Mens politikerne og medierne desværre for længst har mistet tillid og troværdighed i befolkningen og endnu ikke har fundet formlen til at gøre noget ved det, så tyder meget på, at videnskaben og forskerne er på vej i samme beklagelige retning. På vej til at miste autoriteten og integriteten. Den udbredte skepsis over for medierne og politikerne er også ved at ramme de såkaldte eksperter. Det har fire årsager.

Den ene handler om fænomenet ’elitemobning’, som dyrkes af populismens politikere, der tror, man kan vinde folkets gunst ved at skabe et politisk modsætningsforhold til alle autoriteter, benægte dokumenteret viden og latterliggøre faglige kompetencer for så i stedet at fremhæve den folkelige sunde sans, den berømte mavefornemmelse, jordforbindelsen til det rette virkelighed og snusfornuften over alt andet. Et velfungerende demokrati bruger ikke sin elite som prygelknabe men som en uundværlig ressource til at træffe de rigtige beslutninger på et oplyst grundlag og med de videnskabelige forbehold, som hører til. Et velfungerende demokrati skaber ikke kløfter, men bygger broer af gensidig respekt.

Den anden årsag handler om misbruget af videnskaben, forskningen, analyserne og dokumentationen til via et selektivt udvalg lige præcis at fremme et bestemt politisk synspunkt, som man gerne vil have til at se bedre ud, ved at låne autoritet fra forskningen. Det er ikke usædvanligt at se to politikere bruge hver deres fortolkning af en tilgængelig forskning eller tilgængelige taldokumentationer til at smykke hver deres politiske initiativ. I et selektivt udvalg og uden de forskningsmæssige forbehold og tvivlsspørgsmål, som ofte ryger af i svinget, så er videnskaben blevet en del af den politiske kampplads, som professor i idéhistorie ved Aarhus Universitet Mikkel Thorup meget præcist formulerer det i dette nummer af Mandag Morgen. Det er ikke fakta, der betvivles i den politiske proces. Det er andres fakta.

Den tredje årsag er den journalistiske formidling, som helt bevidstløst jagter konfrontationen mellem to synspunkter uden at holde udsagnenes tyngde og værdi op imod hinanden. Det er et signal til befolkningen om, at alle oplysninger og synspunkter er lige værdifulde, sande og troværdige. Hvad de ikke er. Det bidrager ikke til at højne folkeoplysningen, men snarere til at øge forvirringen. Men konfrontationen er bedre tv, end at journalisten skal påtage sig rollen og ansvaret for at efterprøve udsagnene.

Det må være mediernes opgave at prøve at skabe klarhed over, hvad vi rent faktisk ved, og hvem der har den bedste dokumentation. Det er en del af vores samfundsopgave som fri presse og ikke noget, vi bare kan overlade til seerne, læserne og brugerne selv. Journalistisk neutralitet og objektivitet handler ikke om at fralægge sig ansvaret for sandheden, bare alle synspunkter er blevet ligeligt og fair repræsenteret. Den journalistiske kvalitet kommer af at gå ind i substansen og tage ansvaret for sandheden, nuancerne og forbeholdene.

Den fjerde årsag handler om forskningen selv, som lader sig misbruge til at være kanonføde i den nye politiske virkelighed og den nye mediemæssige virkelighed. Eksperterne indkaldes her og der og alle vegne til at tolke ting og begivenheder, vi ikke forstår eller gerne vil have et perspektiv på, der ligner en videnskabelig tolkning. Men meget ofte deltager forskerne og eksperterne i indslag og nyheder, hvor det i højere grad er personlige tolkninger og erfaringer af mere generel karakter end eksakt viden, der bygges på.

Selvfølgelig skal forskerne leve op til deres forpligtelser til forskningsformidling, men det må suppleres med en forpligtelse til også at gendrive og være på vagt over for politiske og mediemæssige manipulationer med videnskabens resultater. Selv om vi taler meget om ’fake news’ og falske nyheder efter bl.a. den amerikanske valgkamp, så er det ikke det, vi ser mest af her på de hjemlige breddegrader endnu. Det er i langt højere grad manipulationer med tal og videnskabelige rapporter til at underbygge og trumfe et politisk synspunkt igennem med en større værdi, end det måske lige fortjener.

Sundhedsstyrelsen har lige lært det på den hårde måde med HPV-vaccinen, at autoriteter står for fald. Det samme gælder forskning og statistisk dokumentation på mange andre områder. Vi vil som borgere ikke længere belæres og patroniseres. Vi vil oplyses og vælge selv. Vi googler os til vores egen mening om alting. Vi udnytter mediernes jagt på konflikt og konfrontationer til at tænde for den sunde skepsis og den helt reelle oplevelse af, at eksperterne er forvirrende og uenige også. Så hører vi det, vi har lyst til, og lytter snarere til naboers og venners råd end videnskabens.

Det postfaktuelle, antividenskabelige samfund, hvor vi skaber hver vores egne virkelighedsopfattelser og vælger vores egne fakta, har nogle store omkostninger. Et demokrati, der ikke bygger på forskellige politiske ideer og ideologier, men på at politikerne vælger hver deres udsnit af videnskaben og forskningen til at fremme deres enkeltsager, tager videnskaben som gidsel. Det er på ingen måde acceptabelt.

Derfor et opråb til forskerne og det videnskabelige miljø: Hav modet til at sige fra over for manipulation, misbrug af forskning og udeladelse af vigtige nuancer. Mandag Morgen har inviteret det videnskabelige miljø til at bidrage til debatten og indholdet på vores TjekDet-side, hvor vi gerne lægger spalter til at få afsløret politisk og journalistisk gidseltagning af forskningen.

LÆS OGSÅ:

Videnskabens autoritet er under pres

“Politikerne er de allerværste”

“Folk søger den nemme information, der passer med deres syn på verden. Det bekymrer mig.”