Sandhedens time for Vestager som EU-formand

Tirsdag mødes Lars Løkke Rasmussen, Emmanuel Macron og Angela Merkel med lederne af de 25 andre EU-lande for at finde EU’s ledere for de kommende fem år. Tyskland og Frankrig synes på vej mod en forståelse, der kan gavne Vestager i bestræbelserne på at blive EU-Kommissionens første kvindelige leder.

Claus Kragh

Telefonerne har glødet mellem EU-landenes hovedstæder i de seneste uger. Statsministre og premierministre har følt hinanden på tænderne forud for det uformelle topmøde, der finder sted tirsdag eftermiddag i Bruxelles.

Mødet er af central betydning for EU, fordi det er her umiddelbart efter valget til Europa-Parlamentet, at man tager fat på at finde de personer, der i kraft af deres embeder skal repræsentere EU på den globale scene. Man skal med andre ord finde de folk, der skal varetage Europas interesser over for Donald Trump, Vladimir Putin og over for det stadig mere selvsikre Kina.

I de mange telefonsamtaler er der først og fremmest blevet udvekslet navne på mulige kandidater til posterne som formand for EU-Kommissionen og Det Europæiske Råd, der er de to højest profilerede af de i alt fem europæiske topjobs, som skal besættes over de kommende måneder.

Når arbejdsmiddagen begynder tirsdag kl. 18, kommer gæsterne fra møder i deres respektive politiske grupperinger. Lars Løkke Rasmussen har sammen med hollænderen Mark Rutte været til møde hos de liberale (ALDE), der før weekenden lå til et godt valg. På samme måde har Angela Merkel været til møde med de konservative i The European People's Party (EPP), og det samme gælder for socialdemokratiske ledere som Stefan Löfven og Pedro Sánchez (S&D).

Når gæsterne har fået sat sig og sat tænderne i de første retter, vil Donald Tusk, formanden for Det Europæiske Råd, tage ordet. Tusk vil have en række spørgsmål til uformel afklaring hos de 28 medlemmer – heriblandt Theresa May, der uagtet Brexit-situationen ventes at acceptere Tusks invitation.

Manfred Weber er formel favorit – men har ingen chance

Først og fremmest vil den polske mødeleder vide, om stats- og regeringscheferne føler sig bundet af den såkaldte spitzenkandidat-procedure, som går ud på, at posten som formand for EU-Kommissionen automatisk skal gå til den største gruppe i Europa-Parlamentet. En accept af dette vil – med udgangspunkt i meningsmålingerne før weekenden – betyde, at man skulle acceptere den tyske formand for EPP-gruppen, Manfred Weber, som formand for EU-Kommissionen. Det kommer ikke til at ske.

”At forestille sig, at EU skulle stille med ham som repræsentant over for Trump, er udelukket,” siger en centralt placeret kilde, der også understreger, at Europa-Parlamentet vil kræve en høj pris for at acceptere en de facto aflivning af spitzenkandidat-metoden.

Metoden har ikke nogen formel traktatmæssig begrundelse, men bygger på præcedens fra 2014, hvor det lykkedes Jean-Claude Juncker at blive kommissionsformand gennem en række snedige manøvrer – herunder det faktum, at han var den konservative EPP-gruppes spidskandidat.

Centrale kilder påpeger, at Tysklands konservative kansler kan føle sig forpligtet til at kæmpe for partifællen Manfred Weber. Omvendt vil Angela Merkel være nødt til at acceptere et eventuelt veto fra Frankrig. Og det var faktisk, hvad præsident Macron udstedte forleden i et avisinterview, hvor han gjorde det klart, at den kommende kommissionsformand som minimum skal have tung ministererfaring eller erfaring fra EU-Kommissionen. Manfred Weber har ingen af delene.

De mange balancer

Ved tirsdagens middagsselskab vil Tusk derefter afprøve stats- og regeringschefernes præferencer, hvad angår en række balancer som køn, geografi og partifarve. En gruppe lande har den samme holdning som den liberale ALDE-gruppe: at der skal sidde en kvinde på mindst den ene af de to store poster som formand for Kommissionen og for Det Europæiske Råd. En konsensus om en sådan kønskvotering vil få central betydning for det videre forløb, der først forventes endeligt afsluttet ved det ordinære topmøde 20. og 21. juni.

Den partipolitiske balance mellem konservative, socialdemokrater og de liberale vil også være en tungtvejende faktor. Ligesom det vil være vigtigt for Donald Tusk at kunne levere en løsning, der også tager hensyn til de geografiske balancer – primært mellem øst og vest, men også mellem nord og syd. Som polak har Tusk selv repræsenteret Øst- og Centraleuropa, mens Italien er i den helt usædvanlige situation i dag at have hele tre poster: Mario Draghi som leder af Den Europæiske Centralbank, Federica Mogherini som EU’s udenrigsminister og Antonio Tajani som formand for Europa-Parlamentet.

Macron: Nationalitet betyder intet

Mens Donald Tusk er mødelederen og manden, der skal samle brikkerne til det endelige kompromis, er det først og fremmest Frankrig og Tyskland, der præger den endelige afgørelse. Ganske vist skal de to store og meget tæt forbundne lande altid tage sig i agt for ikke at optræde for magtfuldt og dikterende. Omvendt har den tyske kansler og den franske præsident via deres respektive store diplomatiske netværk og deres fælles forståelse for nødvendigheden af at indgå kompromiser meget afgørende ord at skulle have sagt, når det gælder ’castingen’ af EU’s kommende ledelse.

I den forbindelse optræder den franske præsident, Emmanuel Macron, markant anderledes end nogen tidligere franske præsidenter i EU’s historie. Macron ser det nemlig ikke som sin fornemmeste opgave at få en fransk kandidat placeret på en eller flere af centrale poster i EU.

”Jeg ræsonnerer ikke på den måde. Jeg ønsker først og fremmest, at vi har stærke og kompetente ledere på nøgleposterne. Vi har for ofte indgået kompromiser, hvor vi har valgt de kandidater, der kastede mindst skygge omkring bordet. Jeg vil gøre alt for at sikre, at vi har et maksimum af personer, der deler min vision. Det er ikke et spørgsmål om nationalitet,” sagde Macron forleden i det lange interview i Frankrigs største avis, Ouest France.

Også Angela Merkel har været ude at varme op til den vigtige fase med besættelsen af de europæiske topjobs frem til 2024. Det gjorde hun i et usædvanligt åbenhjertigt interview i avisen Süddeutsche Zeitung, hvor hun gjorde det klart, at hun og Macron absolut ikke altid er enige om alt.

”Det er klart, at vi bryder med hinanden. Der er mentalitetsforskelle mellem os, og der er forskelle i vores rolleopfattelse,” sagde Merkel, der gjorde det klart, at Tyskland og Frankrig ’altid finder en midte’.

Det er i sagens natur helt umuligt at sige noget sikkert om, hvordan den europæiske jobkabale ender. Men en række indicier peger i retning af, at Tyskland og Frankrig er ved at finde en fælles forståelse.

Således peger en rækker udtalelser og begivenheder på, at Tyskland først og fremmest ønsker sig at få posten som chef for Den Europæiske Centralbank, ECB, besat med chefen for den tyske Forbundsbank, Jens Weidmann.

Weidmann var en af Merkels nærmeste rådgivere i Kanzleramt 2006-2011, hvor hun placerede ham i spidsen for Tysklands magtfulde Bundesbank. Der har i flere år været spekulationer om, at Weidmann skal være den første tyske formand for Den Europæiske Centralbank, og det har vakt opmærksomhed, at han forleden i en stor tale i Hamburg erkendte, at Tysklands store handelsbalanceoverskud udgør et strukturelt problem i EU.

En sådan melding har klar adresse til Frankrig og resten af Sydeuropa, hvor man i årevis har presset på for at få Tyskland til at skrue op for både investeringer og forbrug hjemme i Tyskland.

Vestager inde i varmen igen

Macron har haft langvarige politiske sværmerier med konkurrencekommissær Margrethe Vestager, og nu tyder meget på, at den franske præsident vitterligt har tænkt sig at gå hele vejen og føre hende frem til posten som formand for EU-Kommissionen.

Ganske vist hedder det sig officielt fra fransk side, at man satser på at få den konservative Brexit-forhandler Michel Barnier placeret som formand for EU-Kommissionen. Men det kan meget vel vise sig, at Barnier er en del af et taktisk fransk spil, hvor han hives frem som en mulig kandidat, der kan opgives på et opportunt tidspunkt i processen.

I hvert fald spekuleres der intenst i franske medier om Vestager som Macrons egentlige favorit til posten som Kommissionsformand. ”Frankrig varmer op til Vestager” skriver den franske journalist Aline Robert, der er chefredaktør for det EU-specialiserede medie Euractiv, med henvisning til en kilde i kredsen tæt på præsident Macron.

Kilden opremser først en række forbehold over for Vestager. At hun opleves som lidt for liberal, lidt for selvbevidst og lidt for beslutsom. Kort sagt ikke fransk nok. Men modsat påpeger kilden, at hendes helt store handicap – at Danmark er ikke er medlem af euroen – “ikke er nok til at diskvalificere hende”. Og at hun omvendt har den store fordel at være kvinde. Aline Robert konkluderer, at Vestager igen er inde i varmen i Paris, selvom hendes stjerne dalede en smule i forbindelse med hendes blokade af fusionen af tyske Siemens' og franske Alstoms togdivisioner.

Hvis det vitterligt skulle forholde sig sådan, at Tyskland og Frankrig har en fælles forståelse om at placere den konservative Weidmann i den europæiske centralbank og den liberale Vestager i EU-Kommissionen, vil det helt klart ligge inden for skiven, at der kan tages hensyn til både Østeuropa, Sydeuropa og socialdemokraterne i besættelsen af de øvrige tre poster.

En socialdemokrat, en østeuropæer og en konservativ tysker

En mulig model kunne være, at Dalia Grybauskaitė, Litauens konservative præsident, blev formand for Det Europæiske Råd, mens den hollandske socialdemokrat Frans Timmermans blev EU’s nye ’udenrigsminister’, og posten som formand for Europa-Parlamentet gik til den konservative Manfred Weber. I denne model mangler imidlertid Hollands liberale premierminister, Mark Rutte, der i månedsvis fast har været nævnt som en stærk kandidat til en toppost i Bruxelles.

Men det er early days. Ingen ved – heller ikke hverken kandidaterne eller stats- og regeringscheferne – endnu, hvordan det hele ender.

To ting ligger dog fast: Margrethe Vestager er en seriøs kandidat til det vigtigste politiske job i Europa. Hvis hun viser sig ikke at kunne få det, vil Lars Løkke Rasmussen være klar til at byde sig til som dansk kommissær. På den europæiske scene er statsministeren kendt som en politisk begavet og proaktiv aktør fra et meget velfungerende land. Og i Bruxelles er der ingen, der har ondt nogen steder over dyre flyrejser, habitter og sko til 2.000 kr.

Omtalte personer

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu