Oddsene er stadig imod et Brexit

En skilsmisse mellem EU og Storbritannien er usandsynlig og ville blive alt andet end venskabelig eller hurtig.

Den aftale, som Storbritanniens premierminister, David Cameron, og EU’s ledere indgik i sidste øjeblik den 19. februar, havde til formål at overtale Cameron, hans regering og de konservatives ledere om at forblive del af EU i den afstemning, som er sat til den 23. juni. Vil det lykkes?

Næsten helt sikkert, ja. Den byrde, der påhviler dem, der foretrækker et britisk exit (Brexit), består i at sandsynliggøre, at livet uden for EU vil være bedre end livet som EU-medlem på denne nye aftales vilkår – en vanskelig udfordring. De fleste skotske, walisiske og måske endda nordirske vælgere foretrækker sandsynligvis EU-medlemskabet, hvilket overlader afgørelsen om at trække hele Storbritannien ud af EU til de talmæssigt stærkere engelske vælgere.

Hvis det skulle ske, ville skotske (og muligvis andre) nationalister gribe chancen for at kræve en ny afstemning om, hvorvidt de skulle forblive del af Storbritannien eller bryde ud og søge medlemskab af EU som et nyt selvstændigt land. Et udfald til fordel for Storbritanniens udtrædelse kunne således forårsage en række af afstemninger, som ville opsplitte Storbritannien selv og resultere i et Lille England.

Stort set alle større ikkeeuropæiske økonomier – særligt USA og Kina – har gjort det meget klart, at de foretrækker, at Storbritannien bliver i EU, og det er dermed uklart, hvilke naturlige økonomiske og politiske partnere Storbritannien ville have uden for EU. Mange nye markeder er for øjeblikket hårdt økonomiske pressede og vil kun vanskeligt kunne udgøre det grundlag, som fremtidige britiske internationale økonomiske forbindelser og velstand skulle baseres på.

Forlader Storbritannien EU, vil de næppe heller kunne forvente nogen blid behandling fra unionens side. EU’s håndtering af Grækenland og euroen tjener som eksempel for andre vaklende medlemmer og stiller hårde konsekvenser i udsigt for dem, der kunne finde på at forlade unionen. En skilsmisse ville blive alt andet end venskabelig eller hurtig, hvilket ville sætte videre økonomiske relationer og City of Londons mulighed for at forblive Europas ubestridte økonomiske centrum på spil.

Markedets magt

Hvad der yderligere bidrager til presset på Storbritannien for at forblive medlem, er en udtrykkelig selvdestruktionsmekanisme i aftalen med Cameron, hvor det hedder, at "hvis resultatet af folkeafstemningen i Det Forenede Kongerige skulle blive, at det forlader Den Europæiske Union, vil de arrangementer, der er omhandlet i punkt 2 ovenfor [dvs. hele aftalen], ophøre med at eksistere".

Dette punkt fratager Camerons modstandere et vægtigt, om end uærligt, argument – påstanden om (a la Donald Trump), at de ville kunne få en bedre aftale efter et nej, eller at et sådant udfald ville være risikofrit. Udelukkelsen af en plan B i tilfælde af et Brexit indebærer, at de økonomiske markeder, dersom meningsmålingerne viser jævnbyrdig tilslutning, efterhånden som afstemningen nærmer sig, vil reagere negativt på usikkerheden. Der vil ikke være særlig mange investorer, som har nogen interesse i et Lille England.

Som det var tilfældet i den skotske afstemning i 2014, kan markedets omskiftelighed være en stærk overtalende faktor for mange af de vælgere, som er sene til at bestemme sig, eller som er risikouvillige. Ja-siden kan nok prøve at føre en positiv kampagne for at blive i EU, men finansmarkederne vil højst sandsynligt gøre frygtargumentet gældende for dem. Storbritannien må, når alt kommer til alt, finansiere det for øjeblikket andet største underskud blandt udviklede økonomier, et underskud på 4,3 pct. af BNP i 2016.

Det vil blive vanskeligere, når Storbritannien er uden for EU. Udenlandske investeringer, som tilføres Storbritannien for at dække hele det europæiske marked, ville med sikkerhed falde drastisk. Ville Bank of England gribe ind, hvis markedet pludselig gribes af turbulens? Eller ville den lade markedskræfterne udfolde sig frit og acceptere et mindre tab af økonomisk aktivitet på kort sigt for derved at slå omkostningerne ved et Brexit fast? Ville Mark Carney, direktøren for Bank of England, blive ringet op af sin arbejdsgiver i finansministeriet, som ville bede ham lade markedet tale for sig selv og vise vælgerne de fulde konsekvenser af et Brexit?

Besynderlige Boris

De konservative er som altid splittet over Europa, men nej-sigerne lader til at begrænse sig til 7 ud af 28 regeringsmedlemmer. Både Labour og Liberal Democrats taler for at blive i EU, og UK Independence Party (UKIP), anføreren blandt EU-modstanderne, synes at have toppet i popularitet. Nej-siden er således en broget skare af nuværende og forhenværende politikere fra det yderste højre og det yderste venstre, som grundlæggende ikke har andet til fælles end deres had til Bruxelles. Som Catalonien for nylig har vist i Spanien, er denne type nationalistisk koalition end ikke med en sejr i stand til at frembyde noget levedygtigt alternativ.

Med en bizar drejning, som kunne opildne Brexit-kræfterne, har den afgående borgmester i London, Boris Johnson, tilsluttet sig nej-siden, på trods af at City of London nyder særdeles godt af EU-medlemskabet. På et grundlag af nationalistiske argumenter hævder Johnson, at Storbritannien er nødt til at genvinde sin suverænitet fra et stadig mere udemokratisk EU. Politiske ambitioner har utvivlsomt været en afgørende faktor i denne beslutning.

Til forskel fra andre Brexit-fortalere i Camerons regering har han ikke nogen længere historie som EU-skeptiker, men har tværtimod ofte talt om fordelene ved EU-medlemskab. Det er imidlertid usandsynligt, at han vil kunne true Camerons kronprins, finansminister George Osborne, hvad partilederposten angår (Cameron stiller ikke op til det næste britiske valg i 2020), medmindre han bidrager til at gennemføre et oprør over Brexit mod hele det konservative etablissement. Det er dog ikke klart, om andre fremtrædende medlemmer fra nej-siden blot vil lade Johnson gøre brug af Brexit til sine egne politiske formål; så selv hans støtte vil altså næppe dæmpe de interne skænderier på nej-siden.

Money talks

Nu hvor valgkampen er ved at begynde, kan London-baserede britiske og multinationale selskaber ikke længere krybe udenom. De bliver nødt til at vælge side, selv med risiko for at støde en del af deres kunder fra sig. Et markant flertal vil sandsynligvis vælge at blive i EU, modsat den af uforklarlige grunde antieuropæiske britiske presse. Med den irreversible og for Storbritannien afgørende vigtige afstemningen den 23. juni vil vage nationalistiske argumenter om, at "Storbritannien skal genvinde kontrollen" og genoprette national suverænitet, alt i alt næppe have nogen chance, i hvad der vil være en højst ustabil økonomisk situation op til afstemningen.

Uklare holdninger imod det politiske system og globaliseringen i almenhed vil næppe heller have nogen videre overtalelseskraft, når markedet går tilbage forud for afstemningen. Et flertal af risikouvillige vælgere vil sandsynligvis lytte til deres populære og nyligt genvalgte premierminister, David Cameron, og hans pragmatisk konservative argumentation for et ændret forhold til EU for at bibeholde det, stort set som det er.

Faktisk er der, nu hvor David Cameron for nylig er genvalgt, og udsigten til en simpel "protest imod regeringen-afstemning" således er begrænset, nok kun en strategi, som kunne føre til modstandernes sejr, nemlig hvis det lykkes dem at ændre vælgernes opfattelse af, hvad afstemningen virkelig handler om. Ved afstemninger om komplekse forhold er der altid en risiko for, at folk ender med at stemme om noget helt andet end det, der står på stemmesedlen, for at give udtryk for deres utilfredshed med et eller andet andet abstrakt, urelateret anliggende.

Migrant-kortet

Hvis det i løbet af de kommende måneder lykkes modstanderne at give vælgerkorpset den opfattelse, at 23. juni er en de facto-afstemning om indvandring i Storbritannien, ville de kunne vinde, eftersom vælgerne måske ville acceptere økonomiske modgang, hvis de tror, det vil redde deres land fra at blive invaderet af migranter. Trods dens åbenlyse uholdbarhed kunne påstanden om, at et udfald til nej-siden kunne gøre det muligt for Storbritannien at "genvinde kontrollen" over sine egne grænser, vise sig at være tilstrækkeligt besnærende for vælgerne her midt i Europas generelle immigrationskrise i 2016.

For at imødegå en sådan mulighed burde Cameron og EU minde britiske vælgere om, at det er de franske myndigheder, som bevogter deres grænser. Den franske regering kunne advare om, at Frankrig er parat til at annullere den bilaterale grænseaftale med Storbritannien, som omfatter kontrol med migranter en række steder, inklusive lejren i Calais, hvis Storbritannien forlader EU.

Og hvis det ikke virker, kan Paris sende sit gendarmeri i Calais hjem en enkelt weekend forud for valget sidst i maj og derved gøre det muligt for lejrbeboerne at udvandre gennem tunnellen. Synet af tusindvis af migranter, som strømmer ind i Sydengland, kunne måske minde britiske vælgere om fordelene ved at opretholde status quo for bevogtningen af grænser inden for EU.

Forrige artikel Verdensborgerskab og empati er en del af den nye dannelse Næste artikel Danmarks elite bør lytte til Wolfgang Schäuble – ikke Boris Johnson

Samskabelse for alle: Hvad du bør vide, før du går i gang

Samskabelse for alle: Hvad du bør vide, før du går i gang

Co-creation er en samskabelsesmetode, som typisk bruges til at skabe større grundlæggende forandringer. Men metoden kan også med fordel anvendes på projekter af mindre skala. Mandag Morgen giver dig her en introduktion til metoden – med kemotasken som det gode og konkrete eksempel.

Danskernes værdier anno 2019: Lighed, tillid, frisind – og nej til snyd

Danskernes værdier anno 2019: Lighed, tillid, frisind – og nej til snyd

”Hvem vil vi være? Hvad vil vi kendes for?” spurgte Lars Løkke Rasmussen, da han udskrev valget. Nu har vi en del af svaret: Vi vil være mere lige, vi orker ikke skattesnyd, vi vil have et samfund med frisind – og vi savner tillidsvækkende politikere. Det viser en stor undersøgelse af danskernes værdier.

Betal din skat, og ryg din hash

Betal din skat, og ryg din hash

Tre ud af fire danskere finder det nu totalt uacceptabelt at snyde i skat, hvilket er en historisk høj andel. Når det gælder personlige forhold som brug af hash eller seksuel adfærd er danskerne til gengæld blevet mere tolerante og frisindede. Regeringen bør se på de forbudte, men bredt accepterede handlinger, mener forsker.

Politikernes krisehåndtering har udhulet danskernes tillid

Politikernes krisehåndtering har udhulet danskernes tillid

Mens danskernes tillid til en række institutioner såsom Forsvaret og uddannelsessystemet stiger, står det anderledes til med tilliden til medier og de politiske systemer, der de sidste ti år har lidt et knæk. Sund skepsis er godt, men mistillid kan underminere vores institutioner, og derfor skal udviklingen tages alvorligt, advarer forskere. 

Set, læst og hørt: Bjørn Bredal

Set, læst og hørt: Bjørn Bredal

Bjørn Bredal anbefaler det nyoversatte epos Gilgamesh, hvis man lider af undergangsbevidsthed og så skal du høre Herbert Pundiks livshistorie som podcast.  

Volvos nye liv som succesrig kineser

Volvos nye liv som succesrig kineser

Lone Fønss Schrøder har som næstformand i Volvos bestyrelse oplevet sammenlægningen af et aldrende svensk ikon og en kinesisk opkomling i bilindustrien på tæt hold. En lektion i markedsforståelse, forenkling og eksekvering – og hvordan ’goldplating’ kan være en fælde for de kvalitetsbevidste.

Meditation breder sig fra hjørnekontoret

Meditation breder sig fra hjørnekontoret

Meditation er det nye sort blandt internationale topledere. I den danske virksomhed Able praktiserer stifter og CEO Martin Bjergegaard det hver dag – og hans ansatte kan gå til det hver fredag, mens de er på arbejde. Forskning taler positivt om meditations gavnlige effekter.

Fremtidens europæiske socialdemokrati: dansk eller spansk?

Fremtidens europæiske socialdemokrati: dansk eller spansk?

Mette Frederiksen præsenteres som en model for Europas socialdemokrater med stram udlændingepolitik og offensiv velfærdspolitik. I Spanien har partikammeraten Pedro Sanchez succes med en anden vej, der appellerer til unge og kosmopolitiske vælgere. Sanchez er stærkt EU-engageret, mens såvel Frederiksen som store dele af Danmark har store forbehold.

Klimaet kræver lederskab, Mette!

Klimaet kræver lederskab, Mette!

KOMMENTAR: Danmark skal gennemføre en bæredygtig transformation, der kræver historisk lederskab. Hvis Mette Frederiksen vil og tør, kan hun danne verdens første verdensmålsregering og blive et forbillede for resten af kloden. En væsentlig mission for ’børnenes statsminister’.

Degrowth: En verden uden vækst

Degrowth: En verden uden vækst

Vi har travlt, hvis kloden skal være beboelig i år 2100. Derfor må vi stoppe udvindingen af naturressourcer, stoppe forbruget og stoppe stigningen i BNP. Væksten må aflyses, bremsen skal i bund. Det er ekstremt, men ekstremt nødvendigt, lyder det fra degrowth-bevægelsen og de økologiske økonomer, der står bag dem.

10 veje til en vækstfri verden

10 veje til en vækstfri verden

Det kan ikke lade sig gøre at bremse væksten uden fundamentale ændringer af hele den måde, vi har indrettet vores samfund på, påpeger degrowth-folket.

Vi klarer kun klimakrisen med fuld fart på grøn vækst

Vi klarer kun klimakrisen med fuld fart på grøn vækst

Økonomisk vækst og CO2-reduktioner er ikke modsætninger – tværtimod. Verden har brug for, at det går ekstremt stærkt med omstillingen af energien, transporten, byggeriet, landbruget osv. Derfor skal speederen i bund nu, lyder det fra både ngo'er, McKinsey og World Economic Forum.

12 teknologier  der kan redde klimaet

12 teknologier der kan redde klimaet

Skal vi redde klimaet gennem grøn vækst, bliver en række nuværende og fremtidige teknologier helt afgørende for, om det lykkes. Her er 12 af dem.

Derfor bør Frederiksen støtte Vestager nu

Derfor bør Frederiksen støtte Vestager nu

KOMMENTAR: Mette Frederiksen vil tjene Europas, Danmarks, Socialdemokratiets og sine egne interesser ved at støtte Margrethe Vestagers realistiske bestræbelser på at blive formand for EU-Kommissionen, skriver europaredaktør Claus Kragh.

Sådan ligger landet for de 13 partiledere

Sådan ligger landet for de 13 partiledere

ANALYSE: Mette Frederiksens sejr er den største til rød blok i næsten 50 år. Udfordringerne ved at danne en S-regering synes overskuelige. Imens er fremtiden for flere blå partiledere usikker. Mandag Morgen analyserer valgets konsekvenser for samtlige 13 partiledere.

Dansk Folkepartis storhed og fald

Dansk Folkepartis storhed og fald

ANALYSE: Dansk Folkeparti bløder vælgere til både højre og venstre og har udsigt til sit tredje valgnederlag i træk. Deres nedtur er den væsentligste årsag til, at syv ud af ti storkredse har udsigt til at blive røde efter valget.

Kvinder, højtuddannede og unge trækker Danmark mod venstre

Kvinder, højtuddannede og unge trækker Danmark mod venstre

En storsejr til Socialdemokratiet kan blive enden på en æra med Venstre som statsministerparti. En omfattende analyse af strømninger i vælgerhavet viser, at den kommende statsminister, uanset farve, skal stå i spidsen for en befolkning, der i stigende grad er politisk opdelt på køn, uddannelse og alder.

De kortuddannede trækker mod blå blok

De kortuddannede trækker mod blå blok

Vælgernes uddannelsesniveau er den største skillelinje i dansk politik. Næsten hver tredje kortuddannede vælger stemmer på Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Stram Kurs. Blandt de højtuddannede er det mindre end hver tiende.

Set, læst og hørt: Kigge Hvid

Set, læst og hørt: Kigge Hvid

Kigge Hvid fortæller Mandag Morgens læsere, hvad hun har set, læst og hørt for nylig. Hun anbefaler blandt andet en bog om planter og Netflix-serien 'Queer Eye'.