Medarbejdere med samfundssind er gode for bundlinjen

De sociale medier kan komme til at spille en nøglerolle for samfundsansvarlige virksomheder, der ønsker at engagere deres medarbejdere i den bæredygtige udvikling. Det skaber både mening for den enkelte og værdi på bundlinjen.

Af Tania Ellis
Special Advisor and Founder, TANIA ELLIS - The Social Business Company

For nyligt modtog alle medarbejdere hos fødevaregiganten Unilever i Australien og New Zealand en jobmanual sammen med et sæt nye visitkort. Af visitkortene fremgik det, at samtlige medarbejdere nu bar titlen "Head of Sustainability". De var med ét blevet chefer for virksomhedens arbejde med bæredygtighed.

Visitkortene er blot ét blandt flere aktiviteter, som Unilever for nyligt har iværksæt i forbindelse med kampagnen "Every employee is the head of sustainability". En kampagne, der er kommet til verden i erkendelse af, at hvis virksomheden skal lykkes med sine forretningsmålsætninger for sin globale Sustainable Living Plan, så skal ikke kun CSR-afdelingen, men samtlige medarbejdere engageres.

Unilever er ikke den eneste virksomhed, der har erkendt, at medarbejderne skal med ombord, hvis det skal lykkes dem med at tjene og gøre godt. Hvis det virkelig skal batte noget, skal samfundsansvaret ikke kun arbejdes ind i hjertet af forretningsstrategien (se mit tidligere indlæg Ansvarlighed er mere end et velgørenhedsprojekt). Det skal også ind i hjertet af medarbejderne.

For de mange virksomheder, som er født ind i en økonomisk tidsalder, hvor profit var både mål og middel, og samfundsansvar var noget man overlod til NGO’er og offentlige myndigheder, er dette en ny forretningslogik. Derfor er det ikke helt tilfældigt, at lige præcis medarbejdernes engagement i en international undersøgelse er blevet udpeget som det vigtigste fokusområde for samfundsansvarlige virksomheder i 2012.

Brighter Planet-undersøgelsen, Greening the Workplace, viser da også, at mere end 50 pct. af de adspurgte virksomheder rent faktisk gør noget for at kommunikere deres bæredygtighedstiltag over for medarbejderne. Problemet er bare, at kun en lille del af disse virksomheder har taget formelle programmer og værkstøjer til at involvere medarbejderne i brug.

Sociale medier synliggør effekt og skaber værdi

I 2005 satte verdens største supermarkedskæde Wal-Mart miljøet på sin forretningsdagsorden. I 2010 lancerede Wal-Mart så det sociale netværkssite My Sustainability Plan, der giver medarbejderne mulighed for at udvælge, måle effekten af og følge op på deres egne personlige mål for bæredygtighed. Her bliver virksomhedens arbejde med bæredygtighed gjort mere nærværende, personligt og synligt for den enkelte, ligesom medarbejderne kan hente inspiration fra hinanden.

Faktisk viser det sig, at mange af de programmer for medarbejderinvolvering, som rent faktisk har en effekt, ofte er centreret omkring brugen af sociale medier. Det er der flere grunde til: Det er personligt, det er synligt, det giver mulighed for anerkendelse og belønning Og så er det lettilgængeligt og målbart.

Af netop denne årsag har den amerikanske pionervirksomhed, Seventh Generation, der producerer bæredygtige rengøringsmidler taget online platformen Practically Green i brug som led i deres fokus på vand. Her kan medarbejderne forbedre deres personlige vandforbrug, ligesom virksomheden har udviklet et pointsystem og en "Water badge" til at motivere og belønne deres medarbejdere for besparelser på vandforbruget.

Så mens mange virksomheder stadig lægger en del kræfter i årsrapporteringer og CO2-målinger, erkender andre, at adfærdsændringer i organisationen også kan give den ønskede økonomiske og miljømæssige effekt. Det oplevede industrikemivirksomheden Dupont, som for nyligt kunne fortælle om milliard-besparelser på energiforbruget som resultat af netop dette.

Når virksomheder som Unilever, Wal-Mart og Seventh Gerneration vælger at bruge ressourcer på at involvere medarbejderne, handler det derfor ikke udelukkende om at redde verden. Det handler i høj grad også om at fremtidssikre bundlinjeresultaterne. Derfor tror jeg på, at medarbejderengagementet også kommer til at præge CSR-dagsordenen herhjemme i de kommende år.

Læs flere af Tania Ellis indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu