Om Mette Frederiksens ansvar og skyld

KOMMENTAR: Danmark er ved at genåbne efter coronanedlukningen. Nu kommer den uundgåelige diskussion om, hvad der set i retrospektiv var det rigtige at gøre, skriver CBS-forsker Camilla Sløk.

Placeholder image
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af Camilla Sløk
Forsker og ph.d. i ledelse og værdier på CBS

Det er risikabelt at tage ansvar. Har du ansvaret, får du som regel også skylden, når der sker ting, vi ikke bryder os om.

Mens samfundet gradvist genåbnes, og danskerne forsigtigt bevæger sig ud for at nyde forårssolen – med behørig afstand – begynder også den store evaluering af nedlukningen, herunder af statsminister Mette Frederiksen.

Ikke fordi hun var Mette Frederiksen, men fordi hun i kraft af sin rolle har stået med et historisk stort ansvar, både i forhold til de potentielt syge, døde, men også over for landets økonomi.

Klogeåger vil stille sig op og sige, at de hele tiden har vidst det, man først kunne vide bagefter. Der vil blive placeret ansvar og skyld i evalueringen af de forskelige tiltag, nedlukninger og gradvise genåbninger.

Efter at have forsket i ansvar og skyld i ledelse gennem otte år er min erfaring, at der grundlæggende er tre måder, hvorpå ansvar bliver forbundet med skyld, når det kommer til ledelse:

  1. En leder kan få skylden, hvis han/hun ikke tager ansvar i tide
  2. En leder kan tage ansvar, men hvis andre er uenige, får han/hun skylden
  3. En leder kan blive syndebuk for begivenheder, han/hun slet ikke har indflydelse på.

Et ofte nævnt eksempel på den første kategori er Brønderslevsagen (også kaldet Serritslevsagen).

Ifølge Jyllands-Posten var Brønderslev Kommune informeret af Skanderborg Kommune om familiens problemer, allerede da familien flyttede til Brønderslev.

Da skandalen kom frem i pressen, gik det efterfølgende ud over den daværende borgmester, som blev kritiseret for ikke at tage ansvar i sagen.

Senere blev kommunens børne-, og familiechef fyret, men dette var han rasende over:

”Det er ikke rimeligt, at ansvaret for de fejl, der er begået i Serritslev-sagen, havner hos mig. Det er min opfattelse, at ansvaret for Serritslev-sagen skal placeres på et højere niveau i kommunen."

De fleste ledere opfatter kriser, som fører til deres afskedigelse, som tilhørende tredje kategori, syndebukskategorien, mens omgivelserne vil mene, at lederen ikke tog ansvar i tide.

Et eksempel på den anden kategori er skolereformen. Her tog KL, Undervisningsministeriet og Moderniseringsstyrelsen ansvar for at indføre en række forandringer på folkeskoleområdet. Problemet var bare, at lærerne ikke var enige.

Efterfølgende gav Danmarks Lærerforening så KL og Undervisningsministeriet skylden for en forkert reform med, ifølge dem, mange skadevirkninger. Blandt andet at børnene skulle være mere i skole.

Et eksempel på den sidste kategori, syndebukken, er en gymnastiksal, hvor taget faldt ned i en weekend. Efterfølgende var borgerne rasende over, hvordan det var muligt. Lederen af gymnastiksalen måtte stå skoleret i ugevis på grund af det nedfaldne tag, som ingen vidste var i dårlig stand.

Mette Frederiksens valg

Mette Frederiksen har i sine taler og handlemåder primært forholdt sig til den første kategori: Hellere gå et skridt for langt end et skridt for kort, som hun har sagt flere gange.

Det betyder, at Mette Frederiksen først og fremmest er gået efter ikke at få skylden for at lade stå til. Hun har taget ansvar i tide. Derfor vil vi formentlig se de to andre kategorier dukke op i forskellige variationer.

Stemmer, der udtrykker uenighed med statsministerens valg – kategori to – har allerede meldt sig. Blandt andet på baggrund af opgørelser af prisen på hvert reddet liv baseret på erhvervslivets samlede økonomiske tab.

Berlingske bragte 20. marts en artikel med budskabet, at for hvert sparet menneskeliv under coronakrisen kunne man bygge et nyt supersygehus. Cepos præsenterede 28. marts en beregning, som viste, at vi har betalt fem gange så meget for et vundet leveår per coronapatient, som vi almindeligvis er villige til at betale.

DR Detektor undersøgte i øvrigt efterfølgende tallene og fandt frem til, at prisen for nedlukningen lige så vel kan være lav som høj, og at det fuldstændig afhænger af de antagelser, der ligger bag beregningerne.

Journalist Henrik Qvortrup spurgte ved et pressemøde 7. maj, om prisen på et liv kunne blive for høj. Statsminister Mette Frederiksen gentog, hvad hun allerede fra begyndelsen havde meldt ud: at det slet ikke er et regnestykke, hun vil begive sig ud i.

Churchills skæbne

Kategori tre-scenariet er, at Mette Frederiksen bliver syndebuk for coronakrisen og de økonomiske konsekvenser af nedlukningen.

Statsministeren har sammen med sine rådgivere forsøgt at imødegå denne syndebukkategori ved på forhånd at sige, at man helt sikkert vil komme til at begå fejl. Hvilket må siges at være en helt rimelig udmelding.

Opbakningen til Socialdemokratiet er da også stor lige nu, men når alle tal er gjort op, og vi senere står ved valgurnerne, vil det vise sig, om Mette Frederiksen huskes for rettidig omhu – eller om der pludseligt bliver meget travlt ved håndvasken i forhold til at undsige sin tidligere opbakning til regeringens beslutninger i coronakrisen.

At have taget ansvar i tide er ingen garanti for langsigtet popularitet, heller ikke selv om det i sidste ende går godt.

Som bekendt blev Winston Churchill ikke genvalgt efter Anden Verdenskrig. Ikke fordi han havde været en skidt premierminister. Tværtimod. Men befolkningen havde brug for at se noget nyt, og Churchill røg ud. Han var blevet symbolet på Anden Verdenskrig.

Knobe-effekten

I sidste ende er man sjældent herre over dommen. Inden for juridisk forskning taler man om Knobe-effekten, baseret på forskeren Joshua Knobes indsigt i psykologien omkring domsfældelse.

Knobe fandt frem til, at nævninge ved en domstol i højere grad dømmer en anklaget på resultatet af deres handlinger end på selve handlingen. Søren Kierkegaard sagde det på denne måde: ”Livet leves forlæns, men forstås baglæns”. Således også, når skylden skal placeres.

Eftertiden vil diskutere regeringens ansvar, og vi vil få at se, om man vil huske på, at da vi i marts 2020 stod med en coronavirus på hastig fremmarch, vidste ingen med klarhed, hvilken form for trussel, der var tale om.

Mest sandsynligt er det, at risikobilledet om en potentiel massedød vil blive visket helt bort som tegninger i sandet, når vi efter coronakrisen står med den endelige regning, og at Mette Frederiksen vil blive syndebuk. For bagefter ved man jo alting.

Du kan mindske risikoen for skyld

Mange ledere genkender Mette Frederiksens situation i en eller anden udgave. Man kan ikke undgå risikoen for at blive syndebuk. Det er umuligt. Men man kan tage ansvar i tide.

Den dygtige leder genkendes på evnen til at erkende og handle på fejl i egen organisation. Hvis man har medarbejdere, der handler i ond tro, har man ansvar for at stoppe medarbejderne. Hvis der begås fejl, som ikke er nogens intention, har man ansvar for at rette op på skaderne og undskylde over for den skadelidte.

Og så er der de uventede og urimelige situationer, som ingen har ønsket, eller har medvirket til at skabe. Her kan den dygtige leder endvidere identificeres ud fra evnen til at genkende potentielle trusler i forhold til organisationens interesse og handle på dem.

Det handler om:

  1. at skabe alliancer, som imødegår truslen
  2. i tide at kommunikere om, hvad man gør og ikke gør
  3. selv at holde overblik over, hvordan man som leder har handlet og ageret i en given sag.

Det er ikke ualmindeligt, at embedsmænd, som ved, at de sidder med et område, som er på kanten af det lovlige, skriver en daglig logbog for sig selv, for at holde styr på alle de forskellige aktører og positioner i en krise.

Hvis det skulle komme for en domstol, kan man hive fat i logbogen og tydeligt fortælle, hvad der foregik i forløbet. Det forhindrer også det utroværdige udsagn: ”Det kan jeg ikke huske” og ”Det erindrer jeg ikke noget om”, som altid klinger hult, når man sidder på et vist ledelsesniveau.

Peter Loft måtte i 2012 ud i flere af den slags vendinger, da han ikke kunne huske, hvorfra han havde fået et notat om Stephen Kinnock.

Denne sag førte som bekendt ud i en retssag om, hvordan fortrolige oplysninger om Kinnocks skatteforhold overhovedet kunne komme frem til offentligheden, og Peter Loft og Troels Lund-Poulsens andel, eller mangel på samme, i sagen. Men ingen kunne huske noget.

Nu er det svært at dømme nogen for ikke at kunne huske noget. Men har man rent mel i posen, er det desto mere smart og praktisk at føre logbog, når krisen raser. Både i forhold til et eventuelt juridisk efterspil og i forhold til folkedomstolen, der kan være lige så hård som den juridiske.

Ansvar og skyld er de to evige følgesvende til magten. Man har ikke magt uden også at have ansvar. Man har ikke ansvar uden risiko for kritik og bebrejdelser for svigt af ansvar.

Det er ansvar, der driver verden fremad. Er man afklaret på denne dans med magten, står man bedre, when the shit hits the fan, som det hedder så poetisk i krisekommunikation.

 

* Opdateret 19. maj med en uddybning af debatten om ansvar i Brønderslevsagen.

 

Indlægget er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i Afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail
Tilmeld dig nyhedsbrevet nu
Ved at tilmelde dig Mandag Morgens nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser