At investere i fodboldklubber er sjældent en guldrandet forretning. Sidste år tabte Brøndby 25 millioner kr. ud af en omsætning på 147 millioner kr. Til gengæld er passionen og viljen til at hælde penge i den altid slunkne kasse i top hos hovedaktionæren Jan Bech Andersen.

Der er stærke følelser på spil, når folk investerer i en fodboldklub, og derfor ligger der – med en økonoms øjne – mange irrationelle motiver bag. Det er mere et spørgsmål om at være med i et fællesskab end rationel tankegang, der styrer investorerne. Aktierne bliver købt med hjertet og ikke hjernen.

Brøndby IF’s hovedaktionær, Jan Bech Andersen, har flere gange givet fodboldklubben kunstigt åndedræt og er kommet med en pose penge, når kassen har været tom. Derfor er det nærmest ligegyldigt, om superligaklubben giver underskud eller overskud. Siden 2010 har Brøndby tabt i omegnen af 600 millioner kr.

At der er rigmænd, som hælder penge i en fodboldklub, er ikke ualmindeligt, især ikke i Storbritannien, men det er også en tendens, som man kender fra andre brancher.

Herhjemme kender vi det også fra fodboldklubben AGF, hvor en anden succesfuld rigmand, Kurt Andersen, var storaktionær i 2002-2007. Her nåede han at investere omkring 70 millioner kr., og da han forlod klubben, var det med en marginal fortjeneste. I Aarhus blev betegnelsen ’Onkel Kurt’ nærmest til et begreb, hver gang der var brug for en mand med en pengekasse, der kunne holde hånden under en sportsklub eller andre aktiviteter, der ikke kan hvile økonomisk i sig selv. 

I 2008 investerede Kurt Andersen også i fodboldklubben FC Vestsjælland, men her endte det med et anseeligt personligt økonomisk tab. Selv om det lykkedes klubben at avancere fra 2. division til Superligaen på fem år, gik FC Vestsjælland konkurs i december 2015 og blev tvangsnedrykket til Sjællandsserien.

Elton John var tidligt ude

Fodboldklubber er i det hele taget blevet populær ejendom blandt rigmænd – det er næsten altid mænd – igennem de seneste 10-15 år. 14 ud af 20 Premier League-klubber var ved sæsonstarten sidste år således helt eller delvist ejet af udenlandske milliardærer, mens blot seks var på britiske milliardærhænder.

Popmusikeren Elton John var en af de første til at omsætte sin livslange kærlighed til en fodboldklub – i hans tilfælde Watford FC – til en decideret kapitalindsprøjtning, og fra midten af 1970’erne og mange år frem hældte han en formue i klubben, der efterfølgende fik stor succes.

I 2005 var der også en amerikansk samler af porcelæn, der var interesseret i at købe Royal Copenhagen. Forhandlingerne bar ikke frugt, og ejeren af porcelænsvirksomheden, kapitalfonden Axcel, solgte til sidst til finske Fiskars i 2013.

Også eksklusive restauranter kan få passionen frem hos mange rigmænd. Saxo Bank-stifter m.m. Lars Seier Christensen købte sig for nogle år siden ind i ejerkredsen af den trestjernede Michelin-restaurant Geranium. I den forbindelse fortalte han netop, at det var en gammel drøm, som han ville udleve ved at sende de varme millioner ned i en virksomhed med negativ egenkapital. Senest har den københavnske restaurant Kong Hans også fået en rig investor med om bord.

Entreprenøren Kurt Thorsen, der nu lever i udlandet, investerede helt tilbage i 1980 i restauranten Gammel Aabyhøj, som lå i en forstad til Aarhus. Restauranten havde indtil det tidspunkt skrantet, men med nye penge i kassen blev der ansat stjernekokke, og det blev en af landets mest prestigefulde restauranter 

Vinslotte og medier

Men det er ikke kun fodboldklubber og dyre restauranter, der kan få passionen frem. Der er også kinesiske rigmænd, der investerer i vinslotte i Bordeaux. I perioder har det været udenlandske investorer, der drev efterspørgslen efter vinslotte i det sydlige Frankrig. Men kineserne er dog stadig en minoritet. Ud af de 7.400 vinslotte i Bordeaux er det stadig mindre end 2 procent, der er ejet af kinesere.

Også verdens rigeste mand bruger penge på hobbyprojekter. Jeff Bezos, grundlægger af Amazon og med en aktuel personlig formue på 134 mia. dollar ifølge erhvervsmagasinet Forbes, købte i 2016 den hæderkronede avis Washington Post. Forretningsmæssigt er det helt irrationelt, men der er helt andre motiver. Herhjemme har rigmanden Karsten Ree investeret penge i ugebladet Tæt På.

At rigmænd kaster deres kærlighed over investeringer uden forventning om et afkast kan være med til at forvrænge den konkurrencemæssige situation. En gennemgang af regnskaber viser, at det kun er de færreste gourmetrestauranter, som er i stand til at tjene penge. Derfor er det konkurrence på ulige vilkår.

Men betydningen er ikke stor for den samlede branche. Selv om de dyre restauranter fylder meget i mediebilledet, er det en meget lille del af danskerne, som besøger dem. Til gengæld er det positivt, at det er med til at udvikle dansk kogekunst i verdensklasse, hvilket kan være med til at sætte Danmark på verdenskortet. 

Men en ting ligger fast: Uanset om det handler om investeringer i fodboldklubber, gourmetrestauranter eller medier, gælder den gamle anekdote stadig, om at den eneste forskel på drenge og mænd er prisen på deres legetøj.