Når formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, og chefforhandleren for KL, Michael Ziegler, trak blankt i deres månedlange duel på ord, beskyldte de med alvor i stemmen hinanden for at ”ødelægge” eller ”tilsidesætte” den danske model og dens regler for, hvordan parterne på arbejdsmarkedet kan forhandle og ikke mindst løse konflikter.

Men de afgørende trusler mod den danske model er hverken kommet fra Bondo eller Ziegler.

I duellens hede fjernede de to kombattanter opmærksomheden fra dybe sprækker i den danske model, der i stigende omfang er ved at blive en model for de bedst organiserede, de bedst uddannede og de bedst lønnede. På det private arbejdsmarked forsvinder næsten 1.000 ufaglærte job om måneden – en udvikling, der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-Rådet) vil fortsætte resten af dette årti.

Samtidig siver de ufaglærte fra de fagforeninger, der er rygraden i den danske model. Tilbage står job på den del af arbejdsmarkedet, hvor organisationsgraden er lav, og fagforeningerne derfor ikke kan sikre gode arbejdsforhold i samme grad som på den organiserede del af arbejdsmarkedet.

Modsætningen er langt tydeligere i andre europæiske lande. Her befinder en godt uddannet og velstillet del af befolkningen sig entydigt på vindersiden, mens en anden del med ringere kvalifikationer og ringere jobmuligheder entydigt befinder sig på tabersiden.

”Over det meste af Europa ser vi en polarisering, der skiller de godt uddannede fra dem uden uddannelse. Middelklassen stiller krav om stadig bedre velfærd, og det bliver et problem for dem, der står nederst i uddannelseshierarkiet. I Danmark begynder polariseringen tidligt i livet, hvor flere og flere unge hverken får et job eller en uddannelse,” siger Jon Kvist, professor på Center for Velfærdsstatsforskning ved Syddansk Universitet.

Han henviser til, at flere unge hverken har en uddannelse, et job eller en læreplads. Den økonomiske krise kan forklare en del af miseren, men i både Tyskland og Sverige er det lykkedes at reducere antallet af unge i den sårbare gruppe siden 2008. Se figur 2.

Middelklassen presser velfærden

Danmark kan som de fleste andre europæiske lande bryste sig af, at befolkningen som helhed bliver bedre og bedre uddannet. Særligt den del af befolkningen, der har taget en uddannelse på et af universiteterne, vokser hurtigt. Samtidig rykker flere og flere kvinder ind i universiteternes auditorier. I dag er der kun 3 mænd for hver 4 kvindelige studerende på de højere læreanstalter, en tendens, der går igen over hele Europa. Se figur 3.

Næste år er stigningen på 0,4 pct., og i Vækstplan DK lægger regeringen op til, at stigningen holdes på 0,75 pct. i årene op mod 2020. Venstre har med Lars Løkke Rasmussen i spidsen foreslået en nulvækst. På indtægtssiden har Venstres tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen sat sig tydelige spor. Selv om Helle Thorning-Schmidts regering ikke har bekendt sig til skattestoppet skriftligt, nedsætter den seneste skattereform skatten for alle danskere. I det politiske landskab er der ikke plads til udbygning af den offentlige sektor. Se figur 4.

Torben M. Andersen forudser ikke et opgør med velfærden, som vi kender den i dag, men en stribe år med meget hård styring, sådan som man f.eks. kan se det i forbindelse med Vækstplan DK. Kommunernes budgetloft er inspireret af Sverige, hvor skiftende regeringer har brugt budgetlofter til at styre den offentlige sektor siden 1996.

”Budgetloftet er et instrument, der sætter rammen for det offentlige forbrug. Her afgør regeringen ikke, om pengene skal gå til uddannelse eller sundhed, men det sikrer en økonomisk ansvarlighed. Det har svenskerne haft held med. I en lang periode har de haft overskud på de offentlige finanser, og det gør, at de har nogle helt andre diskussioner, end vi har,” siger Torben M. Andersen.

Jobløs vækst afløser krisen

Den stramme styring af den offentlige sektors økonomi er med til at forklare, hvorfor regeringen ikke bare skaber flere job i stat og kommuner, sådan som en traditionel krisepolitik ville tilsige. Tværtimod er den offentlige beskæftigelse faldet gennem de seneste to år. Med Vækstplan DK tager statsminister Helle Thorning-Schmidt konsekvensen og siger for alvor farvel til traditionerne.

Vækstplanen lægger entydigt op til, at jobskabelsen fremover skal ske i den private sektor. Hele 150.000 nye job skal det blive til i årene frem til 2020, lyder det optimistiske budskab fra regeringen – et tal, der dog betvivles af flere økonomer, der vurderer, at de nye initiativer i vækstplanen måske ikke skaffer mere end få tusinde nye arbejdspladser. Men samtidig kalkulerer planen ikke med nye job i det offentlige. Pointen er meget tydelig, at velfærden skal sikres, og det skal ske ved at gøre den private sektor mere konkurrencedygtig, så væksten her kan finansiere velfærden.

Med vækstplanen reagerer Thorning-Schmidt bl.a. på de private virksomheders stærkt forringede konkurrenceevne. 00’ernes lønfest skal erstattes af 10’ernes jobfest. Politikernes bidrag er at reducere erhvervslivets byrder. I det regnestykke skal den offentlige sektor levere sine serviceydelser så billigt og effektivt som muligt.

”Der er et helt sæt af nye betingelser for åbne økonomier som den danske, der ligger i konkurrence med hinanden. I de kommende år konkurrerer staterne mod hinanden som aldrig før. Den offentlige sektor får en helt ny rolle, hvor den skal levere gode rammebetingelser for den private sektor. Vækstplan DK er et godt eksempel på den nye tendens,” siger Ove Kaj Pedersen.

Det er bare langtfra sikkert, at de forbedrede rammebetingelser for private virksomheder og den mulige jobfest her også giver plads til mange nye job til ufaglærte. Indtil nu er udviklingen på det private arbejdsmarked gået i den stik modsatte retning. Selv gennem 00’ernes økonomiske fremgang forsvandt der hvert år ufaglærte job, en tendens der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er forstærket under krisen. Samtidig tyder alt på, at det varer mange år, før beskæftigelsen er oppe på det niveau, den havde lige inden krisen.

Uden for den fine stue

Samtidig med at de ufaglærte står dårligt i kampen om at få fodfæste på et stadig mere konkurrencepræget jobmarked, overlader de i stigende grad kampen om løn- og arbejdsforhold til de faglærte og deres fagforbund. Siden 1996 har særligt de ufaglærte droppet medlemskabet af en fagforening. Se figur 5.

”Mange lønmodtagere skifter ofte job i de her brancher, og derfor er det sværere at organisere dem. På de her områder er fagforeningerne svækkede, sådan som vi så det med konflikten på Restaurant Vejlegården, hvor der kun var meget få medlemmer af 3F. Det gjorde det muligt for Amin Skov at etablere sin frigørelseskonflikt,” siger Christian Lyhne Ibsen.

Amin Skovs modpart var da heller ikke de ansattes fagforeninger, men leverandørernes fagforeninger, der blokerede leverancer til restauranten. Konflikten om Vejlegården sætter lys på sprækkerne i den danske model.

”Når kompetencekravet er svagt, vil der være mange om buddet, og det kan føre til pres på løn- og arbejdsforhold. Alt i alt må man forvente, at det vil svække de ufaglærtes position på arbejdsmarkedet,” siger Lyhne Ibsen.

Lige nu er udviklingen selvforstærkende. Stadig færre ufaglærte er organiseret i den organiserede fagbevægelse, mens stadig flere foretrækker Det Faglige Hus og andre såkaldt gule fagforeninger, hvor kontingentet er markant lavere. De er til gengæld ikke i stand til at forhandle løn- og arbejdsforhold som de organiserede fagforbund. Se figur 6.

Sprækkerne i den danske model udvider sig langt fra konflikten mellem velorganiserede og vellønnede lærere og deres modpart, KL. I det perspektiv var Bondo Christensen og Zieglers diskussion af, om spillereglerne i den danske model blev fulgt, kun krusninger på overfladen.