Kulturanbefaling af 
Peter Rolsted

Set, læst og hørt: Ninna Thomsen

Direktør i Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, hører hudløst ærlig Lone Frank-podcast om kærlighed – eller manglen på samme – og fascineres af Christina Rosendahls nye film om den skandaleombruste ambassadør Henrik Kauffmann.

Foto: Mødrehjælpen

Ninna Thomsen

Ninna Thomsen har siden 2018 været direktør for Mødrehjælpen. Tidligere har hun været mangeårig sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune.

Set for nylig 

Lykken er at være tilbage i biografmørket. Jeg har været inde at se Christina Rosendahls nye film ’Vores mand i Amerika’. Jeg er stor fan af Christina Rosendahl og hendes historiefortællinger. Hun bruger sin skaberevne til noget væsentligt. Altid. Hendes film har noget på hjerte, og jeg vil især anbefale alle at se hendes dokumentarfilm fra 2017, ’Vold i kærlighedens navn’, der beskriver livet for de kvinder, der søger tilflugt på landets krisecentre. I sin nye film om Danmarks egenhændige ambassadør i Washington under krigen, Henrik Kauffmann, åbnede hun mine øjne for et væsentligt stykke danmarkshistorie, som jeg ikke kendte noget til. Overhovedet. Ulrich Thomsen er samtidig eminent i rollen som fritænkeren og livsnyderen Henrik Kauffmann. En mennesketype, som jeg er dybt fascineret af. Hvor var verden, hvis ikke vi havde nogen til at bryde regler og rammer?

Hørt for nylig

’P1 Morgen’ er mit vækkeur. Hver morgen bliver jeg vækket klokken halv syv af oplagte, grundige og hyggelige morgenværter. Det er så meget bedre end stressende ringetoner. Nogle gange falder jeg i søvn igen, og så er jeg resten af dagen i tvivl om, hvorvidt dagens store nyhed i virkeligheden var en drøm.

Når det er weekend, hører jeg podcasts. Jeg har lige lyttet til ’Ingen elsker Lone Frank’, der er en podcast i fem afsnit. Den har virkelig grebet mig. Lone Frank er så dejligt skarp og klog og samtidig utrolig sårbar. Når et meget intellektuelt og kontrolleret menneske krænger sig selv ud, så er der meget på spil. Det har jeg stor respekt for. Det er modigt af Lone Frank. Hun bliver ikke i det trygge. Hun går ud på isen og tager stilling til sit liv. Dyb respekt herfra.

Læst for nylig

Min mand og jeg har aftalt, at vi to gange om ugen skal lægge vores skærme på køl. Slut med Netflix, telefoner m.v. Ind med bøger og brætspil. Ungerne gider ikke være med, så det er mest bøger og gåture, der vinder frem. Jeg har lige læst Kim Faber og Janni Pedersens to krimier. Den sidste, ’Satans sommer’, lagde jeg fra mig sent lørdag nat. Jeg er mest til tempofyldte bøger og er ret fascineret af, at man kan skrive bøger sammen med sin partner. Hvilken samhørighed. I begge bøger er der et tema om Forsvarets Efterretningstjeneste, og hvordan de eventuelt må dække over sandheden i forbindelse med en konkret sag. Det er jo højaktuelt stof – og fyldt med dilemmaer. Hvilke værdier er på spil? Hvilke værdier styrer de hemmelige tjenester?

Omtalte personer

Janni Pedersen

Studievært, TV 2
journalist (DJH 2000)

Lone Frank

Videnskabsjournalist, radiovært, forfatter, foredragsholder
ph.d. i neurobiologi


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu