I de forgangne måneders mediestorm omkring udenrigsminister Lene Espersens mødeaktivitet er hendes forgænger, Per Stig Møller, gang på gang fremhævet som et forbillede. Flere konservative lokalformænd har ligefrem efterlyst, at man genindsatte Per Stig Møller i sit gamle ministerium.

Men den forhenværende udenrigsminister pjækkede selv konsekvent fra en lang række møder mellem EUs udenrigsministre. Det viser en omfattende kortlægning, som Mandag Morgen har foretaget.

Fra han blev udenrigsminister i slutningen af 2001 og frem til afslutningen af det danske EU-formandskab i december 2002, var Per Stig Møller et dydsmønster blandt EUs udenrigsministre og deltog i samtlige formelle rådsmøder. Men så snart EU-formandskabet var overstået, forsvandt udenrigsministerens interesse for EU-møderne. Fra januar 2003, til han stoppede som udenrigsminister i februar 2010, udeblev han fra 30 pct. af de formelle udenrigsministerrådsmøder. Ud af 86 formelle møder har Per Stig Møller meldt afbud til 26. Ved disse lejligheder er det Danmarks EU-ambassadør eller en topembedsmand fra Udenrigsministeriet, der har sat sig ved mødebordet med udenrigsministrene fra store EU-lande som Tyskland, Frankrig og Storbritannien.

I en kommentar, som blev bragt i Berlingske Tidende i tirsdags, gav Per Stig Møller en meget præcis beskrivelse af, hvilke afvejninger en udenrigsminister er nødt til at foretage, og hvornår en dansk udenrigsminister bør deltage i et møde:

“Man må prioritere og give højeste prioritet til de møder og besøg, hvor Danmark kan spille en rolle, hvor der skal træffes beslutninger, hvor man kan gavne danske interesser, hvor danske synspunkter skal fremlægges, eller nye alliancer smedes.”

Mandag Morgens kortlægning viser, at Per Stig Møller selv har haft overmåde svært ved at leve op til sine egne idealer om, hvordan en dansk udenrigsminister bør agere.

Når EU-udenrigsministrene samles til deres månedlige møde i Bruxelles eller Luxembourg, er der mange punkter på den formelle dagsorden. Men en del af dem er forberedt af embedsmændene og bliver vedtaget uden diskussion. Af mødereferaterne fremgår det dog klart, hvilke emner der rent faktisk har været genstand for debat blandt udenrigsministrene. Mandag Morgen har gennemgået dagsordenerne og referater fra samtlige 26 møder. Gennemgangen viser, at det langtfra er perifere og ligegyldige spørgsmål, der er blevet behandlet på de møder, hvor Per Stig Møller har været fraværende.

Siden 2003 har der været mere end 160 drøftelser blandt EU-udenrigsministrene, hvor en embedsmand har ført ordet på Danmarks vegne. Listen over emner spænder vidt og omfatter bl.a. situationen i Mellemøsten, Irans atomprogram, situationen i Irak, Zimbabwe, Congo, Sudan, Afghanistan og andre problemområder, hvor EU spiller en betydelig rolle internationalt – det kan både være traditionelt  diplomati og egentlige militære aktioner, som EU har kørt flere af i bl.a. Afrika.

En række centrale begivenheder tættere på Europa har også været varme emner for de øvrige EU-landes udenrigsministre. Per Stig Møller er bl.a. udeblevet fra diskussioner om konflikten mellem Georgien og Rusland, gaskonflikten mellem Rusland og Ukraine og udviklingen i det vestlige Balkan, f.eks. diskussionen efter mordet på den serbiske premierminister.

Særligt iøjnefaldende er Per Stig Møllers fravær ved flere EU-diskussioner om Mellemøsten. Det er et område, som den tidligere danske udenrigsminister har profileret sig stærkt på. Han udeblev f.eks., da EU-udenrigsministrene for første gang nogensinde fik et uformelt møde i stand med samtlige udenrigsministre fra den Arabiske Liga. Da repræsentanten for den såkaldte kvartet (EU, FN, USA og Rusland) i Mellemøsten, den tidligere britiske premierminister Tony Blair, mødte op til et rådsmøde for personligt at drøfte situationen i Mellemøsten, var det den danske EU-ambassadør Claus Grube, der var med.

Per Stig Møller er udeblevet fra 13 diskussioner om Mellemøsten, 10 om Iran – herunder om atomprogrammet – 8 om Irak og 7 om Libanon, hvor bl.a. mordet på premierministeren, Syriens tilbagetrækning og konflikten med Israel blev drøftet. Se figur 1.

En fuldstændig liste over de diskussioner, som Per Stig Møller udeblev fra, kan findes på Mandag Morgen Share – www.mm.dk.

Fravær bemærket

Per Stig Møllers mødefravær er ikke gået ubemærket hen i Bruxelles. Hverken danske eller udenlandske diplomater, som Mandag Morgen har forelagt kortlægningen for, er overrasket over resultaterne. Den tidligere udenrigsministers lave mødefrekvens har været en velkendt sag i Bruxelles. Men i grel kontrast til Lene Espersens har det aldrig været omtalt med et ord i danske medier.  En søgning i Infomedia viser, at der siden marts har været skrevet mere end 2.700 artikler om Lene Espersen, hvor ordet afbud indgår.

I mange af disse artikler fremhæves Per Stig Møller som et forbillede i modsætning til “ferieministeren”. Det er jævnligt blevet nævnt, når Per Stig Møller ikke har været til stede ved EU-møder. Men det er sket i artikler om mødernes indhold. Ingen danske medier har beskæftiget sig med en særlig “afbuds-problematik”.

Om en minister møder op eller ej, er især noget formandskabet bemærker. Når et land har formandskabet for EU, er det naturligvis ekstremt opmærksom på, hvordan andre lande optræder. Møder de op? Tager de ordet? Udgør landenes holdninger og handlinger et problem, eller optræder landene på en måde, så det hjælper formandskabet med at få løst problemerne og med at få skabt fremdrift i en diskussion?

Hvert land har kun formandskabet i seks måneder. Men både den franske udenrigsminister Bernhard Kouchner og den finske udenrigsministre Erkki Tuomioja måtte opleve, at Per Stig Møller blev væk fra tre af deres møder. Siden sommeren 2003 har samtlige EU-formænd oplevet, at den danske udenrigsminister blev væk fra mindst ét formelt møde.

Mere alvorligt er det, at VK-regeringens begrænsede engagement i EU-udenrigsministrenes arbejde er noteret internt i EU-institutionerne. Uanset om det gælder embedsmænd i Ministerrådets sekretariat, i Kommissionen eller i de forskellige kommissærers kabinetter, er fraværet blevet bemærket.

De nu månedlige møder mellem EU-udenrigsministrene er den ældste rådsformation i det europæiske samarbejde. Siden Kul- og Stålunionens dage har udenrigsministrene haft en helt særlig funktion i EU-samarbejdet.

Udenrigsministrene mødes nemlig ikke kun for at diskutere udenrigspolitik. Hver måned sammentræder udenrigsministrene også i en rådssammensætning, som på EU-dansk hedder Rådet for Almindelige Anliggender og på mere mundret engelsk: General Affairs.

Det betyder, at udenrigsministrene i realiteten afholder to månedlige rådsmøder, som dog altid forsøges afholdt samme dag af praktiske årsager.

I det ene råd drøfter udenrigsministrene klassiske udenrigspolitiske emner – fra Mellemøsten, Irak og Afghanistan til Zimbabwe, Sudan og Somalia.

I det andet drøfter udenrigsministrene mere generelle EU-anliggender. Det kan være alt fra forhandlinger om ny EU-traktat eller optagelse af nye medlemmer til EUs finansielle perspektiver, løn og skattevilkår for medlemmer af Europa-Parlamentet osv. Også alle interne organisatoriske spørgsmål afhandles i General Affairs.

Dermed har EU-udenrigsministrene en markant større, tungere og bredere dagsorden end andre ministre, som mødes i Bruxelles. De skal ikke kun passe deres eget “stofområde”, men har også et overgribende ansvar for, at EU-maskineriet fungerer.

Bl.a. på grund af dette særlige ansvar anses det ellers for særlig vigtigt, at netop udenrigsministrene møder personligt op. I princippet gælder dette naturligvis for alle ministre. Men på andre områder er der udbredt forståelse for, hvis en minister kan være forhindret, og i enkelte rådsformationer accepteres det, at et land ofte vælger at sende en embedsmand. Lande som Østrig, Luxembourg, Tjekkiet og Slovakiet, som ikke har nogen kystlinje, har f.eks. stærkt begrænset interesse for møderne mellem EUs fiskeriministre, når dagsordenen er domineret af kvotespørgsmål.

Udenrigsminister-rådet har imidlertid en særlig status. Det betragtes som en klub, hvor man ikke nøjes med at møde op, når man har egne specialinteresser på dagsordenen – man møder op hver gang, fordi alle har en fælles rolle og et fælles ansvar. Mange regeringer har indrettet sig på den måde, at de kan sende en europaminister eller en politisk udpeget statssekretær, hvis udenrigsministeren er forhindret i at møde op. Altså afløsere, som har et politisk mandat og derfor lettere ved at tage ordet på møderne.

Det er også en klub med en særlig mødekultur og mødedisciplin. Tonen er meget ligefrem, og kredsen af udenrigsministre er ikke blege for at markere utilfredshed, hvis en minister tager ordet uden at bidrage med noget særligt. Hvert møde har en begrænset tid, og ofte er der mange emner på dagsordenen. Derfor er selvdisciplinen generelt stor, og den enkelte udenrigsminister forventes kun at tage ordet, når det er nødvendigt. Af samme årsag tager danske embedsmænd sjældent ordet, når de vikarierer for ministeren. Det sker stort set kun, hvis diskussionen pludselig bevæger sig i en retning, der truer danske interesser.

Nye toner

Mens Per Stig Møllers omfattende fravær fra EU-møderne er blevet forbigået af medierne med tavshed, så har Lene Espersens afbud fået omfattende omtale.

Siden Lene Espersens tiltræden som udenrigsminister har der været afholdt fem formelle EU-udenrigsministerrådsmøder. Lene Espersen er udeblevet fra to – første gang fordi hun var i Afghanistan, anden gang fordi hun var på ferie med familien.

Hvad angår det sidste, kan man konstatere, at Espersens forgænger ikke har noget at lade hende høre. Per Stig Møller har ikke været til et julimøde blandt udenrigsministrene siden 2002. Espersen har da også forsøgt at imødegå kritikken ved at fremlægge juli-afbuddet som en normalitet. Denne normaltilstand er dog i givet fald af nyere dato. Det er ikke lykkedes Mandag Morgen at finde eksempler på, at Niels Helveg Petersen, der var udenrigsminister i næsten otte år under den foregående regering, er udeblevet fra et julimøde i Udenrigsministerrådet. Kortlægningen er dog ikke fuldt dækkende, bl.a. fordi EU-arkiverne ikke går helt tilbage til 1993, hvor Helveg overtog posten.

Fraværet fra netop juli-møderne er ekstra bemærkelsesværdigt, da det netop er i juli og januar, at EU-landenes udenrigsministre afholder åbne debatter om formand­skab­ets arbejdsprogram. Netop disse debatter var en af de store åbenheds-sejre, som Uffe Ellemann-Jensen fik i land i kølvandet på det danske nej i 1992.

Mens Lene Espersen har fået omfattende kritik for sit fravær, er hendes afbud ironisk nok væsentligt lettere at forklare end hendes forgængers. Fra årsskiftet har møderne mellem udenrigsministrene nemlig undergået en principiel forandring, som endnu ikke er fuldt indfaset. Mens det stadig er EU-formandskaberne, som kører rådsmøderne om General Affairs, er det EUs nye udenrigsrepræsentant, Catherine Ashton, der leder de udenrigspolitiske diskussioner. Ashton har haft betydelige problemer med at skabe sit eget setup, og en af effekterne har været, at dagsordenerne bliver færdige meget sent – hvilket flere lande har klaget over.

I den tid, hvor Lene Espersen har været udenrigsminister, har det været mere besværligt end normalt at bedømme de enkelte rådsmøders relevans og de praktiske konsekvenser af at udeblive.