Hørt for nylig

I årene omkring min gymnasietid, druknede Jeff Buckley på tragisk vis i en svømmeulykke, da han kun havde udgivet én rigtig plade: Grace. Jeg var ikke fan, men nogen modstander kan jeg heller ikke have været, for jeg var til en fin mindekoncert for ham i Vega i slutningen af 1990’erne.

I mange år derefter hørte jeg ikke Buckley på nær hans smukke udgave af Cohens ’Halleluja’, som man uundgåeligt støder på i ny og næ. For nylig downloadede jeg så alligevel Grace på Spotify. Nu hører jeg albummet igen og igen. Jeg hører det, mens jeg skriver denne tekst på vej hjem fra arbejde i Madrid. Jeg kan ikke få nok af sange som ’Last Goodbye’, ’Lover, You Should've Come Over’ og titelnummeret ’Grace’.

Jeg tror, at vi med Buckleys død missede en af århundredets chancer for mange store sange. Men han efterlader alligevel en stærk håndfuld, som er værd at høre igen og igen.

Læst for nylig

Jeg fik for et par måneder siden bogen Orphic Paris skrevet af den amerikanske digter Henri Cole. Orphic Paris er en svært beskrivelig blanding af erindringer, fortællinger og poesi om Coles liv i Paris.

Selvom det er svært at beskrive bogen, er det let at læse den. Man er i godt selskab, og selvom der ikke er en klar sammenhæng mellem bogens sider, læser man nysgerrigt videre, fordi hver side i sig selv åbner en lille verden af erindringer og indtryk. Først og fremmest blev jeg mindet om, hvordan jeg selv engang kompromisløst kiggede på verden, som om den var skabt til poesi, og ikke til business, som mest er mit liv i dag.

Jeg er ofte i Paris, hvor vi har kontor og samarbejdspartnere, og de fleste mennesker i Paris er nok ligesom mig i byen for et ærinde og for at tjene penge. Men engang i mine tyvere, da jeg læste tusindvis af bøger og skrev digte, gik jeg rundt i Paris og kiggede på byen, som var den skabt til kunst og poesi. Det var den samme by, men en anden virkelighed. Det er godt også at møde den virkelighed igen.

Set for nylig

For nylig blev en ny sæson af Modern Family frigivet på Netflix. Sæsonen er ikke god – seriøst vildt dårlig – men den gav anledning til at gense tidligere sæsoner, som jeg allerede har set flere gange.

Modern Family er fantastisk selskab. Som med andre gode serier bliver karaktererne en slags nye venner. Man følger Phil, Claire og Jay og alle de andre i den moderne, sammenbragte familie i Californien og ønsker dem det bedste. Serien er light. Afsnittene er korte og letfordøjelige, og det er hverdagens trivialiteter, som står på spil. Men trivialiteterne er fremstillet med den finesse, indlevelse og humor, som gør, at de både underholder og viser os, at vi allesammen har vores primære liv og kampe netop i trivialiteterne.

Selvom seneste sæson er besynderligt ringe, og serien nu nok har overlevet sig selv, så udstiller sæsonen om ikke andet, hvor svær en kunst det må være at få manuskript, skuespillere og produktion til at gå op i en højere enhed. Når Modern Family er bedst, spiller serien som det fineste instrument, og man griner og græder med sine venner i Californien.