Mens socialminister efter socialminister har efterspurgt mere viden om, hvad der virker på socialområdet, præger den samme tilgang langt fra diskussionerne om asyl, flygtninge og integration. Snarere tværtimod. Når det gælder dansk udlændingepolitik bygger diskussionen stort set kun på hellige køer eller skiftende opfattelser af det politisk korrekte i stedet for på viden om de løsninger, der kan afhjælpe eller mindske problemerne.

Sådan lyder den hårde dom fra to af Danmarks mest indsigtsfulde eksperter på området: Eyvind Vesselbo, der i en årrække har været folketingsmedlem for Venstre og som forsker har gennemført talrige undersøgelser af indvandringen; og Thomas Gammeltoft-Hansen, forskningschef ved det svenske Raoul Wallenberg Institute of Human Rights, der netop har udsendt bogen “Hvordan løser vi flygtningekrisen?”.

”På socialområdet er man heldigvis begyndt at efterspørge løsninger, der bygger på viden om, hvad der virker. Det er et paradoks, at den samme tilgang er helt fraværende, når vi diskuterer asyl, flygtninge og indvandring,” siger Eyvind Veselbo.

I stedet for at diskutere ud fra viden om, hvad der virker, præges diskussionen af en række forudfattede meninger om, hvad der burde kunne virke.

”Jeg håber, at vi kan begynde at diskutere flygtninge i et rum, hvor der er færre hellige køer. Lige nu er diskussionen frosset fast mellem det, der i bedste fald er lappeløsninger, og så kritikken af lappeløsningerne, der alt for ofte begynder og ender med moral, men uden at man fremsætter realistiske forslag, der kan bidrage til løsning af problemerne,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Social kontrol i indvandrermiljøer

Efter års fokus på indvandring og integration fortæller unge indvandrere som f.eks. Ahmad Mahmoud, forfatter til selvbiografien “Sort land – fortællinger fra ghettoen”, eller senest Geeti Amiri i selvbiografien “Glansbilleder” om en opvækst præget af en stenhård social kontrol og en baggrund, hvor mange indvandrergrupper definerer sig i modsætning til danskere.

Der er tale om gribende personlige beretninger, men det er også historier om et problem, som Eyvind Vesselbo nikker genkendende til.

”Vi hører om den sociale kontrol i indvandrermiljøerne igen og igen, og hver gang kommer det som en overraskelse. Men jeg har lavet undersøgelser helt tilbage i 1990’erne, der påviste en omfattende social kontrol. Den har vi indtil nu ikke været i stand til at bryde,” siger han.

Samtidig har både flygtninge og indvandrere med en ikkevestlig baggrund svært ved at finde fodfæste på det danske arbejdsmarked. Det gælder i særlig grad for kvinder med en ikkevestlig baggrund. Kun enkelte årgange har en beskæftigelsesfrekvens på mere end 50 pct. Se figur 1.

”Arbejde er vigtigt, men det er ikke det eneste. Vi må også skabe holdningsændringer i de her familier, og derfor må vi fokusere på skolerne. Og jeg kan ikke forestille mig, at vi kommer nogen vegne, hvis ikke vi vil bruge flere penge på skolerne i ghettoområderne,” siger Ejvind Vesselbo.

Han forestiller sig en indsats med intensiv undervisning af børnene f.eks. med inspiration fra LøkkeFondens DrengeakAdemiet.

”Det nytter ikke, at alt for mange unge drenge ikke kan deres dansk eller matematik. Hvis de føler sig velkomne i skolen og kan se, at de også kan lære noget, så behøver de ikke ende i bander eller i andre subkulturelle miljøer,” siger han.

Handlekraftig symptombehandling

Selv om der er store problemer med både indvandring og integration, fokuserer politikerne lige nu mere på antallet af asylsøgere, end på hvordan man forbedrer integrationen af dem, der har fået opholdstilladelse.

”Man taler hele tiden om faren ude fra, men ikke nok om hvad der skal ske, når de er kommet til Danmark. Vi må have en samlet, national handleplan for integration af de nye. Ellers ender de i de udsatte boligområder, og så kan historien gentage sig,” siger Vesselbo.

Og meget tyder på, at det er lige netop det, der er ved at ske. F.eks. ender flygtninge oftere på offentlig forsørgelse end i et job. Selv efter ti år i Danmark er kun godt fire ud af ti flygtninge på arbejdsmarkedet, og for familiesammenførte er andelen endnu lavere. Se figur 2.

Men der er et problem til.

”Politikerne markerer sig hele tiden med synspunkter, der skal vise befolkningen, at nu gør man noget. Men når man igen og igen siger, at de afviste asylsøgere skal sendes hjem med det samme, og de stadig sidder i nogle centre, så er det med til at øge mistilliden til politikerne,” siger Eyvind Vesselbo.

Der bliver med andre ord lovet mere, end man kan holde. Det gælder ifølge Vesselbo på alle områder af udlændingeområdet. Og det sker på et tidspunkt, hvor den politisk korrekte holdning til udlændingepolitikken er skiftet fra slap til stram. Der skal altså hele tiden strammes mere, og internationale konventioner skal udfordres eller måske lige frem opsiges.

”Man har i mere end 15 år sagt, at hjælpen skal ske i nærområderne og så skåret på bevillingerne til netop nærområderne. Først nu ser det ud som, at det er ved at ske,” siger Eyvind Vesselbo.

Ellers forsøger politikerne at stoppe tilstrømningen af flygtninge med indenrigspolitiske virkemidler som grænsekontrol i stedet for aktivt at forsøge at forebygge den næste bølge.

Måned for måned modtager Danmark langt færre ansøgninger om asyl end sidste år. Fortsætter udviklingen som nu, vil det samlede antal ansøgninger i 2016 lande på omkring 6.000, hvilket er 30 pct. under niveauet fra sidste år.

Allerede i forbindelse med fremlæggelsen af finansloven i august, nedjusterede regeringen på den baggrund forventningerne til, hvor mange asylansøgere der ville komme. Dengang tog statsminister Lars Løkke Rasmussen æren for udviklingen.

”Da mit parti sidst var i regering, kom der omkring 5.000 asylansøgere til Danmark om året. Det steg voldsomt i 2013, 2014 og 2015. Og alene sidste år kom der over 21.000 hertil. Det var alt, alt, alt for mange,” sagde Lars Løkke Rasmussen dengang og tilføjede:

”Derfor greb vi ind. Vi strammede opholdsvilkårene. Vi lavede integrationsydelse. Vi pressede på i EU. Vi satte ind ved grænsen, og nu er politikken heldigvis begyndt at virke.”

Spørgsmålet er imidlertid, hvilken politik der er begyndt at virke. For antallet af asylansøgere er ikke bare faldet i Danmark, men i alle EU-lande. Tal fra FN’s Flygtningehøjkommissariat viser en helt tilsvarende reduktion i, hvor mange asylansøgere der ankommer til Europa. Også her ligger niveauet for 2016 på omkring 20 pct. af sidste år.

”Vores politikere vil gerne fremstå som handlekraftige og leder efter indenrigspolitiske løsninger på det, der i virkeligheden er et globalt problem. Det handler for meget om symptombehandling og noget, der ligner lappeløsninger,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Forebyggelse i Mellemøsten

Den ’handlekraftige’ danske indsats fokuserer f.eks. på grænsekontrol og kun i mindre grad på, hvad der skal til for, at flygtningene ikke begiver sig af sted fra overfyldte lejre i Mellemøsten.

Så længe borgerkrigen fortsætter med en intensitet som nu, vil syriske familier bryde op og flygte til en af de overfyldte flygtningelejre i et af Syriens nabolande. Her driver FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, typisk lejrene, men selvsagt kun så længe der er penge til det. Nu halter finansieringen – igen. UNHCR har ifølge egne oplysninger kun økonomiske midler til lidt under 50 pct. af de budgetterede aktiviteter. Se figur 3.

De først svingende og senere svigtende bevillinger fra FN’s medlemslande var den primære grund til, at millioner af syrere for godt et år siden valgte at forlade lejrene i Tyrkiet, Libanon og Jordan og søge ophold og sikkerhed i EU. Nu kan manglende bevillinger igen sende millioner af flygtninge af sted med kurs mod Europa og dermed også Danmark.

”Danmark og de andre europæiske lande skyder sig selv i foden, hvis ikke der er nok midler til at drive flygtningelejrene for. Næste gang kan der komme endnu flere flygtninge,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

I sin bog “Hvordan løser vi flygtningekrisen?”, der udkom i sidste uge, gør Gammeltoft-Hansen på den baggrund sig til talsmand for en ny dansk strategi for at forebygge nye flygtningestrømme. En strategi, der fremmer løsninger – og ikke holdninger.

”Mine forslag til løsninger udtrykker ikke nødvendigvis noget mere retfærdigt, men i stedet noget mere holdbart. For hvis ikke det er holdbart, så risikerer vi at få langt flere flygtninge,” siger han.

Hans forslag begynder ligesom Vesselbos med kroner og ører og fortsætter med et ønske om at omlægge den måde, verdenssamfundet og FN håndterer flygtningesituationen på. I bogen taler han om et decideret ’paradigmeskifte’, men ikke nok med det, Danmark skal igen tage kvoteflygtninge fra lejrene.

Spørgsmålet om kvoteflygtninge er det måske mest kontroversielle af Gammeltoft-Hansens forslag. Det vender vi tilbage til.

Med sine synspunkter kaster Gammeltoft-Hansen sig med fuld styrke ind i en af de allermest betændte diskussioner i dansk politik. Diskussionen er ikke bare betændt, den bygger også på fastlåste positioner i alle lejre.

Invester i flygtningene lokalt

For Gammeltoft-Hansen at se er flygtningestrømmene først og fremmest et tegn på, at den hidtidige indsats i nærområderne er slået fejl.

”Når der ikke er nok penge, så prioriterer man de akutte behov som f.eks. lejre og nødhjælp, og man får derfor ikke diskuteret, hvordan man skal bruge pengene bedst muligt. Den diskussion skal vi tage, fordi vi i alt for mange år har opsat teltlejre og uddelt madrationer. Men det ender med, at vi bare opbevarer flygtninge på ubestemt tid, og på den måde er vi med til at gøre dem til passive modtagere,” siger Thomas Gammeltoft-Hansen.

Det første skridt handler derfor om flere penge til nærområderne. Her er Danmark godt i gang. Efter flere års besparelser på støtten til nærområderne har statsministeren lovet at tilføre bl.a. UNHCR en milliard kroner ekstra fordelt på 2016 og 2017. Se figur 4.

Løkke Rasmussen fremlagde løftet på et FN-topmøde i september, og pengene skal hentes i regeringens 2025-plan. I forbindelse med de aktuelle finanslovsforhandlinger ønsker Dansk Folkeparti at flytte finansieringen fra den skibbrudne 2025-plan og ind i finansloven for næste år. Ifølge Thomas Gammeltoft-Hansen er det imidlertid ikke nok, at Danmark alene forhøjer sine økonomiske bidrag. Danmark må også arbejde for, at andre lande følger det gode eksempel.

Mange års bolig i en flygtningelejr

Når konflikter som den i Syrien trækker ud i årevis, fortsætter ’opbevaringen’ i lejrene i måske fem eller ti år. I stedet for at bare fortsætte med at uddele madrationer foreslår Gammeltoft-Hansen derfor, at flygtninge får et tilsvarende beløb udbetalt på en form for hævekort, så de selv kan købe de fornødenheder, de ønsker sig. Det sker allerede i nogle lejre, men han mener, at det bør være reglen og ikke undtagelsen.

Med et hævekort i hånden kan flygtninge i højere grad selv bestemme, hvad netop de har brug for lige nu. Samtidig vil deres indkøb kunne hjælpe den lokale økonomi i gang, og resultatet vil blive, at flygtningene i mindre grad belaster det lokale samfund og i stedet bliver en form for ressource.

Det næste skridt bør være at give flygtningene og ikke mindst deres børn bedre livsmuligheder.

”Vi ved, at folk forlader lejrene, hvis ikke de kan se nogen livsmuligheder for dem selv og særligt for deres børn,” siger Gammeltoft-Hansen.

Det indebærer f.eks., at børnene skal kunne gå i skole, men også at flygtningene skal have lov til at arbejde, klare sig selv og komme i behandling, når de bliver syge.

Også her er Danmark godt i gang og bidrager bl.a. til den globale Solutions Alliance. Det er et uformelt netværk med fokus på at kombinere løsninger og udvikling. Netværket blev etableret i København i 2014 og holder nu til i Dansk Flygtningehjælps lokaler i Genève. Store internationale organisationer som f.eks. FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, udviklingsorganisation UNDP og Verdensbanken sidder sammen med det danske udenrigsministerium i bestyrelsen.

Gammeltoft-Hansen mener, at Danmark bør udbygge den type af engagement for at udvikle og udbrede nye, mere holdbare løsninger på flygtningesituationen.

Åbne markeder og kvoteflygtninge

Løsningerne skal i høj grad inkludere de lande, der huser lejrene.

”Vi må spørge f.eks. Libanon og Jordan, hvad der skal til for, at de fortsat holder dørene åbne og ikke prøver at lukke af for flygtningestrømmene,” siger Gammeltoft-Hansen.

Begge lande er små og har skrøbelige økonomier. De har derfor ret begrænsede handlemuligheder og kan f.eks. ikke uden videre åbne deres arbejdsmarkeder for flygtninge uden at skabe spændinger mellem flygtninge og landenes egne borgere. Gammeltoft-Hansen forudser ligefrem, at en åbning af deres arbejdsmarkeder kan føre til ’politisk tumult’.

Der er derfor brug fra, at Danmark som del af det internationale samfund baner vej for andre løsninger, der kan skabe job til flygtningene.

I foråret indgik EU og Jordan en aftale, der åbner EU’s markeder for jordanske varer, mod at jordanske virksomheder beskæftiger flere flygtninge. Den tilgang håber Gammeltoft-Hansen vil brede sig.

Og så er der en ting til. Selv nok så mange penge og nok så gode forslag til, hvordan lejrene skal drives, kan ikke løfte byrden af f.eks. libanesernes skuldre.

Og det er her, kvoterne kommer ind i billedet. Mens Danmark trækker op ad og bevilger flere penge og aktivt arbejder på en nyorientering af indsatsen i lejrene, trækker Danmark ned i diskussionen af kvoteflygtninge. Kort før FN’s flygtningetopmøde i september bebudede Lars Løkke et stop for mere end 25 år politik med en kvote på 500 flygtninge direkte fra en af UNHCR’s lejre.

Den beslutning ærgrer Thomas Gammeltoft-Hansen.

Forud for topmødet foreslog FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, at verdens lande skulle øge deres kvoter, så de til sammen omfatter omkring to millioner flygtninge. Det var i den situation, Danmark sagde stop for flere kvoteflygtninge.

”Jeg ville genindføre og også forhøje kvoten med det samme. Det vil være en meget konkret håndsrækning til lande som f.eks. Libanon. Jeg synes ikke, at vi skal opfatte det som en humanitær gestus, men mere som en måde at vise solidaritet med de lande, som lige nu huser langt de fleste flygtninge,” siger han.

Hans forslag til en nyorientering af indsatsen over for flygtninge er udviklet i dialog med en gruppe af internationale forskere. Den tæller bl.a. amerikanske Thomas Alexander Aleinikoff, der er professor ved Georgetown University Law Center in Washington, D.C., canadiske James C. Hathaway, professor ved Michigan University, og britiske Alexander Betts, professor fra University of Oxford.

LÆS OGSÅ: Eksperter vil stoppe famlen i blinde for milliarder