Osteklokkevalget 2015

Flygtningestrømmen sætter verdensrekord med næsten 60 millioner mennesker, der på globalt plan er på flugt fra konflikter, tortur og personlig forfølgelse. Nye, stærke terrorbevægelser som Islamisk Stat udfordrer og lammer internationale institutioner. En græsk statsbankerot truer med at underminere den økonomiske stabilitet i Europa. Og accelererende klimaforandringer og ressourcemangel vil uundgåeligt ændre livsvilkårene for store dele af verdens befolkning.

[quote align="right" author=""]I den osteklokke, som medier og politikere i fællesskab havde bygget, udfoldedes et virkelighedsfjernt politisk drama om marginaler og promiller.[/quote]

Det er blot enkelte eksempler fra den virkelighed, Danmark er en del af. Verden befinder sig midt i et dramatisk socialt, økonomisk og værdidrevet paradigmeskifte, der stiller voldsomme krav til politisk lederskab og internationalt samarbejde. Ikke siden Anden Verdenskrig har udfordringerne været så store, så komplekse og kaldt på så mange nye løsninger som netop nu. En afgørende betingelse for at håndtere udfordringerne er en ny, global solidaritet – en solidaritet, der ikke mindst skal etableres imellem de lande, der har overskuddet og ressourcerne til at tænke og handle langsigtet.

Den solidaritet handler ikke om nationers størrelse, men om holdninger. Her kan små lande gøre store forskelle og blive rollemodeller for internationale gennembrud. Som et af verdens mest velstående og velorganiserede lande med status af økonomisk og social supermodel er Danmark et logisk og indlysende eksempel på en af de rollemodeller, verdenssamfundet drømmer om.

Men mange af den slags drømme blev brutalt slukket under den netop overståede valgkamp, som blev ført i ly af en tæt forseglet osteklokke, klinisk renset for en række af de udfordringer, som både vi og den øvrige verden konfronteres med, og som vil påvirke både denne men især næste generations livsvilkår.
 

I DEN OSTEKLOKKE, som medier og politikere i fællesskab havde bygget, udfoldedes et virkelighedsfjernt politisk drama om marginaler og promiller. I den tilbagevendende debat om den offentlige sektors størrelse drejede uenigheden mellem statsministerkandidaterne sig om bare 6 promille af statsbudgettet. Påstanden om, at det ikke kan betale sig at gå på arbejde på grund af kontanthjælpen, handlede primært om 1.800 danskere – eller 11 promiller af alle kontakthjælpsmodtagere – der får mindre end 1.000 kr. ekstra ud af at arbejde. På spørgsmålet om, hvem der gør mest for sundheden, var det ca. 200 millioner kr. om året, der skilte parterne, ud af et samlet forbrug på sundhedsvæsenet på 105 milliarder – igen en kamp om promiller.

[quote align="left" author=""]At de borgerliges sparede bistandsmilliarder i stedet skal bruges på at udbygge den hjemlige velfærd, sætter vores sociale medansvarlighed i et tankevækkende relief.[/quote]

Men helt centralt stod debatten om flygtninge og indvandrere. Den udviklede sig til en bizar opvisning i ansvarsforflygtigelse og national selvtilstrækkelighed og blev på ubehagelig vis et sindbillede på et land, der er sig selv nok. Længe før det officielle startskud på valgkampen kappedes politikerne om at være de største strammere på udlændingeområdet og opbygge det stærkeste Fort Danmark over for mennesker i nød.

SR-regeringen blev hårdt anklaget for at lade asylpolitikken sejle og for at åbne en ladeport for flygtninge. Det var en uretfærdig kritik, fordi Danmark for det første også under den tidligere regering var blandt de mest attraktive flygtningedestinationer i EU. Og for det andet fordi de internationale flygtningestrømme aldrig har været større og derfor automatisk vil øge presset på enhver vestlig nation. Det kan små justeringer i modtagelsesvilkårene ikke ændre på.

For at sætte tal og proportioner på, hvad der er opfattet som Danmarks største udfordring – set i valgkampens perspektiv – så drejer det sig om tilstrømningen af 14.800 asylsøgere i 2014, hvoraf godt 25 pct. dog blev sendt videre til andre EU-lande, mens 6.100 fik asyl. Det er godt nok det højeste antal asylsøgere i 20 år, men det er stadig markant lavere end i adskillige af vore nabolande. Det er også brøkdele af, hvad de fattigste lande har måttet huse. Et tilbagevendende argument har været, at vi i stedet burde hjælpe flygtningene i nærområderne. Men sådan hjælpes omkring 90 pct. af verdens flygtninge allerede. Eksempelvis hjælper Dansk Flygtningehjælp årligt 2,5 millioner fordrevne mennesker i nærområderne, og derfor er det et selvmodsigende forslag, når de samme partier sideløbende ønsker at skære i ulandsbistanden og dermed i muligheden for at hjælpe yderligere i nærområderne. At de borgerliges sparede bistandsmilliarder i stedet skal bruges på at udbygge den hjemlige velfærd, sætter vores sociale medansvarlighed i et tankevækkende relief.

Dette udpluk af den danske valgkamp tegner billedet af en lukket og navlepillende politisk kultur – en kultur, der domineres af kortsigtede, populistiske temaer, og hvor det eneste formål er at sikre sig magten på bekostning af modet til at tage de opgør, som er nødvendige for at omstille samfundet til markant ændrede vilkår. Her må vi desværre konstatere en uhellig alliance mellem indforståede politikere og indforståede medier.

Ikke mindst de afsluttende tv-debatter og dueller kunne have fået et langt mere spændende og udfordrende forløb, hvis journalisterne på de elektroniske medier også havde valgt emner, der rakte længere end den snævre hverdag, og forholdt sig til, hvilke visioner og idéer toppolitikerne havde gjort sig om morgendagens samfund. Visioner om Danmarks rolle og ansvar i en stadig mere globaliseret verden var urovækkende langt væk. I stedet cyklede debatterne rundt i de samme efterhånden fortærskede emner, og vi blev præsenteret for de samme argumenter igen og igen: kontanthjælpsloft, asylpolitik, sundhed, nulvækst etc. 

 

MAN VÆRGER SIG VED AT TRO, at Danmark ikke har større og vigtigere udfordringer end at drøfte, om nogle få tusinde asylansøgere skal ind eller ud af Danmark, hvordan promiller af sociale milliarder skal omfordeles, eller om den offentlige sektor skal have nulvækst eller vokse med 0,6 pct. Det har vi selvfølgelig også, og derfor er det forstemmende, at en lang valgkamp – for den er i realiteten startet for mange måneder siden – kulminerede på et så lavt og intetsigende debatniveau. Det efterlader den danske befolkning med en række ubesvarede spørgsmål om, hvad landets toppolitikere egentlig vil stille op med de reelle udfordringer, Danmark konfronteres med de kommende år.

Enten er det, fordi de ikke ved det, eller også er det, fordi de er bange for at skræmme vælgerne. Begge forklaringer er lige dårlige og lige uacceptable. Politisk lederskab bliver en af de vigtigste nationale konkurrencefaktorer de kommende år. Der bliver brug for et lederskab, der både imødegår udfordringernes omfang og karakter og rummer modet til at tage de nødvendige beslutninger for at løse dem. Vurderet ud fra valgkampen må vi desværre konstatere, at ingen af  landets førende politikere har bestået prøven i politisk lederskab. Det gælder såvel toppen i rød som i blå blok.

Nu tiltræder en ny regering under Lars Løkke Rasmussens ledelse. Indtil et regeringsgrundlag er udarbejdet, kan man jo håbe på, at han trods sit eget partis modgang kan udvise dette stærkt efterspurgte lederskab. Det kræver, at de udmeldinger og den retorik, som har præget valgkampen, ikke omsættes direkte til politisk virkelighed. Ambitioner og visioner må kunne række noget længere. Hvis ikke, så er skrækscenariet, at Danmark starter en nationalistisk epoke, hvor vi i forhold til EU-samarbejdet, deltagelsen i internationale aftaler – herunder for at løse flygtningeproblemerne – samt i tiltrækningen af udenlandsk arbejdskraft isolerer os stadig mere og opstiller skræmmebilleder om sociale unioner, åbne grænser etc.

I så fald vil valget 2015 stå tilbage som en af de mest skelsættende begivenheder i den nyere danmarkshistorie og aktualisere, hvad Jeppe Aakjær skrev i 1916 om Danmarks passive rolle under Første Verdenskrig:

”Du Puslingeland, som hygger sig i Smug, medens hele Verden brænder om din Vugge.”


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu