Regeringens vækstdilemma: mere industri – mindre CO2
Regeringen har gjort regning uden vært, når den på én gang vil bruge produktionsindustrien som vækstmotor og samtidig skære 40 pct. af Danmarks CO2-udslip inden 2020. Det vil kræve, at dansk industri skruer energieffektiviteten voldsomt i vejret. Samtidig er udlandet ved at indhente Danmarks hidtidige forspring på energieffektiv produktion, viser Mandag Morgens analyse.
Bjarke Wiegand
Mens erhvervsliv og lønmodtagerorganisationer skændes om, hvorvidt næste års finanslov prioriterer offentligt forbrug frem for privat konkurrenceevne, står regeringen over for langt større udfordringer med at få Danmarks økonomi til at hænge sammen på længere sigt.
Kort før sommerferien landede regeringen således sin vækstpakke med Venstre, der skal gøre Danmark til et ”produktionsland”, og en klimaaftale med bl.a. Enhedslisten, der skal reducere Danmarks CO2-udslip med 40 pct. i 2020 i forhold til 1990. Begge dele skal konkretiseres med virkemidler og planer i de kommende måneder. Men meget peger på, at regeringen vil få overordentligt svært ved at få enderne til at mødes.
En ny analyse fra Nationalbanken viser ydermere, at udlandet i stigende grad haler ind på os, hvad angår energieffektivitet. Og at det kan blive en hård kamp at vinde jobbene tilbage, når stigende energipriser bliver en stadig vigtigere konkurrenceparameter.
Ifølge Nationalbankens analyse udgør energiomkostninger i dag ca. 5,5 pct. af produktionsomkostningerne i en dansk industrivirksomhed. Det er stadig bedre end hos gennemsnittet af vores udenlandske konkurrenter, hvor tallet er 6,9 pct. Men for industrien i både Sverige, Storbritannien, Irland, USA og Australien udgør energi i dag en mindre del af omkostningerne end i danske virksomheder. Og lande som Canada og Tyskland er praktisk talt på niveau med Danmark med energiprisfølsomheder på hhv. 5,5 og 5,8 pct. Se figur 2.
Også et lavtlønsland som Kina melder sig i stigende grad i konkurrencen om energieffektiv produktion. Energiintensiteten i den kinesiske industri er således gået fra fire gange
verdensgennemsnittet i 1990 til lidt mere end to gange i dag. Da kineserne samtidig har de laveste lønomkostninger, er de fortsat favoritter i konkurrencen om at vinde produktionsjobbene.
Behov for prioritering, nye forretningsmodeller og ny teknologi
Skal regeringen indfri sine vækst- og klimamålsætninger – og Danmark bevare sin konkurrenceevne – er der ifølge Mandag Morgens kilder behov for at sætte langt mere kontant ind på flere områder.
Et område er, ifølge Nationalbanken, investering i teknologiudvikling. En væsentlig årsag til, at Danmarks energieffektive konkurrencefordel skrumper, er nemlig en stadig hurtigere global spredning af energieffektiv teknologi. Danmark har indtil videre været et foregangsland i både udviklingen og ibrugtagelsen af energieffektiv teknologi. Men vi er, ifølge Nationalbankens analyse, nu udfordret af, at investeringerne herhjemme har ligget lavt siden finanskrisen. Samtidig er vi presset af, at det er langt billigere og hurtigere at investere i – og implementere – allerede kendt teknologi, end det er at udvikle ny.
Et andet område, vi bør sætte ind på, er nye forretningsmodeller. Det kan være industrisymbioser, vugge-til-vugge-tænkning og systematiske ressourceeffektivitetsforbedringer. Også her er vi udfordret af, at udbredelsen – og udviklingen – af disse forretningsmodeller i dag går hurtigere uden for end inden for landets grænser.
Endelig bør regeringen ligesom EU, ifølge Torben Chrintz fra Concito, overveje, hvilke typer produktion det vil være hensigtsmæssigt at fremme.
”Man kan ikke opnå målsætningen om mere industri og mindre CO2, hvis ikke det må gå ud over noget,” siger han og opfordrer regeringen til at definere og prioritere, hvilken form for produktion den ønsker.
Helt generelt opfordrer han også regeringen til at speede processen op med at få enderne i sine vækst- og klimastrategier til at mødes.
”Lige nu ser det ud til, at dilemmaet er parkeret i det kommende Klimaråd, der tidligst lander nogle anbefalinger i slutningen af 2015. Så er der lige pludselig temmelig travlt, hvis tiltagene skal nå at implementeres og have en effekt inden 2020,” konstaterer Torben Chrintz.