”Den største udfordring til sundhedsvæsenet kommer hverken fra de teknologiske nybrud eller krav om økonomiske rationaliseringer. Den kommer fra patienternes ændrede værdier, forventninger og adfærd. En ny patientkultur er ved at opstå. Patienterne bliver stadig mere forskellige. De vil ikke i så høj grad acceptere – eller passe til – standardprodukter. De vil ikke længere finde sig i at blive betragtet som en diagnose. De vil modtages som hele mennesker med nuancerede ønsker og behov.”

Dette kunne have været konklusionen på den høring om ”patienten som partner”, som TrygFonden, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Danske Regioner og Mandag Morgen arrangerede den 29. september på Axelborg – en høring, der samlede 200 af sundhedssektorens vigtigste aktører.

Men citatet er 15 år gammelt og stammer fra rapporten ”Når patienten vågner”, der blev udgivet af Mandag Morgen i maj 1999. Bag den stod – også dengang – en kreds af sektorens fremmeste nøglepersoner fra såvel ministerier som amter, patientforeninger, interesseorganisationer og private udbydere af sundhedsydelser.  Alle var enige om et gennembrud for en ny patientkultur. Rapporten dannede oplæg til en større konference om patienten i centrum.

Den begivenhed åbnede for en bredere debat om fremtidens patientkultur – en debat, der har bølget lige siden og ført til en lang række initiativer, rapporter og konferencer. Ingen har rejst tvivl om nødvendigheden af at sætte patienten i fokus. Men trods de mange gode viljer, intentioner og patientprojekter er rapporten fra 1999 stadig aktuel, og mange af de erklærede målsætninger ikke opfyldt.

Høringen sidste mandag sendte imidlertid signaler, som nærer forhåbninger om, at vi måske vil opleve et egentligt gennembrud for patientkulturen de kommende år. Men den viste også, at mange mentale, organisatoriske og faglige blokeringer først skal ryddes af vejen. Forenklet udtrykt efterlader høringen tre refleksioner:

• Det problematiske: En række af de spørgsmål, der blev rejst og drøftet under høringen, demonstrerede, dels hvor kompleks patientdagsordenen er, dels at der mangler praktiske erfaringer med patientbehandling. De viste dermed også, hvor lidt debatten om patienten i centrum har ændret hverdagen i den yderste frontlinje.
• Det opmuntrende: Engagementet er til gengæld stort. Skal man tage udgangspunkt i den forsamlede kreds på Axelborg, hersker der ingen tvivl om viljen til at gå nye veje for at involvere patienterne mere i deres egen behandling. Den optimisme gødes af de mange initiativer, der allerede er i gang, og som beviser de oplagte fordele ved at udvikle en ny patientkultur. Og den gødes af Danske Regioners åbenbare vilje til at gå forrest i arbejdet. Formanden Bent Hansen efterlod ingen tvivl om, at han ser det som en personlig ambition.
• Det uafklarede: Hvor positiv man kan være, bestemmes af, hvordan høringens udmeldinger omsættes til reelle handlinger i det kommende år. Det afgør, om høringen bliver endnu en velmenende konference om den velkendte dagsorden, eller den bliver katalysator for et reelt paradigmeskifte. Nu har patienten fået politisk topprioritet hos sundhedspolitikerne og en udvalgt gruppe af sundhedsprofessionelle, men hvordan udbredes budskabet til hele sektoren – til alle 100.000 medarbejdere? Hvad skal der præcist ske for at afstresse hverdagen og virkeligheden i den enkelte afdeling?  Enten skal der ændres i normeringerne, eller også skal arbejdsgange og organisering tænkes forfra.  Måske er begge dele løsningen. Meget handler om lederskab, men uden en ny ledelseskultur bliver det svært at udvikle en ny patientkultur.

Systemet var stresset – jeg var stresset

Det kræver med andre ord store ambitioner, stærk vilje og markante initiativer at gennemføre det paradigmeskifte, som sundhedssektoren i givet fald skal gennemføre. Meget symptomatisk blev høringen i sidste uge åbnet til ouverturen af en tankevækkende analyse fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden. Undersøgelsen gjaldt de sundhedsprofessionelles egne oplevelser, når de bliver patienter, og resultatet var nedslående: Undersøgelsen afdækkede bl.a. problemer med nedværdigende behandlinger, manglende muligheder for at komme i kontakt med personalet, for dårlig koordinering af behandlinger osv.  Dermed føjer den sig ind i den lange række af andre kortlægninger, der igennem årene har beskrevet patienternes erfaringer med sundhedssektoren på godt og ondt. Uanset de stadig flere erklæringer og målsætninger om at placere patienten i centrum har sundhedssektorens rejse ind i patienternes verden hidtil vist sig at være både lang, kroget og fyldt med omveje og delvise afspærringer.

Det kan jeg personligt bevidne fra mine nærkontakter med det danske sundhedsvæsen – første gang samtidig med udgivelsen af ”Når patienten vågner”. En alvorlig kræftdiagnose bandt mig til sektoren i lange tider. Mødet var voldsomt, ikke alene på grund af sygdommen, men fordi jeg fra det ene øjeblik til det andet mistede det selvværd og den selvforståelse, jeg havde mere brug for end nogensinde.  Sundhedsvæsenet havde tilsyneladende hverken ressourcer til eller interesse i at tage sig af mig som patient, men havde kun fokus på sygdommen. Systemet var stresset, og jeg var stresset. En meget dårlig kombination og langtfra optimale vilkår for helbredelse. Det var erfaringen fra mit første møde med sundhedsvæsenet.

For knapt to år siden blev jeg sendt retur til sektoren med en dødelig blodforgiftning – et septisk chok – og udover kampen mod sygdommen havde jeg måske håbet og troet på, at mange års debat om patienten i centrum havde udløst markante forbedringer i behandlingsmiljøet – set fra sengekanten. Men desværre nej. Hvis der var en forskel, var den til det værre: Tempoet på sengeafdelingerne syntes højere, og tiden til patienterne tilsvarende mindre. Som patient mærkede man, at produktiviteten steg, men kvaliteten faldt. Dette er blot endnu en oplevelse, der dokumenterer afstanden fra de sundhedspolitiske erklæringer til hverdagen i de enkelte afdelinger, på de enkelte stuer og hos den enkelte patient.

Hvis man skal tro på et paradigmeskifte skal mindst tre fundamentale krav opfyldes. For det første, at der eksisterer en bred erkendelse af behovet for en ny patientkultur. For det andet, at der foreligger beviser for, at det kan betale sig for alle parter. For det tredje, at ledende kræfter udtrykker en stærk vilje til forandringer. Det vil sige, at de kan udfolde det nødvendige lederskab.

Hvis høringen kan tages som et pejlemærke for vindretningen i sundhedssektoren, er disse krav opfyldt.

Men et fjerde krav skal også opfyldes. Et krav, der handler om, hvor ambitiøst og målrettet muligheden udnyttes. På mindst fem punkter skal sundhedsvæsenet reformeres eller nytænkes for at sikre reelle gennembrud for patientkulturen i Danmark. De tager alle afsæt i den rapport – ”Patienternes nye rejse” – som Mandag Morgen udgav forud for høringen sammen med TrygFonden, Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Danske Regioner. Det drejer sig kort fortalt om følgende:

En kvalitetsreform: Reformen skal sikre gennemførelsen af nye og langt bredere kvalitetskriterier for behandlingen af patienter. Den faglige kvalitet og den oplevede kvalitet skal bl.a. ligestilles.

En incitamentsreform: De hidtidige styringsinstrumenter, bl.a. bygget op omkring DRG- takster, skal udvides, så de også belønner/straffer ud fra behandlingen af patienter – i hvilket omfang deres behov imødekommes.

En ledelsesreform: Ledelse har altid været en akilleshæl i sundhedssektoren og er en væsentlig grund til, at sektoren er fragmenteret og præges af en underudviklet vidensdelingskultur. Der er for mange ledere og for lidt lederskab. Derfor er der brug for at nytænke succeskriterierne for lederskab, herunder hvad det vil sige at lede en stor servicevirksomhed, som et hospital også er.

En kommunikationsreform: Den handler om lære alle lag i sundhedssektoren at tale og kommunikere på patienternes præmisser og udfordre det indforståede fagsprog. En oplagt opgave kunne f.eks. være at udvikle en patientjournal, der også kan læses og forstås af patienter og pårørende.

En forsknings- og uddannelsesreform: Hvis ikke patienternes behov bliver en naturlig og vigtig del af uddannelsen og støttes af forskningsprojekter, vil en patientkultur aldrig opnå den nødvendige prestige og prioritering.

Andre initiativer kunne sikkert tilføjes, men ovenstående demonstrerer blot, hvilke handlinger der er nødvendige for at forløse 15 års vilje til at sætte patienten i centrum. Høringen den 29. september kan i så fald blive en af de begivenheder, der markerede paradigmeskiftet.