Det er noget af en pakke, som Niels Bernstein lægger på bordet onsdag i Nationalbankens repræsentationsskabssal, hvor han har kaldt til pressemøde klokken 10.30. Med sig i mappen har nationalbankdirektør ikke bare sin årsberetning og den velkendte kvartalsoversigt om dansk økonomi, han medbringer også en ny stor analyse af det danske boligmarked.

Boligmarkedet er vigtigt i alle økonomier, men måske særligt i Danmark, fordi vi sammenlignet med andre lande har bundet enorme summer i mursten og lån relateret til disse.

Den danske boligprisboble har kun været overgået få steder, danskernes gæld er den største i verden og vi er det folk i OECD, der bruger den største del af vores indkomst på at betale for boligen. Hvis man vil forstå dansk økonomi anno 2011, så er det afgørende at forstå boligmarkedet. Se også figur 1, 2 og 3.

Spørgsmålet er om Bernstein vil rømme sig og sige noget om beskatningen af de danske boligejere. Ejendomsværdiskatten er fastfrosset på 2001-niveau og rentefradraget er stadig højt, selvom det skal nedtrappes over de kommende år.

Emnet er blevet et politisk tabu, som ingen vil røre ved af frygt for at vække vælgernes vrede. Der findes omkring 1,3 mio. danske boligejere, og på Christiansborg ser man med rædsel for sig, hvordan parcelhusdanmark vil rejse sig i samlet flok fra de velplejede plæner og nyanlagte fliseterasser for at storme mod slotspladsen.

Når politikere diskuterer boligskat – ja, det sker faktisk, men det foregår som bekendt oftest for slukket mikrofon – har det som regel handlet om øget beskatning for at sikre den finanspolitiske holdbarhed. Man ser det som en oplagt skrue at justere på, hvis man vil lukke det stadig større hul i statskassen.

Det er også tilfældet i regeringens Vækstforum. I Børsen kan man læse, hvordan forummet vil gøre sig til talsmænd for højere skat på bolig til gengæld for lavere skat på arbejde. Det skal sætte gang i hjulene i økonomien og få danskerne til at arbejde mere. Igen drejer det sig om vækst, der kan sikre finanspolitisk holdbarhed.

Men der er også et andet og helt overset argument for at hæve boligskatten og sænke rentefradraget: Det kan være med til at sikre den finansielle stabilitet, et område som netop Niels Bernstein har ansvaret for at holde øje med.

Finansiel stabilitet drejer sig blandt andet om, at undgå voldsomme prisudsving på særligt vigtige markeder som boligmarkedet, der ikke bare kan knæsætte tusinder af danskeres privatøkonomi, men også få de store banker og realkreditinstitutter til at vakle faretruende.

Tiden er naturligvis knap, men hvis han kan nå det, så kan Bernstein med fordel kaste et blik på en række rapporter om årsagerne til udsving i boligpriserne, som OECD har udsendt drypvis de seneste måneder.

Her kan han formentlig finde inspiration til en pointe eller to ved pressemødet i morgen, hvis han vil gøre forsøget med at råbe Christiansborg op og få brudt tabuet.

Rapporterne fortæller historien om, hvordan vi med særdeles generøse skattevilkår for danske boligejere i herhjemme har været med til at puste den danske boligboble op, indtil den til sidst var blandt verden største.

OECD siger det sådan set selv meget godt i en af rapporterne, selvom sproget selvfølgelig ikke ligefrem er sprudlende:

”Lempelig ejendomsbeskatning kan føre til overdrevne ejendomsinvesteringer og tilsidesætte mere produktive investeringer og dermed påvirke produktivitet og vækst væsentligt. Derudover kan skattevilkår, der tilgodeser boligejere, skabe grundlag for spekulationer ved at holde låneomkostningerne i forbindelse med boligkøb nede. Dette kan føre til større udsving på boligmarkedet med væsentlige konsekvenser for den økonomiske stabilitet.”

Kun få lande giver boligejere lige så favorable skattevilkår, som Danmark. Beregningerne fra OECD placerer Danmark i top 3 over lande med de mest lempelige vilkår på feltet.

Budskabet fra OECD er klart: Øget beskatning af boligejerne vil give større stabilitet på boligmarkedet og dermed større stabilitet i økonomien. Og Bernstein behøver ikke sende politikerne til fjerne egne af verden på studietur for at finde den rette skattemodel for boligmarkedet. De kan nøjes med at tage en tur til Sverige, hvor vilkårene ifølge OECD er mere mådeholdne.

Skattevilkårene er af OECD opgjort som en indikator for spændet mellem markedsrenterne og den pris, som boligejere i de respektive lande ender med at betale, når man tager statens lyst til at holde skatten lav og rentefradrager højt med i regnestykket. Skal Danmark ned på det svenske niveau, skal dette spænd indsnævres med 20 pct.

Det er ikke lav boligskat alene, der har skabt den danske boligboble. OECD-rapporterne identificerer også en række andre faktorer med betydning. På flere af dem skiller Danmark sig også uheldigt ud som boble-dyrkende land.

Blandt dem er prisen for at handle bolig – transaktionsomkostningerne. Danmark er på dette punkt OECDs suverænt billigste land.

Samtidig har vi med realkredittens mulighed for 80 pct.’s belåning af fast ejendom og 30-årige lån ganske liberale finansieringsvilkår, når vi skal købe bolig, sammenlignet med andre lande. Siden slutningen af 1990’erne har nye låneformer med variabel forrentning og afdragsfrihed kun føjet til det billede.

Godt nok er der ikke udsigt til at de danske boligpriser vil boble op igen lige med det samme. Boligejerne skæver lige nu mod Frankfurt, hvor den europæiske centralbankchef Jean-Claude Trichet har gjort det klart, at han snart vil sætte renten op efter lang tid på historisk lavt niveau, og den beslutning vil Bernstein følge i Nationalbanken i Havnegade i København.

Men på sigt gentager historien sig gang på gang. Der vil komme nye bobler. Med den viden, de seneste rapporter fra OECD giver, har vi dog et godt udgangspunkt for at tage luften af den næste boligboble allerede nu.

Casper F. Schrøder er redaktør på Mandag Morgen og blogger om finans, økonomi og erhverv på mm.dk