godkendt som læresteder, og vores hovedentreprenør, Copenhagen Metro Team, sørger for, at lærlingene får en uddannelsesplan hos dem, der passer ind i deres uddannelsesforløb,” siger hun.

Derfor er det et stort puslespil at oprette lærepladser og medvirke til, at de unge samlet set får en uddannelse.

”De udenlandske entreprenører er tit så specialiserede, at de kun er hos os i en kort periode på måske et halvt år. Og derfor er det en stor hjælp, at vi kan oprette delaftaler, hvor de unge får en del af deres uddannelse hos os og bagefter fortsætter deres uddannelse hos andre arbejdsgivere,” siger hun.

Som eksempel nævner hun, at Metrobyggeriets elektrikerlærlinge ikke lærer at lave elektriske løsninger til almindelig bebyggelse som f.eks. parcelhuse. Det må de i stedet lære hos virksomheder med fokus på den del af markedet.

Når antallet af lærepladser på Metrobyggeriet ligger over branchens gennemsnit, skyldes det bl.a. muligheden for, at entreprenørerne kan indgå delaftaler med de unge.

”Vi ved, at nogle opfatter delaftalerne som en slags gøgeunger, men hos os er det ikke en nødløsning, men en del af løsningen. Og vi tror på, at det er attraktivt at have været i lære på Metrobyggeriet som en del af et praktikforløb. Bagefter kan de f.eks. få job ved metrobyggerier over hele verden,” siger Louise Høst.

Den store udfordring med at oprette praktikpladser handler om at sætte ind på alle områder, lige fra godkendelse af den enkelte entreprenør som lærested, til at en eller flere unge så også kommer i praktik.

”Vi oplever ikke, at lærlingelønnen er en barriere i sig selv. De største udfordringer er, at de udenlandske entreprenører kan have svært ved at gennemskue systemet, og at ikke alle deres opgaver er relevante for lærlingene,” siger hun.

Også en anden af de store offentlige bygherrer, DONG Energy, der lige nu står for ombygningen af Skærbækværket ved Fredericia, har gjort en ekstra indsats for at sikre lærepladser i forbindelse med den 1,8 milliarder kr. store opgave.

”Vi har matchet underleverandørerne med erhvervsuddannelsescenteret for at gøre det muligt at oprette lærepladser,” siger Morten Kidal, presserådgiver i DONG Energy.

Der er tradition for, at arbejdsmarkedets parter taler sig til rette om erhvervsuddannelserne. Så når DA og direktør Jacob Holbraad afviser en egentlig garanti og til gengæld taler om de incitamenter, der kan få arbejdsgivere til at oprette flere praktikpladser, kan det være i den retning, en løsning skal findes.

Om det så ender med, at virksomhedernes bidrag til AUB skal sættes i vejret, sådan som Metalformanden foreslår, er mere usikkert. En anden model kunne være, at regeringen følger sit ønske om en egentlig praktikpladsgaranti op med en pose penge, så den kan præmiere de virksomheder, der ansætter en ekstra lærling. En tilsvarende model indgik i marts måneds trepartsaftale om virksomhedernes ansættelse af flygtninge.