Nyt lederskab med 
Elize Dimare
Johnny Sørensen

Sommerens ledelsesdilemma: Løve eller panda?

Sommeren står for døren, og for det tilfælde at der skulle komme en gråvejrsdag, eller være behov for lidt indetid, er her ledelsesrådgiverens anbefaling til en tv-serie, der er så inspirerende, at det er ledelsestræning i sig selv at se den.

Foto: Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix

Indrømmet. Det lyder plat. For hvordan skulle en amerikansk fiktionsserie lære dig noget om ledelse? Men hæng på alligevel. For læring kommer i mange former. Her iklædt klichéen om en sportstræner, der med sine fantastiske menneskekundskaber løfter et lille hold til sejr.

Ted Lasso siger ja til at træne Premier League-klubben AFC Richmond, der spiller fodbold (soccer) på eliteniveau. Alle er imod ham, og meget få bakker op om projektet. Er du ikke til fodbold? Det er vi egentlig heller ikke, men vi er til Ted Lasso. For serien viser en fantastisk og alternativ vej til succes, som både inspirerer og provokerer: at opføre sig pænt, konsekvent vælge ikke at tage noget personligt og hele tiden bevare sin positive energi.

Uagtet at det er fiktion, så er effekten på os som seere enormt opløftende. Vi undervurderer nemlig også Ted Lasso. Vi har lyst til at tage ham i forsvar, når et helt fodboldstadion råber ”Wanker” efter ham. Og vi ville sådan ønske, at han sagde fra, skældte ud, satte sine grænser og viste, hvem der bestemmer. Men det gør han ikke. Og det virker. Måske på grund af et spørgsmål, han bliver stillet tidligt i serien: Hvad vil du helst være? Løve – eller panda? Klippet kan ses her https://www.youtube.com/watch?v=1ReW8-pvyQ8

De fleste af os, som er ledere, vil formentlig være hurtige til at svare ”løve”. Løver ses traditionelt som herskere. De er dyrenes konge og bruges i alt fra Disneys Lion King over fodbold-maskotter til statuer og forskellige kongehuses våbenskjold. Løven repræsenterer det stærke og modige, den er ikke bange for at tage kampen op. Den er aggressiv, den hersker over savannen og har stort set ikke andre fjender end alderdom, andre løver og mennesker.

Det er et heltebillede, som er nemt at forstå. Her er vi ikke i tvivl om, hvem der bestemmer. Tydelig ledelse, sådan som vi er vokset op med, at det skal se ud.

Pandaen derimod er der ikke meget magtsymbol over. Til gengæld ses den ofte som et symbol på fred og held, og at have hjertet med i det, man gør. Pandaer ved, at ting tager tid, og bruger det meste af dagen på at spise. De opfattes som glade, positive og fredelige. Det er der ikke meget synlig magt over. Eller er der?

Som seere overgiver vi os sammen med resten af AFC Richmond til Ted Lasso, fordi han konsekvent opfører sig pænt og aldrig har sit ego med på arbejde. Faktisk i så høj en grad at det undervejs næsten bliver provokerende for vores opfattelse af, hvordan en ’rigtig leder’ er. Hvis vi overfører sondringen løve/panda til personkarakteristik, ville det se nogenlunde sådan her ud:

Løve

  • Aggressiv
  • God til at sige fra
  • God til at sætte andre på plads
  • God til at få det sidste ord
  • Finder sig ikke i noget
  • Viser, hvem der bestemmer
  • Tager gerne konflikten

Panda

  • Ordentlig og respektfuld
  • Flink og høflig
  • Positiv
  • Ydmyg
  • Finder sig i (næsten) alt
  • Tager ikke noget personligt
  • Evner at glide af på konflikter

Hvad er du selv? Løve eller panda?

Løven vinder på andres bekostning

Idoliseringen af løver ignorerer desværre det faktum, at det som regel bliver blodigt, når der er en løve involveret. Overfor dig, der er god til at sige fra, står som regel en person, som ikke er det. Overfor dig, som fik det sidste ord, står en person, der ikke blev hørt. Over for dig, som ikke finder sig i noget, står der måske en person, som følte sig overfuset, og derfor nu bærer nag og bare går og venter på en lejlighed til at hævne sig. For når egoerne slår ud efter egoerne, så taber alle.

Den klassiske spil-teoris opdeling i win-win, win-lose, lose-win og lose-lose gælder nemlig ikke i det moderne arbejdsliv. Der findes kun win-win. Alt andet er lose-lose. For den, der taber i dag, kommer tilbage til næste runde med større våben, bedre forhandlingspunkter og en såret stolthed.

Det er muligt, det lykkes dig at presse din leverandør til at gå helt til grænsen, men hvem tror du, der får varer først, når der er restordrer? Det er muligt, det lykkes dig at spare penge ved at udbetale lidt mindre bonus end aftalt, men hvor motiverede tror du, dine medarbejdere er bagefter. Og det er muligt, det lykkedes dig at råbe ad produktionsplanlæggeren, så din kundes varer kom ind i planen igen, men hvor villig tror du, hun er til at hjælpe dig næste gang?

Løve-masken er forførende. Den får dig til at føle dig som en rigtig chef, ’direktøren for det hele’, den er god for egoet, og den giver prestige. Men den gør dig ikke til leder. Den gør dig bare til chef.

Pandaen får andre til at lykkes

Pandaen derimod vælger ikke at tage noget personligt. Den, der råber op, har bare en dårlig dag. Den, der sender en sur e-mail, mener det jo ikke så slemt. For hvis nogen begynder at sige noget dårligt om dig, virker det jo kun, hvis du vælger at tro på det. Hævn er efter sigende en ret, der skal serveres kold. Hvad ville der ske, hvis du slet ikke serverede den?

Moderne arbejdspladser har ofte alt for mange konflikter og for meget intern politik at forholde sig til. Salg og marketing kan ikke blive enige, bogholderiet er træt af at få forkerte bilag, og udviklingsafdelingen synes måske, at produktionen er for dyr. Du har sikkert været der selv. Men prøv at forestille dig, at du var med til at stoppe det og simpelthen skifte kanal ved konsekvent ikke at smide mere brænde på bålet.

Her er fem ting, du kan starte med at gøre:

  • Tag ikke noget personligtVi ved godt, vi gentager os selv, men det her er så vigtigt. Tag ikke noget personligt. Det er noget af det sværeste, især for dem af os, der er pligtopfyldende, ambitiøse, grundige og ansvarsfulde. Duk dig. Glid af. Overhør spydige bemærkninger og drop kampen om det sidste ord.
  • Hold humøret højtIsær, når det er svært. Det nytter meget mere end vi tror at blive ved. Et skridt ad gangen, og én fod foran den næste.
  • Tænk fairness og gå efter win-winLad den anden part også komme ud af forhandlingen som vinder, velvidende at det også giver dig det resultat, der vil være mest holdbart i længden.
  • Drop tanken om retfærdighedMillimeterdemokrati er for de andre – ikke for dig. Nogle gange går det den ene vej, andre gange den anden. At holde regnskab på det straffer kun dig selv og er i øvrigt spild af tid, som du kunne bruge på noget andet.
  • Tag ikke dig selv for alvorligtYdmyghed, ordentlighed og respekt er langtidsholdbare dyder, og de giver plads til, at dit hold får lov at præstere. I sidste ende er dine personlige resultater ligegyldige. Det eneste, der betyder noget, er hvordan hele holdet (organisationen) klarer sig. Om 100 år er der alligevel ikke nogen, der kan huske dig.

Dér, hvor Ted Lasso bliver relevant for os som ledere, er, når vi sætter det store spejl op for os selv og vurderer: Hvor mange gange i løbet af en dag er jeg løve – og hvor mange gange er jeg panda? For det kan være skræmmende at opgøre dagens løve/panda-score.

Og ja, vi er alle løver fra tid til anden. For der er tidspunkter, hvor det at være løve er det rigtige i situationen. Men overraskende ofte ender vi et bedre sted, når vi tør slippe vores indgroede forestillinger om, hvordan en stærk leder ser ud, og bevæge os ud på pandavejen. Vi håber, du vil give det en chance. God fornøjelse og rigtig god sommer.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu