Der er efterhånden så mange eksempler på, at krav om dokumentation og registrering er gået amok i de offentlige institutioner. Det hyppigst omtalte eksempel er socialrådgivernes administrationsarbejde, men også lærerne, pædagogerne, sygeplejerskerne og lægerne oplever krav om registrering af forhold, som de ikke selv skal bruge eller kan se fornuften i.

Men det må ikke betyde, at vi opgiver tanken om dokumentation af de fagprofessionelles arbejde. Tværtimod skal dokumentation tænkes om og frigøres fra de ofte meningsløse og økonomisk fokuserede styringssammenhænge. Det kan kun ske i tæt samarbejde mellem dem, som har domænefaglig indsigt, de borgere – børn, unge og voksne – der laves indsatser sammen med, og den lokale institutionsledelse. Og det skal gøres ved at frisætte den professionsfaglige nysgerrighed. Så lad os tænke i nye baner og give læreren, pædagogen og socialrådgiveren mulighed for at lave deres egne forskningsprojekter i det små. Lad os skabe en ny form for vidensudvikling, baseret på det man passende kan kalde fagprofessionernes mikroforskning.

Mål fastsat ovenfra virker ikke

Den måde, dokumentationsregimet er opbygget på i dag, har ikke ført til gode resultater, hverken vurderet i forhold til et ønske om en billigere og bedre offentlig sektor, eller i forhold til hvordan den offentlige sektor løser sine opgaver over for samfundets svageste.

Over de seneste år er der kommet forskningsresultater, som alle peger i retning af, at styring gennem ovenfra fastsatte performancemål ikke fører til hverken en mere effektiv offentlig sektor eller til en reel forbedring for de borgere, som er i kontakt med den offentlige sektor. Dertil kommer, at udviklingen også har undergravet muligheden for demokratisk indflydelse og parlamentarisk kontrol.

Hvis vi begynder med dagtilbudsområdet, er der blevet sat spørgsmålstegn ved, hvad målstyring og dokumentation gør ved den pædagogiske faglighed; om ikke de mål, som fremgår af dagtilbudsloven og de efterfølgende kommunalt fastsatte udmøntninger, kommer til at indsnævre pædagogernes arbejde til det, som lige præcis er funktionelt i forhold til opfyldelse af målsætningen. Altså at vi får præcis det, vi måler på, og ikke meget mere. I pædagogernes fagblad Børn og Unge har der været adskillige artikler om, hvorvidt det at stille krav om måling og dokumentation af børns udvikling og kompetencer er understøttende eller ødelæggende for netop børns udvikling.

I den årlige tillidsundersøgelse fra BUPL fra slutningen af 2015 fremgår det, at 75 pct. af alle pædagoger og ledere mener, at de bruger for meget tid på praktiske opgaver, administration og dokumentation, som ikke tjener pædagogiske formål. Det er en markant stigning i forhold til 2014, hvor kun halvdelen havde den oplevelse (selv om det tal også var alarmerende).

Tilsvarende viser en stor spørgeskemaundersøgelse, ”Fællesskabet før forskellene”, fra 2014, lavet af Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet for FTF og LO, at tæt på fire ud af fem fagprofessionelle medlemmer af FTF oplever øgede krav om dokumentation. For alle offentligt ansatte er det tre ud af fire ansatte. Undersøgelsens forfattere ser, at de øgede dokumentationskrav som udtryk for, ”at det fagprofessionelle arbejde søges underlagt nye økonomiske og administrative styringslogikker.”

Samme tendens internationalt

Allerede i slutningen af 2011 kom der en omfattende forskningsrapport fra Victoria University i New Zealand, der er et af de lande, som har levet under et konsekvent new public management-styre siden begyndelsen af 1990’erne. Rapporten ”Future State: Directions for Public Management in New Zealand” påviste på en lang række områder problemer i form af mangel på helhedsorientering og sammenhæng i den offentlige sektors udvikling. F.eks. har det statslige ledelsessystem mere eller mindre afkoblet sig fra den parlamentariske kontrol, og indførelse af femårige resultatkontrakter har betydet omfattende omstruktureringer med tab af den tavse, faglige viden og undergravning af de offentligt ansattes loyalitet.

Endelig kom i slutningen af 2015 den meget omtalte dokumentation fra C. Hood og R. Dixon,”A Government that worked better and cost less?”, hvor de to forskere på væsentlige punkter påviser, at Storbritannien gennem de sidst 30 års offentlige styringsreformer ikke har opnået en billigere og bedre offentlig sektor. Det har der været skrevet meget om.

Dokumentationen af dokumentationskravenes himmelflugt er således legio. Der stilles for mange og forkerte krav til dokumentation af de fagprofessionelles praksis. At der stilles for mange krav, skyldes som regel, at dokumentationskravene ikke er koordinerede, og at de f.eks. er et resultat af politiske reaktioner på konkrete enkeltsager som Tøndersagen. At der stilles forkerte dokumentationskrav, skyldes, at kravene ikke tager udgangspunkt i professionsfaglig viden, men kun i hvilke data der tilfældigvis indberettes, fordi evt. nye dokumentationskrav – uanset hvor fornuftige de måtte være – altid vil blive mødt med et krav fra kommunerne om økonomisk kompensation for ekstraarbejde.

Ser man på socialrådgivernes arbejde med børnefaglige sager, kan man finde flere eksempler på både for mange og forkerte dokumentationskrav. Socialrådgiverne skal f.eks. dels anvende et meget indberetningstungt it-system (DUBU) udviklet af KL’s it-firma, KOMBIT, og dels overholde nogle tidsfrister, f.eks. i forhold til underretninger og lignende. Det giver socialrådgiverne i kommunernes myndighedsafdeling en hverdag præget af meget belastende arbejdsgange, uden at man af den grund kan se positive resultater for de børn, det hele burde handle om.

Dokumentation giver også mening

Betyder det så, at dokumentation udelukkende er af det onde? Bestemt nej. Ifølge Lars Qvortrup, professor ved Institut for Læring og Filosofi, Aalborg Universitet, gør man børn en kæmpe tjeneste ved at have styr på, om de har og får de kompetencer og færdigheder, man kan forvente, blandt andet gennem test. Men det skal ske med respekt for barnet og med brug af professionsfagligheden:

”Selvfølgelig skal barnets udvikling kunne måles, og barnet skal stimuleres i forhold til de læringsmål, vi har, for ellers svigter vi barnet. Men hvis vi ikke gør det med dyb respekt for barnets selvudvikling, har vi glemt formålet til fordel for virkemidlerne,” sagde Lars Qvortrup tilBørn & Unge, nr. 17, 2014.

Og det forudsætter, at pædagogen bruger sin professionsfaglighed.

Når man ser på resultaterne for de udsatte børn og unge i Danmark, er der meget, som tyder på, at specielt den gruppe ville have gavn af en bedre opfølgning og dermed dokumentation af, hvordan de udvikler sig. Når kun fire ud af ti anbragte børn får folkeskolens afgangseksamen, er der plads til væsentlig forbedring af indsatsen over for netop den gruppe. Og den skal begynde allerede første gang, hvor det fælles offentlige system har kontakt med det udsatte barn.

Lokalt i stedet for centralt

97,4 pct. af alle 3- til 5-årige går i daginstitution. Det betyder, at det er her, vi skal sætte ind. Samtidig har jeg lige fremhævet, at man som pædagog er ved at vælte i dokumentation, og at mange føler deres faglighed truet af netop dokumentation og kontrol. SÅ, hvad så?

Her kunne man overveje at starte på ny og med pædagogen, forældrene og barnet i hånden finde på nye måder at følge det enkelte barn på – og måske især det enkelte sårbare barn. Det forudsætter, at man opgiver en række af de centralt fastsatte mål til fordel for lokalt fastsatte mål.

En institution, der ligger i et boligområde med mange børn af anden etnisk herkomst end dansk, vil altid have fokus på sproglig udvikling. De steder, jeg har set, bliver ofte ret gode til at udvikle lille Muhammeds sprog, fra han kommer som treårig, til han begynder i skolen. Men pædagogerne får som regel ikke mulighed for at videreudvikle deres faglige nysgerrighed i det daglige. De får ikke mulighed for at lave resultatopfølgning i det små, f.eks. ved at få informationer om, hvordan Muhammed så klarede sig i indskolingen, og dermed kommer de ikke til at reflektere over, hvorfor Muhammed klarede sig væsentlig bedre end Abdullah. Pædagogerne får med andre ord ikke stimuleret den professionsfaglige nysgerrighed, men bliver i stedet sat over for en række konkrete sproglige test og krav om indsatser, som de i sidste ende ikke kan se resultaterne af.

Sammenlignet med lægevidenskaben ville det svare til, at man undlod at se på, hvad der kom ud af en given behandling. Det var sådan cirka det udviklingstrin, lægevidenskaben befandt sig på for 200 år siden. Men netop det at sammenligne resultater af behandling betød, at man opbyggede og videreudviklede sin viden. At man fik en vidensudvikling, der lagde ”sten på sten”. Det er en tilsvarende udvikling, som skal i gang på professionsområderne.

Derfor skal velfærdssamfundets professionsarbejde nytænkes på en sådan måde, at det giver pædagogen, læreren, sygeplejersken og socialrådgiveren mulighed for og ret til at være nysgerrig over for, hvad der kommer ud af deres arbejde. Udvikling og opbygning af en fagprofessionel mikroforskning med fokus på hjælp og støtte til de dårligst stillede 20 pct. af befolkningen kan være med til at få velfærdssamfundet ind i det 21. århundrede. Det burde de faglige organisationer, uddannelserne og brugerorganisationerne gå sammen om – det kan ikke gå hurtigt nok.