Der er noget meget symbolsk i, at det var amerikanerne og ikke europæerne, der for nylig afslørede den store tyske VW-koncerns svindel med test af dieselbilers udledning af sundhedsskadelige partikler. Rollerne i den globale kamp for bedre miljøbeskyttelse og reduktion af klimaskadelige drivhusgasser er nemlig skiftet tilsvarende, således at USA under præsident Barack Obamas ledelse i dag fremstår som den globale leder på et klimaområde, hvor supermagten ellers har optrådt egensindigt og arrogant.

Omvendt står det lige så klart, at Europa med Tysklands kansler, Angela Merkel, er slået ind på en miljø- og klimapolitisk linje, der er præget af det, man kan kalde den grønne realisme. Europa er fortsat væsentligt foran USA, når det gælder reduktionen i udledningerne af drivhusgasser, men når det drejer sig om de store nye landvindinger i den grønne omstilling af verdensøkonomien, så er det fra USA, det nye momentum kommer. Men det passer formentlig den tyske kansler ganske godt. Tyskland befinder sig lige nu i en overgangsfase, hvor man på grund af den i 2011-besluttede udfasning af atomkraften har mere end rigelig at se til med at indfri de løfter om reduktioner af CO2-udledninger, som man allerede har afgivet i EU- og FN-sammenhæng.

Den amerikanske præsidents stærke klimapolitiske lederskab lover godt for det globale klimatopmøde COP21 i Paris til december. Ganske vist er det langtfra givet, at topmødet vil føre til de CO2-reduktioner, der er nødvendige for at holde den globale opvarmning under to grader celsius. Men til gengæld er mulighederne for succes i Paris væsentligt større, end da Danmark i 2009 var vært for det seneste stort anlagte forsøg på at få verdens lande til at enes om en koordineret indsats i kampen mod den globale opvarmning.

Klimaforandringer har i de seneste uger været højt på dagsordenen i forbindelse med FN’s generalforsamling i sidste uge og ugen før, hvor præsident Barack Obama rejste til USA’s arktiske egne højt mod nord og lavede sin egen udgave af den form for arktisk klimakommunikation, som også Danmarks regeringer har benyttet. Tidligere danske regeringer har således haft både Angela Merkel, EU’s topfolk og forskellige amerikanske klimapolitikere med til Grønland for at vise dem, hvilke konsekvenser den globale opvarmning har i den følsomme arktiske natur.

Obama: København var uorganiseret rod

[quote align="right" author="Barack Obama om COP15"]Jeg måtte bogstavelig talt redde hele forehavendet ved at brase ind til et møde med BRIK-landene og vride armen om på dem for at få dem til at komme op med et dokument, der kunne skabe en konsensus.[/quote]

Den amerikanske præsident benyttede besøget i Arktis i forrige uge til at gøre status over sit bidrag til kampen mod de globale klimaforandringer. I et omfattende interview med bladet Rolling Stone påpeger Obama, at han i sin første valgperiode fik sat massivt skub i udbygningen af vedvarende energi i USA, ligesom han til gengæld for massiv støtte til den amerikanske bilindustri fik industrien til at producere biler, som forurener langt mindre end tidligere generationer af amerikanske biler. I starten af sin anden valgperiode i 2013 fremlagde Obama herefter en omfattende klimahandlingsplan, hvor han ved hjælp af sine præsidentielle beføjelser blandt andet har pålagt amerikanske kraftværker betydelige klimaforpligtelser.

Mindst lige så vigtigt er det, at Obama i sin anden valgperiode har påtaget sig det globale lederskab på klimaområdet, som særligt Europa har efterlyst i mere end 10 år. Dette har ført til vigtige bilaterale klimaaftaler mellem USA og Kina og mellem USA og Indien. I interviewet i Rolling Stone fortæller den amerikanske præsident, hvordan dette arbejde reelt startede under klimatopmødet COP15 i København i december 2009.

”Og København. Selv om det var et uorganiseret rod – jeg husker stadig, hvordan jeg fløj ind den sidste dag, og der skete ingenting, og jeg måtte bogstavelig talt redde hele forehavendet ved at brase ind til et møde med BRIK-landene og vride armen om på dem for at få dem til at komme op med et dokument, der kunne skabe en konsensus, som man kunne bygge videre på i fremtiden,” siger Obama og fortsætter:

”Det, som det lykkedes os at etablere, var det fundamentale princip, at det ikke kun skulle være op til de mere udviklede lande at handle – men at også Kina, Indien og andre, som trods det, at de har et langt mindre fossilt aftryk, på grund af selve størrelsen og hastigheden af deres økonomiske udvikling, også bør yde deres bidrag.”

Mirco Reimer-Elster, tysk-dansk forfatter til bogen ”Verdens vigtigste alliance”, er helt enig i, at det i øvrigt ikke særlig succesrige klimatopmøde i København blev et vigtigt vendepunkt – både i klimapolitisk forstand og i et globalt politisk perspektiv.

”København var øjeblikket, hvor det gik op for hele verden, at vi var på vej ind i en ny verdensorden. Og Obama er sig meget bevidst, at USA i denne nye verdensorden, hvor magten er blevet meget diffus, må have mange forskellige samarbejdspartnere,” siger Reimer-Elster, der er cand.mag. i amerikanske studier og specialist i forholdet mellem USA og Tyskland.

Han konstaterer i sin bog, der udkom i sidste uge, at forholdet mellem Danmarks to vigtigste allierede, Tyskland og USA, er verdens vigtigste alliance, fordi Tyskland og Angela Merkel i dag reelt er EU’s leder og derfor den centrale partner for USA inden for både klimapolitik, handelspolitik, flygtningepolitik og sikkerhedspolitik.

”Amerikanerne er i det store hele tilfredse med den rolle, Tyskland har spillet i forhold til Rusland og i forhold til atomaftalen med Iran. Til gengæld har man fortsat forventninger om, at Tyskland indtager en mere markant lederrolle, når det gælder den hårde sikkerhedspolitik i regionerne rundt omkring Europa,” siger Reimer-Elster.

USA og Tyskland hånd i hånd

Barack Obamas succesrige bestræbelser på at engagere Kina, Indien og de andre store udviklingsøkonomier i kampen mod klimaforandringerne har ikke overraskende fået stærk opbakning fra Tysklands kansler, Angela Merkel.

Hun har både hjemme i Tyskland og i resten af Europa været under kraftig beskydning for sin pludselige beslutning i 2011 om at udfase den tyske atomkraft. Denne beslutning har haft betydelige negative konsekvenser for den tyske energisektor, som er nødt til at sætte sin lid til fossile energikilder, alt imens man også skal lære at håndtere de store mængder vedvarende energi fra vindmøller og solceller. Derfor har Tyskland og Merkel et stort behov for, at de store udviklingsøkonomier for alvor bidrager til de nødvendige CO2-reduktioner. På det politiske plan markerede Merkel dette, da hun ved sommerens G7-topmøde fik verdens stormagter til at underskrive en hensigtserklæring om, at verdensøkonomien ved udgangen af indeværende århundrede skal være helt fri for fossile brændsler.

Når de store udviklingsøkonomier er villige til både i bilaterale aftaler med USA og i G7-sammenhæng under tysk lederskab at arbejde konstruktivt for at reducere deres CO2-udledninger, så skyldes det ikke mindst den udvikling, der har fundet sted siden 2009.

I dag ser både Kina, Indien og Brasilien det som en nødvendighed i forhold til deres egne industriers konkurrenceevne at gennemføre de samme energieffektiviseringer, som først Europa og siden USA er gået i gang med. Samtidig står det klart, at energiteknologisk innovation er tæt knyttet til andre megatrends i verdensøkonomien, såsom digitalisering og cirkulær økonomisk tænkning. Dermed er det i vid udstrækning lykkedes det amerikansk-tyske lederskab at forandre den globale klimapolitik fra at være en defensiv og upopulær dagsorden til at være en offensiv og vækstorienteret agenda, som ingen af verdens store lande mener, at man kan holde sig ude af.

Klogt at holde sig tæt på Tyskland

Ifølge Mirco Reimer-Elster står det i dag allerede klart, at Danmarks regering med Lars Løkke Rasmussen og udenrigsminister Kristian Jensen har valgt side til fordel for Tyskland, som Danmarks vigtigste allierede i Europa, selv om man under valgkampen lod forstå, at man havde mere til fælles med Storbritannien.

[quote align="right" author="Mirco Reimer-Elster, forfatter"]Angela Merkel er meget bevidst om, at Europa bliver irrelevant, hvis ikke man kan tale med én stemme.[/quote]

”Vi har set, at både Kristian Jensen og Lars Løkke Rasmussen har besøgt Berlin, før de har taget kontakt med briterne. Det gør de, fordi Tyskland er Danmarks vigtigste allierede i Europa, på samme måde som USA er Danmarks vigtigste allierede på globalt niveau,” siger Reimer-Elster, der peger på Lars Løkkes Berlin-rejse i begyndelsen af september som særligt illustrativ i forhold til Danmarks prioritering af forholdet til Tyskland.

”Før Løkke rejste til Berlin, var det regeringens holdning, at Danmark ikke ville tage en eneste ekstra flygtning. Og så pludselig var Løkke klar til at tage 1.000 flere. Min udlægning er, at Lars Løkke har været bevidst om, at det er sådan, at når Angela Merkel beder om noget, så er det meget svært at sige nej,” siger han.

”Angela Merkel er meget bevidst om, at Europa bliver irrelevant, hvis ikke man kan tale med én stemme. Og hun ved, at Europa lever højt på det, hvis alliancen med USA har det godt,” siger Reimer-Elster.

Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen måtte føje den tyske kanslers ønsker i forbindelse med flygtningekrisen, kan han roligt føre sin såkaldte ”realistiske grønne” klima- og energipolitik. Den matcher glimrende den politik, som regeringen i Berlin selv fører.