Når historien engang kan skrives om århundredets største skatteskandale, bliver det ikke noget kønt syn. Det bliver historien om en politisk effektiviseringsplan, der så helt logisk og regelret ud på papiret, baseret på virkelighedsfjerne konsulentberegninger, men som gik helt galt. Historien om en plan, der skulle løse en for dårlig skatteopkrævning i kommunerne ved hjælp af en ambitiøs centralisering af al gældsopkrævning til det offentlige, men som endte med helt ubegribelig mange milliarder af tabte kroner i offentlige indtægter.

Det bliver historien om en bitter magtkamp mellem staten og kommunerne, som endte med at spænde ben for de forventede personaleoverflytninger til staten, og som dermed handicappede systemet fra starten. Det bliver historien om et it-system, som skulle løse alle opgaver, baseret på en megastor vision, men endte med at blive det største problem af dem alle. Det bliver historien om, hvad der sker med en organisation plaget af omstrukturering efter omstrukturering og udflytning af personale med konstant tab af ledelse, retning, kompetencer og kontinuitet. Det er historien om suspenderede, forflyttede og fyrede skattechefer og den ene tilbageværende Sven på kontoret for udbytteskat, som skulle håndtere ansøgninger for milliarder af kroner.

Det bliver historien om 12 års misrøgt af selve motoren i velfærdssamfundet, hvor ingen tilsyneladende – hverken topembedsmænd i Skat eller skatteministre – turde fortælle eller kendte sandheden helt i dybden om, hvor galt det stod til, før det blev åbenbart for enhver, at gældsinddrivelsen ikke fungerede, at udbytteskatten var en ren selvbetjeningsbutik for skattesvindlere, og at ejendomsvurderingerne på ingen måde var hverken korrekte eller retfærdige.

Hvordan kunne det rent faktisk gå så galt? Det burde jo være åbenbart for enhver i systemet, at pengene ikke kom i kassen på samme måde som tidligere?

En konstant svingdør til ministerkontoret af ni ministre på 14 år siden den store reform af Skat kan ikke være hele forklaringen. Vi har et system med apolitiske embedsmænd, der ikke skiftes ud med hverken regeringsskifter eller ministerskifter, som burde have tændt alle de nødvendige advarselslamper adskillige gange undervejs på vej til det nuværende havari i Skat. I stedet blev endnu en konsulentrapport sat ind på at skære bemandingen yderligere i 2012, og kursen mod afgrunden fortsatte.

Et mislykket it-system, som viste sig ikke at kunne alt det, som var den politiske drøm, kan ikke være hele forklaringen. Mange konsulentrapporter undervejs påpegede problemer, som burde have fået både embedsmænd og politikere til at sadle om og finde andre løsninger.

Selv om alle i både regering og opposition nu bakker op om en undersøgelseskommission, der skal kulegrave skandalen i Skat, går diskussionen interessant nok på, at det at kigge i bakspejlet og undersøge fortidens synder vil være så belastende, at det ikke lykkes at få rettet skuden op og komme nogle af problemerne til livs på trods af ekstrabevillinger på mange hundrede millioner kr. til nye medarbejdere og et forhåbentligt bedre it-system. Når fokus flytter fra opbygningen af det nye Skat til undersøgelseskommissionens lokaler, som plejer at have til huse i Gladsaxe, så sker der selvfølgelig noget tab af opmærksomhed, og Skat vil fortsat være et sted under pres og ikke et værdiskabende sted for velmotiverede medarbejdere. Men skandalens omfang var bare blevet så stort, at det politisk blev uomgængeligt at gøre noget.

Det gode spørgsmål er her, om der kunne være taget andre redskaber i brug end en undersøgelseskommission. Den skal – i fald der overhovedet kan gøres ansvar gældende – følges op af eventuelle tjenestemandssager og rigsretssager mod ministre, og så er vi mange år og adskillige millioner kroner i omkostninger længere henne ad vejen.

Samtidig forekommer det grænseløst absurd, at vi i årevis har haft en politisk debat kørende om råderummet til nedsættelse af skatten på arbejde og nedsættelse af eller afskaffelse af topskatten, mens skatteindtægterne er fosset ud af kassen.

På forhånd må den politiske lære af denne skandale være en hel anden proces omkring tilrettelæggelsen af store reformer med udfoldelse af sund skepsis og tvivlens nådegave samt større grad af inddragelse af medarbejderne, når det gælder om at tro på benchmark-analyser, 5-10-årige konsekvensberegninger og effektmålinger samt mirakuløse it-systemer.

En anden lære må være, at sådanne store reformer bør følges op af en årlig statusrapportering tilgængelig for Folketinget og offentligheden for en implementeringsperiode på måske tre, fem eller ti år, så konsekvenser, fejlskøn og resultater løbende kan vurderes og kursen rettes til – akkurat som det foregår i enhver veldrevet erhvervsvirksomhed, som måned for måned følger op på og overvåger store strategiske investeringer og forandringsprojekter.

Når man ser på, hvordan Skat nu er nedsmeltet på godt et årti, og det vil tage lige så lang tid at opbygge tilliden igen til en ny variant af Skat, så kan man godt blive ekstra bekymret over kravet til dynamiske politiske beslutninger og reformer i fremtiden, som forudsætter en evne til at udforme, implementere og eksekvere nye tiltag i den offentlige sektor langt hurtigere end i starten af nullerne, og ofte baseret på langt mere avancerede tekniske løsninger.