Man skulle egentlig tro, at antallet af fattige og sultende ville følges ad. For som det lyder i en børnesang: “Har du penge, må du få, har du ingen, må du gå”.

Men kigger man på kurverne for henholdsvis antallet af fattige og sultende, bevæger de sig i hver sin retning. For hvor antallet af mennesker, der lever under FN’s nederste fattigdomsgrænse på 2.15 dollars om dagen, er faldet med 100 millioner mennesker i løbet af de seneste ti år, er der kommet næsten 200 millioner flere sultende. 

”Det er lidt af en gåde,” siger Thor Olav Iversen. Han er forsker på Norges Udenrigspolitiske Institut og afleverede for nylig sin doktorafhandling om, hvordan FN metodisk måler sult.

”Man skulle tro, at der ville være en klarere overensstemmelse mellem udviklingen i antallet af fattige og antallet af sultende.

Med den voldsomme urbanisering, vi har set de seneste år, er det forventeligt, at fødevareusikkerheden samtidig stiger, da man i byen er mere følsom over for prisstigninger. Det gør uligheden i adgangen til mad større, end hvis man var mere selvforsynende på landet

Adam Moe Fejerskov
Forsker i verdensmål på DIIS

Og når det ikke er tilfældet, sætter det spørgsmålstegn ved, hvad vi ved om udviklingen af både sult og fattigdom, og ikke mindst hvordan vi måler på det.” 

Også seniorforsker på DIIS med fokus på verdensmålene Adam Moe Fejerskov finder tallene interessante. For som han ser det, hænger sult og fattigdom ”uløseligt sammen”. Svaret ligger sandsynligvis gemt bag de seneste års kriser, vurderer han:

”Fattigdomstallene fortæller ikke noget om adgangen til vand, uddannelse og sundhed, men kun om man lever over en bestemt fattigdomsgrænse, som ikke nødvendigvis afspejler de kriser, vi har haft det seneste stykke tid med covid-19 og inflation. De kriser kan sætte sig på sultstatistikken.”