Vi er langt hen ad vejen i stand til at leve fredeligt med hinanden, men vores fælles sikkerhed og individuelle udfoldelsesmuligheder er betinget af en demokratisk forankret offentlig styring, som bidrager til at skabe social orden, vækst, velfærd og trivsel – og i det hele taget til at løse de opgaver, vi har defineret som fælles.

Vi kan ikke altid lide den offentlige styring, som vi udsættes for. Men det er dog samtidig klart, at vi ikke kan leve foruden, hvis vi skal have samfundet til at fungere. Det gælder ikke mindst i en tid, hvor vi har brug for kollektiv handlekraft for at kunne løse store kriser, som for tiden skaber en voldsom turbulens i vores samfund. Finanskrisen, flygtningekrisen, klimakrisen og coronapandemien er blot de nyeste af en lang række af kriser, der er skyllet ind over os.  

Det store behov for samfundsstyring rejser derfor spørgsmålet om, hvorfor nogle offentlige politikker, programmer, institutioner og løsninger virker bedre end andre, og hvorvidt det er muligt at forstørre det, der virker.

Samfundsvidenskaben kan gøre det bedre

Mange samfundsforskere ser det som et adelsmærke at ’finde fem fejl’ ved den aktuelle samfundsstyring. Det er ofte på sin plads, specielt hvis fejlfindingen ledsages af forslag til, hvordan fejlene undgås fremover. For mange forskere bliver det imidlertid ved den kritiske diagnose. Det er ærgerligt, da en forskning, der alene fokuserer på at finde hårene i suppen kun i ringe grad kan bidrage til at skabe de løsninger, vi har brug for. Praktikerne i den offentlige sektor kommer til at stå tilbage uden klare og positivt formulerede anvisninger. Målet for både forskere og praktikere må til stadighed være at skabe effektiv men også legitim styring med bred opbakning i befolkningen.

Forskningen bør både studere eksempler på succesfulde styringsprocesser, der skaber ekstraordinært gode resultater, og eksempler på succes forstået som fraværet af problemer, fadæser og fiasko.

Det nye fokus på resultatmåling i den offentlige sektor giver forskningen gode muligheder for få øje på fiaskoer, fadæser, blinde punkter og sammenbrud. Det er naturligvis vigtigt at lære, hvordan vi undgår sådanne problemer i fremtiden ved at studere fejl og mangler, men det er lige så vigtigt at udnytte resultatinformation til at studere det, der virker og undersøge, hvordan vi kan få mere af det.

Vi står ikke på bar bund i forhold til denne mission. Men bidragene til en positiv samfundsforskning er få og spredte og bør forenes i et samlet forskningsprogram, der kan vise vejen for, hvordan vi kan gøre tingene bedre gennem identifikation, analyse og spredning af det, der virker, og som måske endda kan forbedres yderligere gennem dialog mellem forskere og praktikere.

Find det, der virker

Forskningsprogrammet for positiv samfundsforskning skal kritisk granske den offentlige styring for at finde de steder, hvor den offentlige sektor gør det godt, eller i hvert fald bedre end andre steder. Den skal til glæde for den offentlige sektors praktikere skabe indsigt i betingelserne for succes, de successkabende mekanismer og de understøttende former for institutionelt design og lederskab. Forskningen bør både studere eksempler på succesfulde styringsprocesser, der skaber ekstraordinært gode resultater, og eksempler på succes forstået som fraværet af problemer, fadæser og fiasko.

Vurdering af succes og fiasko skal bero på en bredspektret 360-graders analyse af positive og negative effekter, og det skal derfor ske i samspil med praktikere. Succesen skal være robust over tid, for at vi for alvor kan sætte vores lid til resultaterne og bruge dem som pejlemærke for fremtidige styringstiltag. De negative sideeffekter skal være begrænsede og mulige at kompensere for.

Forstør det, der virker

Målet med den grundige og kritiske analyse er at dokumentere årsager og effekter samt komme med anbefalinger til, hvordan praktikere efter moden overvejelse og gennem tilpasning, prøvehandlinger og en vis portion held kan genskabe og forstørre det, der virker. I denne spredningsbestræbelse er der ikke brug for romantiserende helteberetninger om succesfulde ledere, der med stor succes har gjort dette og hint, men for at skabe dialog mellem forskere og praktikere om de betingelser, mekanismer og drivkræfter, der er for succesfuld offentlig styring. 

Forskningen viser, at spredning af nye, gode og positive løsninger sker allerbedst i et ansigt-til-ansigt møde, hvor praktikere med mod på at gøre noget nyt og bedre kan stille kritiske spørgsmål og lufte deres skepsis og reservationer, som dem, der har skabt succesen, så kan svare på og måske være med til at afmontere.

Empirisk dokumentation og en teoretisk forklaring på, hvad der skaber succesfuld samfundsstyring, kan bidrage til at skabe troværdighed og opbakning, så andre kan blive inspireret. Men dialog – praktiker til praktiker – er også utrolig vigtig, fordi den giver et realistisk billede af drivkræfter og barrierer for de nye løsninger. 

Tættere kobling mellem forskning og praksis

Forudsætningen for udviklingen af et nyt forskningsprogram for positiv samfundsvidenskab, der finder og forstørrer succesfuld samfundsstyring, er, at der skabes en tættere kobling mellem forskning og praksis. Det kan eksempelvis ske gennem interaktive forskningsprojekter, bestilling af forskningsbaserede evalueringer og samfinansierede ph.d.-projekter. Her har forskere og praktikere stadig meget at lære.

Det fælles mødepunkt for forskere og praktikere kunne sagtens være den nye interesse for ’design’. Designtænkning vinder frem både i forskningen og blandt beslutningstagere. Design handler om at forsøge sig frem med forskellige måder at gøre tingene på og hele tiden holde øje med om det, man prøver, virker bedre eller dårligere, end det man gjorde før. Her er der en fælles bane at spille på.

Nu får vi tæsk

Der vil givetvis være folk, der vil kritisere vores manifest for at være naivt, ukritisk og systembevarende ved at fokusere på forbedringen af den eksisterende samfundsstyring og dermed fastholdelsen af de underliggende diskurser og magtrelationer. Det må de gerne. Men vi synes, kritikken rammer ved siden af, for vores pointe er ikke, at kritik skal gemmes af vejen, men at den ikke kan stå alene og måske endda trives bedst og får den største effekt, hvis den suppleres af eksempler på succesfuld samfundsstyring, der viser vejen til forbedringer, som kommer borgerne og samfundet til gode.

Lad os desuden understrege, at positiv samfundsvidenskab ikke er positivistisk. Vi mener ikke, at samfundet kan læses som en åben bog. Vi skal ikke bare finde men også grundigt analysere betingelserne og mekanismerne, der skaber resultater, der er bedre end gennemsnittet, og grundigt overveje mulighederne for spredning gennem oversættelse og tilpasning til nye omstændigheder.

Til sidst er det værd at bemærke, at en ny, positiv samfundsvidenskab er et bud på en anvendelsesorienteret samfundsvidenskab, som skal understøttes af gedigen samfundsvidenskabelig grundforskning, der hjælper os til at forstå betingelserne for og mekanismer i succesfuld samfundsstyring.

Eva Sørensen, ph.d. og dr.scient.adm., og Jacob Torfing, ph.d., er begge professorer på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet.

Klummen er baseret på den fælles artikel "Rising to Ostrom’s challenge: an invitation to walk on the bright side of public governance and public service" skrevet af 15 internationale forskere i det videnskabelige tidsskrift "Policy Design and Practice", 2021.