Produktivitet har som begreb mange odds imod sig, hvis det skal blive en folkesag. Det er ikke et særlig folkeligt ord, og mange har en lidt uklar forestilling om, hvad begrebet dækker. Nogle forbinder det med stopure og piske.

Alligevel mener jeg, at vi bør arbejde for at gøre produktivitet til en folkesag. For produktiviteten er i min forståelse et afgørende mål for, hvad vi får ud af vore anstrengelser, og dermed et mål for, hvor velstående et samfund vi kan blive.

Forskellen på et subsistenslandbrug, som findes i de fattigste udviklingslande og kun giver mad til husstanden selv, og et moderne dansk landbrug er ikke, at den danske landmand arbejder hårdere, men at der kommer langt mere ud af anstrengelserne. Den danske landmand anvender bedre teknologi, bedre arbejdstilrettelæggelse, mere viden og befinder sig i et samfund, der understøtter bedriften med infrastruktur, kvalificeret arbejdskraft, sundhedsvæsen, kunder, leverandører og meget mere.

Den danske landmand er kort sagt mere produktiv, og det gælder stort set alle øvrige danske borgere, der er aktive i samfundets værdiproduktion i offentlig såvel som privat ansættelse.

Hvis vi ser på væksten i danskernes produktivitet og udviklingen i timelønnen siden Anden Verdenskrig, følges de nøje ad indtil årtusindskiftet, hvor lønnen løb fra udviklingen i produktiviteten.

Samtidig flytter verden sig med stadig større hast. Når dem, vi konkurrerer med, og dem, vi handler med, bliver dygtigere og mere produktive, så bliver vores produkter og serviceydelser på det globale marked relativt mindre værd. Hvis vi ikke også bliver tilsvarende mere produktive, bliver vi fattigere. Og hvis vi desuden ønsker vækst i velstand og velfærd, så stiller det yderligere krav til vores produktivitet.

Denne fare er imidlertid ikke nok til at skabe en fælles forståelse i befolkningen af, at vores fremtid afhænger af øget produktivitet. Det kræver også, at alle tror på, at væksten i produktivitet kan ske, uden at arbejdsdagen bliver til et stressende helvede.

Det er straks mere kompliceret. For vækst i produktivitet kan bl.a. ske, ved at vi arbejder mere og hårdere. Og vi kommer i hvert fald til at arbejde mere, for efterhånden som vi bliver ældre, er det nødvendigt, at vi er flere år på arbejdsmarkedet.

Høj produktivitet – stor arbejdsglæde

Hårdt arbejde er dog langtfra den vigtigste vej til at øge produktiviteten. Når vi er på arbejde, arbejder de fleste af os formentlig så hårdt, som vi kan, og som det er sundt for os. Den positive side af produktivitetsudviklingen er, at væksten i produktivitet over de sidste mange år først og fremmest er sket ved, at vi arbejder anderledes på grundlag af ny viden. Ny viden i form af ny teknologi, nye arbejdsgange og nye produkter med større værdi for kunderne etc. Det vil sige ændringer i arbejdet, der på ingen måde behøver at forringe arbejdslivet, hvis de bliver gennemført på en ordentlig måde.

Faktisk viser de fleste af de undersøgelser, der laves af arbejdstilfredshed i forbindelse med introduktion af teknologi, der forbedrer produktiviteten, at der er en positiv sammenhæng mellem medarbejdernes oplevelse af at arbejde mere produktivt og deres oplevelse af arbejdssituationen. En sammenhæng, der bliver tydeligere, jo mere medarbejderne inddrages i at udvikle deres arbejde.

Det, der skal ende med at blive folkesagen eller -bevægelsen, er, at vi i det daglige tænker over, hvordan vi kan gøre vores arbejde lidt smartere. Vi skal alle være opmærksomme og komme med forslag til, hvordan den organisation, forvaltning eller virksomhed, vi arbejder i, kan løse sine opgaver med en bedre anvendelse af de menneskelige og materielle ressourcer, der er til rådighed.

Som samfund lever vi med et grundvilkår, der lyder: Forny eller forsvind. Hver dag, hvor vi alle gør præcis det samme, som vi gjorde i går, gør vores samfund lidt fattigere.

I de fleste virksomheder ved man, at forretningsmodeller, arbejdsprocesser, produkter og serviceydelser har begrænset levetid, så hver dag de blot gentager deres arbejde uden at udvikle sig, øger de deres risiko for at forsvinde ud af markedet.

Men også som enkeltindivider må vi se i øjnene, at jobsikkerhed ikke alene består i at løse vores nuværende opgaver godt, men også i at medvirke til de forandringer, der kommer til at definere fremtidens opgaver.

Konkurrence motiverer

Det er afgørende, at vi gør os flere positive erfaringer med, hvordan vækst i produktivitet kan gøres på en ordentlig måde. Jo klarere den enkelte ser sammenhængen mellem arbejdspladsens fortsatte eksistens og forbedringer i produktiviteten, jo mere opbakning kan vi mobilisere til at få produktiviteten på dagsordenen.

Det er selvfølgelig lettere i en virksomhed, der er i hård konkurrence på verdensmarkedet og ser konkurrenter dø, end i organisationer såsom hospitaler, der er sikre på at overleve. Men det er vigtigt i hver enkelt organisation at finde den fortælling, der sætter produktivitet positivt på dagsordenen.

På hospitalet er det nærliggende at tage udgangspunkt i, at behandlingsmuligheder og efterspørgslen efter hospitalets ydelser stiger langt hurtigere end hospitalets ressourcer. Hvis det skal håndteres på en rimelig måde, forudsætter det, at der findes nye måder at arbejde på, der er mere produktive. Det forudsætter desuden, at medarbejderne bringes i spil og kommer med ideer til, hvordan det kan gøres. Heldigvis er der mange eksempler på, at det finder sted.

Som leder er udfordringen den samme. Vi skal ikke blot have vores organisation til at arbejde mere produktivt, ved at vores medarbejdere bliver mere produktive. Vi skal selv finde ud af, hvordan vi kan ændre vores adfærd for at bidrage til organisationens produktivitet.

Skal vi eksempelvis blive bedre til at inddrage medarbejderne i forandringsprocesserne? Skal vi aktivt udfordre vores blinde pletter ved at få andre til at se på, hvordan vi arbejder? Skal vi udfordre os selv ved at måle os op imod de bedste i branchen?

Produktivitet bliver ikke en folkesag, medmindre alle kan se nødvendigheden af at blive mere produktive.

Læs flere af Lars B. Goldschmidts indlæg her.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.