Da franskmændene i 2002 stemte ved præsidentvalgets anden valgrunde, var det et valg mellem den siddende præsident, den konservative Jacques Chirac, og den rablende grundlægger af Front National, Jean-Marie Le Pen. I 2017 er det nu datteren Marine Le Pen, som i mellemtiden har slået hånden af sin (nu endnu mere) højreradikale far, der søndag 7. maj i anden valgrunde krydser klinger med centrumkometen Emmanuel Macron. I 2002 var resultatet i sidste ende entydigt: Chirac vandt som forventet og fik over 82 pct. af stemmerne.

Men vil Macron vinde anden valgrunde og dermed kunne kalde sig Frankrigs næste præsident? Formentlig. Macron kender sin favoritrolle og vil ufortrødent fortsætte sin ’jeg-er-hverken-højre-eller-venstre’-kampagne. I gårsdagens sejrstale gjorde han på trods af sine blot 39 år alt for at fremstå faderlig, rolig og samlende. Han vil bruge de næste to uger på at overbevise franskmændene om, at han både er til at regne med, og at han bringer en ny forfriskende stil ind i de støvede regeringskontorer – selv om hans politiske forslag så langt fra er revolutionerende.

Men vil det blive lige så nemt for Macron, som det var for Chirac? Næppe. 2017 er ikke 2002, og selv om Macron nu er den klare favorit, står han over for en række alvorlige udfordringer, både når det kommer til at sikre sit endelig valg, og på længere sigt. Her er tre af de vigtigste:

1: Venstrefløjens venstrefløj bakker kun halvhjertet op om Macron

I 2002 begyndte venstreorienterede stemmer kort efter første valgrunde at kalde deres støtter til dåd. Scenariet ’Président Le Pen’ måtte for enhver pris undgås. Stående over for valget mellem Chirac og Le Pen, to ’stinkende’ alternativer, var opråbet til det socialistiske bagland alligevel: ’Votez Chirac avec une pince à linge sur le nez!’ – ’Stem på Chirac med en tøjklemme på næsen!’

I går aftes opfordrede vigtige socialdemokrater som kandidaten Hamon, premierminister Cazeneuve, udenrigsminister Ayrault, tidligere premierminister Valls og andre prominente navne ganske helhjertet deres vælgere til at bakke op om Macron – uden at nævne noget om tøjklemmer. Det er vigtigt for Macron, som får brug for støtte herfra, hvis sejren over Le Pen skal være overbevisende.

Derfor er det værd at notere sig, at man næppe genfinder samme begejstring for Macron på den yderste venstrefløj, hvis kandidat, Mélenchon, og dennes politiske bevægelse La France insoumise ellers fik et meget stærkt valg. På valgaftenen slog han fast, at Frankrig med Macron ved roret blot vil fortsætte som nu: dvs. styret af en korrumperet elite, der ikke er lydhør over for folket og landets stigende ulighed. Mélenchon undlod i går bevidst at udtale sin støtte til Macron – ej heller med tøjklemme.

Det er interessant, fordi de fleste midtsøgende socialister allerede må formodes at have stemt på Macron i første valgrunde. De resterende 6 pct., som stemte på den afgående præsident Hollandes Socialistpartis kandidat, gør ikke den store forskel.

Men bliver store dele af Mélenchons tilhængere hjemme eller stemmer blankt 7. maj, kan det have ganske stor betydning for Macrons opbakning i anden valgrunde – og på hans forhold til Frankrigs fragmenterede, men notorisk stærke venstrefløj på længere sigt.

2: Le Pen og Hollandes ’socialistiske arvtager’

Front National og dets leder, Marine Le Pen, er i dag en mere moderat størrelse, end tilfældet var i 2002. Selv om mange i partiet nok havde håbet på et endnu bedre resultat, end tilfældet blev i går, har Marine Le Pen demonstreret sin magtbase i fransk politik. Det er formentlig ikke en base, der vil række til at gå det sidste stykke til præsidentpaladset.

Efter en valgkamp, hvor de traditionelle partiers kandidater har været skydeskive, og Hollande-regeringen er blevet gjort ansvarlig for Frankrigs mange strukturelle problemer, vil Le Pen blive ved med at minde vælgerne om, at Macron er Hollandes ’arvtager’, og at hans bevægelse En Marche i virkeligheden er Socialistpartiet i nye klæder. Derudover vil hun vil kaste sig over skuffede højrefløjsvælgere, der med Fillon havde håbet på at få en værdikonservativ og katolsk præsident.

Selv om der er et stykke mellem Fillon og Le Pens værdigrundlag, er det ikke udelukket, at nogle Fillon-vælgere vil være skeptiske over den 39-årige tidligere investeringsrådgiver og Europabegejstrede Macron. De ser næppe i ham en naturlig arvtager til Den Femte Republiks grundlægger, Charles de Gaulle. Med Fillon ude af ræset vil disse vælgere for første gang nogensinde ikke have en gaullistisk kandidat at stemme på i anden valgrunde. Hvor skal de vende sig hen? Kunne Le Pen alligevel være det bedste alternativ?

Her er det interessant at bemærke, at Le Pen citerede netop de Gaulle i sin takketale i går aftes: ”Et folks storhed kommer kun fra dette folk selv”. Og budskabet var klart. De gamle partier og eliten skal væk fra magten, mens republikkens og folkets traditionelle værdier skal leve videre i ’ægte form’. Le Pens minimale chance afhænger derfor i høj grad af, om hun kan fremstå endnu mere moderat end hidtil, udstille Macron som ’mere af det samme’ og tale overbevisende til skuffede konservative vælgere.

3: Traditionelle partier vil kræve en høj pris for opbakning

For første gang i Den Femte Republiks historie vil ingen af de to traditionelt dominerende partier, de konservative/republikanerne (LR, tidligere UMP) og socialisterne (PS), have en kandidat med i anden valgrunde. Tilsammen fik fransk politiks gamle mastodonter kun knap 25 pct. af de afgivne stemmer. Særligt nederlaget til PS, der blot fik lidt over 6 pct. af stemmerne, var historisk.

Mens der i både LR og PS i de næste dage med den ene hånd vil blive peget fingre ad syndebukkene for nederlagene, vil man med den anden hånd række ud til Macron. Allerede kort tid efter, at resultatet af gårsdagens valg stod klart, begyndte begge sider at udtrykke deres opbakning. Mens PS-kandidat Benoît Hamon talte om ”forskellen på en politisk modstander (Macron) og en fjende af republikken (Le Pen)”, talte LR-kandidat François Fillon om, at ”de ekstreme kræfter skal undgås, de kan ikke samle franskmændene”. Alt i alt stærke udsagn, der giver Macron vind i sejlene.

Men håndsrækningen fra Frankrigs politiske elite er ikke gratis: Bliver Macron valgt til præsident 7. maj, vil han i dagene efter skulle udnævne en premierminister til at lede sin regering. Midt i juni følger så to runders parlamentsvalg, der skal sammensætte underkammeret, Nationalforsamlingen. Selv om Macron vil gøre alt for at overbevise franskmændene om, at de bør stemme på kandidater fra hans unge bevægelse, En Marche, vil det næppe være nok til, at han kan danne regering kun med sine egne. Han vil være parlamentarisk afhængig af at bygge en koalitionsregering med mandater fra LR, PS – eller måske begge.

Alle sider kender dette regnestykke. Macron, der selv var del af en parlamentarisk presset regering i Hollande-årene, ved om nogen, at præsidentens handlerum de næste fem år vil afhænge af den parlamentariske situation. Selv om den franske præsident kan agere friere end sine kolleger i mange andre lande, er store lovpakker og reformer afhængige af hans parlamentariske grundlag. Her vil Macron formentligt skulle finde en raffineret balance mellem arvefjenderne fra LR og PS. Og selv om ingen af de to partiapparater kunne drømme om at bakke op om Le Pen, vil begge fremover tage sig dyrt betalt for at fastholde deres velmenende ord om Macron.

Fra visioner til politisk håndværk

Gennem hele valgkampen har Macron profileret sig som outsideren. Det kan i og med hans ganske elitære baggrund virke besynderligt, men på ét punkt er der ingen tvivl: Hans kendskab til det politiske Frankrig er ikke overvældende, og hans erfaring med det parlamentariske arbejde er relativt begrænset.

Det vil være en udfordring, når de politiske visioner skal omsættes til konkret politik. Mange sammenligner i disse dage Macron med den unge Barack Obama, der for næsten et årti siden red på en lignende bølge, båret af fornyelse og håb, men i Washington D.C. ramte mod en mur i form af det politiske establishment. Sammenligningen halter naturligvis; Frankrig er ikke USA, og det politiske system og den politiske kultur er grundlæggende anderledes.

Men Macron vil som ung og uprøvet præsident møde skeptiske blikke og mange udfordringer i krydspresset mellem forventningsfulde vælgere, skuffede Front National-sympatisører og den parisiske politiske elite.

Ifølge meningsmålingerne – der i første runde ramte næsten plet! – er Macron storfavorit til at vinde anden runde. Og selv om 2017 ikke er 2002, kan man kun håbe på, at resultatet vil blive nogenlunde det samme som dengang.

(Rettelse 24/4-17: Af indlægget fremgik det oprindeligt, at Macron aldrig havde været medlem af socialistpartiet. Han var imidlertid medlem i perioden 2006-09.)