Allerede om morgenen kunne Ekstra Bladet byde Helle Thorning velkommen på forsiden under overskriften ”Løftebrud”.
Og siden denne første mandag i oktober, hvor landets nye statsminister kom ned fra det sorte tårn på Amager sammen med Villy Søvndal og Margrethe Vestager – med en ny regering og et nyt regeringsgrundlag – har løftebrudsdebatten præget den politiske dagsorden.

Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, var hurtigt ude med prædikatet ”Løftebrudsregeringen”. Venstre fulgte op. Og det politiske kommentatorkorps var også hurtige på aftrækkeren og mente, at omfanget af ”løftebrud” var enestående i nyere dansk historie.

Anklagerne affødte på bare to måneder over 500 artikler, analyser, ledere, kommentarer og debatindlæg i de store dagblade. Den normale fredningstid på 100 dage til en ny regering var ophævet. Og med udspillet til skattereformen og sammenbruddet i trepartsforhandlingerne er debatten om løftebrud blusset op igen. Siden regeringsdannelsen har ordet ”løftebrud” optrådt i over 1.200 dagbladsartikler, med de borgerlige aviser Jyllands-Posten, Berlingske og BT som topscorerne. Se figur 1.

Alene Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, har siden oktober skrevet 34 politiske analyser – næsten én om ugen – hvor han har beskæftiget sig kritisk med sagen, som han har kaldt ”århundredets løftebrud”.

Der kan være forskellige årsager til, at S og SF her godt otte måneder efter fortsat bliver anklaget så massivt for løftebrud, selv om de to partier rent faktisk har fået gennemtrumfet langt den største del af deres fælles forslag fra valgkampen. Lektor og samfundsforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet er selv overrasket over de mange initiativer fra S og SF, som regeringen rent faktisk har sat i søen.

”Man kan stille spørgsmålstegn ved, om det er fair at snakke om løftebrud. Oppositionen har selvfølgelig en klar interesse i det, da det er et spørgsmål om at hive gulvtæppet væk under regeringen. Medierne kan også synes, at det er interessant. Og når vælgerne begynder at forlade regeringen, er det fra mediernes perspektiv et bevis på, at anklagerne er rigtige. Socialdemokraternes og SFs største udfordring er at få fortalt vælgerne om den offensiv, man har gang i. Det har man ikke gjort hidtil,” siger Johannes Andersen.

Sælger ikke varen

Danmark har i 10 år haft et meget sammentømret VKO-flertal. Det er den væsentligste forudsætning for Anders Fogh Rasmussens berømte kontraktpolitik, hvor ”det vi lover før valget, er det vi gennemfører efter valget”. Løftebrudsdebatten overser helt, at de parlamentariske vilkår for den nye regering er fundamentalt anderledes, da en mindretalsregering bestående af tre partier per definition aldrig vil kunne løfte alle tre partiers forslag.

Specielt Venstre har også været meget dygtige til at frame de forslag, som S og SF ikke har fået gennemtrumfet i regeringsgrundlaget, og fastholde den dagsorden i medierne. Udfordringen for S og SF bliver heller ikke mindre af, at den også fra sit parlamentariske grundlag, Enhedslisten, møder hyppige anklager om løftebrud. På den måde er S og SF havnet i giftig dobbeltild.

Det kan være uhyggelig svært for politikere at ændre et billede, der en gang har ætset sig fast i den offentlige debat. F.eks. havde Lars Løkke Rasmussen svært ved at smide sit ry som den fadølsdrikkende toppolitiker med rod i bilagene. Lene Espersen blev karikeret som den evigt ferierende udenrigsminister – selv om hendes forgænger Per Stig Møller faktisk havde et større fravær ved EU-rådsmøderne. Og på samme måde har Helle Thorning og Villy Søvndal svært ved at komme af med deres ry som hr. og fru Løftebryder.

S og SF synes også at have været alt for naive og uforberedte på de hårde anklager. Som Socialdemokraternes gruppeformand, Henrik Sass Larsen, der selv var med til at forhandle regeringsgrundlaget på plads, for nylig erkendte i Jyllands-Posten: ”Det var en fejl af mig og andre, at vi ikke i tide gik ud og sagde det meget, meget tydeligt: Desværre venner, en del af det er aflyst. Dels som følge af, at vi ikke kan få alle vores ting igennem, dels som følge af, at kassen er tom.”

S og SF har heller ikke været særlig gode til at markedsføre de mange resultater, der faktisk er opnået. De er blevet overskygget af højt eksponerede enkeltløfter fra valgkampen som f.eks. om to lærere i folkeskolens mindste klasser eller højest 30 minutters ventetid på skadestuen.

Efter sammenbruddet i trepartsforhandlingerne forrige fredag havde medierne i den følgende uge stort fokus på konsekvenserne, nedsmeltningen i S, det taktiske spil om skattereformen og enkelte biskoppers modstand mod homovielser. I samme uge gennemførte regeringen en række store politiske initiativer – uden at få den store eksponering.

Den vil f.eks. oprette en offerfond, hvor personer, der begår vold eller kører groft uansvarligt, skal betale penge til en fond og dermed hjælpe ofrene.

Den har landet en ny trafikaftale til 2,6 milliarder kr., der bl.a. betyder 20 pct. billigere offentlig transport, supercykelstier til de store byer, nye busruter i yderområderne, nye rabattilbud til unge, der benytter den offentlige trafik, flere metro-afgange og bedre togforbindelse mellem Esbjerg og København.

Den har sammen med KL aftalt en massiv investering på 2,5 milliarder kr. i kloakker, veje og bassiner, som skal gøre Danmark klar til fremtidens klima med monsterregn og skybrud, og som vil skabe op til 3.000 nye job.

Desuden har den som ét af de første lande i verden ført FNs og OECDs retningslinjer for ansvarlig virksomhedsadfærd ud i livet ved at oprette en ny mæglings- og klageinstitution ved lov. Det betyder, at de omkring 1.100 største danske virksomheder nu skal redegøre for, hvordan de arbejder med menneskerettigheder og klima i deres forretning.

Ingen af disse sager har fået tilnærmelsesvis samme intense dækning som løftebrudsdiskussionen.