Analyse af 
Jens Reiermann
Torben K. Andersen

Mette Frederiksen vil samle magten i Statsministeriet

Dansk politiks nye superduo hedder Mette og Martin. Mette Frederiksen og Martin Rossen. De samler en meget stor del af magten i Statsministeriet. Det får især konsekvenser for Finansministeriet. De aktuelle regeringsforhandlinger har givet en forsmag på, hvad der venter.

Det har længe ligget i kortene.

Hvis Socialdemokratiets Mette Frederiksen bliver landets næste statsminister, bliver der rusket godt og grundigt op blandt embedsmændene på Slotsholmen.

Hun vil have en stærkere styring af både den politiske ideudvikling og af implementeringen. Hun vil styrke Statsministeriets politiske muskler og ønsker at udfordre et bomstærkt korps af embedsmænd.

Blandt overvejelserne i den socialdemokratiske topledelse er der tanker om at placere ansvaret for begge regeringens to mest magtfulde udvalg – koordinationsudvalget og økonomiudvalget – i Statsministeriet.

Det er i disse to udvalg, at de store og tunge sager bliver klappet af. Hvis tankerne bliver realiseret, vil det være en markant nyskabelse og flytte en meget stor del af den økonomiske magt fra Finansministeriet til Statsministeriet. På denne måde sikrer Mette Frederiksen sig muligheden for at have hånd i hanke med de to udvalg.

Mette Frederiksen planlægger ikke bare efter at sidde i denne valgperiode på fire år, men planlægger efter et otteårs perspektiv. Derfor kan de interne strukturreformer i blandt andet Statsministeriet få stor betydning for den politiske ideudvikling, koordinering og implementering på sigt.

Flere kræfter til statsministeriet

Hvordan Mette Frederiksen konkret vil tilføre ministerierne flere politiske muskler og dermed udfordre de partineutrale embedsmænd, ved kun en lille kreds af hendes allernærmeste.

Men tegningen af et stærkt og magtfuld Statsministerium begynder at tage form.

Mette Frederiksen tager ligesom Anders Fogh Rasmussen (V) en drejebog med sig ind i Statsministeriet. Den drejebog, der har fulgt hende, lige siden hun overtog formandsposten for Socialdemokratiet, og hvori hun sammen med partiets inderkreds udarbejdede de temaer og dogmer, som de ville arbejde efter for at sikre en tilbagevenden til magte. Drejebogen rummer blandt andet partiets mål, policy, kendetegn, kommunikation og omdømme.

Hun vil bryde den danske tradition med at have et meget lille Statsministerium. Som led i styrkelsen vil hun opbygge et politisk sekretariat og derudover tage ejerskab til en række udvalgte nøgleområder.  

Blandt de navne, som nævnes som leder af et sådant politisk kraftcenter, står hendes dybt fortrolige rådgiver, stabschefen Martin Rossen, øverst på listen. Det nære forhold mellem de to blev understreget på valgnatten, hvor Mette Frederiksen i sin sejrstale fremhævede og takkede Rossen som den eneste ved navns nævnelse – ud over sin forlovede, Bo.

Tanken er, at Martin Rossen sammen med en lille gruppe håndplukkede og handlekraftige embedsmænd skal få politikken ud over rampen og sikre en bedre koordinering af regeringens politik på tværs af ministerierne.

Et politisk sekretariat i Statsministeriet vil udfordre embedsmændene og det traditionelle hierarki med Christian Kettel Thomsen som topfigur og kan føre til skarpe konflikter. Den neutrale og meget erfarne embedsmand Christian Kettel Thomsen skal kunne arbejde meget tæt sammen med partisoldaten, strategen og analytikeren Martin Rossen. 

Det bliver næppe helt let.

Magtkamp bag Statsministeriets døre

En stærkere politisk styring af Statsministeriet har også sat gang i spekulationerne om, hvorvidt den erfarne konge af embedsværket, den 60-årige Christian Kettel Thomsen, vil fortsætte som departementschef, eller om der for første gang i ni år skal findes en ny topchef til ministeriet i Prins Jørgens Gård.

Nu er der ikke tradition for at fyre departementschefer i Statsministeriet efter et valg. Det eneste eksempel er Peter Wiese, der var departementschef under den konservative Poul Schlüter. Wiese fik i 1993 kritik i Tamil-rapporten og fratrådte, umiddelbart efter at Poul Schlüter trådte tilbage. I stedet hev Poul Nyrup Rasmussen (S) så Udenrigsministeriets direktør, Ulrik Federspiel, ind i Prins Jørgens Gård som sin departementschef.

Erfaringerne fra Mette Frederiksens tid som først beskæftigelsesminister og siden justitsminister i perioden 2011-2015 har dog vist, at embedsmændene gør klogt i at kigge sig en ekstra gang over skulderen.

Mens hun var beskæftigelsesminister, forlod fire topembedsmænd deres poster. En af dem var den mangeårige departementschef Bo Smith.

Der gik også kun få dage, fra Mette Frederiksen blev justitsminister, til departementschef Anne Kristine Axelsson blev sendt på ferie med besked om, at hun blev forflyttet til Kirkeministeriet, når hun kom tilbage. Det var tilsyneladende et krav, Mette Frederiksen havde stillet på et dramatisk nattemøde i Statsministeriet for at sige ja til jobbet.

”Hun havde én ufravigelig betingelse, hvis hun skulle sætte sig i Justitsministeriet; hun nægtede at sidde der med Anne Kristine Axelsson,” som forfatter og journalist Henrik Qvortrup skriver i sin bog ’Tre år, ni måneder, tre dage’ om perioden under Thorning-regeringen.

Fyringen handlede først og fremmest om ministeriets nødløgn for aflysningen af Pia Kjærsgaards besøg på Christiania – sagen, der førte til Mortens Bødskovs fald. Men det var også Anne Kristine Axelsson – og Christian Kettel Thomsen – som tilbage i 2011 gav Henrik Sass Larsen besked om, at han ikke kunne sikkerhedsgodkendes og dermed blive finansminister.

En gave til Mette F.

Set i det lys kan Martin Præstegaards exit som departementschef i Finansministeriet betegnes som en gave for Mette Frederiksen og hendes måske kommende hold af ministre.

Nu slipper hun for det, der kunne blive en åben konflikt med en ellers stærk og magtfuld departementschef.

Mette Frederiksen og Socialdemokratiet har nemlig ikke glemt, hvordan Martin Præstegaard overraskende gik i rette med partiets kritik af ministeriets nuværende regnemetoder sidste år. En kritik, han i et interview i Politiken betegnede som usaglig, med henvisning til at Socialdemokratiet og flere partier i rød blok mener, at ministeriets regnemetoder glemmer at tage højde for effekterne af investeringer i for eksempel velfærd og fokuserer mere på de positive effekter ved skattelettelser.

”Jeg har selv haft mine kampe med Finansministeriet. Ministeriet holdt fast i, at det var bedre for økonomien, hvis de unge på kontanthjælp kom i job som ufaglærte, for dermed ville de udvide arbejdsudbuddet, og det gav mening i deres regnemodeller. Jeg mente, det var vigtigt, at de unge blev uddannet og fik bedre kvalifikationer. Det kunne regnemaskinen i Finansministeriet ikke tage højde for, og det dur ikke,” siger hun i bogen: ”Mette Frederiksen. Et politisk portræt” skrevet af journalisten og forfatteren Thomas Larsen.

Finansministeriets øverste embedsmand, Martin Præstegaard, har netop stået som garanten for velfærdsreformer, der skulle øge arbejdsudbuddet. Mette Frederiksens fokus ligger et helt andet sted. Hun satser på såkaldte andengenerationsreformer. Hun vil styrke folks kompetencer og dermed klæde dem bedre på til fremtidens arbejdsmarked.

Nu valgte Martin Præstegaard at stoppe som topchef i Finansministeriet for i stedet at indtræde i ATP’s koncernledelse som viceadministrerende direktør og finansdirektør.

Hvorvidt Martin Præstegaard bliver den eneste departementschef, som skifter job i løbet af det næste halve eller hele år, kan kun fremtiden vise.

En af de kandidater, der bliver nævnt som et varmt emne til at blive departementschef i Finansministeriet – eller Statsministeriet på sigt – er Peter Stensgaard Mørch, Mette Frederiksens tidligere departementschef i Beskæftigelsesministeriet, hvor de to havde et tæt og tillidsfuldt samarbejde. Han er i dag administrerende direktør i Københavns Kommunes økonomiforvaltning.

Embedsmandsfri zone

Det er også værd at bemærke, at de aktuelle regeringsforhandlinger bag de lukkede egetræsdøre til Landstingssalen på Christiansborg indtil nu er foregået i en nærmest embedsmandsfri zone.

Det er anderledes, end da for eksempel Helle Thorning-Schmidt i 2011 sad oppe i det berømte sorte tårn på Hotel Crown Plaza på Amager for at danne sin regering. Her spillede Christian Kettel Thomsen en langt mere aktiv rolle stort set fra dag et og fungerede som en slags forbindelsesofficer til de andre ministerier.

Det kan da også virke overraskende, at der endnu ikke er sendt byger af krav om notater og økonomiske beregninger afsted fra regeringsforhandlingerne i Landstingssalen til de enkelte ministerier. Det har undret flere embedsmænd.

De kommende dage og uger vil vise, hvordan Mette Frederiksen vil sikre større politisk styring i ministerierne. Men som hun selv formulerede det i bogen ’Mette F.’ af Bent Winther og Peter Burhøi fra 2016:

”Der er nogle mangler i den måde, systemet er indrettet på. Derfor gør vi os selvfølgelig tanker om, hvordan vi – hvis vælgerne på et tidspunkt betror os ansvaret for at lede landet – kan indrette det bedre.”

Omtalte personer

Morten Bødskov

Erhvervsminister, MF (S)
BA i samfundsfag (Aalborg Uni. 1994)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Pia Kjærsgaard

MF (DF), fhv. formand for Folketinget, fhv. partiformand, DF
kontor (Købmandsskolen København, 1965)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu