Mens danske socialdemokrater for tiden synes at have svært ved at bevare troen på den danske arbejdsmarkedsmodel, forholder det sig helt anderledes hos en af de yngre socialdemokratiske ledere, der står på spring til en ledende rolle i Tyskland og Europa i de kommende år.

Jörg Asmussen er 48 år og født og opvokset i Flensborg. I øjeblikket er han en magtfuld statssekretær i det tyske Forbundsministerium for Beskæftigelse og Sociale anliggender, men han er samtidig en af kansler Angela Merkel og finansminister Wolfgang Schäubles mest betroede medarbejdere. Derfor anses han i Tyskland som en af fremtidens toppolitikere. Asmussen er en endog meget varm fortaler for det flexicuritybegreb, som den danske model er kendt under udenfor landets grænser.

”Det er en model for hele Europas sociale model. Flexicurity er et koncept for Europas samfundsmodel i allerbredeste forstand, fordi det bygger bro mellem individets behov for sikkerhed og samfundets behov for dynamik,” siger Asmussen, der i forbindelse med et besøg i København over for Mandag Morgen har indvilliget i at give sine bud på, hvor det europæiske samarbejde bør bevæge sig hen i de kommende år.

Asmussen er uddannet økonom og har en karriere på 15 år bag sig i det tyske finansministerium, hvor han fra 2008 til 2011 var såkaldt statssekretær – altså en politisk udpeget topembedsmand med ansvar for bl.a. finansiel regulering og europæisk politik. Se tekstboks. Asmussen var i disse år en af nøglepersonerne i Tysklands håndtering af finanskrisen, og han sad i årene 2012 og 2013 i Den Europæiske Centralbanks seksmands topledelse, inden han trådte ind i Merkels brede koalitionsregering mellem konservative og socialdemokrater i december 2013.

Jörg Asmussen er efter eget udsagn først og fremmest europæer, og man skal ikke tale med ham i mange minutter, før det står klart, at man sidder over for en mand, der tillader sig at have politiske visioner og planer langt ud over, hvad en statssekretær i det tyske arbejdsministerium normalt ville udtale sig til en journalist om.

”Jeg er en embedsmand. Jeg er ikke en politiker. Jeg er teknokrat. Min officielle status er, at jeg er en politisk embedsmand, selvom det måske lyder selvmodsigende,” siger Asmussen og smiler skælmsk.

I Tyskland er man ikke i tvivl om, at Asmussens opsigtsvækkende skifte ECB, hvor han sad i en magtfuld stilling på en otteårig kontrakt, til posten i Arbejds- og Socialministeriet reelt er indledningen på en fuldtonet politisk karriere. Selv siger Asmussen, at det handlede om, at han ville bo i Berlin sammen med sin familie i stedet for at pendle mellem Frankfurt og Berlin. Hustruen har fuldtidsarbejde i kommunikationsbranchen, og sammen har de to yngre døtre.

”Nogle ser mig som en rollemodel. Andre forstår ikke min beslutning. Sådan er det,” siger han.

Bundlinjen er, at Asmussen nu igen er tæt på Merkel og Schäuble i Berlin.

Meget mere EU

Den tyske socialdemokrat slår over for Mandag Morgen fast, at han ikke ser noget alternativ til en omfattende videre integration i eurozonen, både når det gælder fælles finanspolitik, et særligt eurozoneparlament og indførelse af en skat på finansielle transaktioner. Samtidig er Asmussen tilhænger af en harmonisering af de social- og arbejdsmarkedsydelser, som flexicuritymodellen bygger på. Se tekstboks.

Disse visioner er så vidtgående, at formentlig hverken statsminister Helle Thorning-Schmidt eller Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen, der begge er erklærede tilhængere af dansk indtræden i euroen, ville bryde sig om at formulere dem offentligt. Men for Jörg Asmussen er de logiske konsekvenser af de svagheder i hele eurokonstruktionen og det europæiske samarbejde, som finanskrisen blotlagde.

”Vi befinder os ved en korsvej i det europæiske samarbejde. Der er to retninger, vi kan tage. Vi bør have en åben debat om, hvor vi skal hen. Min holdning er, at vi skal integrere mere, fordi det er den eneste måde, hvorpå vi kan have den velstand, frihed og sikkerhed, vi har i dag. Hvis man ikke vil gå den vej, går man i retning af desintegration, mindre Europa,” siger Jörg Asmussen og tilføjer:

”Vi skal lave en finanspolitisk union. Når man gør det, må man også lave en politisk union. For den gamle sætning ”No taxation without representation” er jo stadig gældende.”

Ifølge førende tyske medier er den 48-årige Asmussen angiveligt så tæt på Tysklands kansler, Angela Merkel, at det var hende, der pålagde sin konservative partifælle Wolfgang Schäuble at beholde socialdemokraten Asmussen på nøgleposten i finansministeriet, da Schäuble i 2009 overtog ministeriet efter sin socialdemokratiske forgænger.

Samtidig fungerer Jörg Asmussen ifølge seriøse tyske medier som en uofficiel budbringer mellem Angela Merkel og den græske premierminister Alexis Tsipras under den aktuelle armlægning mellem den græske regering og de øvrige regeringer i eurozonen. Over for Mandag Morgen afviser Asmussen, at han er budbringer mellem regeringer, men tilføjer samtidig, at han kender Tsipras rigtig godt fra sin tid i Den Europæiske Centralbank.

”ECB interesserer sig meget for at have gode forbindelser til ledende oppositionspolitikere i eurolandene,” siger Asmussen og tilføjer, at hans ”basisscenarium er, at Grækenland forbliver i eurozonen, men at Grækenland må gøre mere.”

Man fornemmer klart, at Asmussen er helt up to date med udviklingen i den tysk-græske eurostrid, og at han er på nippet til med sine udtalelser at forråde den officielle tyske forhandlingsposition. Den går ud på, at Grækenland skal leve op til indgåede aftaler, og at eurozonen godt kan overleve uden Grækenland. Men Asmussen har ikke sagt mere, end han kan tillade sig, og så må det være op til andre at konkludere, at Tyskland ikke under nogen omstændigheder ønsker, at Grækenland forlader euroen. Ikke for Grækenlands skyld, men for euroens og Europas skyld, fordi en såkaldt Grexit vil kunne danne præcedens for, at et EU-lands tilslutning til euroen ikke er irreversibel.

Rundet af Jerntæppet og Balkan

Jörg Asmussen vender flere gange under samtalen tilbage til sin opvækst i Flensborg i en grænseegn, hvor folk taler både tysk og dansk, og hvor de nationale mindretal på begge sider af grænsen har vidtstrakte rettigheder i henseende til at åbne skoler og på anden vis dyrke deres nationale tilhørsforhold.

”Jeg troede, at det var normalen. Og det var først, da jeg blev voksen, at det gik op for mig, at sådan var det bestemt ikke andre steder i Europa,” siger Jörg Asmussen.

Han betegner Jerntæppets fald og krigene på Balkan i 1990’erne som de begivenheder, der har grundlagt hans stålsatte europæiske engagement. I begyndelsen af 1990’erne studerede han ved universitet i Milano i Norditalien, hvor krigen mellem kroater og serbere var allermest blodig og på ydmygende vis udstillede EU’s militære impotens.

Asmussens karrieremæssige rejse fra opvæksten i Flensborg til den magtfulde position som medlem af Den Europæiske Centralbanks topledelse i Frankfurt er i sig selv et billede på det skifte, der i disse år sker i tysk økonomisk politik. Asmussen blev således i efteråret 2011 udpeget til ECB’s topledelse, da ECB’s daværende cheføkonom, Jürgen Stark, valgte pludseligt at opsige sin stilling, formentlig i protest mod den opblødning – eller ’europæisering’, om man vil – af pengepolitikken i ECB, som man siden har set. Netop i disse måneder i efteråret 2011 var eurokrisen på sit højeste, og der var en overhængende fare for, at den fælles europæiske mønt ville bryde sammen. Asmussen selv betegner sine to år i ECB som interessante og krævende.

”Det ene øjeblik bliver man hårdt kritiseret i Tyskland for at gøre for meget. Og i næste øjeblik bliver man kritiseret i Italien og Spanien for at gøre for lidt. Hvad er svaret, der gælder både fra Finland til Portugal og fra Irland til Cypern? Det var det, jeg så godt kunne lide ved ECB: At man forsøger at finde et svar, der passer hele eurozonen,” siger Jörg Asmussen.

Når det gælder fremtidig vækst og beskæftigelse i EU og eurozonen, fremhæver Jörg Asmussen både øgede investeringer i Tyskland og på EU-plan og så mere diffuse strukturelle eller kulturelle reformer.

Ifølge Asmussen er der i Tyskland i dag bred accept af, at man bør investere flere offentlige midler i infrastruktur med særligt fokus på energi, trafik og IT – på samme måde som EU-Kommissionen i øjeblikket er i færd med at forsøge at mobilisere op imod 2.250 milliarder kr. Ifølge Asmussen er den tyske økonomi så stærk, at man i 2016, 2017 og 2018 vil kunne bruge 75 mia. euro – knap 560 mia. kr. – om året på offentlige investeringer.

”Flere investeringer i Tyskland vil være godt for Tyskland. Og for Europa, fordi det hjælper os med at stabilisere vores vækstpotentiale. Vi er i en situation, hvor befolkningerne lever længere, og hvor vi har behov for at sikre arbejdsudbuddet. Vi skal have mere kvalificeret indvandring, og vi skal have kapitalbasen udvidet,” siger Asmussen og understreger, at hans grundholdning er, at man holder de offentlige finanser i balance, således at man har mulighed for at stimulere med kontracyklisk finanspolitik i en reel recession.

Med andre ord mener han, at EU-landene bør lægge penge til side på statsbudgettet, når det går godt, penge, som så kan bruges til at afbøde de negative effekter i eventuelle nedgangstider. Det skal være med til at sikre, at ingen generationer favoriseres frem for andre.

”I normale tider bør man køre med et budget i balance, ellers skaber man uretfærdighed generationerne imellem,” siger han.

Broer af solidaritet

Både solidariteten mellem generationerne, mellem nord og syd i Europa og dybest set mellem arbejdsgivere og lønmodtagere ligger Jörg Asmussen meget på sinde.

”Økonomisk dynamik plus social sikkerhed er kernen i Europas sociale model. Det er stadig ikke alle arbejdsgivere, der har købt disse argumenter. Men hvis der er noget, Tyskland og de skandinaviske lande er fælles om, så er det visheden om værdien af et socialt partnerskab mellem lønmodtagere og arbejdsgivere. Hvis vi skal gøre noget ved den høje ungdomsarbejdsløshed i lande som Spanien og Grækenland, bliver vi nødt til at have et velfungerende socialt partnerskab i de lande,” siger Jörg Asmussen, som i det hele taget er meget optaget af nord-syd-relationerne internt i Europa.

”For 10 år siden handlede rigtig meget om øst-vest-relationerne mellem det nye og det gamle Europa. Det hører man intet om længere. I dag er den vigtigste udfordring at bygge bro mellem nord og syd i Europa.”

Når det gælder erhvervs- og vækstpolitikken, er Asmussen ikke i tvivl om, at EU’s energiunion er et centralt projekt. Det er der efter hans opfattelse mindst tre grunde til: For det første er det et politikområde, hvor EU-landene kan gå langt i den yderligere integration uden at ændre på EU’s traktatgrundlag. For det andet er klima, miljø og energipolitik områder, hvor klare flertal blandt borgerne bakker om mere fælles europæiske politik. Og endelig har omstillingen til en renere, mere bæredygtig og i det lange løb billigere energiforsyning afgørende betydning for Europas langsigtede vækstpotentiale.

”I dag ser vi, at flere investeringsbeslutninger bliver truffet på baggrund af overvejelser i forhold til energipriserne og ikke i så høj grad i forhold til overvejelser vedrørende lønomkostningerne. Det skyldes, at energiomkostningerne ved at drive forretning i de senere år er vokset, mens lønomkostningerne er faldet,” siger Asmussen og fortsætter:

”Det er her, energiunionen kommer ind i billedet. Vi har i dag ikke et fælles marked for energi, og dette hindrer os i mange ting. Hvad er den første ting, der falder en ind, når man tænker fremtidig vækst i Grækenland? Solenergi, det er helt oplagt. Men hvis man producerer solenergi i Grækenland, så har vi ikke det net, der skal til for at bringe energien frem til de produktionscentre i Europa, hvor der er brug for energien. Derfor bør vi have sammenhængende energinet i Europa. Det vil også gøre os langt bedre rustede til håndtere volatiliteten i produktionen af vedvarende energi,” siger Jörg Asmussen.

Moralsk imperativ

Mens Asmussen i dag betegner integrationsplanerne for arbejdsmarkederne i eurozonen som sin politiske prioritet sammen med en pensionsreform internt i Tyskland, har hans årelange erfaringer med bestræbelserne mærket ham dybt. Det skinner ikke mindst igennem, når talen falder på den såkaldte finansielle transaktionsskat, som den europæiske finanssektor kæmper så hårdt imod.

Mens den danske regering har meddelt, at man ikke vil indføre en sådan skat, står Asmussen fast på, at en sådan skat er en nødvendighed. Det samme gjorde Angela Merkel under sit besøg i København i slutningen af april, hvor statsminister Helle Thorning-Schmidt åbnede for, at Danmark vil følge arbejdet med finansskatten i den kreds af 11 eurolande, som arbejder på at indføre den.

”Vi ønsker en finansiel transaktionsskat. Det mener begge koalitionspartnere (Socialdemokrater og konservative i Tyskland, red.). Det handler om, at den finansielle industri skal bære sin del af byrden efter finanskrisen. Det er et moralsk imperativ. Derfor ønsker vi en finansiel transaktionsskat, som efter min mening skal fungere med en bred beskatningsbase og relativt lave skattesatser,” siger Jörg Asmussen.