Den aftale, som Storbritanniens premierminister, David Cameron, og EU’s ledere indgik i sidste øjeblik den 19. februar, havde til formål at overtale Cameron, hans regering og de konservatives ledere om at forblive del af EU i den afstemning, som er sat til den 23. juni. Vil det lykkes?

Næsten helt sikkert, ja. Den byrde, der påhviler dem, der foretrækker et britisk exit (Brexit), består i at sandsynliggøre, at livet uden for EU vil være bedre end livet som EU-medlem på denne nye aftales vilkår – en vanskelig udfordring. De fleste skotske, walisiske og måske endda nordirske vælgere foretrækker sandsynligvis EU-medlemskabet, hvilket overlader afgørelsen om at trække hele Storbritannien ud af EU til de talmæssigt stærkere engelske vælgere.

Hvis det skulle ske, ville skotske (og muligvis andre) nationalister gribe chancen for at kræve en ny afstemning om, hvorvidt de skulle forblive del af Storbritannien eller bryde ud og søge medlemskab af EU som et nyt selvstændigt land. Et udfald til fordel for Storbritanniens udtrædelse kunne således forårsage en række af afstemninger, som ville opsplitte Storbritannien selv og resultere i et Lille England.

Stort set alle større ikkeeuropæiske økonomier – særligt USA og Kina – har gjort det meget klart, at de foretrækker, at Storbritannien bliver i EU, og det er dermed uklart, hvilke naturlige økonomiske og politiske partnere Storbritannien ville have uden for EU. Mange nye markeder er for øjeblikket hårdt økonomiske pressede og vil kun vanskeligt kunne udgøre det grundlag, som fremtidige britiske internationale økonomiske forbindelser og velstand skulle baseres på.

Forlader Storbritannien EU, vil de næppe heller kunne forvente nogen blid behandling fra unionens side. EU’s håndtering af Grækenland og euroen tjener som eksempel for andre vaklende medlemmer og stiller hårde konsekvenser i udsigt for dem, der kunne finde på at forlade unionen. En skilsmisse ville blive alt andet end venskabelig eller hurtig, hvilket ville sætte videre økonomiske relationer og City of Londons mulighed for at forblive Europas ubestridte økonomiske centrum på spil.

Markedets magt

Hvad der yderligere bidrager til presset på Storbritannien for at forblive medlem, er en udtrykkelig selvdestruktionsmekanisme i aftalen med Cameron, hvor det hedder, at "hvis resultatet af folkeafstemningen i Det Forenede Kongerige skulle blive, at det forlader Den Europæiske Union, vil de arrangementer, der er omhandlet i punkt 2 ovenfor [dvs. hele aftalen], ophøre med at eksistere".

Dette punkt fratager Camerons modstandere et vægtigt, om end uærligt, argument – påstanden om (a la Donald Trump), at de ville kunne få en bedre aftale efter et nej, eller at et sådant udfald ville være risikofrit. Udelukkelsen af en plan B i tilfælde af et Brexit indebærer, at de økonomiske markeder, dersom meningsmålingerne viser jævnbyrdig tilslutning, efterhånden som afstemningen nærmer sig, vil reagere negativt på usikkerheden. Der vil ikke være særlig mange investorer, som har nogen interesse i et Lille England.

Som det var tilfældet i den skotske afstemning i 2014, kan markedets omskiftelighed være en stærk overtalende faktor for mange af de vælgere, som er sene til at bestemme sig, eller som er risikouvillige. Ja-siden kan nok prøve at føre en positiv kampagne for at blive i EU, men finansmarkederne vil højst sandsynligt gøre frygtargumentet gældende for dem. Storbritannien må, når alt kommer til alt, finansiere det for øjeblikket andet største underskud blandt udviklede økonomier, et underskud på 4,3 pct. af BNP i 2016.

Det vil blive vanskeligere, når Storbritannien er uden for EU. Udenlandske investeringer, som tilføres Storbritannien for at dække hele det europæiske marked, ville med sikkerhed falde drastisk. Ville Bank of England gribe ind, hvis markedet pludselig gribes af turbulens? Eller ville den lade markedskræfterne udfolde sig frit og acceptere et mindre tab af økonomisk aktivitet på kort sigt for derved at slå omkostningerne ved et Brexit fast? Ville Mark Carney, direktøren for Bank of England, blive ringet op af sin arbejdsgiver i finansministeriet, som ville bede ham lade markedet tale for sig selv og vise vælgerne de fulde konsekvenser af et Brexit?

Besynderlige Boris

De konservative er som altid splittet over Europa, men nej-sigerne lader til at begrænse sig til 7 ud af 28 regeringsmedlemmer. Både Labour og Liberal Democrats taler for at blive i EU, og UK Independence Party (UKIP), anføreren blandt EU-modstanderne, synes at have toppet i popularitet. Nej-siden er således en broget skare af nuværende og forhenværende politikere fra det yderste højre og det yderste venstre, som grundlæggende ikke har andet til fælles end deres had til Bruxelles. Som Catalonien for nylig har vist i Spanien, er denne type nationalistisk koalition end ikke med en sejr i stand til at frembyde noget levedygtigt alternativ.

Med en bizar drejning, som kunne opildne Brexit-kræfterne, har den afgående borgmester i London, Boris Johnson, tilsluttet sig nej-siden, på trods af at City of London nyder særdeles godt af EU-medlemskabet. På et grundlag af nationalistiske argumenter hævder Johnson, at Storbritannien er nødt til at genvinde sin suverænitet fra et stadig mere udemokratisk EU. Politiske ambitioner har utvivlsomt været en afgørende faktor i denne beslutning.

Til forskel fra andre Brexit-fortalere i Camerons regering har han ikke nogen længere historie som EU-skeptiker, men har tværtimod ofte talt om fordelene ved EU-medlemskab. Det er imidlertid usandsynligt, at han vil kunne true Camerons kronprins, finansminister George Osborne, hvad partilederposten angår (Cameron stiller ikke op til det næste britiske valg i 2020), medmindre han bidrager til at gennemføre et oprør over Brexit mod hele det konservative etablissement. Det er dog ikke klart, om andre fremtrædende medlemmer fra nej-siden blot vil lade Johnson gøre brug af Brexit til sine egne politiske formål; så selv hans støtte vil altså næppe dæmpe de interne skænderier på nej-siden.

Money talks

Nu hvor valgkampen er ved at begynde, kan London-baserede britiske og multinationale selskaber ikke længere krybe udenom. De bliver nødt til at vælge side, selv med risiko for at støde en del af deres kunder fra sig. Et markant flertal vil sandsynligvis vælge at blive i EU, modsat den af uforklarlige grunde antieuropæiske britiske presse. Med den irreversible og for Storbritannien afgørende vigtige afstemningen den 23. juni vil vage nationalistiske argumenter om, at "Storbritannien skal genvinde kontrollen" og genoprette national suverænitet, alt i alt næppe have nogen chance, i hvad der vil være en højst ustabil økonomisk situation op til afstemningen.

Uklare holdninger imod det politiske system og globaliseringen i almenhed vil næppe heller have nogen videre overtalelseskraft, når markedet går tilbage forud for afstemningen. Et flertal af risikouvillige vælgere vil sandsynligvis lytte til deres populære og nyligt genvalgte premierminister, David Cameron, og hans pragmatisk konservative argumentation for et ændret forhold til EU for at bibeholde det, stort set som det er.

Faktisk er der, nu hvor David Cameron for nylig er genvalgt, og udsigten til en simpel "protest imod regeringen-afstemning" således er begrænset, nok kun en strategi, som kunne føre til modstandernes sejr, nemlig hvis det lykkes dem at ændre vælgernes opfattelse af, hvad afstemningen virkelig handler om. Ved afstemninger om komplekse forhold er der altid en risiko for, at folk ender med at stemme om noget helt andet end det, der står på stemmesedlen, for at give udtryk for deres utilfredshed med et eller andet andet abstrakt, urelateret anliggende.

Migrant-kortet

Hvis det i løbet af de kommende måneder lykkes modstanderne at give vælgerkorpset den opfattelse, at 23. juni er en de facto-afstemning om indvandring i Storbritannien, ville de kunne vinde, eftersom vælgerne måske ville acceptere økonomiske modgang, hvis de tror, det vil redde deres land fra at blive invaderet af migranter. Trods dens åbenlyse uholdbarhed kunne påstanden om, at et udfald til nej-siden kunne gøre det muligt for Storbritannien at "genvinde kontrollen" over sine egne grænser, vise sig at være tilstrækkeligt besnærende for vælgerne her midt i Europas generelle immigrationskrise i 2016.

For at imødegå en sådan mulighed burde Cameron og EU minde britiske vælgere om, at det er de franske myndigheder, som bevogter deres grænser. Den franske regering kunne advare om, at Frankrig er parat til at annullere den bilaterale grænseaftale med Storbritannien, som omfatter kontrol med migranter en række steder, inklusive lejren i Calais, hvis Storbritannien forlader EU.

Og hvis det ikke virker, kan Paris sende sit gendarmeri i Calais hjem en enkelt weekend forud for valget sidst i maj og derved gøre det muligt for lejrbeboerne at udvandre gennem tunnellen. Synet af tusindvis af migranter, som strømmer ind i Sydengland, kunne måske minde britiske vælgere om fordelene ved at opretholde status quo for bevogtningen af grænser inden for EU.