Af Anders Colding-Jørgensen
Adfærdspsykolog og foredragsholder

I disse uger er Mette Frederiksen naglet fast til pinebænken, mens journalister og opposition kræver svar på det store spørgsmål: Hvis du ikke tog udgangspunkt i sundhedsfaglige vurderinger, da du lukkede Danmark ned, hvad i alverden tog du så udgangspunkt i?

Det er bestemt et af vores samfunds vigtigste spørgsmål at få besvaret lige nu. Men selv om jeg kan unde enhver journalist og oppositionspolitiker den lækre følelse af at få skovlen under en siddende regeringsleder, handler dette om mere end Søren og Mette og den konkrete pandemi. Håndteringen af covid-19 rejser et principielt spørgsmål om forholdet imellem politik og videnskab. Ikke mindst i mødet med de fremtidige kriser, som globalisering og klimaforandringer kan forårsage.

Når man skal reagere på et ukendt fænomen som covid-19 kan man groft sagt vælge at reagere på tre måder: Man kan angribe det teoretisk og bruge de videnskabelige metoder, der findes. Man kan gøre, som alle andre politiske ledere gør. Eller man kan stole på sin mavefornemmelse og gøre, hvad man føler er rigtigt.

Man kan ikke vælge at gøre det, som er rigtigt. For det ved man ikke, hvad er endnu. På længere sigt er det derfor uinteressant at prøve af fastslå, om regeringen traf de rigtige valg i den konkrete pandemi. Det, som til gengæld er vigtigere end nogensinde før, er at undersøge, hvordan den slags beslutninger i det hele taget bliver truffet, og om vi som demokratisk videnssamfund er klædt på til at håndtere den slags situationer i fremtiden.

Katastrofetal i realtid

For hvad sker der næste gang, der opstår en akut katastrofesituation, hvor samfundets interesser og behov som helhed skal vejes op imod enkelte menneskeliv? Når de døde begynder at tikke ind på statsministerens natbord? Og når det til den tid måske ikke er sygehuse, der rapporterer tal ind, som dagen efter sendes verden rundt, men pulsmålerne i folks smartwatches, som registrerer, at menneskers hjerter holder op med at slå – i realtid?

Prøv at sætte dig i din statsministers sted i en sådan situation: Nyhedsmedier og sociale medier pumper dødstal ud i hovedet på dig og dine vælgere, og det er krydret med personlige historier om frygt, tab og skæbner, der måske kunne have været anderledes. Hver beslutning, du træffer som leder lige nu, kan have en effekt. Du kan måske få det slemme til at holde op. Få døden til at stoppe. Det kræver blot, at du fratager borgerne retten til at bevæge sig frit og forsamles, som de vil, overvåger, hvem de mødes med, lukker deres skoler og virksomheder og begynder at bestemme over deres personlige hygiejne.

Imens står eksperterne på sidelinjen og fortæller dig, at det sandsynligvis ikke vil virke, som du tror, det gør, og at prisen vil overstige effekten. Men de forstår intet. De forstår ikke den forfærdelige følelse af tungt ansvar, som du står alene med.

Naturligvis har mennesker oplevet massedødsfald og epidemier før. Men i modsætning til tidligere bliver alt nu broadcastet i realtid, og dødsfald bliver talt sammen, forvandlet til premium content og går viralt på få øjeblikke. At kaste tusinder ud i isolation, konkurs og arbejdsløshed og skabe en gigantisk statsgæld for at forlænge livet for nogle få hundrede er ikke en uundgåelig og logisk løsning på en sådan krise. Det er et politisk valg, som på et eller andet tidspunkt træffer sig selv, hvis bare medierne opdager fænomenet, og presset bliver stort nok.

Prisen for et menneskeliv

Hvis regeringen virkelig har presset en begrænsning af vores frihedsrettigheder gennem Folketinget ved løgnagtigt at henvise til, at Sundhedsstyrelsen støttede en nedlukning af Danmark, er det naturligvis en aktuel skandale. Men det er samtidig udtryk for et problematisk forhold imellem videnskaben og politikerne, som vi er nødt til at afklare, for at vi kan være rustet til at stå imod fremtidige globale og medietransmitterede naturfænomener.

Hvis politikerne kan trække videnskaben ind og legitimere en mavefornemmelse eller rent politiske overvejelser, som de finder opportunt, er det ikke bare en fatal nedvurdering af de videnskabelige metoder, vores samfund bygger på. Vi pålægger også politikere, som er på valg og ikke er videnskabeligt trænede, at træffe svære beslutninger om sygdomme og liv og død, som jeg personligt ikke ville ønske for min værste fjende at skulle tage ansvar for.

Det har ikke været kønt at se pressen mæske sig i tilfældige landes dødstal, komplet blottet for kontekst og befolkningsstørrelser, mens de brugte top-ti-lister og et sprog, som er taget direkte ud af sportsjournalistikken. Men at bede pressen om at lade være med at fiske klik ved at spille på vores mest primitive instinkter er som at bede en løve spise gulerødder. Og alternativet til en fri presse er langt, langt værre.

Vi kan til gengæld have en samtale i dag om videnskabens rolle i håndteringen af fremtidens globale katastrofer. For statsministerens nedlukning af Danmark har ganske givet reddet menneskeliv. Men hvad er en statsleders rolle egentlig? Er den at sikre, at flest muligt overlever længst muligt i enhver situation? Hvis det var, burde rygning straffes med piskeslag, og hastigheden på motorveje nedsættes til ti kilometer i timen. Det ville redde menneskeliv, men vores politikere vælger, at prisen for at redde et menneskeliv her er alt for høj.

Den svenske løsning

Og dette udstiller et paradoks, vi ikke kan undslippe: På den ene side er vurderingen af, hvad et menneskeliv må koste, i sidste ende en politisk beslutning, som ikke kan sættes på formel. På den anden side er netop folkevalgte politikere så dårligt rustet til det i krisesituationer, hvor selv den mindste begivenhed et hvilket som helst sted på planeten kan fotograferes, frames på sociale medier, ramme avisernes forsider og detonere på statslederens bord som en politisk neutronbombe.

Måske er det derfor på tide at redefinere, hvordan vores demokrati forholder sig til den slags medie-og naturfænomener, inden de rammer os igen. Kald det bare rettidig omhu. Måske er vores nuværende politiserede krisehåndtering ikke opskriften på et stabilt samfund under fremtidige kriser, men snarere på kaos, overreaktioner og et helt urealistisk fokus på at kunne redde mennesket fra døden.

Derfor peger Sveriges håndtering af krisen imod fremtiden. Ikke, fordi de har haft ret i deres hypoteser om virussens udvikling. Det har de nemlig ikke. Heller ikke, fordi de har foretaget en rigtig afvejning af, hvor mange døde der er acceptabelt. For det rigtige tal findes ikke. Men fordi de har forsøgt at bruge de videnskabelige metoder, vi netop har udviklet til samme formål, uden at lade sig presse af mediernes endeløse strøm af dødstal, eller hvad andre landes politikere valgte at gøre.

Mennesker dør. Du dør. Jeg dør. Vores børn dør. Vi kan ikke skærme et samfund imod død. Måske skal en statsleder i en sådan situation fritages fra at være en commander in chief og i stedet være den, som står vagt om vores frihedsrettigheder, hjælper os med at bære dødens realitet og ikke mindst sætter et beskyttende skjold op om videnskaben, som i sidste ende er sat i verden med ét eneste formål: at mennesket skal have andet end sin mavefornemmelse at agere i verden ud fra.

---

Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.