I en tid, hvor hele verden venter på, at den næste miljøteknologi kan få sat skub i den bæredygtige udvikling, arbejdspladser og adfærd, er det så ikke på sin plads at købe nogle af de løsninger, der (om ikke andet) symboliserer den verden, vi alle kan være med til at skabe?

For to måneder siden købte jeg en taske med solceller på. Det var faktisk min anden solcelletaske – den første købte jeg i San Francisco for seks år siden, men lynlåsen gik hurtigt i stykker, og ingen skrædder i København kunne reparere den.

Den 2. august i år modtog jeg så den nye taske. Solceller bliver kraftigere måned for måned, og modsat min gamle taske kan min nye ikke bare oplade min telefon, men nu også min computer.

10. september: En mand, jeg ikke kender, fotograferer min solcelletaske.

Det er jo ganske brugbart i ørkenen – og i udlandet – og hvis man ikke vil være afhængig af kul- og oliebaseret strøm.

En ting er, hvordan teknologien til stadighed udvikles og bliver bedre, men jeg er etnolog og ikke ingeniør og derfor mere optaget af, hvordan en bestemt adfærd spreder sig i samfundet. Det er det, der inden for kulturteori kaldes diffusion.

Det hæsblæsende tempo i den teknologiske udvikling betyder, at vores adfærd ofte påvirkes af nye teknologiske muligheder og opfindelser. Derfor synes jeg, det er meget interessant at følge de sociale ringe i vandet, som introduktionen af ny teknologi i samfundet afstedkommer.

Tag nu f.eks. min nye solcelletaske. Den fungerer, ved at solcellerne lader et batteri i tasken op, som opbevarer den skabte strøm. Senere kan man så lade sin laptop, mobil eller noget helt tredje op. Der gik ikke lang tid, efter at jeg modtog tasken, før jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan jeg langsomt ændrede min tidligere adfærd, alene fordi jeg nu havde solceller og et batteri på ryggen.

Pludselig var jeg bevidst om, hvor solen var på himmelen, når jeg kørte på arbejde. Var solen bag mig? Eller var den foran mig? Og hvor skulle jeg anbringe tasken for at få mest muligt ud af cellerne?

På kontoret: Hvor præcist blev rummene ramt af sollys? Og hvornår på dagen?

Derhjemme i lejligheden: Hvor meget sol kom der ind ad vinduet om morgenen i den ene ende af lejligheden, og i hvor lang tid var der om aftenen sol ind ad vinduerne i den anden ende? Var der faktisk mere sollys ved udkanten af vindueskarmen end i sofaen?

Nørd som jeg måske er med den store interesse for adfærdsændringer (og med hele den etnologiske ballast i bagagen), begyndte jeg at skrive feltdagbog om mine oplevelser. Heri beskrev jeg, hvornår og hvordan jeg begyndte at tænke og handle anderledes, fordi jeg nu ejede en mobil solcelle med tilhørende batteri.

Men det mest finurlige er ikke engang mine egne adfærdsændringer.

Det mest finurlige er, at det ikke var mig alene, der ændrede adfærd på grund af tasken. Det gjorde mine omgivelser også. Aldrig før er jeg så ofte blevet kontaktet af fremmede mennesker i byen, på cykelstier og på fortove, som ville høre om min solcelletaske. Det er den største conversation starter med fremmede danskere, jeg nogensinde har købt. En solcelletaske!

Det er værd at bemærke. For det siger jo ikke så lidt om danskernes interesse i dagligdags miljøteknologi. Det kræver sit fra os danskere at henvende sig til fremmede uden meget stærke grunde til det – observér blot buspassagerer under en bustur.

Jeg oplevede sågar at blive prikket på skulderen – oven i købet med et par hovedtelefoner på og en tydelig kom-mig-ikke-nær-udstråling – fordi en fremmed fyr måtte vide, hvor jeg havde købt tasken.

Det er tankevækkende, hvor lidt der faktisk skal til for at ændre en hel befolkning over mod en mere bæredygtig adfærd, hvis bare den rette teknologi en dag bliver præsenteret for os.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.