James J. Heckman har indflydelse som meget få andre økonomer. Han har modtaget Nobelprisen og bliver opfattet som en af fagets virkelige stjerner. Anseelsen har han vundet på forskning, der helt entydigt viser, at en indsats over for udsatte børn, før de kommer i skole, er det helt afgørende redskab til at gøre op med ulighed i voksenlivet.

I stedet for omfordeling eller “re-distribution” af de økonomiske ressourcer i voksenlivet, vil han langt hellere tale om “præ-distribution”. Det indebærer, at der helt tidligt i et barns liv tilføres ressourcer til dets udvikling.

“Det, der sker, i årene før børnene kommer i skole, er meget, meget vigtigt. De år udgør et “window of opportunity”, som må udnyttes,” siger den amerikanske professor.

Her nytter det ikke at skrue op for omfordelingen og overføre flere penge til de udsatte familier.

“Mangelvaren er kun meget sjældent penge. Det handler langt mere om evnen og kompetencerne til at være forældre,” siger Heckman.

Investering i de gode liv

Den amerikanske topøkonom anvender erfaringer fra en stribe amerikanske projekter, der udnytter de indsatsmuligheder, som han finder i de helt små børns liv.

Det er sin sag at vurdere effekten af indsatser, som sker tidligt i børns liv, fordi den afgørende effekt først viser sig mange år efter, dvs. når deltagerne bliver voksne. Derfor henviser Heckman gang på gang til det såkaldte Perry Preschool Project, der fandt sted i midten af 1960’erne.

Projektet tiltrækker sig Heckmans interesse, fordi forskere har fulgt projektdeltagerne, helt frem til de fyldte 40 år, og i al den tid har de målt effekten på deltagerne i forhold til en kontrolgruppe, som ikke deltog i projektet.

Resultaterne er markante. De, der som børn deltog i projektet, tjener som voksne mere, ejer oftere deres egen bolig og har ikke i samme grad modtaget overførsler fra det offentlige i løbet af deres liv.

I det endelige regnestykke er det særligt afgørende, at deltagerne også i langt mindre grad begår kriminalitet end personerne i kontrolgruppen. Investeringen i en tidlig indsats over for de 3- og 4-årige udsatte børn på Perry Preschool betaler sig næsten 13 gange tilbage.

Småbørn leger sig til læring

De resultater er i sig selv meget overbevisende. Men det særligt interessante er, som Heckman fremhæver, hvad de små børn i Preschool-projektet så lærte.

“Læringen handlede først og fremmest om børnenes ikke-kognitive færdigheder. De legede, og de lærte at planlægge, udføre og evaluere deres aktiviteter,” siger Heckman.

Han understreger, at aktiviteterne var tilpasset børnenes alder, men også at børnene netop ikke blev sat på skolebænken for at lære alfabetet, den lille tabel eller andre af de klassiske kognitive færdigheder.

“De ikke-kognitive færdigheder er meget vigtige. Det er jo nærmest common sense, men børn skal for eksempel kunne koncentrere sig, de skal kunne holde ved, og de skal have selvkontrol. Det er alt sammen vigtige, personlige eller sociale kompetencer, som vi skal stimulere,” siger han.

James J. Heckman har en længere liste over de ikke-kognitive færdigheder, som udsatte børn typisk mangler – færdigheder, som han i sin seneste bog, “Giving Kids a Fair Chance”, også betegner som socioemotionelle. Børnene har f.eks. svært ved at planlægge og aftale lege med andre børn, og de kan ikke udføre legene. De har svært ved at holde fast og være vedholdende, de mangler evnen til at koncentrere sig og ikke mindst udvise selvkontrol. En af grundene til, at børnene ikke har udviklet de færdigheder, er, at deres forældre heller ikke har dem. Derfor handlede Preschool-projektet også om at træne forældrene hjemme, så de både forstod de forløb, deres børn deltog i, og var i stand til at støtte dem.

“Vi skal lære forældrene, hvor vigtig deres opbakning til børnenes læring er. De skal være med til at skabe et miljø hjemme, så børn kan deltage i den læring, de senere vil modtage i skolen,” siger Heckman.

Dansk uvidenhed

Børnene i Preschool-projektet legede sig til de færdigheder, deres forældre ikke havde kunnet give dem. De gik til “træning” 2,5 time om dagen, langt kortere tid, end danske børn på 3 eller 4 år hver dag bruger i deres børnehave.

[graph title="Danmark investerer sent i børns udvikling" caption="Figur 3  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/02/9aeef-jre_fig03_danmark-investerer-sent-i-borns-udvikling_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/748e8-jre_fig03_danmark-investerer-sent-i-borns-udvikling_0.png" text="Danmark investerer mere i børn, mens de går i skole end i 0-6- årsalderen, hvor investeringerne ifølge James Heckman har størst effekt."]Kilde: DREAM’s langsigtede økonomiske fremskrivning, 2013. [/graph]

Danmark investerer altså allerede i børnene og også lige så tidligt som i Heckmans projekt. Men når en forsker som Michael Rosholm kan spore store forskelle mellem børn fra udsatte og børn fra mere privilegerede familier, så er der god grund til at undersøge de tilbud, børnene modtager i de danske børnehaver, mener han.

“Vi ved ikke, om vi kan få lige så store afkast som i de amerikanske forsøg, men jeg synes, vi bør undersøge indholdet i børnenes hverdag. Og så synes jeg også, vi må undersøge, om vi bruger vores penge rigtigt. I Danmark investerer vi mere og mere i børn, jo ældre de bliver,” siger Michael Rosholm.

Den hidtil mest præcise opgørelse over de danske investeringer i børn og unges liv op til 25-årsalderen viser, at Danmark bruger flere offentlige penge på børn i skolealderen end på vuggestue- og børnehavebørn. Se figur 3.

Oplysninger fra Økonomi- og Indenrigsministeriets database over de kommunale nøgletal viser således, at kommunernes pasningsudgifter til børn op til 10-årsalderen er på 43.500 kr. pr. barn, mens udgifterne til undervisning for de 7-16 årige er på 66.000 kr. i gennemsnit. Som samfund investerer vi altså markant mindre i vores børn i de år af deres liv, hvor Heckman påviser, at investeringerne har den største effekt på deres liv og det største økonomiske afkast for samfundet.