Olie- og flygtningekrise styrker det blå Norge

Uanset resultatet af stortingsvalget i Norge har Fremskrittspartiet klaret skiftet fra protestparti til regeringsparti. Flygtningekrisen og oliekrisen har gavnet partiet. Norges socialdemokrater er på vej mod stor nedtur.

Claus Kragh

Norge er et spændende land. Stenrigt, ultraglobaliseret og samtidig stærkt nationalt og lokalt orienteret. Norge er både en global grøn frontløber og samtidig en stenrig oliestat. Og endelig har landet opbygget en så massiv national formue, at man nærmest har sat nationaløkonomiens naturlove ud af kraft.

Disse fakta skal man holde sig for øje, når Norge på mandag afholder valg til Stortinget, som tegner til at blive et af de mest spændende i mange år. Socialdemokraterne i Arbeiderpartiet har ført i meningsmålingerne stort set lige siden valgnederlaget i 2013. Men nu er der stor sandsynlighed for, at partiet og dets nye leder, Jonas Gahr Støre, bliver overhalet på målstregen af statsministerpartiet Høyre, som meget vel vil kunne fortsætte sit regeringssamarbejde med Fremskrittspartiet og samarbejdet med det parlamentariske grundlag, det liberale Venstre og Kristelig Folkeparti. Se tekstboks.

Norsk valggyser
Norge vælger mandag de 169 medlemmer af Stortinget. Siden valget i 2013 har Erna Solberg ledet en mindretalsregering bestående af Høyre, 48 mandater, og Fremskrittspartiet, 29 mandater. Kristeligt Folkeparti med 10 mandater og Venstre med 9 har sikret regeringen et komfortabelt flertal på 96 mandater. Spærregrænsen er på 4 pct., og vælgerne har 10 partier at vælge imellem. Resultatet foreligger sent mandag aften, hvorefter det hurtigt vil stå klart, om den aktuelle såkaldte blå-blå regering kan fortsætte.

Omvendt tyder meget på, at den norske venstrefløj med partiet Rødt, der er Enhedslistens søsterparti, og Sosialistisk Venstreparti, Norges svar på SF, stadig vil være lige så blodfattig, som dens mærkesager er højrøde. Dog har Rødt mulighed for at nå over spærregrænsen på 4 pct. og dermed få sin debut i Stortinget. Tilsammen kan de to venstrefløjspartier dog kun mønstre godt 8 pct. af stemmerne, hvilket fortæller en klar historie om, at det ikke er forne tiders klassekamp, den almindelige nordmand går og drømmer om.

Midterpartiet Senterpartiet, som siden 2005 har skiftet blå blok ud med rød blok, står til en fordobling til godt 10 pct. af stemmerne, men om det er nok til at gøre socialdemokraten Støre til statsminister, er nu tvivlsomt.

Taktiske vælgere

Anders Jupskås, der er forsker ved Institut for Statskundskab ved Universitetet i Oslo, konstaterer, at valget er åbent og meget spændende, fordi mange vælgere først har besluttet sig meget sent, og fordi vælgerne tilsyneladende vil stemme taktisk, fordi hele fem partier ligger lige omkring spærregrænsen på 4 pct.

”Valgkampen har været præget af to spændende udviklinger: Dels har den borgerlige side været i stand til at vinde meget terræn i løbet af valgkampen, og dels er det særligt interessant, at Fremskrittspartiet ser ud til at have klaret overgangen fra at være et protestparti til at blive et magtparti så smertefrit, som det er sket,” siger Jupskås.

Han har i sin forskning haft særligt fokus på de populistiske partier, som siden 1970’erne har vundet frem i alle de nordiske lande. Anders Jupskås er bl.a. forfatter til et kapitel om Skandinavien i bogen ’Absorbing the Blow: Populist Parties and Their Impact on Parties and Party Systems’, som udkom sidste år.

Ifølge Jupskås er der en række forklaringer på, at Fremskrittspartiet nu ser ud til at komme meget tæt på de 16 pct., som partiet fik i 2013, og som gjorde det muligt for det gamle protestparti at træde ind i en regering for første gang i dets historie. Forklaringerne handler om flygtninge, en lav oliepris, en evne til at føre oppositionspolitik, mens man er i regering, og endelig en årelang intern professionaliseringsproces i partiet.

Flygtninge som sendt fra himlen

Frem til efteråret 2015 havde regeringsansvaret ellers tæret kraftigt på vælgertilslutningen til Fremskrittspartiet, der har ni ministerposter i Høyre-formand Erna Solbergs regering med partiformand Siv Jensen som frontfigur på finansministerposten. Partiet fik et dårligt kommunalvalg i september 2015, men derefter kom vendingen i meningsmålingerne, forklarer Anders Jupskås. Se figur 1.

Norges socialdemokrater i historisk dyk

Figur 1 | Forstør   Luk

Det norske socialdemokrati, Arbeiderpartiet, er kollapset i meningsmålinger i de seneste måneder. Dermed er det tvivlsomt, om Jonas Gahr Støre kan overtage statsministerposten efter den konservative Høyre-politiker Erna Solberg. Tværtimod ser det ud til, at Norge igen vil få det, der kaldes en blå-blå regering.

Kilde: Norstat, NRK.

’Fremskrittspartiet blev på mange måder reddet af flygtningekrisen. Før den blev de bl.a. kritiseret for at stå bag et meget højreorienteret kommunebudget. Selv om Fremskrittspartiet ligger til højre for Dansk Folkeparti, så ligner partiets vælgere i høj grad DF’s vælgere i Danmark,” siger Jupskås og fortsætter:

”Der er altså stor afstand mellem Fremskrittspartiets vælgere, der prioriterer velfærdspolitik – særligt for de ældre – højt, og partiets elite, der ligger længere til højre, og som har prioriteret skattelettelser og privatiseringer – altså klassisk højrepolitik – over velfærdspolitik.”

Men så kom flygtningekrisen, hvor Norge fik næsten dobbelt så mange asylansøgere som Danmark.

”Dermed kom hele udlændinge- og integrationsdagsordenen tilbage i fokus. Og Siv Jensen fik overtalt Erna Solberg til at skabe en ny ministerpost for integration i Norge. Det betød, at Fremskrittspartiet fik en minister, der kunne holde sagen varm i offentligheden,” siger Jupskås.

Den nye integrationsminister blev Sylvi Listhaug, der er en skarptandet politiker, som under den aktuelle valgkamp har været ved at skabe en diplomatisk minikrise med Sverige, fordi hun under stor mediebevågenhed rejste til Stockholm-forstaden Rinkeby ”for at lære af de fejl, som Sverige har begået i udlændingepolitikken”, som hun formulerede det. Ifølge Jupskås har det været en markant styrkelse af Fremskrittspartiet, at man med Listhaug har fået en offensiv mediefigur, mens partiformand Siv Jensen i Finansministeriet optræder langt mere afdæmpet og u-ideologisk.

”Hvis man skal sammenligne med Dansk Folkeparti, er Jensen som Kristian Thulesen Dahl, mens Listhaug er skarp som Pia Kjærsgaard,” siger han.

Han peger samtidig på, at Fremskrittspartiet har været dygtigt til at have ’one foot in and one foot out’ i forhold til regeringen.

”Selv om man har taget ansvar som regeringsparti, har man ladet parlamentsgruppen fremføre partiets grundlæggende synspunkter med formuleringer som: ’Ja, vi er i regeringen, men hvis vi havde haft magten alene, så ville vi have gjort sådan og sådan’. Det er en taktik, man også har set i andre europæiske lande,” siger Jupskås, der pointerer, at statsminister Erna Solberg bevidst har givet partiet rum til at gøre det.

Paradoksalt oliechok

Ifølge Jupskås viste det store fald i prisen på olie i 2014 sig også på paradoksal vis at være endnu en appelsin i Fremskrittspartiets politiske turban. Det skabte en midlertidig krisebevidsthed i befolkningen, som gjorde, at der var forståelse for, at man blev nødt til at føre en ekspansiv keynesiansk konjunkturpolitik. Dermed var vejen banet for, at finansminister Siv Jensen kunne bruge løs af Norges enorme olieindtægter.

Således kunne Siv Jensen i oktober 2016 meddele, at regeringen havde besluttet at bruge godt 121 mia. norske kroner – knap 100 mia. danske kroner – på øgede offentlige investeringer og skattelettelser. Oppositionen protesterede højlydt, men Siv Jensen affejede kritikken:

”Det ville være skørt ikke at føre en ekspansiv finanspolitik, når landet er ramt af det største oliechok i over 30 år,” sagde hun til Bloomberg.

Anders Jupskås pointerer i den forbindelse, at mens Fremskrittpartiets finske søsterparti, De Sande Finner, i samme periode måtte lægge stemmer til både at skære i velfærden og øge skatterne, så kunne Fremskrittspartiet altså på én og samme tid både skrue op for forbruget og give skattelettelser. Det hører med til den historie, at Norge trods den ekspansive finanspolitik i 2016 fortsat havde et overskud på godt 2,8 pct. af BNP.

Mens Fremskrittspartiet altså er på vej til at blive et regeringsbærende parti i Norge, kan Arbeiderpartiet være på vej ud i den længste ørkenvandring for partiet siden Anden Verdenskrig. Ifølge Jupskås er partiets problem det samme, som plager de socialdemokratiske søsterpartier i resten af Europa.

”Partiet står så at sige i spagat. På den ene side har de deres traditionelle vælgere blandt industriarbejdere, der ikke er særligt optagede af klimadagsordenen, og som er ganske kritiske over for indvandrere. Det er dem, der vandrer til Fremskrittspartiet. På den anden side har man højtuddannede og velstillede vælgere i storbyerne, hvor man samtidig skal slås med venstrefløjen om de unge vælgere, der ønsker radikal økonomisk omfordeling og en langt mere grøn politik,” siger Jupskås og tilføjer:

”Det er en stor og meget bredt sammensat koalition, Arbeiderpartiet skal holde sammen på. Det bliver ikke let.”

Nordiske højrepartier rykker tættere på magten

Danmark, Finland, Norge og Sverige udmærker sig ikke alene ved at være globalt konkurrencedygtige velfærdsstater. De nordiske lande er samtidig den første region i verden, hvor en række nye populistiske partier til højre for de klassiske liberalkonservative partier for alvor har fået parlamentarisk fodfæste. De nye partier er alle kritiske over for indvandring, EU og globalisering, alt imens de i økonomisk forstand har bevæget sig fra højre og ind mod midten.

DANMARK: Dansk Folkeparti har siden 2001 haft stor parlamentarisk indflydelse. Partiet fik i 2015 sit hidtil bedste resultat med 21,1 pct. af stemmerne. Året før fik partiet et rekordvalg til Europaparlamentet, ligesom man i 2013 fik et massivt lokalpolitisk gennembrud. Trods partiets betydelige styrke har man ikke ønsket at indtræde i en regering. Partiet er grundlagt i 1995 som en afskalning fra Fremskridtspartiet. Leder: Kristian Thulesen Dahl.

NORGE: Fremskrittspartiet, grundlagt i 1973, beskriver sig selv som et liberalistisk folkeparti. Det fik sit store gennembrud ved valget i 1989 med 13 pct. af stemmerne. Siden 1997 har partiet svinget mellem 14 og 22 pct. af stemmerne. Partiet gik i 2013 med i en såkaldt blå-blå-regering sammen med det konservative Høyre. Leder: Siv Jensen, finansminister

FINLAND: Partiet ‘De sande finner’, grundlagt i 1995, fik sit gennembrud med 19 pct. af stemmerne i 2011 på en eurokritisk dagsorden. I 2015 fik partiet 17,7 pct. af stemmerne og gik med i en borgerlig regering. I juni i år blev partiet splittet, da hardlineren Jussi Halla-aho blev formand, og statsminister Sipilä efterfølgende afviste forsat regeringsdeltagelse under Halla-aho.

SVERIGE: Sverigedemokraterna, SD, er grundlagt i 1988. Partiet kom første gang i Riksdagen i 2010 med 5,7 pct. af stemmerne. I 2014 fik partiet knap 12,9 pct.svarende til 49 ud af Riksdagens 349 pladser. Styrkelsen af partiet førte i 2014 til, at de øvrige partier indgik en aftale om at holde SD uden for indflydelse. Jimmie Åkesson har været formand siden 2005.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu