TV 2 er ved at få sig en god tradition for at producere opsigtsvækkende dokumentarudsendelser. ”Moskeerne bag sløret” er stadig referencen, når debatten handler om integration, parallelsamfund og religiøs undertrykkelse. ”Er det sådan at være dansk?” er en anden kontroversiel TV 2-dokumentar, som netop er blevet sendt. Her efterprøves de nye sprogpraktikforløb, som blev resultatet af en store trepartsaftale om integration indgået sidste år.

Det skal siges, at tv-udsendelsen kun berørte en del af den store trepartsaftales indsats, men den satte fingeren på det allermest ømme punkt. Hvordan motiveres flygtningene til at tage et arbejde? Og hvis de rent ud sagt ikke vil, fordi jobbets indhold er ufaglært, fordi det udfordrer deres familiemønster og kultur eller lignende, hvad skal så være den ultimative konsekvens? Det er det rigtigt gode moralske spørgsmål.

Regeringens mål er, at halvdelen af de 50.000 flygtninge, der er kommet til Danmark de seneste fem år, skal være selvforsørgende, inden der er gået tre år. I dokumentaren “Er det sådan man bliver dansk?” følger TV 2 tre praktikforløb for at se, hvordan flygtningenes første møde med det danske arbejdsmarked går for sig. Hvis man skal sige det diplomatisk, så er resultatet meget blandet. Hvis man skal sige det mindre diplomatisk, så viser tv-programmet helt råt, at modellen har fejlet, og kommunernes opfølgning, når det gælder om at sanktionere manglende engagement, manglende deltagelse og regulært manglende fremmøde hos de jobanviste flygtninge, ligeså.

Udsendelsen viste både de positive og negative eksempler, men det, der står tilbage, det er et billede af, at de involverede flygtninge enten kommer hertil med den holdning, at de for alt i verden vil være selvforsørgende og ikke ligge det danske samfund til last, men at der til gengæld også er en andel af dem, som vi på ingen måde har fået forklaret, hvad vores samfundsmodel bygger på af rettigheder og pligter, og at Danmark ikke er et konsekvensløst forsørgersamfund.

Vi ser i udsendelsen kommunernes integrationskonsulenter være curlingforældre for flygtninge, der enten ikke møder op til tiden på en arbejdsplads eller forstår det mindste af, at man ikke bare går hjem, når man sådan føler for det og har lyst til det.

I oplægget til udsendelsen så det lidt ud, som om det journalistisk skulle afprøves, om virksomhederne i virkeligheden sagde ja til at have flygtninge i praktik som billig arbejdskraft. Når man til gengæld så, hvad i dette tilfælde særligt Dansk Supermarked bruger af kræfter på ordningen, så ligner det mere social ansvarlighed og måske et behov for at kunne rekruttere nye medarbejdere, end det lignede udnyttelse.

I årevis har det været forsøgt at få flere flygtninge i arbejde. For bare et år siden var det kun cirka tre procent af flygtningene, der blev vurderet i stand til at gå ud og tage et arbejde her og nu. Nu bliver hver anden flygtning eller familiesammenført erklæret jobparat ude i kommunerne.

Med aftalen slækkede man blandt andet på kravet om, at man som flygtning skal kunne tale og skrive ansøgninger på dansk. Nu handler en ny strategi om at få flygtningene hurtigst muligt ud på arbejdsmarkedet og i gang med at lære dansk sprog via samværet med kolleger på jobbet.

Dokumentaren viste med al tydelighed, at ordningen ikke virker, hvis der ikke er et job at få i den anden ende af praktikken, og hvis den enkelte flygtning ikke har den indstilling virkelig at ville have et job og netop ikke være på offentlig forsørgelse. At virksomhederne ikke kan love jobs til alle efter praktiktiden, det har været klart fra starten.

Hos Dansk Supermarked har godt 800 flygtninge været tilmeldt sprogpraktik. 300 er aldrig dukket op – eller er droppet ud inden for den første måned. 32 er blevet ansat. 10 er begyndt i et toårigt uddannelsesforløb, som også var en del af trepartsaftalen, mens 60 er blevet ansat i småjobs nogle få timer om ugen.

Tager man tv-udsendelsen for gode vare, og har den en rigtig afbalancering, hvad man ikke kan vide noget om, så er det helt nødvendigt, at kommunerne hurtigst muligt får strammet op. En ubegribelig stor andel af flygtningene dukkede aldrig op hos de virksomheder, de havde aftaler med, selv om de var blevet vurderet som jobparate og havde fået orientering om vilkår og konsekvenser af ikke at møde frem. En alt for stor andel udviste en attitude, der må få enhver almindelig hårdtarbejdende Bilka-medarbejder, håndværker, pædagog eller slagterimedarbejder, der betaler sin skat, til at blive aldeles rasende og sætte politisk spørgsmålstegn ved, hvad vi egentlig bruger pengene på på integrationsområdet.

Fra kommunens side så der ud til at blive investeret enorme ressourcer i at holde i hånd og være hjælpere ude i virksomhederne, og fra virksomhedernes side synes der også at blive brugt mange kræfter og meget energi på at få flygtningene til at forstå helt simple regler for, hvordan man opfører sig på en dansk arbejdsplads, og hvad der skal til, når man har et job i det hele taget. Demotivationen og den markante protest med fødderne over typen af jobtilbud lyste ud af alt for mange af tv-udsendelsens medvirkende. Og en manglende konsekvens af den dårlige opførsel gør kun ondt værre. Hvis kun en mikroskopisk del af udeblivelser eller manglende deltagelse sanktioneres af kommunen med tilbageholdelse af offentlige ydelser til den enkelte flygtning, så hopper kæden jo helt af i integrationsdebatten igen.