Politisk thriller venter til efteråret

Udfordringerne står i kø for regeringen efter sommerferien. Her er et udpluk af Løkkes arbejdskalender for det næste halve år.
Torben K. Andersen

Det næste halve år bliver en afgørende test for Lars Løkke Rasmussens styrke som statsminister og hans historiske eftermæle.

Det kan blive hans måske største sejr som statsminister. Men det kan også føre til sammenbrud i den blå blok, udløse et folketingsvalg og betyde et farvel til Løkke som Venstres frontfigur.

Sjældent har en statsministers arbejdskalender været fyldt med så mange og vidtgående punkter. Han skal først og fremmest støbe en økonomisk 2025-plan. Det bliver fundamentet for regeringens arbejde og prioritering. Planen skal skabe øget økonomisk råderum for at kunne adresse nogle af Danmarks store udfordringer som lav vækst, mangel på offentlig forsørgelse og stramme offentlige finanser.

Skattereformen bliver en politisk gyser. Det er svært at forestille sig de konservative og specielt Liberal Alliance stemme for en skattereform uden lettelser i topskatten. Det er lige så svært at forestille sig en reform uden skattelettelser i bunden, som Venstre nu i to år har argumenteret for. Og Løkkes opgave bliver ikke lettere af, at Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl gerne ser skattereformen helt droppet.

En ny pensionsreform til efteråret bliver også en politisk thriller. Regeringen havde lovet en pensionsreform allerede i foråret og brugt det som argument for at nedlægge Pensionskommissionen. Men den blev udskudt. Og nu fanger bordet. Reformen skal rette op på nogle af skavankerne i det nuværende pensionssystem, der kan have karakter af en omvendt Robin Hood.

Der skal også udformes et nyt ejendomsvurderingssystem. Finansminister Claus Hjort Frederiksen har signaleret, at ejendomsværdibeskatningen – trods regeringsgrundlaget – er til forhandling. Og det kan frigive nogle milliarder til lettelser af f.eks. topskatten. Men det bliver heller ikke en let opgave.

Det samme er tilfældet med finansieringen af den grønne omstilling, når PSO-afgiften skal afskaffes fra årsskiftet. Afgiften indbringer ca. otte milliarder kr. årligt. Regeringen havde håbet på at lande sagen her i foråret. Men det satte Dansk Folkeparti en stopper for.

Udfordringerne i EU tårner sig også op. Løkke skal forsøge at få en parallelaftale med EU, så Danmark fortsat kan være med i det europæiske politisamarbejde, Europol, efter afstemningen sidste år. Dertil kommer dønningerne af den britiske afstemning i sidste uge.

Regeringen vil også til efteråret lancere en ny og omfattende kræftplan, der skal geare sundhedsvæsenet til at tackle det stigende antal kræftpatienter.

Flygtninge- og migrantkrisen ser ud til at fortsætte. Traditionen tro øges flygtningestrømmen de kommende måneder. Selv om presset på Danmarks og andre EU-landes grænser er aftaget noget efter aftalen med Tyrkiet og øget grænsekontrol, så sætter antallet af folk på flugt fra krig, vold og konflikt nye rekorder. Nu er antallet oppe på 65 millioner. Og erfaringerne har vist, at mure, pigtråd og politiske aftaler ikke i længden stopper strømmen af flygtninge.

Regeringen skal også lande en finanslovsaftale. Det var svært sidste år. Og bliver nok endnu sværere i år, når vennerne i blå blok traditionen tro vil tage sig dyrt betalt for at lægge mandater til andre beslutninger.

Dertil kommer, at Løkke forsat kæmper med lav vælgeropbakning i meningsmålingerne og et vaklende tillidsforhold mellem partierne internt i blå blok. Så udfordringerne står i kø for regeringen.

LÆS OGSÅ: Løkkes 15 uindfriede løfter

Omtalte personer

Lars Krarup

Formand, Realdania, formand, Team Danmark
Slagter (1991)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu