Dyb ærgrelse. Sådan beskriver vicedirektør Bjarne Palstrøm følelsen, da et af DI’s største medlemmer, TDC, i slutningen af januar annoncerede, at teleselskabet skifter til ærkerivalen Dansk Erhverv.

TDC er det fjerde store selskab i rækken, som inden for de seneste fire år har valgt at sige farvel til Danmarks absolut største erhvervsorganisation, DI, for i stedet at træde ind i varmen hos den rivaliserende lillesøster, Dansk Erhverv. Telenor forlod skuden i 2013, og GN Store Nord og Falck smuttede i 2015.

”En lang række årsager” er baggrunden for, at TDC skifter erhvervsorganisation, mens Falck sagde, at skiftet var ”et tilvalg, ikke et fravalg”. Telenor vil heller ikke give en forklaring. Hvad de egentlige årsager til, at disse koncerner fravalgte DI, forbliver usagt over for offentligheden. Og over for DI.

”Vi har ikke som sådan fået en forklaring på, hvorfor de valgte at skifte. I forhold til TDC er det, du kan læse i medierne, næsten det samme, vi har fået at vide. Tilsvarende har virksomheder også vidt forskellige overvejelser, når de skifter den anden vej,” siger Bjarne Palstrøm.

Så hvad er det præcis, der foregår på lobbyhøjborgens bonede gulve?

Faktisk stiger antallet af medlemmer, der vælger at træde ind i DI’s fold. Organisationen får 400-500 flere medlemmer om året, og medlemsskaren er samlet set vokset hvert år siden 2012. De fleste nytilkomne er udenlandske datterselskaber, kapitalfondsejede selskaber eller nogle, der ikke tidligere har været medlem af en erhvervsorganisation.

Til sammenligning henter Dansk Erhverv 300-400 nye medlemmer ind i folden om året. Antallet af medlemmer ligger på omkring 17.000, men skaren består primært af mindre virksomheder, som betaler mindre i kontingent end hos DI.

Tilbage i mediebilledet står fortællingen om en stribe store koncerner, som trasker ud af DI’s nyopførte og lyslevende glasmosaik ved Rådhuspladsen i København og ind i Christian IV’s historiske børsbygning med det ikoniske dragespir. Ud over koncernernes exit valgte Danske Service, en forening af over 100 rengøringsselskaber, også at melde sig under Dansk Erhvervs faner i 2015, da de skulle vælge imellem DI og Dansk Erhverv.

Selv om de fire store virksomheder, der senest har forladt DI – TDC, Telenor, GN Store Nord og Falck – kun udgør en brøkdel af DI’s over 10.000 medlemmer, så har deres exit gjort et indhug i finanserne hos DI, der som følge af skiftene har oplevet en faldende lønsum.

Virksomhedernes skifte til Dansk Erhverv kan tyde på, at den ellers så robuste erhvervsorganisationsstruktur endelig slår revner – hvilket Dansk Erhverv har håbet på siden sin dramatiske fødsel for lidt over ti år siden.

Hårdt mod Hårdt

I 2006 indledte det nyfusionerede Dansk Erhverv sin gang på jorden med en krigserklæring mod DI. Handelskammeret HTSI og Dansk Handel og Service havde slået sig sammen for at stå stærkere og slå hårdere i bordet, når der skulle pirkes til den politiske dagsorden, og for at drage i væbnet medlemskamp mod DI. Daværende formand for Dansk Erhvervs dengang 20.000 medlemmer, Poul Erik Pedersen, trak fronterne hårdt op ved at erklære organisatorisk krig mellem de to.

”Tanken bag Dansk Erhverv er milevidt og fundamentalt fra Dansk Industris meget gammeldags industrielle tankegang om, at alle er ens og skal behandles ens ved eksempelvis overenskomster og konflikter,” sagde han dengang til erhvervsportalen Idag.dk.

Poul Erik Pedersens forventning var, at Dansk Erhverv ti år efter – i 2016 – ville være Danmarks klart største erhvervsorganisation. Dansk Erhverv ville blive talerøret for de sektorer, som bærer alle de nye arbejdspladser og fremgangen i det danske samfund.

Trods et hårdnakket forsøg på at få det ønske opfyldt, er det endnu ikke lykkedes. DI er klubben for de tunge drenge og fortsat tre gange så stor som Dansk Erhverv målt på lønsum. Oprindelig var DI stedet for den klassiske industri, men med tiden er erhvervsorganisationen vokset sig til samlingspunkt for Danmarks største virksomheder – uanset om de er en del af den gamle industri eller ej. Faktisk har DI forsøgt at gøre sig til førstevalg for de nye sektorer, som Dansk Erhverv slog sig op på at være talerør for ved fusionen. Det er også fortsat DI, der anfører tropperne, når overenskomsterne i fællesskab forhandles.

Det betyder ikke, at Poul Erik Pedersens kamplystne kald er falmet. Blandt medarbejderne hos både DI og Dansk Erhverv er der et indædt fokus på at kapre medlemmer fra hinanden, fortæller flere insidere i organisationerne. Men Dansk Erhverv er ikke den eneste organisation, der har succes med sin medlemshugst. I 2016 lykkedes det DI at fralokke Dansk Erhverv både svensk-finske Telia og kinesiske Huawei. Samlet set ser det dog ud til, at DI de seneste år har været taberen i konkurrencen om at fange konkurrentens allerstørste fisk.

En tilbagevendende kritik af både DI og Dansk Erhverv er, at organisationerne favner for bredt og har svært ved at rumme alle holdninger og størrelser. Det er ikke altid lige nemt at tilgodese de gamle danske industrivirksomheder, samtidig med at de forsøger at vinde de nyeste sektorer, og så oven i købet varetage de mindste virksomheders interesser. Både Vestas med sine miljørigtige vindmøller og Aalborg Portland, der udleder massive CO₂-mængder, forventer, at deres interesser som DI-medlemmer bliver italesat.

DI kæmper især med en voksende afstand mellem små og store virksomheder i organisationen. Direktøren for plastikproducenten Dan Hill Plast, Peder Madsen, har flere gange i Dagbladet Børsen været ude med riven og opfordret til at smide administrerende direktør i DI Karsten Dybvad på porten.

”DI er blevet for selvfed i forhold til at gøre noget for de små og mindre virksomheder,” sagde han og pegede på, at virksomheden har overvejet at melde sig ud af erhvervsorganisationen.

Direktøren for dyneproducent Dykon, Peter Høgh Petersen, krydsede klinger med DI, da han offentligt bebrejdede DI for ikke at gøre nok for at hjælpe de små og mellemstore virksomheder med at blive digitaliseret. Den kritik har DI sidenhen taget til sig og gjort noget ved.

”Det er en stor skude at vende, men der er rettet fuldstændig op. Der er sat en masse spændende initiativer i søen,” siger Peter Høgh Petersen i dag.

Rive guldmedaljen af en olympisk mester

I flere tilfælde har virksomheder sagt farvel til DI på grund af beslutninger, der blev taget uden rådslagning, og som trådte medlemmerne over tæerne. Det gælder for eksempel GN Store Nord. Høreapparatvirksomheden smækkede med døren, da DI suspenderede en produktpris, som GN havde modtaget. Årsagen til suspensionen var, at konkurrenten Oticon med magtfulde Niels Jacobsen i spidsen havde anlagt en patentsag mod produktet, som GN havde vundet prisen for.

”Det er ligesom at rive guldmedaljen af en olympisk mester uden først at have skyggen af dokumentation for brug af doping,” siger Anders Hedegaard, administrerende direktør for GN Hearing, og fortsætter:

”Vores udmeldelse gav stor opmærksomhed både i pressen og i industrielle netværk; i den forbindelse fik vi et utal af sympatitilkendegivelser på grund af den ringe behandling, vi havde fået i DI. ”

Ifølge Anders Hedegaard har Dansk Erhverv givet GN Store Nord mere opmærksomhed og et bedre serviceniveau, end DI kunne tilbyde.

”DI er tre gange større end Dansk Erhverv, og naturligvis oplever sådan en stor virksomhed, at den får relativt mere opmærksomhed i en mindre organisation. Men når man forholder sig til medlemsservice og muligheder for reel indflydelse på det politiske, er mange virksomheder mere optagede af den værdi, de får i kraft af DI’s tyngde og medlemsbase,” svarer Bjarne Palstrøm fra DI.

Sidste år droppede Danmarks næststørste taxaselskab, 4x48 TaxiNord, ligeledes DI i protest mod en beslutning, som de opfatter som en rød klud for taxachaufførernes øjne. Årsagen var, at DI valgte at optage Ubers udviklingsselskab i medlemsskaren, selv om kørselstjenesten var politianmeldt og et stort antal af Uber-chauffører sigtet.

Og så affyrede en anden del af den gamle industri endnu en bredside mod DI i 2015. Topchef og ejer Niels Aage Kjær, som står i spidsen for milliardvirksomheden AVK, der producerr ventiler, var ude at kritisere DI for at være ligeglad med familievirksomheder. Han blev bakket op af Peter Foss, formand for den familieejede fødevareanalysevirksomhed Foss.

At en erhvervsorganisation rummer både store og små virksomheder, er en styrke, mener man i DI. På den måde er DI talerør for en hel branche. De mange brancher, på hvis vegne DI taler, er heller ikke et problem. Det handler om at gå i dialog om det, man er fælles om, fortæller Bjarne Palstrøm.

”Det er rigtigt, at vi har mange brancher, men det har også noget med den udvikling, der har været, at gøre. Det, der samler vores medlemmer langt hen ad vejen, er, at de er udsat for international konkurrence,” siger han.

Både Dansk Erhverv og DI vil gerne have fingrene i de nye og populære industrier, og det er kørselstjenesten Uber et godt eksempel på. Uber har skabt røre i store dele af verden ved at vende op og ned på den fastlåste taxaindustri, men er også et eksempel på deleøkonomi, digitalisering og nytænkning.

Hvem vinder på den lange bane? Det nye moderne Uber eller den gamle støvede taxaindustri?

Men valget af Ubers udviklingsselskab blev fravalget af 4x48 TaxiNord. Det er risikoen for store erhvervsorganisationer, hvor det er et vilkår, at man jonglerer med adskillige interesser på en gang og tilgodeser behovene fra erhvervslivets topfigurer.

”Hvis man reelt vil flytte noget, nytter det ikke, at man bare holder på sin egen ret. Det er der er en god forståelse for hos medlemmerne i organisationen. En gang imellem er man nødt til at bøje enderne og dermed få en politik, der får noget gennemslagskraft og bid derude,” siger Bjarne Palstrøm.

Det var måske en større ende, der skulle bøjes, da DI i efteråret talte for, at roamingafgifterne i EU skal afskaffes – TDC frygter, at det vil give telegiganten bragende underskud på roamingforretningen. Dansk Erhverv havde i alle tilfælde et tilbud, der passede bedre til TDC’s behov. Derudover har TDC og Dansk Erhverv flettet fingre i over et årti med en samarbejdsaftale, der giver medlemmer af Dansk Erhverv rabat på telefoni og bredbånd. Hvis ikke det var utilfredshed med DI, var det et tilbud, telekoncernen ikke kunne afslå, der gjorde udslaget.

”Kontingentet er selvfølgelig til forhandling, hvis man er stor og magtfuld nok,” fortæller en insider.

Et er sikkert: Erhvervsorganisationernes dyst om hinandens store storvægtere er næppe ovre.