De begår næsten alle sammen hærværk, de fleste er voldelige, og mere end halvdelen af dem er i besiddelse af et våben.  De er alle misbrugere af rusmidler som hash og alkohol og tilhører den hårdeste, men også en af de mest udsatte grupper af unge. De er under 25 år, 2 ud af 3 får psykologisk hjælp, og mere end en tredjedel gør skade på sig selv.

[graph title="Investering i udsatte unge giver økonomisk gevinst" caption="Figur 1  " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/dc02a-jre_fig01_sociale-investeringer-i-udsatte-unge-giver-okonomisk-afkast.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/09919-jre_fig01_sociale-investeringer-i-udsatte-unge-giver-okonomisk-afkast.png" text="Udsatte unge har typisk sammensatte problemer. De begår langt oftere kriminalitet end andre unge, og de har mange personlige problemer. Hvis Københavns Kommune over 6 år investerer 4,3 mio. kr. i tiltag over for 24 udsatte unge, vil det hjælpe mellem 8 og 12 af dem. Økonomisk set medfører det færre udgifter til kontanthjælp, til indlæggelser og psykiatrisk behandling og færre udgifter til domme og fængselsophold. Det kan blive en god forretning for kommunen, men medtælles regionens reducerede udgifter til behandling og statens reducerede udgifter til fængselsophold, er der tale om en virkelig god forretning. For de mellem 8 og 12 unge betyder investeringen, at de får et bedre liv, end de ellers ville have fået."]Kilde: Københavns Kommune, Socialforvaltningen [/graph]

For den enkelte er livet hårdt. For en kommune koster de kassen. Og det vil de blive ved med hele livet, hvis ikke der kan rykkes ved deres livsbane.  Nu har Københavns Kommune som den første kommune i landet regnet på, hvordan sociale tiltag ikke bare er en udgift, men også kan være en investering. Samtidig afsætter kommunen en investeringspulje på næsten en halv milliard kroner.

Penge, der blandt andet kan gå til at bryde udsatte unges livsbane. Forudsætningen er, at tiltagene skal betale sig hjem i løbet af en periode på mellem tre og seks år.

Dermed baner Københavns Kommune med sin koncentration af sociale problemer – 30.000 af de godt 560.000 borgere er på langvarig forsørgelse – nye veje i den socialpolitiske indsats.

”Vi har et mål om at bryde den sociale arv og give alle lige muligheder. Vores investeringer i sociale indsatser skaber smartere velfærd, hvor vi både får mere ud af pengene og giver borgerne mulighed for et bedre liv,” siger overborgmester Frank Jensen (S) i en skriftlig kommentar til Mandag Morgen.

Regnestykket lyder sådan her: Hver gang kommunen bruger 4,3 mio. kr. på 24 af de unge misbrugere og involverer dem i U-turn, et kommunalt socialpædagogisk tilbud, vil mellem hver tredje og hver anden få et liv med mindre misbrug og færre besøg hos psykolog eller psykiater. Desuden vil færre begå kriminalitet, og nogle af dem vil få en uddannelse eller et job.

Derfor ender det samfundsøkonomiske regnestykke med et stort plus på mellem to og fem millioner kr., alt efter hvor mange af de unge der får vendt deres livsbane i positiv retning. Ved at skabe et bedre liv for de udsatte unge kan Københavns Kommune på den måde forrente sin investering med 6,5-13 pct. om året. Se figur 1.

Københavns Kommune er en af blot tre danske kommuner, der er begyndt at regne på den langsigtede økonomiske gevinst ved sociale tiltag. Ud over København anvender også Herning og Ishøj kommuner det sociale regnestykke ud fra den såkaldte Skandia-model. Se tekstboks.

Modellen er oprindelig udviklet i Sverige, men er nu tilpasset danske forhold. I Sverige har en række kommuner taget et ekstra skridt og har etableret sociale fonde, der kan stå bag investeringerne i sociale indsatser. Se artiklen ”Av for Zlatan – nu rykker svenskerne fra os”.

Fra udgift til investering

De københavnske politikere stiller to krav til de tiltag og projekter, som investeringspuljen kan finansiere. For det første skal investeringen som nævnt betale sig selv hjem i løbet af en periode på tre til seks år. For det andet skal tiltagene trække på specialister fra flere forvaltninger. U-turn er det første af en række tiltag, københavnerne har fokus på. 

Skandia-modellen er det første redskab, som gør det muligt for kommuner at beregne den samfundsøkonomiske gevinst ved sociale indsatser, der går på tværs af forvaltningshierarkierne. Det giver en helt ny forståelse af den sociale indsats.

”Sociale tiltag bliver tit opfattet som en udgift, men for hver gang det lykkes for os at flytte en af de unge fra et liv med misbrug til uddannelse eller normal beskæftigelse, kan det blive en gevinst, også samfundsøkonomisk,” siger Katrine Thorball, kontorchef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune.

Og det kan få ret stor betydning.

I budgetaftalen for 2016 noterer Københavns Kommune, at de forskellige forvaltninger ikke altid får koordineret indsatsen over for eksempelvis unge bedst muligt. Samtidig kan én forvaltning betale for en indsats, mens ”gevinsten” tilfalder en anden forvaltning. Når en kommune i dag for eksempel bruger penge på en indsats tidligt i livet, betaler Børne- og Ungeforvaltningen regningen. Lykkes indsatsen, kan den unge bestå folkeskolens afgangseksamen og fortsætte i en ungdomsuddannelse. I det tilfælde ender han eller hun ikke på kanten af samfundet med behov for at trække på Socialforvaltningens ressourcer.  Socialforvaltningen sparer med andre ord penge, hver gang Børne- og Ungeforvaltningens tiltag lykkes. Økonomisk set kunne Børne- og Ungeforvaltningen vælge at spare indsatsen væk, fordi den set med budgetbriller kun er en udgift.

Den form for silotænkning er Skandia-modellen et opgør med.

”Nu kan vi undersøge, hvilke investeringer vi skal foretage i fællesskab på tværs af forvaltninger, for at den unge kan tage afgangsprøven efter 9. klasse, og regne på gevinsten i et længere perspektiv. Det kan gøre det tydeligt, hvad vi opnår ved at investere i unge,” siger Katrine Thorball.

Katrine Thorball taler om, hvordan beregningerne fremmer gennemsigtigheden og tydeliggør, hvad der sker, når kommunen sætter gang i et tiltag. Hun mener, at beregningerne giver politikerne et bedre grundlag, når de skal træffe beslutninger, så fokus ikke bare er på den enkelte udgift i den enkelte forvaltning her og nu, men på et forløb og på de samlede gevinster hen over en årrække.

Et fundament af viden

Skandia-modellen gør det netop muligt for Katrine Thorball og hendes embedsmænd at se udgifterne i et længere perspektiv. 

”Vi kan lægge vores egne data ind i modellen og trækker ikke på gennemsnitstal fra hele landet eller på effekterne fra Sverige eller et andet land. Derfor får vi resultater, der betyder noget for vores kommune, og det styrker vores arbejde,” siger hun.

Selv om modellen i bund og grund er et avanceret regnestykke, er den baseret på dokumenteret viden om, hvad der virker, og ikke mindst i hvilket omfang indsatsen virker. U-turn har eksisteret siden 2004 og er et af de bedst evaluerede sociale tiltag i Danmark. En SFI-rapport fra august i år påviser, at de unge i U-turn generelt får halveret deres misbrug, flere går i skole og færre begår kriminalitet. Det konkrete socialøkonomiske regnestykke for U-turn giver et overskud på 2 mio. kr., når 8 ud af de 24 unge i forløbet får ændret deres livsbane til det bedre. Og overskuddet stiger til 5 mio. kr., hvis det lykkes for 12 af de unge. Succesraten på henholdsvis 33 og 50 pct. er beregnet på baggrund af indsamlet viden fra det sociale arbejde i Københavns Kommune.

”Vi sætter ikke bare nogle tal ind i modellen, men har et tæt samarbejde med de faglige eksperter. Beregningerne bygger på deres vurderinger, og vi kan ikke bare køre løs med nogle tal,” siger Katrine Thorball.

Overordnet viser hendes beregninger, at der er en samfundsøkonomisk gevinst, hvis Københavns Kommune investerer 4,3 millioner kr. og åbner U-turns døre for 24 unge.

Der er bare et problem. Selv om investeringen for samfundet generelt giver overskud, hvis 8 af de unge får hjælp til at komme videre, opnår kommunen først selv en økonomisk gevinst, hvis tiltagene rykker ved mindst 12 ud af de 24. Det skyldes, at gevinsten i første omgang kan skummes af regionen og staten, fordi regionen ikke længere har udgifter til behandling af de unges misbrug eller en psykiatrisk indsats, mens staten på sin side kan se frem til, at de unge begår mindre vold, hærværk og kriminalitet, og derfor får færre udgifter til domstole og fængsler.

Men det er ifølge Frank Jensen ”bare” økonomi.

”Vi investerer først og fremmest i vore borgeres fremtid,” siger overborgmesteren.

Kronisk syge børn

Herning Kommune bruger lige nu Skandia-modellen til at gennemregne indsatsen over for familier med kronisk syge børn. Indsatsen skal hjælpe forældre og børn til en bedre dagligdag her og nu. Og på sigt skal den sikre, at børn med en kronisk sygdom klarer sig bedre i folkeskolen.

”Vi ved, at mange kronisk syge børn ender med usikre og dårligt betalte job. Det kan blandt andet være, fordi forældrene ikke evner at håndtere sygdommen på en god måde. Det gælder særligt i sårbare familier,” siger Louise Nikolajsen, Staben Sundhed i Herning Kommune.

Hun henviser til en undersøgelse, som konsulentvirksomheden Rambøll gennemførte for Sundhedsministeriet tilbage i 2012. Den påviser store forskelle i den måde, som forældre håndterer langvarige og kroniske sygdomme hos deres børn og unge på. Det kan f.eks. være astma, allergi og diabetes.

Her er forskellen i forældrenes uddannelse afgørende.

[quote align="left" author="Louise Nikolajsen, Staben Sundhed i Herning Kommune"]Skandia-modellen kan bruges til at sandsynliggøre det samfundsøkonomiske potentiale ved vores mange forebyggende indsatser.[/quote]

Har forældrene en længerevarende uddannelse, har de ifølge Louise Nikolajsen nemmere ved at forstå informationen fra læger og andre specialister, og de er generelt gode til at træffe de rigtige beslutninger på baggrund af informationen. De er også bedre til at efterleve anbefalingerne til behandlingen, og så har de et bedre og mere velfungerende socialt netværk end forældre med kortere eller ingen uddannelse.

For at hjælpe alle familier med kronisk syge børn bidrager specialister fra flere dele af kommunen med tiltag. Det betyder, at familier med et kronisk sygt barn får tilknyttet en forløbskoordinator, der sammen med familien vurderer, hvad forældrene selv kan håndtere, og på hvilke områder de har brug for, at kommunen ”investerer” i dem. En anden del handler om samarbejdet mellem kommune, praktiserende læger og sygehus.

”Sygehuset, kommunen og lægepraksis ved ofte ikke nok om, hvad vi hver især og sammen kan tilbyde familierne. Nu skal vi organisere samarbejdet med sygehuset og praksis bedre, så vi f.eks. kan undgå, at børn bliver indlagt, fordi familien ikke følger behandlingen korrekt,” siger hun.

Kommunen arbejder lige nu på beregninger, der skal vise, i hvilket omfang forbedringer af indsatsen giver en økonomisk gevinst.

”Skandia-modellen er et godt, lille værktøj til at definere en målgruppe og finde ud af, hvad tiltag koster på tværs. Den kan bruges til at sandsynliggøre det samfundsøkonomiske potentiale ved vores mange forebyggende indsatser. Jeg ville bare ønske, at det var mig, der havde fundet på det,” siger Louise Nikolajsen.

Ishøj er også i gang

Ishøj Kommune er i øjeblikket i gang med på tre områder at undersøge, om Skandia-modellen kan være med til at forbedre indsatsen.

”Skandia-modellen sætter gang i en hel masse diskussioner. Det er både et økonomisk redskab og en hjælp til at udvikle den sociale indsats og snakke på tværs af faglige områder,” siger Anne Birgitte Dyhrberg-Nørregaard, projektleder i Ishøj Kommune.

For hende er der både tale om en økonomisk model og et redskab til dialog, fordi modellen bygger på input fra fagfolk. Som en del af pilotprojektet undersøger Ishøj Kommune, hvordan Skandia-modellen kan anvendes i forbindelse med indsatser henvendt til unge kontanthjælpsmodtagere.

”Indtil nu har vi ikke haft en fælles metode, der kan beregne den økonomiske gevinst på tværs af de faglige områder,” siger hun.