EU kan ikke løse klodens klimakrise. Det kan FN heller ikke. Det kan ingen politikere. Men politikerne kan, sådan som EU’s stats- og regeringschefer gjorde det i Bruxelles natten til fredag, udstikke en kurs, der gør den private sektor, den enkelte borger og hele civilsamfundet trygge. Trygge ved, at politikerne også i fremtiden vil tage vare på de industrier og investorer, som har modet til at investere i grønne løsninger, mens de vil presse industrier og investorer, som holder fast i klimabelastende forretninger.

Fredagens energi- og klimaforlig understreger, hvor langt Europa er kommet med at forvandle klima- og energipolitikken fra en gold ideologisk strid mellem et kvartalsfikseret erhvervsliv og velmenende, men ofte politisk umodne NGO’er til et centralt tema med maksimalt engagement på øverste politiske niveau. Forliget er ikke helt så ambitiøst på målene for vedvarende energi og energieffektivitet, som greentech-industrierne kunne ønske sig. Men omvendt er der langt fra tale om, at man lader den grønne omstillings innovative frontløbere i stikken.

Og så viser klima- og energiforliget, at sagen i dag er absolut chefsache, som man siger på tysk. Det er Tysklands kansler, Danmarks statsminister og de 26 andre regeringschefer, som efter årelange intense høringer afgør sager, der for få år siden aldrig nåede ud over miljøministrenes kreds.

For det EU, der så ofte skældes ud, er det uomtvisteligt en sejr, at man i først 2008 og nu i oktober 2014 har vist, at 28 lande er i stand til at indgå detaljerede politiske forlig om at gennemføre massive reduktioner i deres landes udledninger af klimaskadelige drivhusgasser. De brede skuldre bærer mest, mens de øvrige bærer, hvad de magter. Et stærkt signal om solidaritet i Europa, hvor velstandsniveauet er ulige.

FN’s generalsekretær roser da også EU-landenes aftale. ”I dag har EU’s ledere endnu en gang placeret Europa i en ledende position med et ambitiøst mål for reduktion af udledninger,” sagde Ban Ki-moon.

MEN ER DET SÅ NOK til at stoppe de globale klimaforandringer? Nej.

Lige så lysende Europas – og Danmarks – grønne globale lederskab måtte fremstå, lige så indlysende er det, at de kollektive europæiske anstrengelser ikke numerisk set kommer til at gøre den store forskel på globalt plan. Hvis ikke Kina, Indien og USA følger i Europas fodspor med massive reduktioner i deres udledninger og energiintensitet, risikerer verden massive ødelæggelser som følge af den globale opvarmning. Det vil stå helt klart, når FN’s klimapanel i næste uge i København offentliggør sine omfattende rapporter om klodens klimamæssige tilstand. Omvendt står det også klart, at det er med dybde og velholdenhed i det politiske lederskab af den grønne dagsorden, Europa kan bidrage for at sikre, at hele verden slår ind på en bæredygtig klima- og energipolitik.

Demokratiske ledere i USA og Indien og inderkredsen i Kinas kommunistiske etpartistat bør bide mærke i, at Europas ambitiøse klima- og energipolitik bliver stadig bredere samfundsmæssigt funderet. Og at den er det, fordi det i dag i lige så høj grad er industripolitiske og geostrategiske overvejelser, der driver den grønne omstilling, som det er hensynet til miljøet og klimaet. Det er i lige så høj grad de blå som de røde argumenter, der driver den grønne dagsorden.

Når Europas førende konservative og socialdemokratiske politikere enes om ambitiøse klima- og energimål på trods af deres landes vidt forskellige energigeografiske og -industrielle forudsætninger, så sender de samtidig et vigtigt signal til de private investorer, som ifølge denne uges udgave af Mandag Morgen skal finansiere størstedelen af den grønne omstilling. Politikerne forsikrer ved at tage deres del af ejerskabet til EU’s politik helt frem til 2030, at investorerne med ro i sindet kan investere langsigtet i rene teknologier, vel vidende at politikerne ikke pludselig ændrer rammevilkårene, således at konkurrenter med kapital i fossile teknologier får konkurrencefordelene. EU’s track-record over de seneste år understreger, at regeringsskifter mellem rød og blå blok i lande som Storbritannien, Frankrig, Spanien og Danmark ikke ændrer afgørende ved den energi- og klimapolitiske kurs. 
 

LAD OS I DEN FORBINDELSE SAMMENLIGNE med USA. Her er præsident Barack Obama i færd med at gøre klima- og energimæssige fremskridt. Men han gør det uden om Kongressen ved hjælp af præsidentielle dekreter. Hvad betyder det for investorer i den amerikanske energisektor? Det betyder, at de må indkalkulere risikoen for, at USA ved et af valgene i 2016, 2020, 2024 eller 2028 kan vælge en republikansk præsident, som ønsker at dreje energipolitikken i den diametralt modsatte retning. Hvis der er noget, investorer med lange investeringshorisonter ikke bryder sig om, så er det muligheden for, at den slags stop-and-go-politikker bliver til virkelighed. Resultater bliver, at disse investorer dropper at investere pensionsmilliarder i ren infrastruktur, selvom netop pensionskassernes ”lange penge” passer fortrinligt til langsigtede investeringer i infrastruktur.

Heldigvis ser det anderledes ud i Europa. Her kan EU-landene nu gå i gang med at skabe Den Europæiske Energi Union, som den tiltrædende EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker har bebudet. Og her er mange lavthængende frugter at plukke.

Europas energiforsyning er i dag et patchwork af forældede, udslidte og nationale netværk med lav effektivitet og høje priser. Europa er fuld af eksempler på, at energien ikke fordeles optimalt, fordi nationale myndigheder beskytter offentlige eller private nationale operatører. Det sker eksempelvis ved den fransk-spanske grænse, hvor Frankrig påberåber sig miljøhensyn som undskyldning for ikke at lukke spansk og portugisisk vind- og solenergi ind på det franske marked. Enhver kan se, at de franske myndigheders høje miljøfane i den sag først og fremmest gavner den statslige elgigant EDF, som i øvrigt selv ekspanderer kraftigt i Storbritannien. Et højspændingskabel over Pyrenæerne løser ikke klodens klimakrise. Men det vil gøre vindmøller og solceller på Den Iberiske Halvø mere rentable og sætte dem bedre i stand til at udkonkurrere fossile konkurrenter.

På samme måde vil beslutsomheden bag EU’s klima- og energipolitik helt frem til 2030 veje tungt hos de industrielle og finansielle investorer, som skal afgøre, hvordan morgendagens fabrikker og infrastruktur skal konstrueres. Når Europas politikere investerer deres politiske kapital i, at lovgivningen tilgodeser bæredygtige teknologier, så vil den private sektor alt andet lige være mere tilbøjelig til at lægge sin kapital på samme mark. Og uden den private kapital, uden den enkelte virksomhedsleders og den enkelte borgers engagement står det klart, at man ikke får stabiliseret udledningerne af drivhusgasser på et bare nogenlunde acceptabelt niveau.