Merkel har et år til at redde Europa

Når Lars Løkke Rasmussen og de 26 andre stats- og regeringschefer i EU sidst på ugen atter samles omkring deres leder, Tysklands kansler Angela Merkel, i Bruxelles, vil de efter alt at dømme acceptere, at EU går videre med den store samarbejdsaftale med Tyrkiet, som Merkel og den tyrkiske regering fremlagde i sidste uge. Selv om mange af planens elementer møder skarp kritik fra både venstre og højre side i det politiske spektrum, har ingen af Merkels 27 kolleger i Det Europæiske Råd lyst til at afspore den tyske kanslers plan. Ingen af dem har nemlig noget seriøst bud på, hvordan man i fællesskab skal håndtere den historiske flygtninge- og migrantkrise, der truer EU’s fremtid. To af Tysklandes førende europapolitiske eksperter forklarer, hvorfor den tyske kansler pludselig har forvandlet sig fra en blød humanist til en kynisk realpolitiker.
Claus Kragh

”Hun bør måske en gang imellem minde sig selv om at orientere og at lytte. For uanset hvor stærk hun er, og hvor stærkt Tyskland er, kan hun ikke beslutte på vegne af de 27 andre.”

Sådan sagde Kristian Jensen om Tysklands kansler, Angela Merkel, under et besøg i Washington i sidste uge. Danmarks udenrigsminister satte dermed bramfrit ord på, hvad de fleste udenrigsministre og diplomater over hele Europa tænker om den tyske kansler lige nu.

”Hun er blevet beskyldt for at sende en invitation ud til flygtninge over hele verden: ’Kom til Tyskland, du er velkommen her, vi har et hus og et job, og her er dejligt at være’,” uddybede Kristian Jensen, som samtidig hilste Angela Merkels seneste politiske initiativ i forhold til flygtningekrisen velkommen.

”Efter at have været for sent ude med for lidt tager hun nu ansvaret på sig, og jeg synes, at hun gør et rigtig godt stykke arbejde,” sagde Jensen ved et interviewarrangement i tænketanken The German Marshall Fund.

Hvad Angela Merkel og hendes medarbejdere i Kanzleramt i Berlin mener om disse vurderinger fra den danske udenrigsminister, står hen i det uvisse. Til gengæld er der næppe tvivl om, at man deler den grundlæggende analyse: At det er Tyskland, der – uanset om man ønsker det eller ej – de facto varetager det politiske lederskab i Europa – fordi hverken Danmark eller andre EU-lande reelt forsøger at bidrage til at løse EU’s fælles udfordringer i forbindelse med flygtningekrisen.

Det egenrådige tyske lederskab kom til udtryk ved sidste uges topmøde i Bruxelles, hvor Angela Merkel reelt kortsluttede de forberedte beslutninger og fik sine 27 kollegers foreløbige godkendelse af en kontroversiel tysk-tyrkisk plan til den videre håndtering af flygtninge- og migrantkrisen.

Planen har afstedkommet et kor af protester over hele Europa, og det er langtfra givet, at den kan implementeres hurtigt, selv om den, som det ventes, endnu en gang får grønt lys ved denne uges topmøde torsdag og fredag i Bruxelles.

Flygtninge- og menneskeretsorganisationer anklager planen for at underminere asylretten i Europa og for at sælge ud af EU’s værdier, mens højrenationale kredse er stærkt utilfredse med, at EU-landene nu er på vej ind i et tæt og kostbart flygtninge- og migrationspolitisk samarbejde med det muslimske Tyrkiet. Ikke mindst udsigten til visumfri indrejse for 75 millioner tyrkiske statsborgere er en politisk kamel, som mange europæiske politikere har meget lidt lyst til at sluge.

Samtidig skal man ikke kigge længe på et europakort, før det står klart, at flygtninge- og migrantstrømmene hurtigt kan finde nye ruter, hvis det lykkes at lukke ned for trafikken gennem Tyrkiet til Grækenland.

Største krise siden Anden Verdenskrig

Mandag Morgen har bedt to af Tysklands mest anerkendte europapolitiske analytikere om at give deres bud på, hvorfor Angela Merkel, der i de seneste seks måneder er blevet hyldet som den europæiske humanismes ypperste forsvarer, nu pludselig har forvandlet sig til en ganske kynisk realpolitiker. Både Daniela Schwarzer, leder af Berlin-kontoret i tænketanken The German Marshall Fund, og kollegaen Josef Janning i European Council on Foreign Relations i Berlin vurderer, at Merkel har set det kontroversielle udspil sammen med tyrkerne som sin bedste mulighed for at skabe momentum i den fastlåste flygtningekrise. Og dét selv om prisen er store politiske indrømmelser til det stadig mere udemokratiske tyrkiske regime under ledelse af præsident Erdogan og premierminister Davutoglu og deres muslimske folkeparti, AKP.

”Merkel er under kolossalt pres. Tyskland befinder sig i den største krise siden Anden Verdenskrig efter at have modtaget mere end en million flygtninge sidste år. Strømmen skal stoppes, hvis Merkel skal lykkes med det, som jeg tror er hendes overordnede mål: At sikre EU’s overlevelse som et åbent frihandelsområde med liberal indvandringspolitik og som en troværdig global aktør. Derfor var hun tvunget til at handle nu,” siger Daniela Schwarzer.

Den tyske ekspert peger på, at kansleren reelt kun har 12 måneder tilbage af sin regeringsperiode, inden EU’s 2 traditionelle nøglelande, Tyskland og Frankrig, næste forår går ind i valgkampene om den franske præsidentpost og det tyske kanslerembede. Se tekstboks.

12 måneder til politik

Europas politikere har et år til at håndtere de mange aktuelle udfordringer, før både Frankrig og Tyskland går i valgkamp og dermed vil sætte en stopper for større politiske initiativer, formentlig helt frem til januar 2018.

2016:

17. og 18. marts: Nyt topmøde i Bruxelles.

23. juni: Folkeafstemning i Storbritannien om fortsat medlemskab af EU. Samme eftermiddag mødes EU’s stats- og regeringschefer i Bruxelles. Mødet fortsætter 24. juni.

Slutningen af juni: Diplomater forventer et markant og stærkt symbolsk tysk-fransk udspil, der understreger de to landes beslutsomhed i forhold til at styrke EU.

Sommeren 2016: Eurokrisen blusser op igen på grund af krisen i de italienske banker.

September: Valg i de tyske delstater Mecklenburg-Vorpommern, Niedersachsen og Berlin

20. og 21. oktober: Topmøde i Bruxelles

2017:

Foråret: Valg i de tyske delstater Nordrhein-Westfalen, Saarland og Slesvig-Holsten. Tyskland går generelt set i valgmode forud for valget til Forbundsdagen, der skal afholdes senest i oktober.

Marts: Valg i Holland.

23. april og 7. maj: Præsidentvalg i Frankrig i to runder.

”Merkel bryder sig ikke om at styre det hele selv. Men hun føler sig tvunget til at handle, og hun er under tidspres. Tysklands styrke er også en spejling af de andre nationale lederes manglende lyst til at indtage en proaktiv rolle i forhold til EU. Hverken briterne, franskmændene, polakkerne, spanierne eller italienerne tager del i lederskabet af EU,” siger Schwarzer.

På den korte bane har det ifølge Daniela Schwarzer høj prioritet for Merkel at hjælpe særligt Grækenland.

”Flygtningene strømmer ind i landet, og der er ikke længere nogen, der kommer ud. Jeg tror, at Merkel ser en overhængende fare for den græske stats stabilitet. Derfor må der ske noget.”

Merkel gør, hvad Orbán siger

Josef Janning, senior fellow i European Council on Foreign Relations, vurderer, at den tysk-tyrkiske plan, der reelt er forhandlet mellem Berlin og Ankara over flere måneder, i bedst fald kan vise sig at blive en game changer, selv om nogle af elementerne efter hans opfattelse lyder for gode til at være sande.

”Hvis pakken viser sig at være troværdig, kan jeg se, at nogle lande vil bevæge sig i forhold til at tage flygtninge fra Grækenland. Hvis tilstrømningen virkelig stopper, vil man kunne se et perspektiv i at bidrage til at rydde op efter en krisesituation. Men som det er lige nu, er der meget lidt entusiasme. Det er Merkels problem,” siger Janning.

Den tyske ekspert mener i øvrigt, at den tyske kansler nu er i færd med at gøre ting, som tidligere har været foreslået af Ungarns kontroversielle og stærkt indvandrerkritiske premierminister, Viktor Orbán – eksempelvis at flytte asylansøgere, der kommer til EU, og behandlingen af deres sag til flygtningelejre i Tyrkiet.

”Merkel-kritikere finder dette uacceptabelt. Men man kan også vende argumentet om og sige, at Tyrkiet har vist sig at være et sikkert land for de 2,7 millioner syriske flygtninge i landet, og at det i endnu højere grad vil være det, hvis det bliver UNHCR der med EU-støtte og finansiering håndterer situationen. Så længe det modtagende land har kapacitet og vilje til at beskytte flygtningene, vil jeg mene, at flygtningekonventionen er overholdt,” siger Janning.

Den holdning deles absolut ikke af alle. Eksempelvis skriver den franske avis Libération, at Europa har vendt ryggen til asylretten, og at EU er ved at udvikle sig til et såkaldt Fort Europa. Et udtryk, som også det tyske ugeblad Der Spiegel bruger.

Disse indvendinger bider ifølge Josef Janning ikke på den tyske kansler.

”Tyskland og Merkel kæmper for at gennemføre et scenarie, der får Merkel til at ligne en vinder. Her er tallene vigtige. I 2015 modtog Tyskland over en million asylansøgere. Hvis man – som tyrkerne har talt om – kan lande på, at 1.000 syriske flygtninge om dagen flyves til Europa fra Tyrkiet, bliver det samlede tal 365.000 mennesker, hvilket er langt mindre, end Tyskland alene har modtaget i 2015. Det vil være en stor sejr for Merkel,” siger Janning og tilføjer:

”Ikke mindst fordi det er en løsning, hvor man vil skubbe menneskesmuglerne ud af business. Det vil være, hvad ngo’er og menneskeretsforkæmpere har talt for i årevis. Folk vil ikke skulle risikere livet på havet, men vil i sikkerhed kunne flyves fra Tyrkiet til Europa. Og hvis det system kommer til at fungere, vil jeg ikke udelukke, at hollændere, danskere, svenskere og selv Frankrig vil byde ind og sige, at de så også er klar til at tage X-antal flygtninge.”

Endemålet er EU’s overlevelse

Professor Marlene Wind, Københavns Universitet, er enig med de to tyske europaeksperter i, at Merkel nu for alvor har vist sig som en kynisk magtpolitiker.

”Det tysk-tyrkiske udspil er tættere på en forbedring af hele situationen, end vi nogensinde har været. Omvendt er planen fuld af potentielle bomber. Merkel er også realist nok til, at hun ikke er bange for at bøje nogle principper om asylretten. Bag den bløde facade er hun en kynisk magtpolitiker, så det kan godt være, at hun redder Europa, men prisen kan vise sig at blive høj,” siger Wind.

Daniela Schwarzer er enig i, at Merkels aktuelle håndtering af flygtningekrisen skal ses i sammenhæng med hele EU’s overlevelse.

”Det ser ud til, at Europas skæbne som et samlet EU med åbne grænser og en liberal holdning til indvandring er hendes højeste prioritet. Det er hævet over enhver tvivl, at der var mange delbeslutninger i forbindelse med eurokrisen, som kunne have været håndteret klogere, men jeg er ikke i tvivl om, at Merkel er meget optaget af sin opgave som den, der holder sammen på Europa, i en tid, hvor ikke ret mange andre påtager sig det ansvar,” siger Schwarzer.

Hun anser det i øvrigt for at være overvejende sandsynligt, at Merkels parti, CDU, genvinder regeringsmagten i 2017, og at det bliver med Angela Merkel som leder, således at hun får en fjerde periode som kansler.

”Selv om der har været intern kritik af Merkel i CDU, er der ikke nogen reel udfordrer til hendes magt. Vælgernes opbakning til Merkel er fortsat meget høj. Den er uden sammenligning i Europa, og den er også i et historisk perspektiv i forhold til andre tyske kanslere meget høj. Og det midt i den alvorligste politiske krise, vi har oplevet i Tyskland siden Anden Verdenskrig,” siger Schwarzer.

En ny meningsmåling fra sidste uge viste således, at 50 pct. af tyskerne har Merkel som deres foretrukne kansler, og samtidig har regeringspartierne CDU/CSU fastholdt en opbakning fra 35 pct. af vælgerne. Uanset at det indvandrer- og EU-kritiske parti Alternative für Deutschland står til en markant fremgang i disse måneder, er der fortsat meget lang vej, før den aktuelle europapolitiske kurs i regeringskontorerne i Berlin ændres. Merkels kurs støttes reelt af flertallet af CDU/CSU-parlamentarikere, alle SPD’ere og alle De Grønne. Dermed sidder Merkel reelt med en opbakning på godt 500 ud af 630 stemmer i Forbundsdagen. Merkels magt i Tyskland er altså på ingen måde truet, selv om debatten om flygtningene er barsk, og selv om Tyskland oplever historisk mange brandattentater mod asylcentre og anden vold mod udlændinge.

Mens flygtningekrisen i øjeblikket har absolut øverste prioritet for den tyske kansler, har hun også et øje på udviklingen i forhold til Storbritannien, som nu er i fuld gang med debatten om, hvorvidt man skal stemme sig ud af EU den 23. juni. I forhold til denne sag koordinerer man tæt med Frankrig, der kører helt på frihjul i forhold til flygtningekrisen. I både Berlin og Paris er man begyndt at vænne sig til tanken om, at den britiske afstemning meget vel kan ende med en britisk udmeldelse.

Samme dag som den britiske afstemning finder sted, er EU-landene samlet til topmøde i Bruxelles, og i diplomatiske kredse ventes det, at Tyskland og Frankrig – hvis briterne melder sig ud – vil fremsætte et fælles politisk udspil, som understreger, at de to lande fortsat vil drive det EU fremad, som briterne aldrig helhjertet har brudt sig om.

”Det kunne,” som en kilde udtrykker det, ”være i form af en fusion af den franske og den tyske hær eller et andet stærkt symbolsk projekt.”

I Danmark, hvor der i øjeblikket ikke findes et egentligt europapolitisk flertal, for slet ikke at tale om en egentlig europapolitik, lyder den slags som ren science fiction. I Tyskland og Frankrig, derimod, er de politiske eliter helt anderledes overbeviste om, at EU’s forsatte eksistens er en forudsætning for de to landes fortsatte velstand og fredelige sameksistens og for deres muligheder for i fællesskab at præge den fremtidige verdensorden. Og derfor vil Frankrig, selv om man er vrisne over Angela Merkels håndtering af flygtningekrisen, ifølge Josef Janning fra ECFR i Berlin, ikke lægge hindringer i vejen for det kontroversielle samarbejde med Tyrkiet, som hun nu lægger op til.

Omtalte personer

Angela Merkel

Fhv. forbundskansler, Tyskland (CDU)
Fysiker, doktorgrad i kvantekemi

Lars Krarup

Formand, Realdania, formand, Team Danmark
Slagter (1991)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu