Hurtigere, højere, stærkere.

Sådan lyder det antikke olympiske motto, der sikkert vil blive gentaget under de olympiske vinterlege i Beijing her fra den 4.- til den 20. februar. For vi elsker jo alle at fejre vinderne og se den ene rekord efter den anden blive slået.

Men som ledere skal vi nok hellere lægge vægt på den olympiske målsætning, som den blev formuleret af baron Pierre de Coubertin, da han i 1896 grundlagde de moderne olympiske lege:

”Det essentielle er ikke at have erobret, men at have kæmpet godt.“

Der er bare et helt andet fokus, når vi i daglig tale sætter ord på ledelse, hvor det jo vrimler med paralleller til sportens verden. Vi forføres nemt af tanken om at være på det ”vindende hold” eller være en ”vinder” og slå konkurrenterne. CEO’en interviewes og fremhæver ”vindermentalitet” som afgørende for succes. Vi taler om at kunne presse os selv til at overskride egne grænser og slynger om os med metaforer fra holdsportens verden om angreb, forsvar og samspil. Vi refererer til at ”spille hinanden gode” og at lave ”gode afleveringer” mellem afdelingerne.

Men med fare for, at du får kaffen galt i halsen, så tror vi ikke en døjt på ”winning mindset”, ”vinderkultur” og ”vindere” i en arbejdssammenhæng. Tværtimod oplever vi, at det skader mere, end det gavner. Det vil vi gerne uddybe her.

Vi forføres nemt af tanken om at være på det ”vindende hold” eller være en ”vinder” og slå konkurrenterne. CEO’en interviewes og fremhæver ”vindermentalitet” som afgørende for succes. Men med fare for, at du får kaffen galt i halsen, så tror vi ikke en døjt på ”winning mindset”, ”vinderkultur” og ”vindere” i en arbejdssammenhæng. Tværtimod oplever vi, at det skader mere, end det gavner.

Problemet med vinderbegrebet

I kernen af udtrykket ”vinder” ligger den binære modstilling: Der kan kun være én vinder – og så må resten nødvendigvis være tabere. Det samme ligger i sloganet: ”You don’t win silver – you lose gold”. For alle os, der ser på, lyder det jo som det rene nonsens. At være bedre end alle andre på nær én person … det lyder da også som en slags sejr, ikke? Men for atleterne er det ofte det tabte guld, der tæller. Faktisk viser forskningen, at bronzevindere er gladere end sølvvindere. Det er et fænomen, der kaldes ”counterfactual thinking”, når vi sammenligner vores resultat med det, der kunne have været. Sølvmedaljevinderen ærgrer sig over ikke at stå øverst på podiet, og over at have tabt finalen. Bronzemedaljevinderen ved, at alternativet var ingen medalje, og så er bronzen uendeligt meget bedre[1].

Overført til arbejdspladsen betyder vinderretorikken, at mange andre nødvendigvis må føle sig som tabere. Vores erfaring er, at vi især risikerer at skubbe tre grupper fra os i jagten på arbejdets vindere:

”Maskinrummet”. Alle dem, der sørger for, at hverdagen hænger sammen for jeres kunder. Alle dem, som vi oplevede, vi ikke kunne leve uden under coronatiden, fordi de får samfundet og vores virksomhed til at køre. Dem, der leverer til kunderne, tager telefonen, sidder på chatten, retter til i systemet, sender ordrerne ind, og så videre.

Disse mennesker er sjældent udtaget til et talentprogram, de har ofte ikke en karriereplan og får alt for lidt kredit for, hvor vigtige deres funktioner er for virksomheden. Mange af dem går på arbejde for at have råd til alle de andre ting, de også gerne vil, men ser ikke nødvendigvis deres job som et livsprojekt eller en mission. Hvis man spørger dem, om de er ”vindere”, er det tvivlsomt, at du får et ja.

”Unge på vej, som ikke er spottet endnu”. Alle dem, der ikke klarede cuttet til talentprogrammet, men som stadig håber på at blive set. Væddeløbshestene, der står og stamper i startboksen og gerne vil vise, hvad de kan, men som ikke rigtig har fået lov endnu. Dem, der måske har lidt vel stor tiltro til egne evner (det må man godt have som ung), men hvor lejligheden eller din opmærksomhed ikke har budt sig endnu. Måske har du selv været der engang – måske er du én lige nu? Når vi betegner dem, som lykkes, som vindere, fortæller vi dem, der ikke føler, de er lykkedes endnu, at de er tabere. For nogle betyder det, at de kæmper hårdere, men lige så ofte har vi erfaret, at de søger videre, demotiveres eller skifter fokus.

”Modne medarbejdere og ledere, som har set det før”. Alle, der har været rundt om blokken mere end et par gange, har oplevet, hvordan managementjargonen udvikler sig. De kender alle buzzwords og har selv erfaret, hvor lidt de ofte flytter på virkeligheden. Når den nye direktør eller manager stiller sig op og viser kække slides om ”winners”, bliver de helt trætte ved tanken om al den tid, der spildes på (formentlig) ikke at flytte ret meget.

De har ikke altid ret, men fordi de selv tror det, demotiveres de med det samme af noget, der virker uopnåeligt, urealistisk eller en kende naivt.

Warrior handler om indsats, hvor winner udelukkende fokuserer på resultatet. Warrior er langsigtet, winner er nu-og-her. Alle kan være warriors – kun én kan være winner. Og når du skal skabe et hold, så er det vigtigt, at alle kan føle, de lykkes.

Hvad skal du så gøre i stedet?

Skal vi lade janteloven råde og gå efter en lige så naiv forestilling om, at ingen må skille sig ud? Selvfølgelig ikke. Men vores forslag er, at vi skifter ”winner” ud med ”warrior”. Simpelthen. Hvorfor? Fordi warrior handler om indsats, hvor winner udelukkende fokuserer på resultatet. Warrior er langsigtet, winner er nu-og-her. Alle kan være warriors – kun én kan være winner. Og når du skal skabe et hold, så er det vigtigt, at alle kan føle, de lykkes.

Vi lærer af vores nederlag. Hvis vi kun fokuserer på sejre, går vi glip af læring. Hvis vi er bange for at fejle, tøver vi og ryster på hånden, når der skal træffes svære valg.

• En warrior er ikke bange for et enkelt nederlag, men tager det som en udfordring.
• En warrior kæmper for sagen – ikke for sig selv.
• En warrior er ikke bange for at fejle, for han/hun ved, at fejl ofte rummer den største læring.
• En warrior ved, man ikke undgår sværdslag eller en hård tørn, men også at man skal restituere for at lykkes igen.
• En warrior forventer ikke hurtige resultater, eller nemme løsninger på alt, men ved, at nogle gange tager ting bare tid.

På arbejdet har vi brug for dem, der ikke er bange for hårdt arbejde. De kolleger, der kæmper for sagen hver dag og bid for bid, kunde for kunde, kommer i mål. De lykkes ikke med alt lige nu og her, men de lykkes over tid med alt det, der gør en forskel.

I en warrior-retorik lægger vi vægt på motivation, drive, udholdenhed (grit) og at gøre det rigtige for holdet hver dag. Det gør en forskel.

Måske er det ikke alle, der vil føle sig komfortable ved at stå på en ølkasse og tale om dette kriger-mindset. Men her er tre ting, du kan gøre i dag:

1. Fjern vinderretorikken fra jeres materiale og jeres kommunikation.
   
   
2. Tænk i indsats i lige så høj grad som i resultater. Husker du at belønne dem, der kæmper for organisationen, og dem, der måske ikke altid står på scenen? Husker du dem, der bærer vand, og ikke er bange for at tage fat?
   
   
3. Begynd i stedet at bruge ord som at ”kæmpe sammen”: ”Vi skal kæmpe sammen for, at borgerne får en god oplevelse.” ”Vi skal kæmpe sammen for, at vi leverer til tiden. Hver dag.”

På den måde får du italesat, at det er en holdindsats, at det ikke nødvendigvis bliver nemt, og at der også er en kamp at kæmpe i morgen.

Selvom vi gerne vil have det til at lyde sådan en gang imellem, så er arbejde og sport ikke det samme. Dels fordi vi skal på podiet hver eneste time, hver eneste dag, mens vi er på job. Og dels fordi vi sagtens kan have mere end én vinder i arbejdssammenhænge. Både blandt konkurrenterne og internt i organisationen.

”Du er ikke besejret, når du taber, men når du giver op.” - Paulo Coelho, Manuskriptet fra Accra.