Makerlabs, hackerspaces, fablabs. Kært barn har mange navne. I løbet af ganske få år har værkstederne bredt sig, og nu er det ikke længere kun de tungeste nørder, der tilbringer aftenerne med at bygge ting og sager.

På landets tekniske gymnasier og tekniske skoler er innovation det nye rock’n’roll. Før drømte mange unge om at starte et band og blive rockstjerne. Nu laver de startups og drømmer om at blive milliardærer i Silicon Valley. Og dén rejse kan meget vel starte i et makerlab.

Maker-bevægelsen er global. Der er flere tusinde værksteder over hele kloden, og de er i høj grad et fællesskab forbundet via internettet, hvor design, software, erfaringer og idéer cirkulerer på kryds og tværs. De såkaldte Maker Faires er blevet en moderne version af dyrskuet – i gigant format. Ved den seneste Maker Faire i San Francisco viste over 900 udstillere deres værktøj og idéer frem for over 130.000 besøgende. I New York deltog 75.000, og i Paris kom 35.000.

Til oktober afholdes den første danske Maker Faire i Aarhus. Samtidig afholdes utallige opfinderkonkurrencer og hackathons – selv Roskilde Festival har nu en stor ”Orange Maker”-festival tilknyttet.

Demokratisering af teknologien

En væsentlig grund til, at så mange pludselig er begyndt at bygge ting, er, at det er blevet langt nemmere og langt billigere. Udstyr, der for blot ti år siden kostede hundrede tusinder af kroner og var forbeholdt specialister, er i dag så billigt, at mange små værksteder kan anskaffe dem.

Takket være digitaliseringen kræver det stort set ingen håndværksmæssige færdigheder at komme i gang. CNC-fræsere, laser-skærere, 3D-printere, selv bioteknologisk grej som PCR-maskiner, der kan afkode og syntetisere gen-sekvenser, er blevet tilgængelige for hobbyfolket – ligesom computere og printere blev det for nogle årtier siden.

Har man en god idé og en drøm om at være entreprenør, er tærsklen for at komme i gang i praksis sænket betydeligt. Det betyder også, at innovation ikke længere kun foregår på universiteter og i virksomheders udviklingsafdelinger.

Som Frank Hatzack, leder af Novozymes’ innovationsudvikling, konstaterer, så rykker den teknologiske udvikling i stigende grad ud i åbne miljøer og globale netværker af makers.

”Det bliver et konkurrenceparameter i fremtiden at kunne engagere sig i open source-miljøet. Det er en måde at finde idéer og udviklinger, vi ellers ikke ville kunne identificere – og derfor er det vigtigt for os at følge den udvikling,” siger Hatzack.

Tre-i-en: undervisning, design og entreprenørskab

Ali Gürcan Özkil, adjunkt ved DTU’s Institut for Mekanisk Teknologi,

har undersøgt maker-miljøet i Danmark. I en kommende rapport kortlægger han kendetegnene ved 20 danske makerlabs.

Organisatorisk er de ret forskellige. Nogle værksteder er drevet som foreninger på græsrodsniveau af medlemmerne – et eksempel er Labitat på Frederiksberg, der med fem år på bagen er et af de ældste makerspaces i Danmark. Andre labs er tilknyttet universiteter, eksempelvis DTU’s SkyLab, eller drevet kommunalt som i Valby. Andre igen er mere kommercielt organiseret, som Republikken på Vesterbro i København eller Teknologisk Instituts Fablab.

Fælles for dem er, at de byder på en blanding af uddannelse, design og entreprenørskab, fortæller Ali Özkil.

”På uddannelsessiden giver værkstederne adgang til at bruge relativt kompliceret udstyr, men uden at have ingeniør- eller håndværksmæssig erfaring. Det er ganske almindelige mennesker, der bruger det, og dermed vænner mange sig til at bruge den type digitalt grej. Det kan man bygge videre på i uddannelsen, hvad enten det er i folkeskoler, på teknisk skole eller universitetet,” siger han.

”På designsiden er det blevet lettere at dele. Man behøver ikke at opfinde den dybe tallerken igen og igen, fordi man kan bygge videre på hinandens arbejde og idéer. En stor del af styrken i makerlabs er, at man som bruger er en del af et miljø, både i værkstedet og på nettet, hvor man deler viden og involverer hinanden. Det gør udstyret langt mere værdifuldt og lettere at gå i gang med at bruge,” siger Ali Özkil.

Men entreprenørskab er måske det mest interessante, mener Özkil.

”Makers har en anden måde at gå til udvikling på end traditionelle virksomheder. Her gælder det om at lave the minimal viable product, dvs. en prototype, der er god nok til at demonstrere ideen. Derefter skubber man det ud til brugerne og får feedback i en fart. Man arbejder hurtigt, i små cyklusser af succes eller fiasko. Der er ikke råd til at køre for længe ad gangen – det handler om at fejle hurtigt og så tage ved lære,” siger Özkil.

Ali Gürcan Özkils konklusion er, at maker-bevægelsen kan være et vigtigt element i at gøre Danmark til et innovativt videnssamfund.

”Mange af elementerne i makerlabs kunne gøres til en del af folkeskolens undervisning, for at alle kan lære designtænkning. Men det er ikke bare et spørgsmål om at starte værksteder, der skal også laves undervisningsmateriale, og lærerne skal efteruddannes til at undervise i det. Det kræver en årelang indsats, hvis danskerne skal lære at være makers”.