Siden slutningen af 1980’erne er andelen af decideret fede danskere fordoblet, og om ti år kan vi fortælle den samme historie om diabetikere. Og politikerne vil da også gerne have danskerne til at spise sundere, men de vil ikke gøre noget for at få dem til det.

På trods af de nedslående statistikker kan hverken nye eller højere afgifter på usund mad, en national måltidstrategi for de offentlige måltider eller en madordning på skolerne i stil med den, man kender fra daginstitutionerne, komme på tale på Christiansborg. Heller ikke selvom initiativerne kan være med til at styrke folkesundheden.

[graph title="Politikerne: ikke vores bord" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/4586a-kni_fig01_politikerne-vil-ikke-hje%cc%88lpe-danskerne-med-at-spise-sundere.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/6d35f-kni_fig01_politikerne-vil-ikke-hje%cc%88lpe-danskerne-med-at-spise-sundere.png" text=""]Kilde: Mandag Morgen på baggrund af interview med René Christensen (DF), Mette Bock (LA), Charlotte Dyremose (K), Erling Bonnesen (V), Andreas Steenberg (R), Orla Hav (S), Lisbeth Bech Poulsen (SF), Per Clausen (EL). [/graph]

Det står klart, efter Mandag Morgen har spurgt partiernes fødevareordførere om deres holdning til en række folkesundhedsfremmende forslag, som Folketinget har mulighed for at gennemføre. Selvom ordførerne anerkender, at usunde madvaner år efter år både koster tusindvis af menneskeliv og samfundet milliarder af kroner, er få villige til at tage deres magt i brug. Se figur.

Der er ellers masser at tage fat på. Ud over eksplosionen i fedme- og diabetestilfælde vil 55 pct. flere danskere om ti år lide af én af de fem hyppigste kræftformer, og WHO anslår, at kosten i dag kan kædes sammen med 30 pct. af alle nyopståede kræfttilfælde i ilandene.

Hos de ældre er der ikke meget at hente. Ca. 20 pct. af de ældre i ældreplejen er undervægtige, og ca. 40 pct. af beboerne på landets plejehjem er i risiko for at blive det. I børnenes rækker ser det ikke bedre ud. En fjerdedel af de ældste elever i folkeskolen spiser lige så ofte fastfood som rugbrødsmadder til frokost, hvis de da ikke skipper den helt, og næsten hver tiende er overvægtig.

Afgifter virker, men ikke politisk

En af de mest effektive måder at slå et politisk slag for folkesundheden på er ved at lægge afgifter og skatter på usunde fødevarer. Det gjorde VK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti, da den vedtog den såkaldte fedtafgift, som trådte i kraft i november 2011. Afgiften skulle få befolkningen til at spise mindre mættet fedt og i sidste ende være med til at opfylde målsætningen om at forbedre folkesundheden og forlænge danskernes gennemsnitlige levetid med tre år over de næste 10 år. Men allerede året efter blev afgiften sammen med den planlagte udvidede sukkerafgift sløjfet af den nuværende regering og Enhedslisten i forbindelse med finansloven for 2013. Fedtafgiften virkede ikke efter hensigten, sagde man.

Men det viste sig senere, at det gjorde den.

En rapport fra Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet dokumenterede samme år, at danskernes samlede forbrug af smør, margarine og olie faldt med 10-20 procent i de første tre måneder, efter afgiften blev indført, sammenlignet med samme tre måneder de to foregående år. 

”Man nåede at afskaffe fedtafgiften, før man fandt ud af, om den virkede. Vi har lavet en analyse, der viser, at fedtafgiften fik folk til at spise mindre fedt. Men desværre blev analyserne først færdige, efter man havde besluttet sig for at fjerne skatten igen,” siger Jørgen Dejgård Jensen, lektor på Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet.

Alligevel er det kun Enhedslisten og SF, der vil høre tale om at genindføre en lignende fedtafgift eller øge afgifterne på usunde fødevarer for at få danskerne til at købe færre af dem.

Ingen af de andre partier tror længere på, at man kan eller skal ændre folks adfærd ved at ramme dem på pengepungen.

”Vi tror ikke på, at prisen har den store effekt. Folk køber, hvad de vil. For eksempel ser vi alle de her bland-selv-slik-butikker, hvor man betaler uhyrlige summer for 100 gram slik. Så prisen – som vi godt kunne regulere – er ikke så afgørende, som vi går og bilder hinanden ind,” siger fødevareordfører for de radikale, Andreas Steenberg.

Det er Charlotte Dyremose fra de konservative enig i:

”Det er svært at sige, hvad der er sundt. Intet er sundt i for store mængder, og derfor skal man helt væk fra tanken om, at man kan få danskerne til at spise sundere ved at indføre afgifter.”

Gode erfaringer fra andre EU-lande

I andre EU-lande har man ellers opnået gode resultater ved at indføre afgifter på fedt og sukker. Det viser en rapport fra EU-Kommissionen fra januar i år. I Finland lagde man i 2011 afgifter på slik, chokolade og is. To år senere spiste finnerne 2 pct. mindre slik, 5 pct. mindre chokolade og 20 pct. mindre is. Ungarn indførte tilsvarende afgifter på slik, sodavand og chips i 2011, og her faldt forbruget med henholdsvis 15, 13 og 15 pct. fra 2011 til 2013. Frankrig vedtog at lægge afgifter på drikkevarer med sukker eller kunstige sødemidler i 2012, hvilket betød, at franskmændene i dag drikker 6,7 pct. mindre af de søde sager. Prisen påvirker forbruget af de usunde varer, lyder konklusionen i rapporten.

På trods af det har de danske partier – med undtagelse af Enhedslisten – valgt at gå den modsatte vej. Udover at fjerne fedtafgiften og annullere afgiftsstigningen på sukker blev et bredt flertal i folketinget enige om at sænke afgifterne på øl og sodavand fra juli 2013. Og det kunne mærkes på salgstallene. Ifølge Bryggeriforeningen købte danskerne 11,6 pct. flere læskedrikke fra første halvår 2013 til første halvår i år. I Coops 1.200 butikker er der indtil 1. juli i år solgt 80 pct. flere dåsesodavand end i samme periode sidste år.

Fødevareordførerne fra partierne bag beslutningen om at sænke afgifterne på øl og sodavand siger samstemmende, at hovedårsagen var, at den øgede grænsehandlen. Socialdemokraternes Orla Hav forklarer f.eks.:

”Vi har en grænsehandelsproblematik at tage hensyn til i Danmark. Jeg ved ikke, om man også har det i andre lande. Men vi skal finde det begavede snit i forhold til vores udenlandshandel og vores sundhed.”

Så det handler mere om konkurrenceevne end om sundhed?

”Nej, det vil jeg ikke sige. Vi går benhårdt efter en bedre folkesundhed, men vi tror, at vi bliver nødt til at kigge på de virkemidler, vi har til rådighed. Der er jo ikke meget ved at lave afgifter, hvis folk kører udenom og køber dobbelt så meget på den anden side af grænsen.”

I Skatteministeriets hovedrapport fra 2012, som beskriver grænsehandlen i Danmark siden 2010, står der følgende om, hvor meget der blev hentet hjem over grænsen i perioden efter fedtafgiften og afgifterne på en række grænsehandelsfølsomme vare blev udrullet:

“Debatten om disse afgifter har bidraget til en opfattelse af, at grænsehandlen i Danmark

skulle være steget markant – bl.a. som følge af de senere års afgiftsstigninger. Konklusionen i denne rapport er imidlertid, at den samlede grænsehandel i Danmark er relativt stabil og har udviklet sig som forventet.”

Skolemad må andre tage sig af

Mens et overvældende flertal blandt politikerne blankt afviser at indføre nye afgifter, anerkender de alle, at skolemadsordninger kan være med til at sikre, at eleverne får en ordentlig frokost. Men ingen ud over Enhedslisten og de konservative mener, det er deres opgave at få ordningerne bredt ud på landsplan. Det er op til kommunerne og skolerne.

”Vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner. Der er så mange ting, vi godt kunne tænke os på Borgen, men vi skal ikke diktere alting fra Christiansborg, for så æder vi os ind på kommunernes områder, og på den måde ender vi med at undergrave det kommunale selvstyre,” siger Lisbeth Bech Poulsen fra SF.

Liberal Alliance synes slet ikke, at Folketinget bør have en holdning til, om skoler skal etablere køkkener, madordninger eller andre tiltag, der kan få børnene til at spise sundere.

”Det skal kommunerne og skolerne bestemme. Vi er for bange for at skabe ulighed i Danmark. Alle skal have ens tilbud, uanset hvor de er i landet. Det går ud over de lokale frihedsgrader, og det er jeg imod. Nogle skoler vil give børnene et tilbud om et sundt måltid mad, andre vil prioritere anderledes. Det er op til dem,” siger fødevareordfører Mette Bock.

Så det er fuldstændig op til den enkelte skole?

”Ja, det er den enkelte skoles beslutning, og det skal Christiansborg ikke blande sig i.”

Men problemet er, at nogle børn kommer fra ressourcestærke hjem, som sørger for sund og varieret mad, mens andre kommer fra ressourcesvage hjem, hvor forældrene giver dem usund mad med i skole, hvis de overhovedet får noget med.

”Ja, men vi skal ikke sætte alting på formel, og alle behøver ikke få det samme.”

Så det er okay, hvis nogen børn ikke spiser sundt?

”Ja. Det er op til forældrene,” siger Mette Bock.

Ingen ordning for skoler

Selvom partierne forklarer, at de ikke vil forbryde sig mod det kommunale selvstyre ved at arbejde for at udbrede skolemadsordninger på landsplan, havde de det ikke på samme måde, da de for få år siden indførte en lov om frokostordninger i dagsinstitutionerne. Dengang besluttede et flertal i Folketinget, at forældrene i de enkelte institutioner skal tage stilling til, om de vil have en fælles madordning, som kommunen i så fald er forpligtet til at sørge for, eller om de vil lave madpakkerne selv. Forældrebestyrelserne på daginstitutionerne skal mindst hvert andet år tage stilling til, hvad de vil.

Og den strategi har virket. Tal fra Socialministeriet viser, at over 40 pct. af daginstitutionerne har en fælles madordning i dag.

Alligevel afviser partierne på Christiansborg at indføre en lignende ordning for skolerne. Udover Enhedslisten og de konservative vil ingen forpligte forældrebestyrelser til at tage stilling til, om de ønsker en madordning for deres børn eller ej.

Og der er heller ikke meget at komme efter hos fødevareminister Dan Jørgensen (S).

”Hvad der fungerer i en kommune, fungerer ikke nødvendigvis i en anden. Det vil jeg ikke blande mig i. Det, man kan gøre fra regeringens side, er at sætte fokus på, hvad vi mener, der fungerer bedst. Men det er op til den enkelte kommune at finde ud af, om man vil have skolemadsordninger eller ej,” siger fødevareministeren.

 Er det vigtigere, at børnene spiser sundt, når de er i daginstitutionerne, end når de går i skole?

”Nej.”

Men hvorfor er reglerne så forskellige? Du siger jo ikke til skolerne, at de skal have en madordning. Du siger, de skal tage stilling til, om de skal have en ordning eller ej. Så det griber ikke ind i selvstyret?

”Nej, men den lovgivning, der gælder på folkeskoleområdet, er ikke mit ressortområde, så jeg skal ikke kunne sige, hvorfor der gælder forskellige regler,” siger Dan Jørgensen.

Ressortkaos

Det er ikke den eneste gang, man hører en variant over den slags svar fra ministeren. Afgifter og skatter hører under Skatteministeriet. Daginstitutionerne hører under Socialministeriet. Skolerne hører under Undervisningsministeriet. Og den samme kommentar kommer fra flere af fødevareordførerne. De henviser til skatteordføreren, sundhedsordføreren eller børne- og ungeordføreren på flere af de spørgsmål, Mandag Morgen har bedt dem tage stilling til. Og det er helt naturligt, mener Dan Jørgensen:

”Fødevaredagsordenen går på tværs af flere ressortområder.”

Men da vi interviewede dig om madrevolutionen i september, sagde du, at du var træt af hønen og ægget-diskussionen. Man skulle ikke sidde og vente på hinanden, sagde du. Er det ikke lige netop det, der kommer til at ske, når du ikke vil gå ind på områder, fordi det ikke er dit ressort, selvom det har betydning for den dagsorden, du arbejder på?

”Jo, helt klart. Faren er, at det bare bliver ved snakken og de gode intentioner.”

Og hvad gør du for at undgå, at det sker?

”Jeg er netop ret bevidst om at gå i dialog på tværs. Det er paradoksalt, når man ser på, hvad jeg blev beskyldt for i starten. Da sagde kritikerne, at jeg ville detailstyre og bestemme alting. Men det vil jeg ikke. Jeg vil have dialog. Og de seneste måneder har vi fået en debat og en dialog op at stå. Vi går i dialog på tværs af fagområder.”

Taler du med dine ministerkolleger om, hvordan I sammen kan løfte dagsordenen?

”Ja, vi samarbejder selvfølgelig med de andre ministerier. Når vi taler om bedre mad til de ældre, så er det socialministeriet, vi taler med. Så ja, vi taler sammen løbende og samarbejder, når det giver mening. Vi forsøger ikke at lade os begrænse af ressortopdelinger. Vi er en fælles regering med fælles mål og fælles resultater.”